First Meeting

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 maj 2013
  • Opdateret: 6 jun. 2013
  • Status: Igang
Louise er en 16-årig dansk pige, der lige er flyttet til LA med sin familie, for at forfølge hendes drømme. Siden hun var helt lille har hun ikke drømt om andet end at stå på en scene, og få folk til at smile. Karrieren nærmer sig, og det er hårdere arbejde end Louise lige havde regnet med. Plus hun er i et helt fremmet land med et fremmet sprog, men et par gange ser hun en mystisk dreng, der går rundt i forklædninger. En dag beslutter hun sig for at stoppe ham, og til sin store overraskelse genkender hun ansigtet..

0Likes
1Kommentarer
245Visninger
AA

4. Felt To Early

Da jeg kom hjem prøvede jeg, at samle mine tanker. Jeg havde lige mødt selveste Justin Bieber, og det var gået overraskende godt, syntes jeg. Selvom jeg ikke rigtig havde brudt mig om ham, var det alligevel noget af en oplevelse. Og til sidst overgav jeg mig, og måtte indrømme, at han virkede som en cool fyr. Stille og rolig nede på jorden. 
Min veninde hjemme i Danmark, som var den største Belieber jeg kendte, havde en gang vist mig et interview med ham, hvor han omtalte sig selv som charmerende og at man ville falde for ham lige med det samme. Dengang havde det bare været et ekstra hint mod hadet til ham. Men nu gav det hele mere mening. Selvom det var mod min vilje, var jeg vidst røget i med begge ben. Pis og lort! Jeg tog mig til panden. Det måtte bare ikke ske. og da specielt ikke med Justin. Han var da ligeglad med mig, han har allerede glemt mig tænkte jeg. Jeg rejste mig for at hente noget vand, men mine tanker faldt hele tiden på ham. Jeg forestillede mig hans smukke smil, da han sagde farvel. 
Jeg har altid haft svært ved at styre mine følelser over for drenge, og som regel falder jeg for de helt forkerte. Og det må man sige jeg i den grad havde gjort denne gang. Jeg gyste ved tanken. Nej, det kunne ikke være rigtigt. Alle snakker også om at han er sammen med Selena, så se at få de tanker ud af hovedet, blev jeg ved at sige til mig selv. Men et stik af jalousi ramte mig og pludselig overgav jeg mig. Jeg var faldet og havde ramt hårdt. 

