The friendship that never ended

Molly er en del af skolens populære vennegruppe. Alt i hendes liv ser ud til, at gå glat. Men en dag opdager Molly, at en pige som gruppen mobbede, da de alle var små, er kommet efter dem, for at tage hævn. Men kan hun i tide overbevise sine venner, om at pigen er efter dem? Hvad sker der så, da alle hendes venner begynder, at forsvinde en efter en? Og hvad er den grusomme hemmelighed, som pigen har?

4Likes
12Kommentarer
778Visninger
AA

5. Løgne og sandheder

Da jeg løb tilbage til sommerhuset, trådte jeg på en skarp sten, som lå midt på vejen. Men selvom det gjorde virkelig ondt, ignorede jeg bare smerten. Jeg tænkte kun på at komme tilbage i sikkerhed i sommerhuset. Hver andet sekund kiggede jeg mig over skulderen, for at se, om nogen var efter mig. Men hver gang så jeg kun den tomme og øde landevej. Ingen biler og ingen mennesker.

Da jeg nåede huset brasede jeg ind gennem døren. Jeg var svedig og mit hår var klistret til mit ansigt. Var det her Molly? Den pige som aldrig var bange for noget? "Venner?!" råbte jeg så højt jeg kunne. Der var ikke nogen at se i stuen. Pludselig blev en af dørene til værelserne åbnet. Jeg styrtede hen til den. Det var Joyce, som kom ud for at se, hvad der var sket. Jeg gav hende et stort knus. "Molly? Hvad laver du?" spurgte hun. Jeg gav slip på hende igen. "Du kan godt huske Blaise ikke?" spurgte jeg nervøst. Joyce var tydeligvis forvirret. "Please!" sagde jeg og lavede hundehvalpeøjne. Men Joyce rystede bare forvirret på hovedet. Nu var Blaise forsvundet... ligesom Melanie. Denne gang gad jeg ikke prøve på ,at fortælle hende, hvem Blaise var. Jeg vidste hun aldrig, ville huske ham igen. Jeg sukkede og rettede på mit hår. "Hvor er Savannah?" spurgte jeg. "Det ved jeg ikke. Hende og Cody gik en tur sammen. Jeg ved ikke hvorhen." Jeg rynkede panden. "Sig mig... Er de kærester?" spurgte jeg. "Hvor har du været det sidste år af vores liv?" spurgte hun og rystede på hovedet. Jeg tænkte mig grundigere om. Efter Melanie forsvandt, lod det ikke til at hun overhovedet havde eksisteret. Hvad nu hvis det var det samme med Blaise? Hvis det var tilfældet, og han aldrig var blevet født, så havde han og Savannah jo ikke fundet sammen for et år siden. Det betød jo at Savannah havde været ledig. Så kunne hun og Cody, sagtens være fundet sammen. "Jeg lavede jo bare sjov Joyce! Det var ironisk ment..." Joyce lavede en tsk lyd, og satte sig over i sofaen foran tv'et, hvor hendes ynglings serie kørte. Uden hun så mig, sneg jeg mig ind på Savannahs værelse. Der var bestemt noget mellem Coco og Savannah. Så måske ville jeg finde nogle spor på Savannahs værelse.

