The friendship that never ended

Molly er en del af skolens populære vennegruppe. Alt i hendes liv ser ud til, at gå glat. Men en dag opdager Molly, at en pige som gruppen mobbede, da de alle var små, er kommet efter dem, for at tage hævn. Men kan hun i tide overbevise sine venner, om at pigen er efter dem? Hvad sker der så, da alle hendes venner begynder, at forsvinde en efter en? Og hvad er den grusomme hemmelighed, som pigen har?

4Likes
12Kommentarer
762Visninger
AA

1. Det var altså ikke sjovt idiot!

"Denne her fest styrer for vildt!" råbte en eller anden pige et fjernt sted i det store hus. Festen her, var min seksten års fødselsdag. Mine forældre havde lovet mig, at jeg måtte holde en lille fest, mens de var på ferie i Jylland. Godt de ikke kunne se mig nu. Så kunne de nemlig ikke se, hvor meget jeg havde svinet hele huset til, ved at holde denne her 'lille' fest.

Pludselig var der nogen, som trak så hårdt i min arm, at jeg var ved at vælte baglæns. "Molly! Kom med! Vi holder vores egen private fest inde i soveværelset," Det var en af mine bedste veninder, Melanie. Melanie var sød og hun var også ret stille. Men så snart hun var sammen med os, blev hun altid energisk og udadvendt.

Inde i soveværelset, var alle mine venner. Savannah sad og snakkede med Blaise. Savannah var ret snobbet, selvoptaget og ikke mindst egenrådig. Selvom jeg hadede hende, kunne jeg underligt nok, også godt lide hende. Selvom hun havde stjålet min kæreste, Blaise, fra mig. Tro det eller ej. Jeg var engang sammen med Blaise. Men så blev han smaskforelsket i Savannah, så derfor slog han op med mig. Blaise er en rigtig sød fyr. Så jeg forstår ikke lige, hvorfor han er kommet sammen med Savannah. Savannah er jo sød nok. Men ikke hun er ikke rigtig hans type. Melanie satte sig ned på sengen ved siden af Cody. Cody er gruppens seje fyr. Han går tit i sorte T-shirts og løse cowboy bukser. Han er loyal overfor os. Men mest af alt, vil han bare klare sine problemer selv. Ved siden af Cody sad Joyce. Joyce er gruppens smukke og yndige pige. Alle hendes bevægelser er smukke og elegante. Specielt når hun slynger sit hår om bag sine skuldre.

Så sad vi der på min seng hele gruppen. Mig, Melanie, Savannah, Cody, Blaise og Joyce. "Jeg tænkte på at tage på ferie. Altså sammen med jer selvfølgelig." sagde Savannah og smilte. "Hvis forældre skal vi nu tage med?" spurgte jeg. Savannah smilede smørret til mig. "Du tror vel ikke at vi skal have forældre med vel? Min mor og far mener at vi er voksne nu. Så vi sagtens tage på ferie! De er nemlig selv ude og rejse nu." sagde hun og smilede tilfreds. "Hvor skulle vi så tage hen?" spurgte Cody afslappet. "Vi tager op i mine forældres sommerhus. Det er det perfekte sted!" sagde Savannah og klappede glad i hænderne, så hendes lille sølvarmbånd klingede. Hun begyndte nu, at fortælle om hvordan der så ud og så videre. Jeg sad lidt i mine egne dybe tanker, mens hun fortalte. Ude foran døren kunne man høre høj musik, glas der blev knust, teenagere der råbte og min nabo der beklagede sig over al støjen. I det jeg hørte en tallerken blive smadret for fjerde gang, bippede min mobil. Jeg tog den hurtigt op af lommen. Det var en besked fra mor. 'Hygger I jer? Vi kommer hjem i morgen!" Jeg sukkede. Mine forældre ville slå mig ihjel, når de kom hjem i morgen. Mine hænder begyndte at ryste. "Hvornår skal vi af sted?" spurgte jeg. Savannah viftede sit røde hår om bag skuldrene. "I morgen tidlig." Hun kiggede først på mig, så på Joyce, derefter Cody, så på Blaise og til sidst på Melanie. Der var en lidt pinlig tavshed. "Altså hvis I gider." Jeg tænkte på beskeden fra min mor. "Jeg kommer!" udbrød jeg. "Også mig!" sagde alle de andre i kor. "Så er det en aftale!" jublede Savannah. Jeg vendte blikket tilbage på min mobil. Jeg tastede så hurtigt jeg kunne. "Savannah har inviteret mig med op i hendes sommerhus i morgen. Det er okay med jer ikke? :)" Jeg lagde mig ned på sengen. Hvad skulle jeg finde på som undskyldning for alt det rod som ville ligge her og flyde, når de kom hjem i morgen? Jeg fik en god idé, og tastede videre. "Festen gik godt. Men Todd inviterede som sædvanlig flere gæster end han måtte. Nu er hele huset svinet til. Jeg prøvede at stoppe ham. Men han ville ikke høre på mig. Beklager..." Det var den perfekte besked! Som jeg plejede, skød jeg skylden på min bror Todd. Jeg fik altid min vilje, og mine forældre troede altid på mig.

