The friendship that never ended

Molly er en del af skolens populære vennegruppe. Alt i hendes liv ser ud til, at gå glat. Men en dag opdager Molly, at en pige som gruppen mobbede, da de alle var små, er kommet efter dem, for at tage hævn. Men kan hun i tide overbevise sine venner, om at pigen er efter dem? Hvad sker der så, da alle hendes venner begynder, at forsvinde en efter en? Og hvad er den grusomme hemmelighed, som pigen har?

4Likes
12Kommentarer
762Visninger
AA

10. Er blot en undskyldning nok? (Sidste kapitel)

Hele min krop krympede sammen af frygt, da Cody ikke tog sin mobil. Jeg ringede mindst femten gange, før den endelig blev taget. "Hvem er det?" spurgte en kvindestemme. "Det er mig Molly..." sagde jeg forbavset. "Nå, er det dig? Jeg er Madeleine... Codys mor. Jeg beklager, men Cody er på hospitalet. Han fik lige pludselig åndedrætsbesvær og..." Hendes stemme knækkede over, og hun blev tavs. "Jeg tager hen og besøger ham." sagde jeg bestemt. Jeg lagde på, før Codys mor overhovedet nåede, at svare mig. Der var noget helt galt her. Coco måtte have angrebet Cody. Men hvorfor var han så ikke glemt? Hvorfor var han så blevet husket i modsætning til alle andre?

Jeg løb hen mod hospitalet, så hurtigt jeg overhovedet kunne. Det ville tage mig mindst tyve minutter, men jeg var ligeglad. Jeg var nødt til, at komme hen til Cody. Min krop blev med ét stiv, da jeg hørte en fnisen bag mig - Cocos fnisen. Jeg kiggede mig ikke engang tilbage, før jeg begyndte, at løbe alt hvad jeg overhovedet kunne. Jeg havde ikke tid, til at kigge mig tilbage. "Hvorfor tror du, at du kan slippe væk fra mig..?" fniste stemmen. Jeg ignorerede den og løb videre. "Du slipper aldrig af med mig Molly!" råbte den. Nu er det min tur... tænkte jeg. Så mærkede jeg et slag i tindingen.

Da jeg langt om længe vågnede igen, lå jeg i en seng  i et rum, der jeg var omringet af bippende maskiner. Mit hoved dunkede. Jeg rejste mig op og kiggede mig omkring. Jeg var på et hospital. Jeg gik ud af sengen og ud af døren. Jeg var på en lang gang. Der var ikke en eneste sygeplejerske til stede. Jeg åbnede nyssgerrigt en af dørene og sprang tilbage i chok. De lå der på række... allesammen. Joyce, Melanie, Cody, Blaise og Savannah. De lå i alle i hvidt hospitalstøj. Der var puttet en slange ned i halsen på dem alle. Maskiner stod ved siden af dem, og viste deres hjerteslag. Ingen af dem var døde. Jeg måtte finde en sygeplejerske, og spørge hvad der var sket med dem. Jeg styrtede ud af rummet og ud på gangen. Jeg åbnede endnu en dør, for at se om der var nogen derinde. Men denne gang blev jeg så forskrækket, at jeg skreg og væltede baglæns. Coco lå i en seng og var omgivet af endnu flere maskiner end vennerne. En seddel hang på hendes seng. Jeg bukkede mig ned og læste den. 'I koma efter et selvmordsforsøg'. Havde jeg virkelig været slem? Så slem at hun ville begå selvmord? Der var stadig et par huller i min hukommelse omkring Coco. Havde jeg gjort hendes liv slemt? Jeg tænkte tilbage, på da jeg mistede Savannah. Hun havde sagt: 'Coco er dø...' og der var også Cocos gravsten. Men ville Savannah i virkeligheden have sagt' Coco er døende?'. Var gravstenen gjort klar til Coco? Mine tanker blev afbrudt, da jeg så, at Coco rørte på sig. Jeg blev grebet af panik, og spænede ud på gangen. En sygeplejerske spærrede øjnene op. "Du er ikke rask. Beklager, men du må ikke være her." sagde hun venligt. Men jeg afviste hende. Jeg skulle ikke ind, og ligge på en stue så tæt på Cocos. Jeg spænede ned i den modsatte ende af gangen. Sygeplejersken kom farende mod mig. Jeg kunne ikke nå, at tage elevatoren. Så jeg tog trappen op.

