Dont ask me.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Hun har boet på gaden siden hendes forældres død, med et chok der stadig brænder hende op indvendig og som også har gjort hende stum. Et chok, som hun helst ikke vil tale om og som også er hendes dybeste hemmelighed. Hun stjæler fra de rige og bruger pengene på at forsøge sig selv. Hun har aldrig været opdaget, lige til en dag, hvor hun var så dum at stjæle fra en berømthed, med alt for mange sikkerhedsvagter.

6Likes
11Kommentarer
639Visninger
AA

6. Nødsituation

Niall's synsvinkel.

"Hej." Sagde jeg, da en jeg ikke kendte satte dig over for mig.

Hun havde gips helt op over knæet og haltede med to krykker, til støtte.

Gipsen var helt  ny, så det måtte være sket for nyligt. Jeg fik lidt ondt af hende, selvom jeg ikke kendte hende.

Hun smilede til mig, men sagde ikke noget.

Underligt.

"Hvor skal du så af?" Spurgte jeg interesseret, hvis vi skulle af på samme stop, kunne jeg jo hjælpe hende ud og over til den bil, bus eller taxi, hun nu skulle med, for hun kunne jo hverken cykle eller gå, med det ben.

Så høflig var jeg nemlig, gentlemanden selv!

Hun så op på mig.

Med dybe, nøddebrune øjne, der helt smeltede sammen med mine.

Havde jeg ikke set dem før?

Hun trak på skuldrende til mit spørgsmål og smilte svagt til mig.

Vidste hun ikke hvor hun skulle af? Underligt! Ligesom hende, for hun talte jo slet ikke. Jeg havde aldrig mødt nogen som ikke svarede mig så meget, hun virkede som hun gerne ville, men ikke kunne.

Vi kørte igennem et tunnel og der ville være blevet helt mørkt i toget, hvis ikke lyset i loftet tændte.

Jeg elskede tunneller! De mindede mig om gysere, spænding og af en eller anden grund, også sjov og ballade!

Jeg smilede varmt til hende, for hun havde vist ikke en samme forkærlighed for tunneller.

Faktisk så hun ret nervøs ud, men over hvad? Vel ikke tuneller?!

"Er du okay?" Jeg så spørgende på hende, men hun trak bare på skuldrende og så ud af vinduet, selvom der var helt mørkt. Måske var det fordi hun kunne se sig selv, i det sorte glas?

Hun var i hvert fald smuk! Alt for smuk til mig, selvom jeg er kendt og alt det er. Det var faktisk næsten underligt hun ikke havde skreget efter autografer og billeder eller i det mindste spørge om jeg er kendt, men hun sad bare der og så ud af vinduet, med sit brækkede ben, lige så fint, med hænderne foldede på skødet.

Det eneste der ødelagde det lidt, var hendes tøj, der var så slidt at det lignede det havde ligge i en mose i hundrede år, revet i stykker af en tyk og voldsom kat og derefter spist og knækket op igen af en ulv, hvor hun så derefter havde taget det på. Voldsomt, ja! Overdrivende, nej!

Da vi havde siddet lydløse lidt, trak hun en blok op af sin hullede lomme og en IKEA blyant. Så skrev hun noget på blokken.

Ville hun give mig sit mobil-nummer. OMG! Første date i dag, tak! Nu og her!

Hun rejste sig op fra sædet.

Trak sedlen hun havde skrevet på, af blokken og krøllede den sammen, til en papirskugle.

Det her var en underlig måde at give et nummer på? Meget, faktisk!

Hun kastede papirskuglen til mig og haltede hurtigt ud i det rum, hvor man går ud, når man skal af toget.

Jeg åbnede papirkuglen, spændt.

Det var ikke hvad jeg forventede.

Der var ingen tal.

Intet mobil nummer!

Kun 3 simple ord: Jeg er stum.

Hun havde en grim håndskrift, men alligevel kunne jeg læse mig igennem hende kragetæer.

Var hun stum?

Hvor havde jeg dog været dum!

Toget standsede og dørene åbnede, så folk kunne komme ud. Hun trådte ud af døren. Jeg måtte efter hende.

Hvorfor, ante jeg ikke, men det måtte jeg altså bare! Jeg løb ud igennem gangen, imens jeg så døren lukke sig langsomt. Kunne jeg nå det?

Jeg løb.

Døren lukkede mere og mere.

Jeg løb. Forpustet.

Næsten lukket.

Jeg spurtede!

Lukket!

Døren lukkede lige foran snottet på mig! Lorte dør! Jeg så hendes hår blafre uden for vinduet i døren. Jeg var ved at miste hende af syne.

Jeg hamrede og hamrede bare løs på knappen 'åbn!', men den åbnede selvfølgelig ikke.

Jeg tog en hastig beslutning, for jeg måtte gennemføre det her, inden hun forsvandt.

Foraltid! Evigt!

Jeg tog en hammer, der stod, der var til nødsituationer.

Var der her ikke en nødsituation!

Det var det vel!
Nok bare ikke den af slagsen de tænkte på.

Jeg greb hammeren og slog den i mod dør-vinduet.

Det smadrede. På første slag! Nej, jeg var i hvert fald ikke en svagpisser.

Glasskårende spredtes hurtigt, men uden at tage mig af det, hoppede jeg ud af vinduet i døren, uden glas i og løb.

Med hammeren i hånden!

Fuck, den måtte jeg af med.

Jeg ledte lidt, men fandt hurtigt den nærmeste skrællespand, som sad på en pæl.

Jeg smed hammeren ned mellem gamle pomfritbakker, sodavandsdåser og ispapir. Ad! Men nu var den da væk.

Jeg kiggede rundt, hvor var hun hende? Hvor, hvor, hvor?

Jeg spurgte et ældre ægtepar, om de havde set en brunhåret pige med et brækket ben, men de rystede bare på hovedet og så underligt på mig. Jeg var vist heller ikke helt normal lige nu! Men skidt pyt!

Jeg løb hen af hovedbanegården og der, lige henne i hjørnet, så jeg hende. Det brune hår og gipsen. Kun hende! Jeg løb! Hvorfor betød hun overhoved så meget?!?!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...