Åndespillet {Færdig}

Anglique Night er en vampyr,der er lidt rebelsk. Hun er datter er den, øverste vampyr konge. Alt forandres da hun ved en fejl, forvandler Emily Summers. Især fordi, de er som vand og ild. Men hvad vil der dog ikke ske, når Anglique faktisk har overtrådt en af vampyrenes helligste regler?


Ps vi vil meget gerne have konstruktiv kritik.


5Likes
5Kommentarer
1189Visninger
AA

11. Anglique´s synsvinkel.

Det var jo altid spændene at dræbe hekse, især når man var mig. Jeg kiggede ind i Emilys, meget bange øjne. Hun så ud som om hun lige havde set et spøgelse. Jeg forstod hende godt, det var jo hendes "første heks". Men hey jeg kunne faktisk bruge hende til noget nu. "Har jeg virkelig fået en evne?" spurgte hun.

"Ja, man for en evne hvis man har gjort noget godt, eller hvis man dræber en heks. "Så du har dræbt mange hekse?" spurgte hun drillende.

"Ja det har jeg, så det er ikke så smart at provokere mig." Hun så smilende af mig. "Du ville aldrig gøre mig noget, vi er jo bedste veninder." Hendes smil gik til hendes øjne. Bedste veninder, var vi virkelig blevet bedste veninder? Troede hun virkelig på det, det eneste jeg ville med hende, var at overleve. En ting var sikkert, vi ville aldrig blive ægte bedste veninder. Jeg brugte hende bare, intet andet. Men jeg måtte spille så godt jeg kunne, hun havde jo fået en meget værdifuld evne. En hun ville kunne bruge på mig, hvis jeg altså ikke havde et min særlige "ting". Ja jeg havde engang været bedste veninder med en heks i 30´erne. Hun havde forhekset mit sind, så ingen ville kunne se mit næste træk, læse mine tanker og så videre, men jeg ville ikke kalde det for en evne. Nogen siger det er en evne, andre siger det ikke er. Så ja, jeg sidder lidt i klemme. "Når så det tror du," sagde jeg igen drillende. Jeg løb hen mod hende, jeg standsede brat op foran hende. Der gav jeg hende den største mavepuster  i verden. Hun fløj igennem alle træerne, og lige ned i mit mål, søen. Jeg begyndte at grine meget højt, jeg vidste at hun kunne høre mig. Jeg skyndte jeg hen til hende, jeg satte jeg ved sø-bredden. Hun svømmede hen til mig, hun så ikke ud til at være ekstremt glad. Da hun var nået hen til mig, kiggede hun drillende på. Hun tog min hånd, så trak hun mig med, ned under vandet. Jeg ville sagtens kunne stå imod, jeg kunne slynge hende op på land, uden at tøve. Men det gjorde jeg ikke, jeg lod mig dumpe ned i vandet. Som en bog, der falder ned fra en bogreol. jeg lod mine dyre sko, ødelægges af det klamme vand. Hun begyndte at grine, et grin kun en bedste veninde ville grine. "Du minder jeg om en," sagde jeg meget pludseligt. "Hvem?" spurgte hun med et smil på læben. "Min bedste veninde i 30érne, Lucia Moon. Hun var en heks." Da jeg sagde det var det som om, der var en der stak en kniv ind i maven på mig. Emily kunne se at der var noget galt. Hun tog stille min hånd. "Hvad er der galt?" spurgte hun bekymret.  "Jeg tror at jeg er blevet forgiftet," sagde jeg næsten grådkvalt. Jeg havde mistet alle mine kræfter, jeg kunne knapt nok, bevæge mig op ad søen. Så Emily trak mig op. Jeg satte mig på en bænk, nær søen. "Hvordan kunne det ske?!" spurgte hun bekymret. Alt begyndte at svimle, det var ulideligt. Det var giften, Night råddet havde forgiftet mig, min egen far!

