Åndespillet {Færdig}

Anglique Night er en vampyr,der er lidt rebelsk. Hun er datter er den, øverste vampyr konge. Alt forandres da hun ved en fejl, forvandler Emily Summers. Især fordi, de er som vand og ild. Men hvad vil der dog ikke ske, når Anglique faktisk har overtrådt en af vampyrenes helligste regler?


Ps vi vil meget gerne have konstruktiv kritik.


5Likes
5Kommentarer
1064Visninger
AA

4. Emily's synsvinkel.

"Okay, okay," mumlede jeg til hende.

"Og for det fjerde, du kan dø af at blive stukket med en pæl i hjertet."

"Hvorfor skulle jeg overhovedet tro på dig? Det er videnskabeligt bevist at der ikke findes vampyrer." Men jeg troede ikke engang selv på det. Jeg var jo så forandret. "Hvad tror du selv?". Har du slet ikke tænkt over at du for eksempel har fået hugtænder. Og du er da blevet en hel del pænere! Og løber du aldrig, for hvis du gjør så må du da have lagt mærke til hvor hurtigt du løber," sagde hun så til mig. Jeg løftede hånden op til min mund, og følte på de to små spidse tænder jeg havde fået. Så løb jeg en runde rundt om Angelique. Jeg fik et chok da det gik så hurtigt. Jeg løb lidt videre for det var dejligt at få vinden i hovedet. Så stoppede jeg med et sæt. Jeg grinte lidt til Angelique. Men jeg stoppede mig selv, hurtigt. Jeg ville jo ikke kunne være sammen med min familie nu hvor jeg var vampyr. "Og du gjorde det her mod mig," spurgte jeg vredt.

"Øm, ja," sagde hun så tøvende. Jeg havde aldrig følt sådan en vrede før. Jeg gik hen mod hende og stak hende en lussing. Hun ømmede sig lidt, før hun begyndte at grine. "Tror du virkelig at jeg er bange for dig?" sagde hun imens hun lo. "Du skal ikke engang tænke på at tale til mig," skreg jeg hende lige op i ansigtet. Så vendte jeg om og løb væk. Jeg kunne høre at hun fulgte efter mig. Hun kom hurtigt op på siden af mig. "Tror du virkelig at du kan løbe væk fra mig? Jeg er meget ældre, stærkere og hurtigere end dig," sagde hun og lo videre. Jeg ignorerede hende fuldstændig. Jeg løb bare videre. Det undrede mig, at jeg ingen gang var blevet forpustet. Det var nok også noget med det der vampyr lort. Jeg løb hurtigt ind og ud mellem træerne. Så nåede jeg til et gigantisk træ. Det var så smukt at jeg stoppede op af forbløffelse. Det var nok  to meter i diameter, og dobbelt så højt som andre træer. Der løb egern rundt deroppe og legede. De var søde. Jeg kom til at tænke på min bror. Han var så lille. Han elskede egern. Jeg fik tåre i øjnene, og vendte mig om. Angelique stod lige bag mig. Jeg var så vred på hende. Jeg havde faktisk aldrig hadet nogen så meget som hende. Jeg begyndte at slå løs på hende. Hun tog blot fat i mine arme. Jeg kunne ikke få dem fri. Jeg sled og sled men måtte til sidst give op. Hun var virkelig stærk. Jeg brød totalt sammen og hulkede højlydt. Tårerne strømmede ned ad mig. Sådan sad jeg noget tid på skovbunden. "Hvorfor kunne du ikke bare have dræbt mig i stedet for. Alting er da bedre end det her," sagde jeg så. "Jeg prøvede faktisk på det, men jeg fik ikke suget alt blodet ud af dig," svarede hun. "Du er også bare dum," mumlede jeg. "Hold din kæft," sagde hun vredt. Det undrede mig lidt at hun overhovedet havde fortalt mig alt det om vampyrer, i stedet for bare at lade mig dø. "Du bliver nødt til at drikke noget blod," sagde hun så til mig. "Tror du virkelig at jeg vil dræbe uskyldige mennesker for ikke at dø selv?" spurgte jeg. "Ja det bliver du ligesom nød til," sagde hun. Hun tog min hånd og slæbte af sted med mig ud mod byen. Jeg prøvede at stritte imod, men intet hjalp. Igen var hun for stærk. Jeg begyndte at kunne se højhusene. Jeg var heldigvis stoppet med at græde. Selv om vi nu var i solens lys var hun stadig stærkere end mig. Træernes skygge kunne ikke længere beskytte os. Hun trak mig med ind i en lille gyde. Der var skygge, så nu havde vi vores vampyr kræfter igen. Der stod fire mænd nede for enden af gyden. "Lækkert, frokost," sagde Angelique ondt.