Justin blev hængene i mine tanker de næste par dage, og jeg havde svært ved at koncentrere mig, når mine forældre prøvede at føre en samtale med mig. Selv når min mor serverede min livret, havde jeg svært ved at få en bid ned. Til sidst kunne jeg ikke modstå fristelsen. Jeg måtte se ham igen. Og det skulle være nu!
Gaderne var unormale urolige. En masse biler holdte og spærrede vejene. Jeg genkendte nogle af bilernes logo jeg havde set på TV. Nogle amerikanske tv- og radio stationer. Tænk, jeg var flyttet ind i nabolaget ved siden af Justin Bieber, og jeg havde ikke bemærket det før jeg fik kastet en bold i hovedet og var blevet lettere irriteret. Der kan man bare se, verden er alligevel ikke så stor. 
Jeg fulgte bilerne langs vejen, og stoppede bag en enorm menneske mængde. Jeg hørte en masse kamera knipse og blitzerne lagde sig som en konstant spotlight i området. Jeg kæmpede mig ind i mængden, for at kunne se hvad der foregik. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men jeg blev overrasket, da jeg så Justin ved huset. Jeg vidste han boede her, det var ikke det, men hans udtryk. Han så forpint og rasende ud, næsten på randen til at flippe ud. Jeg fik helt ondt af ham. Jeg havde ikke rigtig lagt mærke til, hvad paparazzierne sagde, indtil jeg svagt overhørte en råbe " Justin, come on your little pussy. Are you afraid of us? like you're afraid of your own bitchie mum." Jeg slog øjnene op, jeg var forarget. Og det gik op for mig, at han skulle høre på det hver eneste dag og at jeg nærmest havde været en af dem. Jeg fik det helt dårligt med mig selv, og måtte støtte mig til kvinden ved min side. Jeg havde selvfølgelig aldrig sagt noget så forfærdeligt, men jeg havde bare syntes han var diva.  Men hvordan kunne de snakker sådan til ham? Et menneske? Jeg drejede rundt og et kort fnis undslap da mit blik landede på manden der havde sagt det. En lille buttet og sjusket mand, med store runde briller og en grim, pangfarvet t-shirt. Jeg fik øjenkant med ham og han smilede selvtilfredst. Han synes nok selv, han var rigtig sjov. Så han ville sikkert også synes om mit næste træk. Jeg daskede til ham, så han røg en i sin kollega og væltede halvt.
"Yeah, maybe his afraid of his mom, cus she can handle a real man, but isn't it better than a woman like your mom, which son plays around like a three years old. she must be proud!" Røg det ud af mig. Jeg modstog trangen til at gokke mig selv i hovedet. Kæft, det lød dumt. Inden længe var opmærksomheden vendt mod mig. "Leave my friend alone!" råbte jeg i raseri, og kæpede mig ud af menneskemængden, mens alle kameraene var rettet mod mig, og blitzene  blændede. Jeg kunne nu tydeligt forstå, hvor grænseoverskridene det kunne være med et liv, hvor dette var hverdag, og sikkert barnemad i forhold til så meget andet. Jeg fik igen øje på Justin, og vinkede halvhjertet til ham, mens jeg satte kursen op af den lange, snoet sti der førte til han hovede dør. Jo tættere jeg kom på, jo mere rasende og forvirret så han ud. Inden jeg nåede helt hen til ham stoppede han mig overraskende.
"What did you say? What do you want?" Han råbte næsten, og hans øjne så utrolig faretruende ud. Jeg blinkede et par gange, inden det gik op for mig at det var mig han snakkede til. 
"i.. i, i.. what.. do you mean?" fik jeg fremstammet.
"What did you expect from me, huh? I don't even know you. Do you know what you've just done? How old are you? You lied?! It destroys everything now. THANK YOU!" Det hele væltede bare ud, som vand i en tønder der blev åbnet, og ramte mig hårdt lige i ansigtet. Jeg forstod ikke en brik af hvad han sagde. Hvad helvede mente han med det? Havde jeg sagt noget forkert? Jeg havde jo bare forsvaret ham. Han stod et godt stykke tid og kiggede på mig. Han lignede en der straks kunne gå til angreb på sit bytte, men snurrede han rundt, og ham hamrede døren i efter sig. Jeg blev stående i hvad der føltes som minutter og gennemgik hvad der lige var sket. Pludeselig væltede det op i mig, og tårene trillede ned ad mene kinder. Det var længe siden nogle havde snakket så hårdt til mig. Jeg følte mig pludselig dum, bare at stå her på Justin Biebers trappe trin og græde, så jeg skyndte mig ned af ned snoede sti igen og ud af den enorme låge. Paparazzierne virkede endnu mere intresseret i at snakke og tage billeder af mig denne gang, men jeg skjulte mit ansigt og løb hjem. 
Efter mit lille sammenbrud, blev det vreden der overtog. Jeg sparkede til sten, træer, blade, ja selv de mindste græsstrå der blottede sig over mængden. Hvordan kunne han tillade sig at snakke sådan til mig? Jeg prøvede jo bare at hjælpe, men det er jo åbenbart hvad man får tilbage. Han skulle ikke komme her og tro han var noget, bare fordi han hed Justin Bieber. Jeg havde haft ret lige fra starten; Forkælet, egocentreret, arogante, selvoptaget diva på højeste niveau. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...