The friendship that never ended

Molly er en del af skolens populære vennegruppe. Alt i hendes liv ser ud til, at gå glat. Men en dag opdager Molly, at en pige som gruppen mobbede, da de alle var små, er kommet efter dem, for at tage hævn. Men kan hun i tide overbevise sine venner, om at pigen er efter dem? Hvad sker der så, da alle hendes venner begynder, at forsvinde en efter en? Og hvad er den grusomme hemmelighed, som pigen har?

4Likes
12Kommentarer
860Visninger
AA

2. Hvem i hele verden er Melanie?

"Så er vi her endelig!" sagde Savannah jublende. Hun drejede bilen ind ved siden af et stort og flot hus. "Det er noget af et sommerhus!" sagde Blaise. Han tog sine høretelefoner ud af ørerne og lagde sin nye iPhone ned i lommen igen. Savannah stoppede bilen og alle steg ud. "Dejligt at kunne røre sine ben igen!" råbte Melanie glad. Jeg gav hende ret. Det havde aldrig nogensinde føltes bedre at stå op. Melanie løb hen til husets dør som en elegant balletdanser. Savannah kom traskende med tre store pink kufferter og to små matchende håndtasker på armen. Hun holdt nøglen til huset i sin mund, da hun ikke havde plads til at holde den i hænderne. Jeg kunne ikke lade være med at fnise. "Cosy!" Cody kiggede op. "Hvad?" Han stod ved siden af mig og kunne heller ikke lade være med at grine af Savannah. "Tåger du ikk' lig nølen?" Hun kunne ikke tale normalt, når hun holdt nøglen i munden. "Hvad sagde du?" spurgte jeg drillende. Hun rullede irriteret med øjnene. "Tåger du ikk' lig nølen?!" råbte hun. Cody hoppede med på mine drillerier, og gav mig et dask i siden. "Jeg kan ikke forstå hvad du siger!" Savannah gav slip på nøglen og lod den dumpe ned på den kolde jord. "Jeg sagde: 'Tager du ikke lige nøglen?' Fat-svage menneske!" sagde hun og rullede endnu en gang med øjnene. Men hun kunne ikke skjule sit lille smil. "Hvordan har du tænkt dig at samle den op igen?" spurgte jeg drillende. Hun havde som sagt tre store kufferter i hænderne og to små håndtasker på armene. "Vildt sjovt." sagde hun. Hun gad ikke engang skjule sin ironi. Men Cody syntes det var rigtig sjovt. Han grinte og lagde hånden på min ene skulder. En dejlig varme skød gennem min krop. Hvor underligt! Hvor kom den lige fra? "Du er så sjov Molly!" Så gik han hen og samlede den lille sølvfarvede nøgle op fra jorden. Joyce og Blaise steg ud af bilen sammen. "Har I stadig ikke låst op endnu?" spurgte Joyce. Savannah snerrede. Cody stak nøglen ind i låsen, og åbnede langsomt døren.

Sommerhuset var fantastisk! Møblerne var stilfulde og de var i hvide, cremefarvet og lysebrune nuancer. På væggen hang et ultra nyt HD fjernsyn. Der var en masse silkebløde sofaer, seje skabe, nye kommoder og en masse farverige blomster. "Her er virkelig flot!" sagde jeg. "Imponerende." sagde Joyce. Jeg fik øje på noget, som stod henne på kommoden. Jeg gik derhen og tog det op. Det var et billede af mig, Joyce, Savannah, Blaise, Cody og Melanie. Vi stod alle sammen og poserede overdrevet foran kameraet. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Der var stille et øjeblik, før Melanie udbrød: "Helle for at sove sammen med Joyce!" Joyce jublede. Snart efter begyndte alle, at råbe i munden på hinanden. Melanie endte med at sove sammen med Joyce, Savannah med Blaise... og jeg endte med at sove sammen med Cody....

 

Tidligt næste morgen, blev jeg vækket af Melanie. "Hvad?" spurgte jeg. Hendes smukke brune hår kildede mig i ansigtet. Hun stod foroverbøjet over min seng. Cody snorkede stadig meget højlydt. Han var heldigvis ikke vågnet. Melanie så det vidst også. Så begyndte hun at hviske. "Jeg kom for at spørge, om du ville med ud og køre en tur?" Jeg var forvirret og lidt målløs. "Hvad mener du?" Hun rettede sig op, samtidig med hun pillede lidt ved sit hår. "Jeg skal bare ud at købe ind." sagde Melanie. Hvis hun kørte lige så dårligt som Savannah, så skulle jeg ikke nyde noget. Det var jo bare et spørgsmål om tid, før noget gik helt galt. "Nej tak. Jeg bliver her og sover videre." svarede jeg. "Okay." sagde hun og vendte sig om mod døren. Da hun næsten var ude af værelset, vendte hun sig om mod mig igen. "Jeg gider ikke spørge de andre om de vil med." Hun rynkede på næsen. "Jeg er tilbage om en halv time. Jeg har været heroppe i sommerhuset før med Savannah, så jeg ved at her ligger en Netto lidt herfra. Hvis de andre vågner inden jeg er tilbage, gider du så sige at jeg er taget ud for at handle?" spurgte hun. "Ja selvfølgelig. Det skal jeg nok." sagde jeg og blinkede til hende. Hun blinkede tilfreds tilbage.

