Åndespillet {Færdig}

Anglique Night er en vampyr,der er lidt rebelsk. Hun er datter er den, øverste vampyr konge. Alt forandres da hun ved en fejl, forvandler Emily Summers. Især fordi, de er som vand og ild. Men hvad vil der dog ikke ske, når Anglique faktisk har overtrådt en af vampyrenes helligste regler?


Ps vi vil meget gerne have konstruktiv kritik.


5Likes
5Kommentarer
1091Visninger
AA

13. Anglique´s synsvinkel.

"Far?... hvad vil du?..."

 "Længe siden, min lille blomst," min fars stemme var kold og lusket. 

 Automatisk blev min mund til en streg, hvor ingen lyd kunne unslippe. Jeg spillede hård, han måtte ikke se hvor nervøs jeg var.

"Åh min lille blomst, hvor er du ynkelig!" hans stemme var som før.

Jeg sendte ham et hårdt blik, der ville få et menneske til at føle sig meget utilpas. Men han måtte heller gennemskue at jeg var ved at få mine kræfter tilbage. For når en vampyr er oppe i årene, har gift ikke en særlig stor effekt, som den ville ha haft på yngre vampyrer. Men jeg vidste også godt, at min far godt var klar over at jeg var ved at få min kræfter igen. For igennem årene var der også mange der havde forsøgt at dræbe ham med gift, så de kunne overtage hans trone.

Felix kom luskene bagfra som en gammel, klam, beskidt gårdkat. Jeg kunne sagtens høre ham nu.

"Hvad vil du Felix?" min stemme var hård og kold.

"Godt hun har fået sin hørelse tilbage, så for hun også snart sin styrke."

Åh nej, de havde testet mig, hvorfor havde jeg ikke set den komme. Hvor jeg bare dum!

Helt uventet slog jeg ud efter Felix, jeg ramte lige i det han kalder for sit ansigt.

"Av," sagde han stille men overrasket.

"Hvis øjne kunne dræbe, var du død nu..." Hans stemme var kold og kynisk.

Jeg var faktisk helt upåvirket af hans opførsel.

"Ja, men hvis det kunne, havde du været død i et helt århundred!"

"Så slap dog af i to," min fars stemme var træt og irriteret.

"Gjorde det ondt Felix?" min fars stemme var stadig irriteret.

Felix nikkede, men han var for stolt. Jeg unslap en lille fnisen.

Min far ignorerede mig, og nikkede til Felix.

"Før hende ned til fangekælderen," min fars stemme var ondskabsfuld og kold.

"Lad hende dø af tørst, hun er alligevel død for mig"

"Far?"Jeg blev angst, en tåre røg ned af min kind. Havde Emily  nu også bare svigtet mig?

Hvorfor skulle hun havde gjort det?

Var hun ligeglad med mig?

Jeg mærkede at par kolde hænder omkring mine arme, der bar mig ned til fangekælderen, og rebene... Ingen kunne høre os. Men da de satte mig på stolen, kom jeg i tanke om træ pælen. Jeg fandt den i min skjulte jakkelomme. Uden at blinke, var pælen igennem hans hjerte. Han gav en lille piben fra sig, inden han faldt ned på det hårde sten gulv. Den anden så chokeret ud, han prøvede at stoppe mig ved at tage fat i mine skuldre.

"Aldrig sæt dig på tværs af en der er meget ældre end dig selv." Jeg sparkede ham ind i den hårde væg inden jeg rev hovedet af.

Det var rart at havde sin kræfter igen.

De havde glemt at låse døren... Idioter!

Da jeg næsten var nået op, kunne jeg høre at "frokosten" kom. Hvis jeg sneg mig op imellem menneskemængden vidste jeg de ikke lige ville lægge mærke til mig.

Unden de bemærkede det, sneg jeg mig om bag i menneskemængden.

Der var en der stødte ind i mig.

"Av se dig for!"

Men da jeg vendte mig mig om, så jeg lige ind i Emilys øjne.

"Hvad laver du her," hviskede vi i kor.

"Jeg prøver at redde dig," hviskede hun igen meget stille.

 "Jeg troede aldrig du ville komme," min stemme var fyldt med lettelse.

Jeg gav hende mit selvsikre smil.

"Er du klar til at sparke røv på Night råddet?"

Hun nikkede og gengældte smilet.

 

Kapitel skrevet af: Signe L H

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...