Værelset var meget rodet. Savannahs makeup ting lå spredt ud over hele gulvet. Jeg gik først hen til skabet, og kiggede i det. Der var ikke andet end tøj, tøj og atter tøj. Jeg ledte over alt efter noget jeg kunne bruge. På sengen, under sengen, på skrivebordet, i toilettasken og i vindueskarmen. Jeg var desperat. Men så fangede et billede på natbordet mit blik.  Jeg gik hen til det, og tog det op i hånden og studerede det grundigt. "Utroligt!" sagde jeg til mig selv. På billedet var nemlig Savannah... sammen med Coco! De stod og krammede, mens de prøvede at se glade ud. Men det var tydeligt falske smil. De så ud til at være fem år... et år før jeg droppede Coco. Jeg kiggede bag på guldrammen. Der var skrevet med en meget lille og barnlig skrift nederst i hjørnet. Det var lidt svært at læse det. Men til sidst fik jeg læst det. "Mig og kusin Coco." Der skulle vidst stå 'kusine'. Var Coco virkelig Savannahs kusine?! Var det derfor de havde samme efternavn?! Det her var bare ikke rigtigt! Jeg sprang op, da jeg hørte døren blive åbnet. Joyce kiggede på mig, med en undrende mine. "Hvad laver du herinde?" Jeg lavede mit ved-du-seriøst-ikke-det-ansigt. "Jeg skulle jo låne hendes mascara. Kan du ikke huske jeg sagde at jeg var løbet tør?" sagde jeg. Hun rystede på hovedet. Hun gik hen til sengen, og samlede en mascara-æske op, som var besat med diamanter. "Den lå altså lige her..." sagde Joyce og kiggede mistænksomt på mig. Jeg blev lidt nervøs. "Tak." sagde jeg og gik hen og tog mascaraen ud af hendes hænder. "Jeg var bare henne og kigge ved natbordet, da du kom ind." sagde jeg. Hun nikkede. Men hun så ikke særlig overbevist ud.

Da Savannah og Cody ikke var kommet tilbage efter tyve minutter, tog jeg min jakke på, og gik udenfor, for at lede efter dem. Jeg havde ingen idé, om hvor i verden de var. Men kort efter jeg var gået udenfor, mødte jeg Cody. "Hvor har du gjort af Savannah?" spurgte jeg. "Hun ville tage over på kirkegården." "Kirkegården?!" råbte jeg. Hvad nu hvis Coco var efter hende? Savannah måtte bare ikke være alene nu! Efter mig var Coco nok mest sur på Savannah. "Ja. En af hendes veninder, er vidst begravet der." svarede Cody. Han var helt afslappet, i modsætning til mig. "Hvilken vej?" spurgte jeg. "Ned ad vejen. Efter et par minutter, vil du støde på en sti, som går gennem en mark. Følg den indtil du når hen til en vej. Lige over vejen ligger kirkegården." Jeg lagde hovedet på skrå. "Er det ikke et lidt underligt sted, at lave en kirkegård?" spurgte jeg. "Næ. Den er vidst meget gammel. Det kan jo være, der ikke var marker og atter marker, da den blev lavet." sagde Cody og trak på skuldrene. Han gik forbi mig, og ind i huset. Jeg stod lidt og stirrede ud i luften. Savannah var alene. Alene her i denne her by, hvor Coco var dukket op. Men eftersom Cody stadig vidste hvem hun var, så måtte Savannah stadig være her. Jeg stoppede med at tænke, og begyndte på at løbe, som jeg aldrig havde løbet før!

Kirkegården var mørk og dyster, selvom det var blevet eftermiddag. Der stod mange træer, som skyggede for solen. Et par rotter pilede rundt bag nogle gamle gravsten. Jeg brød mig virklelig ikke om at være her. "Savannah... Hvorfor skulle du lige netop vælge at besøge din døde veninde netop nu?" spurgte jeg ud i luften. Pludselig hørte jeg Savannahs skrig. Jeg løb hurtigt i retning af lyden. Jeg fandt Savannah liggende på jorden i en underlig stilling. "Savannah! Hvad er der galt?!" råbte jeg. Savannah kiggede undrende op på mig. "Molly? Hvad laver du her?" spurgte hun. Hun var åbenbart hel rolig. "Hvorfor skreg du?" spurgte jeg. Et lille smil dukkede frem, på hendes smukke perfekte læber. "Jeg faldt altså bare over en træ-rod." Jeg kiggede ned på hendes ankler. Den ene sad fast i en tyk rod. Savannah trak sin fod ud, og kom hurtigt på benene. Hun kiggede på mig, som om hun forventede et svar. Det var vidst min tur, til at sige noget. "Jeg er her, for at spørge dig om nogle ting." sagde jeg. Hun lagde hovedet på skrå. "Hvilke ting?" "Noget om fortiden..." svarede jeg.

