Åndespillet {Færdig}

Anglique Night er en vampyr,der er lidt rebelsk. Hun er datter er den, øverste vampyr konge. Alt forandres da hun ved en fejl, forvandler Emily Summers. Især fordi, de er som vand og ild. Men hvad vil der dog ikke ske, når Anglique faktisk har overtrådt en af vampyrenes helligste regler?


Ps vi vil meget gerne have konstruktiv kritik.


5Likes
5Kommentarer
1089Visninger
AA

6. Emily's synsvinkel

Jeg rejste mig op. Så tog jeg mine sko af og smed dem væk af ren og skær frustration. Hvorfor havde jeg gjort det. Sådan var jeg jo ikke. "Styr dig nu lige, ikke," sagde Angelique med en snert af irritation i stemmen. Jeg stirrede ondt på hende. Så rejste jeg mig op. "Kan du ikke bare lade mig være?" spurgte jeg vredt. Så løb jeg. Ind i skoven. Træerne kastede lange skygger, men det  var langtfra nok til at jeg ikke kunne se. Mit syn var blevet meget bedre da jeg blev vampyr. Jeg kunne høre fodtrin bag mig. Angelique kom langsomt op på siden af mig. "Du ved godt at vi bliver nød til at holde sammen hvis vi ikke vil nakkes af Night rådet?" spurgte hun. "Hold mund," svarede jeg. "De kommer, de har fundet ud af at jeg bed dig. Jeg ved det bare."

"Og hvad så! Jeg er skide ligeglad med om du dør. Jeg er også ligeglad med om jeg dør," skreg jeg med vredeståre i øjnene. "Tag dig dog sammen for helvede." Jeg rystede på hovedet. Så stoppede jeg op. Hun stoppede også. Jeg stak hende den største lussing. Den ville nok pænt meget have smadret et almindeligt menneskes hoved. Det gjorde vist ikke så ondt på hende. "I det mindste har du da lært at slå," sagde hun og grinte lavt. Jeg grinte ikke med. Jeg vidst ikke hvad jeg skulle sige. Jeg vidste kun at jeg havde lyst til at råbe alt muligt grimt til hende. Derfor satte jeg mig bare ned. Jeg savnede min familie. Men jeg kunne ikke bar vandre hjem til dem nu. Ikke efter alt hvad der var sket. Ikke efter alt hvad jeg havde gjort. Det kunne jeg ikke tillade mig vel? Jeg ville jo udsætte dem for fare. Jeg tror også at det ville være lidt svært at forklare hvad der var sket. Jeg ville nok ikke bare lige kunne fortælle dem, at en underlig pige var kommet og havde hentet mig, og at vi havde dræbt en masse mennesker. De ville nok bare sende mig på et eller andet sindssygehospital. Derfor spurgte jeg: "Hvad vil de gøre ved os de der tåbelige mennesker fra Night rådet." Hun så ud til at være lettet over at jeg ikke grad mere. "Åh dem, de vil nok bare lige flå vores hoveder af vores kroppe," svarede hun ligegyldigt. Jeg nikkede som om det var den mest normale ting at sige. "Hvordan slipper vi af med dem?" spurgte jeg. "Altså de vil nok starte med at sende en masse mænd ud, som vi dræber, men når de ser at de ikke kan stoppe os kommer de nok selv." Man kunne virkelig lige høre at hun var datter af rådets leder. Hun var nok blevet sat meget ind i deres måde at behandle tingene på. Jeg nikkede igen. "Hvornår tror du de kommer?" Hun snuste til luften.

"Nu." Hun hviskede imens hun stillede sig op. Jeg fulgte hendes eksempel. Nu kunne jeg også lugte dem. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen på mig. Jeg var nervøs. Måske skulle jeg dø nu. Man ved jo aldrig. Der var nok tre mænd. En og en halv til hver. "Klar?" hviskede hun. Jeg rystede på hovedet, men vidste at jeg blev nød til at være klar. Jeg gispede da jeg så en bleg hånd glide hen over en træstammen, men den var væk lige så hurtigt som den var kommet. På en måde var jeg også spændt. Som når man skulle til at åbne en gave. Jeg tror jeg var blevet lidt sindssyg. Jeg behøvede ikke at være bange. Hvad havde jeg at miste?

 

Kapitel skrevet af: The Moonprincess.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...