"Kaffen, den kaffe vi drak tidligere. Der var en gift, vampyrer ikke kan tåle. Giften, den er ulidelig," skreg jeg af mine lungers kraft. Emily så ud til at være meget bange. "Hvad kan jeg gøre Angelique?!" Det føltes som om mit hoved kunne springe hvert øjeblik, det skulle være. "Dræb mig," skreg jeg. "Med glæde," jeg kunne tydeligt høre at det var Felix. "Angelique," sagde Emily bange. "Hvad skal jeg gøre?" spurgte hun mig meget, meget bange. "Din evne," sagde jeg halvkvalt.  "Hendes evne?" spurgte Felix, mindre selvsikkert. Emily lyste nu nærmest op, af selvtillid. "Ja Felix, jeg har en evne, gæt selv hvilken." Felix så meget vred ud nu. Han løb hen imod Emily, jeg ville sådan ønske jeg kunne dræbe ham! I det han var nået hen til Emily, fløj han i samme retning som han var kommet fra. Kunne han flyve, alt var meget uskarpt. Var det Emily der skubbede ham væk, var det hendes evne? Var Emilys evne ikke at kunne forudsige andres træk? Åh intet kunne jeg huske, alt svimlede. Jeg kunne lige præcis se ud af øjenkrogen, at de sloges. jeg ville hjælpe Emily, men det kunne jeg ikke. Den forbandede gift. Jeg skreg et smerte skrig. Jeg kunne høre Felix's latter. "Åh ynkelige Angelique. "Hvor er det længe siden jeg har set dig så svag, det morer mig."

"Åh hold kæft din Pretty-boy," sagde Emily meget spydigt. "Hør her Emily, skal vi ikke lave en handel?"

"Lad hende være," sagde jeg næsten lydløst. "Jeg lytter," sagde hun lusket. "Hvis jeg nu tager Angelique med til Night rådet..."

 

"Aldrig," røg det ud af Emilys mund. "Du ved godt Angelique bare bruger dig ikke?"

"Du ved ingenting," sagde hun skarpt.

"Åh jo det gør jeg, jeg har kendt Anglique, i snart 100 år. Jeg ved hvordan hun er inderst inde."

Emily tøvede "Jeg stoler på Angelique."

Jeg kunne mærke skammen tage over i min krop.

"Min far ville aldrig dræbe mig, jeg er for værdifuld," stønnede jeg.

"Og din pointe er?" spurgte Felix flabet.

"Ta mig med til Night råddet, så jeg kan forklare det hele."

"Nej," råbte Emily højt. "Jeg kan ikke midste dig, ikke nu."

"Stol på mig Emily, det skal nok gå."

"Glimrende," sagde Felix med en snært af tilfredshed.

"På en betingelse," sagde jeg hårdt.

"Ja?" svarede Felix, næsten som en legende kat.

"Du må love at Emily bliver holdt udenfor."

"Jeg kan da ringe til din fader og spørge, men jeg kan ikke love noget!"

Han tog sin mobil op til øret.

"Hej Pierre, jeg står her med din datter, og hendes lille veninde."

Jeg kunne svagt ane min fars stemme, men jeg vidste at Emily kunne høre alt hvad kan sagde.

"Okay fint", svarede Felix glad.

Han lagde sin mobil, i lommen igen.

"Kommer du klokkeblomst," spurgte han meget sukkersødt.

"Hvad sagde han?" spurgte jeg lavt.

"At han er klar til at forhandle," svarede han hurtigt.

Jeg kiggede over på Emily, som nikkede forsikrende med hovedet.

Jeg nikkede igen.

Jeg prøvede at kæmpe mig op fra bænken, men det lykkes mig ikke.

Lige pludselig tog Felix´s stærke arme, mig op.

"Jeg skal nok redde dig", sagde Emily meget stille.

"Nej, hold dig selv i sikkerhed," sagde jeg.

"Nå, hvor sødt," sagde Felix ironisk.

Han begyndte han løbe, jeg lænede mig ind mod hans muskuløse brystkasse. Det var mærkeligt at tænke på, at han var stærkere end mig, men kun et par timer til.

"Var det dig der forgiftede, min kaffe?"

"Hvad tror du," svarede han mig meget selvsikkert.

 

Kapitel skrevet af: Signe L H.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...