Åndespillet {Færdig}

Anglique Night er en vampyr,der er lidt rebelsk. Hun er datter er den, øverste vampyr konge. Alt forandres da hun ved en fejl, forvandler Emily Summers. Især fordi, de er som vand og ild. Men hvad vil der dog ikke ske, når Anglique faktisk har overtrådt en af vampyrenes helligste regler?


Ps vi vil meget gerne have konstruktiv kritik.


5Likes
5Kommentarer
1072Visninger
AA

12. Emily's synsvinkel

Hvad helvede skulle jeg nu gøre? Angelique var væk og her stod jeg og anede ingenting om hvor hun var. "Husk ikke at drikke mere kaffe," mumlede jeg lavt til mig selv. "Bare brug din hjerne, så skal alting nok gå. Bare rolig," sagde jeg igen til mig selv. Først har jeg brug for noget blod. Mine øjne var langsomt ved at blive rødere og rødere. Min hals var nærmest udtørret, og det føltes som at der var nogen der havde tændt et bål inde i mig. Angeliques far havde sagt: "Tag Angelique med hen til mig. Vi dræber hende. Bagefter tager vi rødtoppen." Ærlig talt, jeg var skide bange. Men jeg blev nødt til at finde Angelique. Men først blod. Jeg måtte være stærk når jeg skulle dræbe dem og befri hende. Jeg løb derfor hen imod byen. Det var åbenbart ikke nødvendigt. Før inden jeg var henne ved byen, lugtede jeg noget. Den dejlige duft af friskt menneskeblod lindrede min blodtrang. Hun var ikke langt væk. Højest femhundrede meter. Jeg løb med forstærkede kræfter mod den fantastiske duft. Jeg fandt hende hurtigt. Hun var nok tredive år eller sådan noget.

"Hej," sagde jeg lige højt nok til at hun hørte mig. Hun vendte sig om med et sæt, så hendes lange blonde hår viftede rundt om hendes smukke ansigt. Hun kiggede spørgende på mig med et sæt store blå øjne.

"Hej." Jeg nåede hen til hende på tre lange spring.

"Undskyld, men det går til et godt formål," sagde jeg med et ondt smil på læben. Hun stirrede uforstående på mig, men det udtryk blev skiftet ud med rædsel, da jeg blottede mine spidse hugtænder. Hun vendte om for at løbe væk, men selvfølgelig nåede jeg at tage fat i hendes arm. Jeg drejede hende rundt med en hurtig bevægelse. Hun skreg af sine lungers fulde kræft.

"Shh, vi kan ikke have at nogen høre dig. Ups jeg glemte at det var umuligt her. Vil du dø hurtigt eller langsomt?" spurgte jeg lidt små psykotisk. Hun stirrede bare på mig. "Det tager jeg som hurtigt." Jeg tog fat om hendes hoved med et fast greb, og knækkede hendes nakke. Hun faldt livløs sammen i mine arme. Så satte jeg tænderne i hende. Det lune, tykke blod flød langsomt ind i min mund. Ilden i min mave forsvandt langsomt, i takt med at blodet flød ned i mig. Da jeg var færdig smed jeg hende fra mig bag nogle sten.

"Lækkert," mumlede jeg smilende og frisk. Mit smil blegnede dog da jeg kom i tanke om hvad jeg nu skulle. Jeg gik tilbage mod søen. Jeg kunne se Felix's fodspor i det mudrede jord. Jeg er heldig i dag, tænkte jeg. Jeg løb langs med sporene.

*****

Slottet tårnede sig dystert og mægtigt op foran mig. Sporene førte derind. Jeg sprang om bag et par træer da jeg hørte skrig. Mennesker nærmede sig. Nogen af dem græd. Felix førte an hen imod porten ind til slottet. Duften af blod steg op i mig. Seriøst? Kidnapper de så mange til middag? Det måtte da være deres mad. Et par andre vampyrer gik omme bag slangen af mennesker. De havde hver en pisk i hånden. Selvom de gik hurtigt blev de bageste alligevel ved med at blive pisket. Måske hvis jeg kan blande mig med mængden kan jeg slippe uset ind, tænkte jeg. Det var vel den eneste plan jeg havde, så jeg løb ind imellem menneskerne inden nogen lagde mærke til mig. Døren svingede op og vi gik alle sammen ind. Det var ligeså dystert indenfor som det havde været udenfor. Felix førte os ned ad en trappe til en kælder. Nok en fangekælder.

 

Kapitel skrevet af: The Moonprincess.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...