 

 

Næste morgen var jeg på vej ud af døren i min himmelblå cardigan og lyse cowboy nederdel. Cardiganen matchede mine smukke øjne og nederdelen passede perfekt sammen med mit lyse hår. Det var det perfekte outfit. Men nu sinkede jeg også alle de andre. Hvor havde jeg været dum! Jeg havde oven i købet taget mine sølvfarvet stiletter på. Dem kunne man jo ikke løbe i! Nu ville der gå endnu længere tid, før jeg nåede Savannahs hus. Jeg tog fat i min pink kuffert og slæbte den hen ad fortovet. Dyt! Jeg vendte mig om ved den høje lyd. En hvid Porsche kom kørende lige bag mig. Det var helt klart Savannahs forældres bil. Men bag rettet sad ingen anden end Savannah. Ved siden af hende, sad Melanie. Savannah drejede skarpt ind på fortovet. Selvom vinduerne ikke var rullet ned, kunne jeg høre Cody råbe. "Pas dog på bitch! Vi kunne have været kørt ind i den have der!" Savannah ignorerede ham. Hun rullede vinduet ned. Jeg gik hen til bilen. "Sæt dig ind. Det er en syvsæders bil. Der er plads bagerst ved siden af Joyce." sagde hun smilende. Jeg steg ind i bilen og lagde min taske i det gigantiske bagagerum. Jeg satte mig ved siden af Joyce. Lige foran var der tre sæder, men der sad kun Cody og Blaise. Helt foran sad som sagt Savannah og Melanie. Jeg kunne kun se Savannahs røde hår og Melanies blonde hår og nakken af Blaise og Cody. Savannah drejede skarpt ud på vejen igen. Så skarpt a vi alle røg til venstre. "Nu kører du altså ordenligt! Ellers bliver vi opdaget af politiet fjols!" råbte Cody. Savannah var kun seksten år gammel. Hun var ikke gammel nok til at køre bil. Men hun var vidst ligeglad. "Jeg kører som det passer mig!" svarede hun spidst og irriteret tilbage.

