Dont ask me.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 maj 2013
  • Opdateret: 13 aug. 2013
  • Status: Igang
Hun har boet på gaden siden hendes forældres død, med et chok der stadig brænder hende op indvendig og som også har gjort hende stum. Et chok, som hun helst ikke vil tale om og som også er hendes dybeste hemmelighed. Hun stjæler fra de rige og bruger pengene på at forsøge sig selv. Hun har aldrig været opdaget, lige til en dag, hvor hun var så dum at stjæle fra en berømthed, med alt for mange sikkerhedsvagter.

6Likes
11Kommentarer
636Visninger
AA

1. Man kan ikke stjæle fra børn.

 

                               Hayley:

Jeg kiggede over på den unge dame, som nok var i tyverne, med alt for meget makeup og en dyr D&B-taske hængende over venstre skulder. Hun havde en sort, stram nederdel på og en rød top, under en sort cardigan. Hun havde løst, langt, lyst hår, med små fine krøller og det fik hende til at minde om en dukke jeg havde da jeg var lille, men som jeg ikke havde den fjerneste anelse om hvor var nu. Hendes sko, var høje, røde og med kinahæl, hvilket passede perfekt til hendes top og mellemhøje højde. Gad vide om hun havde pengepungen i orden? Ja, det havde hun vel nok! Hun gik ind i en kiosk der lå på den anden side af gaden og efter noget tid kom hun ud med et dyrt dameblad og en pose slik, som godt kunne ligne en matador-mix, på grund af den orange farve. Jeg gik over imod hende, efter at have taget en dyb indånding. Nu var det løgnens time! jeg hostede eftertrykkeligt, da jeg kom derover og sendte hende et stort og falsk smil, som hun heldigvis hoppede på, for hun smilede stort tilbage og blottede et perfekt tandpastasmil, ligesom dem man ser i reklamerne. "Kan jeg hjælpe dig med noget?" Spurgte hun høfligt om, som om jeg var verdens artigste pige, som jeg jo nok ikke lige var! Jeg nikkede og tog et kort op af lommen, et kort over London, hvor jeg pegede på Oxford centrum. Jeg mimede et 'hvordan?', som hun heldigvis forstod. Jeg så spørgende på hende, med mine store, brune øjne og gik lidt tættere på hende. "Jo, ser du..." Sagde hun, mens jeg lod hånden glide hen til hendes baglomme. "...hvis du nu tager bus 200 B..." Jeg greb fat om pungen. "...Så skal du skifte ved 5. stop..." Jeg tog pungen op. "...Og så skifte bus til 290 B." Jeg lagde den ned i min egen baglomme. Yes! Mision fuldført! Jeg mærkede en lettelse indeni. Jeg trykkede hendes hånd som tak for hjælpe og hun nikkede bare med sit kønne, runde og alt for perfekte ansigt og gik videre, med ingen mistanke. Fuck, hvor var jeg god! Da hun var kommet et stykke væk, tog jeg den store pung op og åbnede den, der var svimlende mange penge. Nok til de næste mange, mange uger! Har man lige lov at være heldig? Jeg fulgte efter hende, selvfølgelig lidt diskret og et lille stykke fra hende, bare lige for at se om hun opdagede det. Nogle ville kalde det at lege med ilden eller stramme den en smule, men jeg var ærligtalt ligeglad. Jeg ville have action! Uden action og eventyr, ville livet blive pænt kedeligt! Da vi havde gået i lidt over et kvarter, stoppede hun og mødtes med en mand, der så lidt ældre ud end hende. Eller også var de på samme alder? Make-up kan jo snyde, ik? Jo, det kan det vel. Hun kyssede ham på munden og det fik mig nok til at tænke at de nok var kærester? Måske nygift? Men det er jo også ligemeget. De stod og snakkede lidt om alt muligt voksen-crap, før Manden tog en mobil op af sin sorte og alt for smarte sommerjakke og tastede et eller andet ind for at tage den op til øret.  Der gik lidt tid...."Det er far." Sagde han mildt og sådan rigtig forældre-agtigt. Jeg lyttede ikke til resten af samtalen, for sætningen kørte rundt inde i hovedet på mig. 'det er far'!!!!! Hvad skulle det nu betyde? Var de forældre? Havde de børn? Hvordan skulle de nu kunne forsørge dem? Hvor var jeg dum!!! Det her var jo ligesom at stjæle, fra et barn, på en måde altså. Og børn stjæler jeg altså bare ikke fra! Jeg tog en hurtig beslutning og gik hen til damen og afleverede pungen. Hun så undrende på mig. "Havde jeg tabt den?" Spurgte hun, hvilket resulterede i at jeg nikkede. En lille hvid løgn, måske? Ej, jeg gad bare ikke politianmeldes. "Så tussind tak, det er virkelig høfligt, jeg ved slet ikke hvad jeg skulle gøre uden den! Du må hellere have en findeløn!" Hun åbnede pungen, men jeg rystede bare på hovedet. Tyve skal ikke have findeløn og slet ikke fra folk med børn. Slet, slet ikke! "Nå, okay så. " Sagde hun og lukkede pungen. "Men må jeg have love at spørge dig om noget?" Hun så spørgende på mig og før jeg nåede at svare, spurgte hun. "Hvorfor siger du ikke noget, du kan jo både høre og det hele?" Jeg sukkede lidt indvendigt...Det spurgte alle mig om, problemet var bare at svaret var for hemmeligt og for svært at sige unden ord. Jeg pegede på min mund og rystede på hovedet. Hun så på mig. "Er du stum?" Jeg så ned...Og nikkede!

 

 

Hey alle sammen!

Tak fordi i har læst med!

Jeg er kun 12 år og derfor er måske ikke lige så professionel og alt det der, som fx Thea styles og alle dem der. Jeg prøver og jeg håber den er spændene nok, til at i har lyst til at læse næste kapitel.

Jeg vil opdatere den her movella, flere gange om ugen?:) Hvis der altså er et par stykker i det mindste der læser med:)

Det her første kapitel er ret kedeligt, men i næste kapitel sker der noget lidt mere spændene. (1D)

Husk at like, hvis i kan lide den, det ville betyde meget!<3

Kommenter endelig med gode ideer eller hvad i synes om den, både ris og ros, så jeg kan lære af mine fejl.

XX Yeahhoran

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...