Åndespillet {Færdig}

Anglique Night er en vampyr,der er lidt rebelsk. Hun er datter er den, øverste vampyr konge. Alt forandres da hun ved en fejl, forvandler Emily Summers. Især fordi, de er som vand og ild. Men hvad vil der dog ikke ske, når Anglique faktisk har overtrådt en af vampyrenes helligste regler?


Ps vi vil meget gerne have konstruktiv kritik.


5Likes
5Kommentarer
1165Visninger
AA

5. Anglique´s synsvinkel.

"Hov hov," sagde jeg på en lidt sjov måde. "Hvad mener du?" spurgte hun forvirret. "Vi skal da rydde op efter os." Hun kiggede forstående på mig. Jeg tog to lig på mine skuldre, mens hun tog sine. Hun fulgte bare efter mig, så det var nemt nok. Jeg hoppede op på den meget høje "New Yorker lejligheds væg". Jeg løb hen af den, hun så tøvende på mig, men fulgte alligevel efter. Da vi var nået helt op på toppen, grinte vi begge. Jeg var ikke sikker på nogen af os, vidste hvorfor. Måske var hun begyndte at kunne lide mig, men intet var sikkert. Jeg lod de to lig, dumpe ned i skakten på taget. Emily så bekymret ud. "Slap af den skakt bliver renset hvert 4. år". Så når de finder ligende, vil der ikke være nogen spor. Hun nikkede forstående og smed sine lig ned i skakten. "Men du var stadigvæk sulten ik?"

"Jo!" røg det ud af hendes mund. Jeg fik det som om jeg kunne flække af grin, hvert øjeblik det skulle være. Jeg kunne se hun var lidt pinligt berørt. Det nød jeg kun. "Vil du prøve noget sjovt?"

"Øøøh ja..."svarede hun stille. "Så kom!" Jeg begyndte at løbe med hende i hælene. Det var tydeligt at hun prøvede at overhæle mig, men det lykkedes hende ikke.

******

 

Da vi var nået frem, var jeg glad. En halv times løbe tur, fra New york til California. "Disneyland?" spurgte hun meget mærkeligt. "Har du aldrig været i Disneyland?!"

"Nej....." sagde hun lidt trist. Jeg kunne se at det påvirkede hende, men hendes at reaktion fik mig bare til grine. "Men hvorfor lige Disneyland?"

"Det skal jeg fortælle dig," sagde jeg på en lusket måde. "Altså Disneyland har dette spøgelseshus, hvor der er mørkt og der er mange skrig." Min plan var bare at dræbe menneskerne derinde, for ingen ville jo opdage det. Det havde jeg gjort mange gange før. Da det gik op for hende hvad vi skulle, begyndte hun at flippe. Hun begyndte først at grine, så græde og til sidst begyndte hun at skrige. "STOP SÅ. Folk kigger!" Jeg trak hende med over til et hjørne hvor der ikke var nogen, det var lige ved hegnet, så vi hoppede over. Jeg trak hende med i mit hop. Hun prøvede at slippe ud af mit greb, men det gik hende ikke så godt.

******

 Nu var vi inde i det kæmpe spøgelseshus. Efter min meningen, skulle det være beregnet til 3 årige. Jeg kunne mærke Emily gribe fat i min arm. "Kylling," hviskede jeg lavt. Hun gav mig en albue i siden, men jeg valgte at ignorere det. "Hvad gør vi nu?" spurgte hun stille. "Først giver du slip på min arm," hun gav hurtigt slip, jeg var sikker på hun var lidt pinligt berørt. "Kig og lær," sagde jeg meget selvsikkert. Jeg gik direkte over mod en mand, han var alene. Jeg trak ham med ind i en krog, hurtigere end han kunne nå, at reagere. Jeg hviskede stille: "Gør dig klar, til at dø." Jeg bed ham i luftrøret, inden han kunne nå at skrige, han kastede sig rundt af smerte. Men hans krop blev hurtigt slap, han var død nu. Men jeg smed ham fra mig ligeså hurtigt fra mig. Jeg gættede på at han var cirka 51-55 år gammel, men jeg var faktisk ligeglad. Jeg kiggede opfordrende på Emily, som sikkert var rædselsslagen. Jeg pegede på en på en anden mand, han var nok cirka 20. Men jeg må sige at han var rimelig hot, jeg blinkede til ham. Han blinkede tilbage, mens han smilede. Emily tøvede lidt, hun sukkede let. Hun gik hen imod ham, han havde ikke bemærket det endnu, da jeg havde hans opmærksomhed. Men da hun skulle til at tage ham i skulderen, for at slæbe ham væk, gjorde hun noget meget uventet. Noget jeg aldrig havde troet hun var i stand til, psykisk. Hun skiftede kurs over mod en lille pige, jeg ville tro hun cirka var 7-8 år. Emily grab fat i hendes skulder, mens hun trak hende ind i andet hjørne. Den lille pige begyndte at skrige, jeg nåede lige at løbe, over at holde hende for munden, inden hendes familie opdagede det var hendes skrig. Emily sendte mig et taknemligt blik, men jeg sendte hende et lidt halvt surt blik. Jeg knækkede hendes hals, så hun ikke led. Emily satte grådigt sine spidse tænder, ned i den helt fine papir hud. "Camille?....Camille? Hvor er du?!" Jeg vidste med det samme, at hendes familie nu havde opdaget, at hun var væk. "Skynd dig," sagde jeg hurtigt. Emily drak færdig, og smed den lille pige, ind i meget mørkt hjørne. Vi skyndte os ud, i vampyrfart.

******

"Hvad havde du lige gang i?!"

"Undskyld," sagde hun helt grædefærdig. "Hvorfor lige hende, hun kunne havde fået et liv. Tag altid en fortabt sjæl." Hun begyndte at græde, og faldt ned på knæ. Heldigvis stod vi bag nogen træer, nær Disneyland vi lige var nået til inden, Emily var flippet ud.

 

 

Dette kapitlet blev skrevet af: Signe L H.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...