"Hvor langt skal vi køre?" beklagede Cody sig. Vi havde siddet i bilen i over en time. "Vi er der snart." Jeg kiggede ud af vinduet. Der var kun marker og landdyr at se. Savannah kiggede ned på GPS'en.  "Vi mangler kun 400 kilometer endnu." Melanie kiggede hen på Savannah. "Den må du længere ud på landet med!" Hun skævede ud af vinduet. "Hvis man overhovedet kan komme længere ud på landet." Vi grinte alle sammen. Jeg tog endnu et hurtigt blik ud af vinduet... og skreg. Mine øjne blev store af skræk og frygt! "STOP BILEN!!" råbte jeg så højt jeg kunne. Savannah bremsede så hårdt at vi alle røg forover. Jeg rystede af frygt. Jeg var helt lammet. "Molly hvad er der?" spurgte Joyce bekymret. Hun løftede hånden fra sin MP3 og rørte forsigtigt ved min bløde kind. "Hallo?" Men jeg kunne næsten ikke sige noget. Da jeg endelig prøvede, stammede jeg for meget. "Der... D-Der. Pigen!" sagde jeg og pegede ud af vinduet. "Pigen?" spurgte Cody. Joyce tog selen af, åbnede vinduet og lænede sig ud og kiggede først til venstre, og så til højre. "Der er altså ikke noget  Molly." sagde hun og rystede på hovedet. Hun satte sig ind igen og tog langsomt selen på igen. "Men der stod altså en pige. Hendes øjne var brune og hendes hår var kulsort!" Jeg hev efter vejret. Cody tog selen af og lænede sig tilbage mod mig. Han lagde forsigtigt sin hånd på min skulder. "Molly tag det roligt. Du så sikkert syner!" Men jeg så ikke syner. Jeg vidste at jeg havde set en pige stå derude på vejen. Men det var ikke bare en pige... Det var pigen. Savannah fortsatte med at køre mens jeg desperat prøvede at samle tankerne. Jeg vidste jo godt hvem den pige var! Der var en larmende stilhed i bilen. Det eneste man kunne høre, var lyden af hjulenes dæk mod den grusede og snævre vej. Pludselig, som et lyn, ramte et minde mig...

 

"Molly! Giv nu slip!" skreg Coco. Jeg havde armene rundt om hende. Men gav så derefter slip. Jeg smilte. "Hvad er der galt?" spurgte jeg. Coco var seks år ligesom mig og sød som sukker. "Jeg kan ikke lide dine onde lege!" sagde hun. Jeg var lidt overrasket. "Okay, okay. Undskyld. Det var jo bare for sjov." sagde jeg og strøg håret om bag mit ene øre. Coco begyndte at græde og kiggede ned i jorden. "Undskyld. Jeg ved godt jeg kan være lidt for hård mod dig nogle gange." sagde jeg trist. Jeg kunne mærke at tårerene strømmede ned ad mit blege ansigt. Men det var falske tårer. Jeg havde nemlig lært at græde falsk, for at folk skulle få sympati for mig. Jeg lagde trøstende hånden på hendes små skuldre. Hun løftede hovedet. Hun så at jeg græd og gav mig et stort kram. "Det gør ikke noget..." Hun pressede sig først endnu hårdere ind mod mig. Men så tog hun sig endelig sammen og slap mig igen. "Bedste veninder for evigt?" spurgte hun. "Bedste veninder for evigt." erklærede jeg. Hendes brune øjne var ikke længere blanke af tårer. Men hendes sorte hår sad klistret til hendes ansigt. Jeg smilte et lusket smil. Jeg var blevet tilgivet... endnu en gang.

 

Tårer strømmede ned ad mit ansigt. Var det her pigen jeg lige havde set ude på vejen? Var det Coco? Hvorfor havde jeg reageret så voldsomt på synet af pigen? Var der noget min underbevidsthed prøvede at fortælle mig? Jeg så sidst Coco, da jeg blot var syv år, så jeg kunne ikke huske noget om hende. Men hun var jo vokset siden dengang. Hun kunne da godt ligne pigen nu, som stod ude på vejen. Pigen fra vejen lignede, at hun var på alder med mig. Så det kunne jo rent faktisk godt være Coco, Nej. Jeg måtte have set syner! Jeg havde jo glemt Coco for altid. Det eneste jeg kunne huske om hende, var fra det erindring glimt jeg lige havde haft. Joyce kiggede op fra sin MP3. "Hvad er der galt?" hviskede hun. Sikkert for at de andre ikke skulle høre noget. Jeg rystede blot på hovedet og vendte mit hoved væk...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...