Åndespillet {Færdig}

Anglique Night er en vampyr,der er lidt rebelsk. Hun er datter er den, øverste vampyr konge. Alt forandres da hun ved en fejl, forvandler Emily Summers. Især fordi, de er som vand og ild. Men hvad vil der dog ikke ske, når Anglique faktisk har overtrådt en af vampyrenes helligste regler?


Ps vi vil meget gerne have konstruktiv kritik.


5Likes
5Kommentarer
1164Visninger
AA

7. Anglique´s synsvinkel.

"Åh Felix, Alexander og Tom, hvor er det dog længe siden," sagde jeg hånligt. Felix sendte mig et blik, der måske kunne dræbe. Jeg kunne næsten Lugte Emilys frygt, men jeg ville ikke sige noget, det ville nok ødelægge vores atitude. Derfor var jeg med et sæt over ved Felix, imens jeg lagde mine arme på hans skuldrer. Jeg kyssede ham meget selvsikkert, han prøvede at skubbe mig væk, men jeg var 100 år ældre end ham, så bare synd. Jeg trak mig stille væk, imens jeg kiggede sukkersødt på ham. Hvis han var et menneske, var han blevet blød i knæene. "Kan du huske i 60,erne, der hvor jeg valgte at bruge min dyrebare tid på dig?" Jeg kunne mærke at vreden, brusede i ham. Men det var skam også det, der var meningen. Jeg sendte ham et flabet smil. "Sukkertrold." Han kunne ikke styre sin vrede mere. "Tag hende den anden!" Og med det samme var Alexander og Tom henne ved Emily. "Anglique?!" råbte Emily bange. "Åh drenge dog, har i aldrig lært hvordan man holder en pige?? Trods jeres 200 år, jeg er lidt skuffet faktisk."

"Ikke lyst til hende," sagde Felix strengt. "Helt ærligt drenge, hvorfor prøve jeg er meget, meget stærkere end jer!" Jeg kunne faktisk ikke la´ vær med at grine. Den eneste af dem der havde en chance, var Felix efter han kun var 100 år yngre end mig. "I ved det er mig der vinder, giv mig nu pigen."

"Nej! sagde Alexander tøvende. Med et var jeg over ved Alexander og Tom. Jeg knækkede hurtigt halsen på dem begge, jeg var lidt taknemmelig for at vampyrer ikke blødte så voldsomt meget. Jeg kiggede hurtigt på Emily, hun så mest chokeret ud. Jeg gik hen mod Felix, med et meget lusket smil på læben. Han gik et par skridt tilbage. "Ej Felix er du bange for den x kæreste?" Jeg nåede hurtigt over til ham, og låste han hænder i et jerngreb. "Vil du have fornøjelsen Emily?" Emily fik hurtigt et smil på læben, hun begyndte at slentre over til Felix's urolige krop. Jeg holdt ham stadig i mit faste jerngreb. Da Emily var nået over til ham, sparkede hun ham meget hårdt. Samtidig gav jeg slip og rykkede mig, så fløj han ind i et kæmpe træ. Vi grinte begge af ham, imens han ømmede sig, han kom nu hurtigt på benene. Jeg gik over til ham igen, jeg lænede mig hen imod ham og sagde: "Min kære Felix, jeg lader dig leve. Sig til min far, at han skal komme selv." I det samme skubbede jeg ham væk fra mig igen, han vaklede et par meter bagud. "Hey Anglique glem ikke at det du gjorde, mod denne stakkels pige, stadig var en forbrydelse. Og at du kommer til at bøde for din fejl. Det kan godt være din far ikke dræber dig, men han dræber sikkert Emily, det ved du godt ikke?!" Jeg kunne mærke Emily fryse til is af skræk, jeg grinte hånligt. "Min far ville aldrig dræbe mig, jeg har for mange evner," skreg jeg lige op i hans lille ynkelige hoved. Plus han er jo kun 25 år ældre end mig. "Jeg sagde ikke han ville dræbe dig," sagde han stille. "Skrid af helvede til," skreg jeg igen meget vredt. Han adlød hurtigt, og med et var han væk. "Evner", spurgte Emily uforstående. "Åh...." det er en meget lang historie, sagde jeg træt. "Men jeg vil altså gerne høre den, det skylder du mig!" sagde hun strengt. "Ja ja", men først når vi når frem."

"Frem til hvad," spurgte hun spændt. "Det får du skam at se." Jeg begyndte at løbe med hende lige i hælende. Vinden piskede i mit ansigt, det var en rar fornemmelse. 

 

 

Flash back:

 

Jeg slår mine øjne op i et sæt, alt var meget, meget klart. Det eneste jeg kan se er min far. "Hvad sker der far?"

"Åh min skønne Anglique, du er blevet en vampyr."

Jeg gisper og skriger men intet hjælper, han tar hårdt om min mund, så jeg ikke kan skrige.

Først da fokusere jeg på rummet vi befinder os i, kæmpe, marmor vægge, overvældende. Der er andre mennesker i rummet ca 20 måske. De kigger alle på mig med et bekymret blik, men nu virker jeg helt rolig. Det er næsten mærkeligt, at tænke på at jeg skreg lige før. Min far fjerner hånden fra min mund, imens satter jeg mig op. Han kigger glad på mig, jeg gengælder blikket. Her virker bare så trygt, selvom rummet er fuld af vampyrer. 

 

Jeg kom hurtigt til mig selv igen, jeg kunne genkende stedet vi var der næsten. 

 

Kapitel skrevet af: Signe L H

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...