Tilbage til virkeligheden

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2013
  • Opdateret: 30 apr. 2013
  • Status: Igang
Min første færdige novelle handler om en pige hvis søster er i koma efter en ulykke. De skal snart slukke for hende og denne her pige det handler om skal tage flere vigtige beslutninger eftersom hendes mor er alkoholiker.

Novellen forgår over to døgn og handler om B.la. komplicerede familieforhold


1Likes
0Kommentarer
100Visninger
AA

1. et døgn og du vil ikke eksistere

Jeg går hjem velvidende hvad der venter mig. Det er bare et spørgsmål om hun ligger i sengen, sofaen eller endda gulvet. Jeg håber inderligt på de to sidste ting, for så behøver jeg ikke at bære hende op på sofaen eller ind i sengen, så kan jeg stille og roligt liste op på værelset eller i det mindste håbe at hun er på arbejde. Det eneste der mangler er dig. Dig, som gjorde det hele meget bedre. Dig, med dine storesøster råd og din evige snakken om at mor ville få det bedre med hensyn til sit enorme drikkeri, selvom ingen af os troede på det var der alligevel noget betryggende ved at du sagde det. Dig, som tog dig af det hele med hensyn til indkøb og regninger, men også som den storesøster der skulle hjælpe en med lektier og være den der skulle trøste mig når tanken om far ramte mig.

Nu ligger du bare der. Helt hjælpeløs, lukkede øjne og selv dit smil er forsvundet. Slangerne og ledningerne ligger tæt omkring dig, mens det ligner du sover en unaturlig søvn. En søvn du ryger længere og længere ind i jo flere måneder, uger og dage der går.

Jeg slår tanken om den hjælpeløse dig og tænker i stedet på de lektier der venter. Da jeg låser døren op til huset, er det med en hvis nervøsitet. Jeg hænger overtøjet på knagen og går med en hvis spænding ind i den store stue. Hun ligger der ikke. Den lille chaiselong er tom, men tæpperne ligger spredt ud og noget tyder på at hun har ligget der i løbet af dagen. Jeg slukker for fjernsynet, og retter på gulvtæppet og tænder lamperne, som med det samme lyser rummet svagt op. Mørklægningsgardinerne bliver slået fra og det bløde sollys sender sit skær gennem de store vinduer. Jeg går ind i køkkenet, som er åben ud til vores lille spisestue. Det er noget gammelt noget, men det har holdt siden far forlod os. Tanken gør mig vred og jeg kan ikke lade være med at bebrejde ham. Hvis bare han havde taget os to med, så var du sikkert ikke havnet i den bilulykke også skulle jeg ikke stå med hende alene, indkøbene og regningerne, som jeg spurgte om i matematik timen fordi nogle af dem simpelthen ikke gav mening eller hvordan de skulle betales.

Jeg sætter en kedel vand over til te, da teen er klar sætter jeg mig ved det lille spisebord med samfundsfag lektierne. Samvittigheden over ikke at kunne besøge dig i dag lukker alt koncentration om lektierne ude. Det er som om du fylder hele mit sind, bare ved den mindste ting som minder om dig. Det kastanje brune hår med de mange krøller, de smaragd grønne øjne og den halv blege hud.

Det er nu et år, fem måneder og seks dage at du har ligget der. Tanken om at de snart slukker for dig er ubærlig og mine mange protester til lægerne er blevet lagt for døve ører.  Kun få dage tilbage og du vil ikke længere eksistere mere. Mor hvis bedste ven er alkohol, er der ikke meget hjælp fra, hun bliver bedre og bedre venner med flaskerne, jo tættere vi kommer på dagen, intet håb om at hun vil forandre sig er der i mine tanker, og tanken om at det er hende der skulle ligge der i stedet for dig er umulig ikke at tænke på.