Da jeg nåede op på taget, smækkede jeg døren i og låste den udefra. Da jeg vendte mig om, stod Coco og gloede på mig. Men det var ikke teenager Coco. Det var Coco på seks år. Hurtig som et lyn løb hun hen og blokerede døren. Jeg sprang forskrækket tilbage. "Du gjorde mig ulykkelig..." vrissede hun. Hun tog langsomme skridt hen mod mig. Jeg bakkede tilbage. Men hvis jeg fortsatte med at gå meget længere, ville jeg ryge ud over taget. Men det var vel også hendes plan? "Coco undskyld..." sagde jeg og jeg kunne mærke tårerne strømme ned ad mine kinder. "Du husker mig ikke engang." sagde hun og kiggede ned i jorden som en eller anden zombie. "Jeg husker dig." sagde jeg skræmt fra vid og sans. "Jeg husker det hele... undskyld. Jeg lover... at jeg vil gøre, alt hvad du beder om..." Men Coco gik stadig tættere og tættere på mig. "Husker du slet ikke, alle de gode tider vi havde sammen..?" spurgte jeg. Så stoppede hun op. "Jo..." sukkede hun, stadig med hovedet nedad. "Vi kan få alt det igen... Vi kan alle være venner..." sagde jeg. Hun snøftede. "Bedste venner..." sagde hun. Jeg nikkede og mine øjne lyste op. "Bedste venner... for evigt!" skreg hun og løftede hovedet. Hendes ansigt tilhørte ikke Coco men et monster. Øjnene lyste røde og hendes mund var fuld af gule og skarpe rovdyrstænder. Jeg blev så bange, at jeg faldt bagover og ud over taget. Da jeg ramte jorden, blev alt sort.

 

 

Epilog:

Et forældrepar åbnede forventningsfuldt døren til et hospitalsværelse. Tre sygeplejersker sad rundt om hospitalssengen. "Hun vil vågne snart..." sukkede en af dem lykkeligt. Faren og moren lænede sig ind over sengen. Moren begyndte, at græde. "Efter alle de år..." sukkede hun forventningsfuldt. Endelig slog hun øjnene op. De klare blå øjne kiggede forvirret rundt i lokalet. "Mor... far..." sagde hun. "Ja..." sagde de i kor. Moren lænede sig ind over pigen og lagde en varm hånd på hendes kind. Forældrene var lykkelige nu. Men det var pigen ikke. "Jeg fik ikke den fred jeg ønskede. Jeg gjorde noget meget forkert. Jeg skulle have..." sagde hun. Forældrene rynkede panden. De tænkte, at hun stadig måtte være syg. Tårerne trillede ned ad hendes kinder, og landte på hendes kulsorte hår...

Det var sådan det var. Når man lå i koma, kunne man åbenbart godt blive til et spøgelse. Jeg betragtede det hele. Det havde været en forfærdelig oplevelse. Jeg havde set mig selv ligge med en slange i halsen, mens man prøvede, at få mig til, at vågne op. Men det var lige meget. Hvad skulle jeg gøre nu? Vidste Coco, at jeg var her? Kunne hun se mig, selvom ingen andre kunne. "Coco..." sagde jeg. Men hun hørte mig ikke. Jeg vidste, at der kun fandtes én måde hvorpå, jeg kunne komme tilbage i min krop og få mine venner tilbage. Jeg måtte tage hævn over Coco. Men hun fortjente jo hævnen over mig. Men fortjente jeg, at tage hævn over hende..? Eller skulle jeg forblive et ensomt spøgelse for altid..? Det ville kun tiden vise...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...