Fem minutter senere, sad vi bag en tæt og mørk busk. "Fortæl mig lige igen, hvorfor vi skal sidde her?" sagde hun og grinede. "Det er lige meget. Hør her..." sagde jeg. Jeg kom til at tænke på hvor god Savannah var, til at fortælle løgne og fordreje sandheder. "...Det her er virkelig vigtigt." Jeg tog fat i begge hendes hænder. "Det er vigtigt at du fortæller hele sandheden." Savannah kiggede mig dybt ind i øjnene. Et øjeblik troede jeg rent faktisk, at hun var alvorlig. "Jeg fortæller dig altså ikke, hvem der stjal din blyant i anden klasse!" sagde hun og rystede på hovedet. "Hvad?!" udbrød jeg. "Jeg lovede altså den person højt og helligt, at jeg ikke ville sladre!" Hun kom til at smile og jeg himlede med øjnene. Hun plejede at kunne tage tingene alvorligt. Hvorfor kunne hun ikke bare gøre det nu? "I første klasse gik vi i parallel klasse med din kusine Coco." Hun nikkede. "Blaise har fortalt mig, at der var noget dårligt mellem jer to." Savannah bed læberne sammen og nikkede. "Men I var jo kusiner, så I må alligevel have snakket sammen. Hvad blev der egentlig af hende?" Savannah begyndte vidst at blive sur. "Hvad skete der, og... det her lyder måske sygt. Men tror du på en eller anden måde, at hun ville have lyst til at dræbe os?" Jeg holdt en pause, og fortsatte inden, hun kunne nå, at svare på mit spørgsmål. "Savannah, svar ærligt og fortæl alt hvad du ved. Husk nu: en halv sandhed er en hel løgn. Hvis du forstår hvad jeg mener." Ingen reaktion fra Savannah. "Hmm... Du ved mere end jeg troede." sagde hun ondskabsfuldt. Pludselig forsvandt hun. Bare sådan ud i den blå luft. "Savannah?!?!?!?" råbte jeg. Hvad skete der lige der?! Man kan da ikke bare forsvinde?! Pludselig hørte jeg et højt skrig fra Savannah. Hun var ikke langt væk. Selvom jeg var totalt forvirret, sprang jeg ud af busken og hen mod lyden.

Nogle sekunder fandt jeg hende. Hendes krop var begravet i mudder, men hendes hoved stak op. Hun sank dybere og dybere ned. "Savannah?!" råbte jeg. Jeg stod nogle meter væk og løb hen mod hende. "Coco er efter os!" skreg Savannah. Så snart jeg var helt henne ved hende, tog jeg fat i hendes nakke, og hev til. Det måtte gøre ondt, men det var bedre end at hun druknede i mudderet. "Jeg så dig gå hen med hende i en busk før!" råbte Savannah. Mine hænder gled, og det var som om noget trak hende ned, med en massiv kraft. "Hun forvandlede sig til mig of fik mit udseende!" Jeg kiggede dybt ind i hendes øjne, som var fulde af panik. "Hvad?!" spurgte jeg. Tårerne trillede ned ad hendes kinder. Hendes mund var meget tæt på, at blive trukket ned i mudret nu. "Coco er dø..." Der kom en klam gurglende lyd, da mudret kom ind i hendes mund og hun prøvede at spytte det ud. "Savannah!!" skreg jeg og hev fat i hendes hår og trak til. Men nu var det for sent. Hun var borte. Gledet ned i mudret. Jeg begyndte at grave som en gal. Mudderet klistrede sig til mine håndled. Jeg gravede til det gjorde ondt i mine hænder. Men Savannah var væk. Helt væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...