Jeg opgiver lektierne og kigger ind til mor i soveværelset der lige er vågnet, men er for sløv til at se at jeg fjerner de mange flasker, tomme såvel som fyldte. Hendes ene hånd stopper mig da jeg tager en halvt fyldt flaske der står på det gamle natbord, men jeg slår bare hendes hånd forsigtig væk og lidt efter slår sprutten hende ud og hun snorker fredfyldt igen.

Rutinemæssigt tager jeg flaskerne ned i en stor plasticpose, mens jeg hælder de halve fyldte flasker ud i køkkenvasken. Lugten af den stærke sprut overtager hele køkkenet og det er umuligt at lugte den normalt dominerende duft af kanel og rosmarin.

Jeg får til sidst taget mig sammen til lektierne som vare til langt ud på natten, selvom jeg burde have lagt mig til at sove for længst. For det er dagen i morgen der skal slukkes for dig. En sidste tårer triller ned ad min ene kind inden jeg lukker øjnene.

Det er dagen i dag. Jeg har strøget skjorte og mors blomstrede kjole, samtidig er det lykkedes mig at holde mors alkohol forbrug nede, selvom hun har råbt, bandet og var lige ved at slå mig for at få slukket tørsten. I dag minder hun mig dog mere om den mor jeg plejede at have. Hun er kærlig og har endda lavet sine berømte toasts, hvor hun plejede at fortælle at det var sådan far faldt for hende og hendes gode toasts. Men der er ingen historie i dag og stemningen er anspændt og akavet. Mor drikker ivrigt af sin kaffe og jeg kan ikke lade være med at tænke på om hun har proppet noget andet i end bare kaffe.

Taxaen kommer endelig og det er tid til at sige det sidste farvel. Med en tøven griber jeg ud efter min jakke og går mod taxaen. Den eneste der taler er taxachaufføren, mig og mor sidder bare stille ved siden af hinanden uden at vi ved hvad vi skal sige. Mor tager i stedet min hånd i hendes og sender mig et svagt smil. Et smil som skal vise en undskyldning måske eller at vi nok skal klare den uden dig, Katja. Men ærlig talt tror jeg ikke på det smil for hvor mange mødre er det lige der stopper deres drikkeri på grund af ens datter død?

En af lægerne modtager os med en opmuntrende mine og viser os vej, selvom vi begge kan den begge to alt for godt. Der ligger du, de har ikke trukket stikket ud endnu, men alt håb forsvinder alligevel helt ud af min krop og tårerne begynder langsomt at trille ned af mine blege kinder. Lægen går ud på gangen for at lade os være alene og mor begynder at tage din hånd og mumler noget jeg ikke kan høre fra hvor jeg står. Hun kysser dig på panden, mens hun hulker og stammer en masse de ord. Hun lader dog til sidst mig komme til og jeg beder hende pænt om at gå ud for de ord jeg skal til at sige til dig betyder alt.

”jeg elsker dig.” siger jeg mens jeg knuger din hånd som jeg aldrig vil slippe igen. En masse sætninger ryger ud af min mund i min hulken og stammen som ingen ende vil tage. ”Du kan ikke bare forlade mig. Det er uretfærdigt og dumt.”

Jeg begynder at bande og råbe af hende i min fortvivlelse, men stopper da jeg mærker det sitrer i din hånd. ”Mor.” råber jeg og lægen og mor stormer ind. Jeg begynder at råbe af dig igen, mens lægen og mor kigger forvirret på mig og dernæst hånden. Lægen råber, men jeg høre ikke hvad for du optager min fulde opmærksomhed og jeg lægger slet ikke mærke til at rummet bliver fyldt med flere læger. Lidt efter beder de mig og mor om at gå ud et øjeblik.

Det er nu en måned siden at du er kommet hjem og mor er begyndt at gå til møder om sit drikkeri. Du er ikke helt dig endnu og du sidder stadig i kørestol, men ifølge lægerne skal du bare passe din genoptræning.

Det kan godt være det har været hårdt, men du har været det hele værd. Du har været mors prinsesse på den hvide hest og ikke mindst min. Du er mit eventyr.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...