The friendship that never ended

Molly er en del af skolens populære vennegruppe. Alt i hendes liv ser ud til, at gå glat. Men en dag opdager Molly, at en pige som gruppen mobbede, da de alle var små, er kommet efter dem, for at tage hævn. Men kan hun i tide overbevise sine venner, om at pigen er efter dem? Hvad sker der så, da alle hendes venner begynder, at forsvinde en efter en? Og hvad er den grusomme hemmelighed, som pigen har?

4Likes
12Kommentarer
778Visninger
AA

3. Nye ondskabsfulde venner

Hvorfor forsvandt Melanie bare? Og hvorfor havde der ligget en kulsort hårtot på sædet? Den kunne virkelig ligne Cocos.  "Siger navnet Melanie jer ingenting?" spurgte jeg vennerne. De trak alle på skuldrene. "Har aldrig hørt om hende." svarede Joyce. "Var det en barndomsveninde. Ligesom hende der..? Jeg tror hun hed Kicki eller sådan noget." sagde Joyce eftertænksomt. Jeg spærrede øjnene op. "Du mener vel Coco?" spurgte jeg glad over at hun kunne huske hende. "Hvad kan I huske om hende?" spurgte jeg. De tænkte sig alle fire grundigt om. Savannah slikkede sig om læben. "Jeg kan faktisk ikke huske noget om hende. Ikke andet end at hun blev totalt pissed over et eller andet." Savannah himlede med øjnene, som hun gjorde mindst tusind gange om dagen. Pludselig fik jeg endnu et erindringsglimt:

 

"Coco!" Jeg løb rundt på legepladsen og ledte efter min bedste veninde, Coco. Jeg havde næsten ledt over hele legepladsen, da jeg endelig fandt hende i en tæt brombær busk. "Hvad laver du derinde Coco? Du stikker dig jo på tornene! Kom nu ud og leg!" Hun kiggede ned på sin blomstrede kjole. "Min veninde Jasmin kan ikke lide mig mere!" sagde hun. Hun var helt knust. "Du har jo mig. Jeg er din bedste veninde! Du behøver ikke andre veninder! Jeg er jo totalt sød!" sagde jeg og smilte sukkersødt. Hun var tavs. Den tude-Marie var ved at græde igen. "Kom nu ud af den busk!" sagde jeg og rystede på hovedet. Det var jo latterligt at hun gemte sig derinde. Jeg gik halvt ind i busken, men ikke længere. Jeg ville ikke rive mig på alle tornene. Jeg greb blidt fat i hendes arm.

Da jeg endelig fik hende ud, trillede tårer ned ad hendes kinder. Hun kiggede stadig ned på sin kjole. "Lover du altid at være ved min side?" spurgte hun. "Ja selvfølgelig!" sagde jeg og krammede hende. Selvom jeg nu ikke kunne love noget. Hun snøftede. "Godt. Så behøver jeg ikke Jasmin. Jeg kan godt klare mig sammen med dig!" Hun løftede hovedet og gik hen og krammede mig hårdt.

 

"Nogen der kan huske hvorfor hun blev så sur?" spurgte Joyce. Alle rystede på hovedet. Selv mig. Men jeg lagde mærke til, at Savannah så lidt nervøs ud. Måske vidste hun noget, som jeg ikke vidste? "Hvorfor snakker vi egentlig om hende der Tude-Marie?" spurgte hun irriteret, mens hun pillede lidt ved sin neglelak. "Aner det ikke." sagde Joyce. "Så I kan huske Coco, men ikke Melanie?" spurgte jeg og fik igen tårer i øjnene. Cody kom hen til mig og lagde armene om mig. "Hvad er det der er galt med dig?" spurgte han. Tårerne trillede stadig ned ad mine blege kinder. "Bare glem det!" sagde jeg og rev mig fri af hans arme. "Vi vil altså gerne vide det!" sagde Joyce og slog ud med armene. Jeg var ligeglad. Jeg savnede Melanie. Hun havde altid været så blid og sød. Jeg gik ind på mit værelse og låste døren bag mig. Savannah gik helt tæt på døren. Jeg kunne høre hun lænede sig op ad den. "Går du bare fra dine bedste venner?" spurgte hun forundret. Jeg fik deja-vu. Det var ikke første gang, Savannah havde sagt den sætning. Jeg smed mig på sengen. Der var stille et stykke tid, før Savannah sagde noget igen. "Jeg mener bare sådan uden at sige, hvad det er der er galt." Hendes stemme blev pludselig ligegyldig og meget lav. Jeg var ikke interesseret i den længere. For jeg fik endnu et erindringsglimt. Denne gang blev jeg meget mistænksom.

