First Meeting

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Louise er en 16-årig dansk pige, der lige er flyttet til LA med sin familie, for at forfølge hendes drømme. Siden hun var helt lille har hun ikke drømt om andet end at stå på en scene, og få folk til at smile. Karrieren nærmer sig, og det er hårdere arbejde end Louise lige havde regnet med. Plus hun er i et helt fremmet land med et fremmet sprog, men et par gange ser hun en mystisk dreng, der går rundt i forklædninger. En dag beslutter hun sig for at stoppe ham, og til sin store overraskelse genkender hun ansigtet..

0Likes
1Kommentarer
289Visninger
AA

2. The Mysterious Boy

Da jeg åbnede øjnene igen, stod Nico og slikkede mig i hele hovedet. Hvad var der sket? jeg satte mig op og støttede med albuerne og kiggede forvirret rundt. Mit hovede begyndte at dunke, og jeg tog mig til panden. Jeg kunne mærke en lille bule. Så kom jeg i tanke om drengen og bolden. Hvor var han blevet af? Jeg rejste mig helt op på benene, kiggede lige en sidste gang rundt og rettede på mit tøjet. Da der ingen var at se, traskede jeg hjemad. jeg sukkede let, heller ingen nye venner denne gang. 

Da jeg kom hjem, gik jeg direkte op på mit værelse og lagde mig i sengen. Mit hovede dunkede noget så forfærdeligt, og jeg faldt straks i søvn. 

Jeg vågnede ved lyden af min mor råbe "Duttelut, der er mad". Jeg åbnede forsigtigt øjnene og smilede ved tanken om, at min mor stadig kaldte mig Duttelut. Det gav mig en hvis tryghed, jeg havde savnet i en periode. Jeg rejste mig og gik neden under, og pludselig overvældede sulten mig. Hold da op, hvor var jeg sulten. Jeg glædet mig helt til at se, hvad vi skulle have, ligesom et lille barn, der skal til at åbne gaver juleaften. På vej ned af trappen, fik jeg lige skimtet mig selv i et lille spejl. Jeg stoppede brat op og åbnede automatisk munden. Jeg havde fået en kæmpe blå violet bule i panden. Jeg mærkede forsigtigt. Nøj, hvor var jeg også øm. Jeg traskede videre ned af trappen. Great, tænkte jeg. En tydelig bule midt i panden. Kunne det blive bedre? Men det glemte jeg heldigvis alt om, da jeg så maden. Stegt flæsk med persillesovs og kartofler. Min livret. Jeg strålede. Lige indtil min mor vendte sig om og så på mig. 
"Gud, hvad er der dog sket med dig?" sagde hun. Jeg kunne hører bekymringen i hendes stemme. 
"Jeg fik bare en boldt i hovedet" Svarede jeg fraværende. "Hvor er far? og Jacob?" 
Men min mor gav ikke op, og kom nærmere. "Må jeg lige se engang" sagde hun og undersøgte min pande. Imens kom min far ind af havedøren. Han smilede til mig og sagde hej. Han fik også øje på bulen. 
"Når, kan drengene her ikke finde ud af at opfører sig ordentligt min pige?" grinede han med sin velkendte latter og gav mig næven. Jeg grinede også. 

Jeg ignorede smerten i hovedet og begyndte at dække bord, og lidt efter sad vi og spiste. Jeg skovlede i mig og takkede ikke nej, da min far spurgte om jeg ville have hans rester. Under middagen var Jacob kommet. Min tvilling bror. Han havde været ude sammen med nogle venner. Selvom det var ham der var mest skeptisk omkring flytningen, var det alligevel ham, der var faldet til lettest. Typisk. Han var altid så imødekommende og frisk. Han havde spurgt et par gange om jeg ikke ville være med og hænge ud sammen med dem, men jeg svarede altid ne, og at de ikke lignede nogle for mig. Men i virkeligheden tror jeg det handlede lidt om jalouxi. Han skulle ikke finde venner for mig. Jeg kunne godt selv, prøvede jeg at overbevise mig selv om. Men indtil videre var det jo ikke gået så godt.

Da jeg var prop mæt, sagde jeg tak for mad og besluttede at gå en kort tur, lige for at få rystet nogle tanker ud. Jeg kom i tanke om ham drengen fra stranden. Hvorfor havde han egentlig bare ladet mig ligge? han måtte da have set jeg blev ramt af bolden. Sikke flinke de var her over. Pludselig kom jeg også i tanke om den mystiske fyr, jeg havde set et par gange, når jeg gik mine ture. Han havde altid kasket eller et eller andet der dækkede, så man ikke rigtig kunne se ham. Jeg kunne pludselig se nogle ligheder mellem ham og strand-drengen. Og uden jeg vidste af det, drejede jeg ned af den samme vej, hvor huset med privat stranden lå. Og dér, midt i mine detektiv tanker, så jeg ham igen.
Denne gang havde han kun solbriller på, men jeg kunne genkende ham. Både det strandlige look, og det mystiske ingen-må-finde-mig look. Hans gylden brune hår var sat, og han var iført et par denim short og en sort tank top. Han så en smule interesant ud. Jeg besluttede mig for at gå over til ham. Jeg måtte vide hvorfor han havde ladet mig ligge, og hvorfor han gik rundt i forklædning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...