Åndespillet {Færdig}

Anglique Night er en vampyr,der er lidt rebelsk. Hun er datter er den, øverste vampyr konge. Alt forandres da hun ved en fejl, forvandler Emily Summers. Især fordi, de er som vand og ild. Men hvad vil der dog ikke ske, når Anglique faktisk har overtrådt en af vampyrenes helligste regler?


Ps vi vil meget gerne have konstruktiv kritik.


5Likes
5Kommentarer
1068Visninger
AA

9. Anglique´s synsvinkel.

Jeg så på de mange flotte farver, der brændte i den mange farvede ild. Jeg kiggede glædeligt da jeg så de portræt malede billeder brænde ned, sammen med alle våbnene. Jeg kiggede hurtigt på Emily, hun så ud som om hun havde set et spøgelse, hendes øjne var som tryllebundet til den farverige ild. Min læder jakke var kort og fason syet, og en sød, nougat lysebrun farve. Emilys var også meget pæn,  men bare sort. Jeg begyndte at le. "Hvad er der?" spurgte hun uforstående. Jeg havde brændt min fars "base" ned, og nogen uvurderlige våben. Og noget jeg syntes var mere morsomt, var at jeg havde bildt Emily ind at "vievand", kunne skade os. Man skal ikke tro på alt man for fortalt. Altså hvor dum havde man lov til at være? Jeg kiggede så på Emily. "Hvad er der?"

 "Ik´ noget" sagde jeg grinende. Jeg tog en lille flakse  normal vand op, som Emily troede var skadeligt vievand. Jeg begyndte at hælde det ned over mine fingre og hænder, jeg udstødte et falsk skrig, men med et var Emily over ved mig, hun skubbede mig væk fra flasken med "vievandet" i. "Prøver du at tage livet af dig selv!?" råbte hun lige ind i hovedet på mig. For det første syntes jeg det var sjovt at hun troede at hun kunne skubbede mig væk hvis jeg gjorde modstand, jeg håbede at hun vidste at jeg ikke gjorde modstand, for hvis jeg gjorde modstand så ville hun ikke have en chance. Jeg sad nu på skovbunden og grinte, mens Emily råbte mig ind i hovedet. "Hvad griner du af?" spurgte hun vredt. "At du tror at der her normale vand er vievand, og så at vievand kan skade os," sagde jeg midt i et grineflip. "Det er ikke sjovt," sagde hun nu meget mere vredt. "Jeg troede du var ved at tage livet af dig selv." Jeg stoppede med at grine. "Så du var bekymret for mig?"

"Selvfølgelig var jeg det, du er min bedste ven." Jeg rejste mig op, jeg kiggede hende dybt i øjene. "Du er bestået," sagde jeg lavt. "Bestået?"

"Ja bestået:"

"Så det var bare en test, men for hvad!"

"Om du ville redde mit liv, for hvis du bare ville lade mig dø, ville jeg dræbe dig på stedet. For ser du min far ville aldrig dræbe mig, jeg har for mange evner. Men han ville sikkert dræbe dig, så hvis du havde lade mig dø, så  var det ikke værd at prøve at redde dit."  Hun så på mig med en blanding af lettelse og vrede."Hvor ku´ du," sagde hun lavt. "Det har jeg jo lige sagt," sagde jeg nu med en bestemt stemme. 

"Hvad gør vi så nu?" sagde hun som om intet af det her var sket.

"Hvad har du lyst til?"

"Det ved jeg da ikke," sagde hun mærkeligt. "Kom," sagde jeg hurtigt. Hun så uforstående på mig. Jeg havde en meget god plan for i dag. 

****

 

Da vi havde løbet et stykke tid, standsede vi brat op. Vi begyndte at gå, da vi var ca 30 meter væk fra byen. Sollysets stråler var også begyndt at trænge igennem, det store flotte tæppe, af blade. Så vi havde faktisk ikke andet valg end at gå. Vi var nu nået ud i den store menneske mængde. Emily hvæsede nærmest: "Hvad laver vi nu her?"

"Vi er menneskelige," sagde jeg i en meget blid tone. Hun standsede brat op. Jeg kunne se at hun var bange. Jeg begyndte at trække hende med mig. Selvom vi var menneskelige, var jeg stadig stærkere end hende. Hun prøvede virkelig at kæmpe imod, men jeg var bare stærkest. 

 

****

 

Da vi havde siddet på cafeen et stykke tid, med vores kaffe begyndte Emily at blive urolig. "Hvad er der?" spurgte jeg uforstående. "D... dem...... fra skolen," stammede hun meget bange. "Tag dig sammen, du er en vampyr." Hun tøvede, men så fik hun et smil på læben. Hende Emily var meget svær at forstå. Lige pludselig fik de øje på Emily og mig. "Hey se der er nørden," råbte en meget muskuløs dreng. De gik hen mod os, Emily blev nervøs igen. Jeg smilede selvsikkert og flirtende til drengende. Den muskuløse dreng gengældte mit blik, selvfølgelig. 

"Hvad laver sådan en smuk kvinde som dig med Emily?" spurgte han flirtende. Emily sad nærmest bag mig nu. Jeg rejste mig selvsikkert op, jeg gik hen til drengen. De andre drenge begyndte at råbe ting som. "Åh Thomas har bid." Emily kiggede nærmest vredt på mig nu. Jeg hviskede flirtende i Thomas øre. "Vil du gøre noget for mig?" Han nikkede med et smil på læben. Jeg trak ham ind i en gyde med skygge. Han kiggede på mine læber, mens jeg kiggede på hans. Han skulle til at kysse mig. Han var nu helt tæt på, jeg kiggede flirtende på ham. 

Da hans læber rørte mine rev jeg hans hoved af hans krop.

 

Kapitel skrevet af: Signe LH.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...