 

"Yo, Molly! Hvor er du?" sagde en stemme. Jeg kiggede rundt på legepladsen, og fik så øje på Joyce. "Yo?" spurgte jeg. "Hvad betyder det?" Joyce gik forpustet hen til mig. Hun havde åbenbart ledt efter mig længe. "Det er ligesom at sige 'hej' eller 'hey'." Jeg smilede og nikkede. Selvom jeg aldrig havde hørt det ord før. Jeg hørte skridt i gruset bag os. Jeg vendte mig om, og så en pige i lyserøde gummistøvler og dyr sommerkjole, komme hen til os.  Hendes lange røde hår flagrede om ansigtet på hende. "Venner! Molly er her!" råbte hun. Bag det store legestativ, dukkede tre andre børn op. Nu var vi her alle sammen: Mig, Cody, Blaise, Savannah, Joyce og Melanie. "Skal vi ikke gå over i sandkassen og lege?" spurgte Melanie. "Det er for kedeligt!" erklærede Savannah. Det var tydeligt at hun, sammen med mig, var lederen i vores lille gruppe. Jeg fik en god idé. "Hvad med at klatre i træer?" spurgte jeg. De gloede alle sammen på mig med åben mund. Undtagen Savannah, som smilte. "God idé Molly! Lad os gøre det!" Hun løb hen til det store egetræ, og vi fulgte alle efter. "Men er det ikke farligt uden en voksen?" spurgte Melanie forsigtigt. "Nej da!" sagde Savannah og kravlede op på den nederste gren. Savannah havde altid været den modigste af alle. Det havde Joyce i hvert fald fortalt mig. Savannah rakte en hånd ned. "Hvem vil op som den næste?" Melanie stod stadig og rystede lidt. Jeg gik hen og tog Savannahs hånd. "Molly!" råbte en irriterende hvinende stemme. Hvad lavede Coco mon her? Jeg vendte mig om mod lyden. Hun stod oppe på bakken og kiggede ned på os. "Hvem er hende der i den kiksede blomsterkjole?" hviskede Savannah og rynkede på næsen. "Det er Coco." Jeg kiggede over min venstre skulder. Hun stod stadig og kiggede. "To sekunder." sagde jeg. Jeg slap Savannahs hånd og løb op på bakken. "Går du bare fra dine bedste venner?" spurgte Savannah drillende. Jeg sendte hende et hvad-tror-du-selv?-blik og fortsatte op på bakken til Coco. Jeg kunne ane jalousi i hendes små øjne. Hun lagde armene på kors. Hvem troede hun egentlig hun var? "Hvorfor leger du sammen med bøllerne, og ikke sammen med mig?" spurgte hun trist. Jeg tænkte mig grundigt om i nogle sekunder. Skulle jeg droppe Coco, som min bedste veninde? Jeg tænkte på øjeblikket, hvor Savannah ville hjælpe mig op i træet. Savannah var interessant og lavede farlige ting. Men hvad med Coco? Hun tudede over de mindste ting. Desuden ville hun aldrig turde at klatre i træer. Hun var faktisk ret kedelig, nu jeg tænkte over det. Desuden var det som om hun var ved at droppe mig. Men ingen dropper Molly. Så jeg måtte vel droppe Coco, før hun droppede mig. "Hør her..." sagde jeg. Normalt ville jeg lægge en arm på hendes skulder. Men ikke denne gang. "Sandheden er at jeg har fået nye venner! De er super søde. Beklager. Men du har jo stadig Jasmin ikk'?" sagde jeg. Jeg vendte mig hurtigt om og gik ned ad bakken. Nu ville hun sikkert tude igen, og derefter hente en voksen. Men så sagde hun noget... og det var ikke med gråd i stemmen. Men med vrede. "Jeg droppede jo Jasmin for dig!" Jeg ignorerede hende og fortsatte ned ad bakken. Jeg nåede igen ned til gruppen, da jeg hørte Coco vræle. Men var hun ikke sur for et øjeblik siden?

 

Minderne forsvandt lige så pludseligt, som de var kommet, og jeg kunne ikke huske mere af hvad der så skete. Coco var tydeligvis blevet meget vred. Men alligevel manglede der en brik i det store puslespil. Savannah så nervøs ud, hver gang man sagde Cocos navn. Hun måtte vide noget jeg ikke vidste. Desuden... ville man kidnappe, eller hvad hun nu havde gjort med Melanie, en person bare pga. det der var sket? Det virkede usandsynligt. "Molly... Kom nu ud!" sagde Savannah, som om det var en ordre. Savannah kunne være nøglen til den næste brik. Jeg måtte løse mysteriet om Coco, og redde Melanie...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...