The friendship that never ended

Molly er en del af skolens populære vennegruppe. Alt i hendes liv ser ud til, at gå glat. Men en dag opdager Molly, at en pige som gruppen mobbede, da de alle var små, er kommet efter dem, for at tage hævn. Men kan hun i tide overbevise sine venner, om at pigen er efter dem? Hvad sker der så, da alle hendes venner begynder, at forsvinde en efter en? Og hvad er den grusomme hemmelighed, som pigen har?

4Likes
12Kommentarer
783Visninger
AA

8. Hjemturen

Næste dag tog jeg mig bestemt ikke lang tid, til at pakke mine ting! Det var i dag, vi skulle hjem fra sommerhuset.

Hele dagen havde jeg været dybt utålmodig, for Cody og Joyce tog bare alting stille og roligt. Men jeg ville bare væk fra det her sommerhus, så hurtigt som muligt.

Jeg løb straks hen til bilen, og smed mine tasker ind i bagagerummet. Endelig kom Joyce og Cody ud af huset. Joyce gik hen til mig, mens Cody lige skulle låse døren. "Så kører vi hjem igen!" sagde Joyce. Jeg smilede, og satte mig ind i bilen. "Ja."

Snart efter kom Cody og satte sig ind på førersædet. Bare han ikke kørte lige så uhæmmet, som Savannah havde gjort, dengang vi kom herned. Cody kørte ud på vejen, og væk fra sommerhuset. Jeg håbede bare, at jeg aldrig nogensinde ville komme tilbage til det her sted igen.

Da vi havde kørt en halv time, bad Joyce Cody om at stoppe bilen. Han kørte ind til siden og stoppede. "Ja?" spurgte han og kiggede på os i bakspejlet. "Jeg skal altså virkelig meget på toilettet!" sagde Joyce. Jeg smilte. "Du var jo på toilettet lige inden vi kørte!" "Ja. Men nu skal jeg altså igen..." Hun steg ud af bilen og gik ind i skoven, som lå lige ved siden af vejen. "Det er så typisk hende!" sagde Cody og smilte.

Efter ti minutter var Joyce stadig ikke kommet tilbage til bilen. "Nu går jeg altså ind efter hende!" sagde jeg. Cody mumlede et eller andet, som jeg ikke kunne høre. Jeg åbnede døren og steg ud. "Joyce! Skynd dig lidt!" råbte jeg. Men der kom intet svar. Derfor gik jeg længere ind i skoven. Noget jeg aldrig skulle have gjort...

Efter fem minutters søgen, havde jeg stadig ikke fundet Joyce. Men pludselig hørte jeg nogle lyde. Nogle overnaturlige og umenneskelige lyde. Den lyd som Coco havde lavet, da hun havde taget Blaise. Var det virkelig..? Endnu en lyd. Den var ikke ret langt væk. Jeg gik forsigtigt i retningen af den uhyggelige lyd. Pludselig fik jeg øje på en pige. Hendes lange kulsorte hår var uglet og hang ned af ryggen på hende. Hendes små isblå øjne var tydelige, selv om jeg var tyve meter fra hende. Hun havde en typisk grim blomsterkjole på, som gik hende til knæene. Den var total pletfri. Cocos ansigt var mørkt og dystert, og det lignede slet ikke noget, som tilhørte et menneske. Mine instinkter fortalte mig, at jeg skulle flygte hurtigst muligt. Men jeg kunne ikke bare efterlade Joyce! Hvor end hun så var. Jeg fløj hurtigt og lydløst om bag et træ. Bare Coco ikke havde set mig. Jeg fik et stort chok, da jeg så noget bevæge sig ud af min øjenkrog. Ved et par træer lidt længere til venstre for mig, stod Joyce, gemt bag et træ. Hendes hår var vådt af sved, og hendes ansigt helt rødt. Hun trak vejret meget hurtigt. Hun opdagede mig og vendte blikket mod mig. Men kort efter jeg lige havde fået øjenkontakt med hende, sprang en skikkelse frem foran hende. En skikkelse med kulsort hår og blomstret kjole...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...