Dont ask me.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Hun har boet på gaden siden hendes forældres død, med et chok der stadig brænder hende op indvendig og som også har gjort hende stum. Et chok, som hun helst ikke vil tale om og som også er hendes dybeste hemmelighed. Hun stjæler fra de rige og bruger pengene på at forsøge sig selv. Hun har aldrig været opdaget, lige til en dag, hvor hun var så dum at stjæle fra en berømthed, med alt for mange sikkerhedsvagter.

6Likes
11Kommentarer
637Visninger
AA

7. Vil du bo hos mig

Hayley's synsvinkel:

"Stop!" Stemmen lød bag mig, stemmen fra toget. Var hun fulgt efter mig? Klamt! Hvis jeg kunne løbe, havde jeg gjort det!

Jeg stoppede og støttede mig op af væggen, hvad ville han?

Jeg var ude på en rejse og jeg skulle finde et stille og roligt sted at bo, et sted der ville gøre så jeg ikke savnede mit gamle hjem.

Han løb over til mig, meget forpustet og så også en del lettet ud.

"Undskyld." Mumlede han, hvilket bare resulterede i at jeg gloede spørgende på ham. Undskyld? For hvad dog? For at jeg var nød til at give ham den der seddel? Hvad skulle jeg ellers have gjort?!?! Weirdo!

"Kom." Han viste mig hen til en bænk, et stykke væk fra alle andre. Der kunne vi sidde i fred. Vi var hurtigt derovre, selvom jeg haltede. Han hjalp mig ned og sidde og satte sig derefter selv ned. Sig mig, prøvede han at spille gentlemand! Det ville ikke narre mig! Han var stadig den der underlig ype, der havde forfulgt mig. "Tag din notesblok op." Beordrede han, som han bestemte over mig eller jeg var hans hund.

Alligevel tog jeg den op!

"Okay!" Sagde han. "Jeg taler og du skriver."

Okay, det lød faktisk ret sjovt! Der var aldrig nogen der havde prøvet at ville komme i kontakt på den måde med mig før. Det var jo både spændene og genialt! Det måtte jeg give ham.

Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt. Det her kunne jeg godt lide.

Selvom at han stadig var den de klamme stalker type.

                                                          Niall's synsvinkel:

"Hvad hedder du?" Spurgte jeg hende om. Mens hun skrev svaret, tænkte jeg på, hvor god en ide det her var! Jeg følte mig ret klog.

'Hayley' Stod der på papiret. Det var da et smukt navn, det passede til hende.

Hov vent, det sagde jeg bare ikke!

Eller jo, men....

"Flot navn." Sagde jeg, det var da bedre en smuk, nu hvor jeg ikke kendte hende. "Hvor gammel er du?" Spurgte jeg, så hun begyndte at skrive igen.

'17' Havde hun skrevet.

Så hun var altså to år yngre end mig, det var også hvad jeg havde regnet med cirka, så det kom ikke bag på mig.

"Hvor bor du?" Indspurgte jeg hende, men fortrød det straks, da jeg så hendes flakkende blik! Havde jeg gjort noget forkert? Jeg ville ønske jeg kunne trække ordene tilbage, på grund af det blik hun sendte mig, da jeg spurgte.

Alligevel svarede hun.

Hun skrev...

og skrev...

og skrev...

til...

hun...

var...

færdig...

"Jeg bor ingen steder, se på mig, hvad ligner jeg? Jeg forstår ikke hvad du vil med sådan en som mig.' Havde hun skrevet, jeg læste det to gange, for at være sikker på hvad jeg havde læst. Var hun hjemløs?

Hvad havde jeg dog rodet mig ud i? Hjemløse var klamme! Men af en eller anden grund ikke hende her. Hun rejste sig, men jeg fik hende til at sætte sig ned igen.

"Du bor hos mig nu." Sagde jeg og skulle lige til at trække det tilbage. Hvor åndsvagt, Niall! Åndsvag, med åndsvag på. Nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej, nej. Hun smilede og begyndte at skrive, jeg kunne se på hende at hun ville sige ja. Ville enhver hjemløs ikke det?

OH FUUUUUUUUUUUUUUUUUUUCK!

Jeg måtte stoppe det her nu!

NU

NU

¨NU

NU

'JA!!!!!!!' stod der på sedlen, som hun lige havde skrevet på.

NEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEEJ!

Dræb mig nu, hvorfor sagde jeg det?

Jeg var nød til at tage hende med hjem og se hvad der ville ske, men hun kunne altså ikke bo hos mig!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...