To timer senere, sad vi og spiste morgenmad alle sammen. Men Melanie var stadig ikke kommet tilbage. Pis! Jeg havde været så træt at jeg helt glemt hende indtil nu. Det var bare ikke rigtigt! "Der må være noget galt!" udbrød jeg. "Hvad?" spurgte Blaise træt. "Følg med!" sagde jeg og styrtede ud af døren. Jeg kunne høre de andre tage deres sko på i baggrunden. Men jeg havde kun Melanie i tankerne. Hvad var der sket? Jeg nåede ud til vejen. Melanie måtte have kørt til venstre. Da vi kom op i sommerhuset, var vi kommet fra højre. Jeg havde ikke lagt mærke til nogen Netto på vejen herop. Jeg satsede og løb til venstre. Vejen var gruset og mudret og svær at løbe på. Det havde sikkert regnet i går. "Melanie?!" råbte jeg. Men jeg kunne hverken se hende eller bilen. Men da jeg drejede rundt om et hjørne, gik der panik i mig. "Melanie?!?!" skreg jeg. I kanten af den ensomme vej, lå den hvide Porche. Den var total smadret og ødelagt. Jeg styrtede så hurtigt hen til den, at jeg troede mine lunger skulle sprængtes. Jeg nåede hurtigt hen til bilen. Der hang mudder på siderne, ruden var smadret og det samme var lygterne. Jeg stak hurtigt hovedet ind i bilen. Alt var hvor det plejede at være; Joyces MP3 lå der hvor den var efterladt, den kuffert som Blaise havde glemt i bilen lå der stadig, og Savannahs makeuptaske lå på sædet. Men hvor var Melanie? Bilen var jo smadret rigtig meget, så hun måtte være kommet slemt til skade. Hun ville jo ikke kunne forlade bilen i sådan en slem tilstand. Jeg kiggede rædselsslagent ned på forsædet. En lang hårtot lå på sædet. Den var sort. Kulsort. Panikken begyndte at brede sig i min krop. "Molly?" Jeg kunne høre Blaise og Joyce råbe mit navn. Men jeg var mundlam, så jeg kunne ikke svare dem. Jeg kunne ikke få et eneste ord over mine læber. "Der er du!" råbte Joyce. Jeg hørte en masse personer, der kom løbende mod mig. Så hørte jeg Savannah skrige. "Min bil!" Jeg mærkede en blid hånd på min ryg. Jeg trak hovedet ud af bilen igen og vendte mig om. Det var Cody. "Hvad skete der?" spurgte han bekymret. Jeg lænede mig lidt til højre og kiggede. Han fulgte mit blik. Savannah stod og råbte. "Nej, nej, nej!!" Hun rev i sit hår. Joyce og Blaise stod henne ved siden af hende. "Hvad er der?" spurgte Cody. "Mine forældre slår mig halvt ihjel, når de ser hvad der er sket med deres bil!" Blaise sukkede. "Det skal nok gå Savannah!" sagde han og trøstede hende. Hvordan kunne hun være så hjerteløs? Melanie var forsvundet og tilsyneladende i livsfare! Hvordan kunne Savannah kun tænke på sin bil i denne her situation? "Vi må finde Melanie først! Så kan vi ordne din dumme bil bagefter! Hvad skal vi gøre? Hvad skal vi gøre?" spurgte jeg forvirret og panisk. De andre kiggede forvirret på mig. Jeg kiggede på Cody. Han var også forvirret. Der var en lang tavshed. Jeg tog hænderne op til hovedet. "Hvad er der mennesker?!" De stod alle sammen og kiggede på mig. Savannah lagde sit hoved på skrå. "Søde... Hvem i hele verden er Melanie?" Jeg troede ikke på hende. Hun måtte da vide hvem Melanie var! Hvordan kunne hun bare lave sjov i sådan en situation?! Hun fortsatte med at kigge hjælpeløst på mig. Men jeg så også noget andet i hendes blik: forvirring. Hun mente det virkelig. Hun anede ikke hvem Melanie var. Men jeg prøvede alligevel. Jeg ville ikke give op. "Det ved du godt Savannah! Du ved godt hvem Melanie er!!" råbte jeg hysterisk. Hun lavede et forskrækket spjæt. Hun så bekymret ud og strøg sit hår om bag sit ene øre. "Undskyld. Men jeg kender altså ikke nogen der hedder Melanie." De andre var vidst enige med Savannah. Nej. Det kunne ikke være sandt! "Følg med!" råbte jeg og løb. Jeg kunne mærke Cody tage fat i mig. Men jeg løb bare videre. Jeg var ligeglad. Jeg spurtede hen til huset. Det tog mig kun et minut. Jeg kunne høre at de andre løb efter mig. Jeg løb direkte hen til kommoden. Yes! Det stod der stadig. Billedet med os der poserede foran kameraet. Billedet var væltet. Jeg greb hurtigt fat i det og tog det op i hånden. Da jeg kiggede på det begyndte hele min krop at svede. Melanie var pludselig forsvundet fra billedet. Men hun var jo med på billedet i går! Hvordan kunne det lade sig gøre?! "Hvad er der med dig?" spurgte Joyce. 'Hvad er der med jer?' havde jeg lyst til at spørge. Jeg kunne ikke tro det. Melanie kunne ikke bare være forsvundet! Det var som om hun aldrig var blevet født! Men det var for sent. De havde glemt hende...

De havde glemt Melanie...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...