"Jeg kan ikke," hviskede jeg.

"Selvfølgelig kan du det," sagde hun strengt. Mændene havde nu lagt mærke til os. Angelique behøvede ikke at trække i mig mere. Selvfølgelig kunne jeg gøre det, de duftede jo så godt. Og hvis jeg ikke gjorde det, ville jeg jo dø. Jeg kunne ikke lade være. Jeg sled mig ud af Angeliques greb, og gik med hurtige skridt hen mod mændene. Det var vel fair nok. Mit liv var jo meget mere værd end deres. "Øm," sagde en af mændene. Han havde kort stålgråt hår. Han så ud til at være cirka femogtredive år. Han skulle dø først. Han duftede jo så godt. Jeg tog fat i ham, han prøvede at komme fri. Men jeg var for stærk. Jeg satte tænderne i halsen på ham. Blodet smagte bedre end noget andet jeg havde smagt. Det var fantastisk. Jeg tømte ham hurtigt for blod. Da jeg gav slip faldt han slap om. "To til hver," sagde jeg med et uskyldigt smil. Angelique var allerede i gang med sin anden. Jeg tog fat i den anden mand. Han havde kort lyst hår med en masse voks i. Han var nok på alder med ham den anden. Han havde bare stået og stirret chokeret på sine venner der blev dræbt. Han var for bange til overhovedet at stride imod. Han var hurtigt tømt og jeg smed ham fra mig. Jeg smilede tilfreds til Angelique. Jeg havde helt glemt at være sur på hende. "Du skal nok lige slikke dig om munden før vi gør videre, du har blod ud over det hele." Hun lo til mig. Jeg lo tilbage. Så slikkede jeg mig om munden. Åh nej, tænkte jeg så og stoppede med at grine. Hvad har jeg gjort. De mænd havde ikke gjort mig noget. Hvordan kunne jeg dog stå og grine. Jeg begyndte at flå mit hår ud af hovedbunden. Men hun var hurtigt over mig og tog fast i mine arme. "Hvad er der galt med dig Emily?" spurgte hun. "Hvordan kan du klare det. Hvordan kan du klare bare at tage uskyldige menneskers liv?" spurgte jeg med tårer i øjnene. "Du lære det med tiden," sagde hun ligegyldigt.

"Du er et ondt menneske."

"Det er meget muligt jeg er ond, men ingen af os er mennesker mere," sagde hun og smilede. Jeg kunne ikke lade vær med at le, hun havde jo ret. Der var ikke meget menneske over nogen af os mere. "Du gør mig altså lidt forvirret med alle de humørsvingninger," sagde hun og smilede lidt. Jeg smilede tillbage. "Jeg skal prøve at stoppe, men jeg kan altså ikke love noget." Hun lo højt.

"Jamen okay så."

Hun smilede igen så man kunne se hendes hugtænder. "Jeg er altså stadig sulten," sagde jeg. "Det er jeg ikke men vi kan da godt lige finde noget mere til dig," hun lo.

 

 

Kapitel skrevet af: The moonprincess

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...