The friendship that never ended

Molly er en del af skolens populære vennegruppe. Alt i hendes liv ser ud til, at gå glat. Men en dag opdager Molly, at en pige som gruppen mobbede, da de alle var små, er kommet efter dem, for at tage hævn. Men kan hun i tide overbevise sine venner, om at pigen er efter dem? Hvad sker der så, da alle hendes venner begynder, at forsvinde en efter en? Og hvad er den grusomme hemmelighed, som pigen har?

4Likes
12Kommentarer
755Visninger
AA

4. Det gamle og faldefærdige hus

"Molly?" kaldte en hviskende stemme. Det var Cody, som talte til mig. Men jeg kunne ikke se ham, fordi det var så mørkt. Han havde vækket mig. Jeg satte mig op i sengen, og lagde mig til sidst hen på venstre side, så jeg snakkede ansigt til ansigt med Cody. "Det har bare at være vigtigt!" sagde jeg irriteret. Det var ikke min mening at være led mod ham. Men det digitale ur på mit natbord, havde vist at klokken var fire om morgenen. Så jeg var træt og godt sur. "Der er noget jeg gerne vil sige til dig..." sagde han. Mine øjne vænnede sig til mørket, og jeg kunne efterhånden se hans blå øjne, som kiggede lige ind i mine. "Okay. Men kan det ikke vente til i morgen?" spurgte jeg. "Klokken er altså fire om morgenen!" Han sukkede. "Undskyld. Men det er vigtigt." Jeg prustede. Lad ham bare tale et øjeblik. Han lagde sin varme hånd på min iskolde kind, og begyndte at ae den. Jeg blev tavs. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. "Jeg har en gave til dig." Han rakte hånden hen på sit natbord, og lagde derefter en plastic halskæde rundt om min hals. "Jeg ville bare sige... at jeg altså er forelsket i dig." Mine kinder var helt sikkert røde lige nu. Så var det alligevel godt at det var mørkt. Jeg havde altid været lidt lun på Cody. Men jeg var ikke sikker på, om jeg virkelig var forelsket i ham. "Øh... Tak for halskæden." sagde jeg. Pinligt!! skreg jeg inde i mig selv. Men jeg kom til at tænke på noget, som mor sagde til mig, da jeg var tolv, dengang vi havde 'drengesnakken': Hvis du er i tvivl om dine følelser, så kys ham. Hvis han er den rigtige, vil du kunne mærke en vis magi. Men hvis ikke... tja, så er det bedst at vente, og se tiden an...'  Jeg vidste ikke om jeg turde satse. Skulle jeg virkelig? "Hvis du altså ikke er forelsket i mig..." sagde Cody. Jeg tog fat i hans hoved, og kyssede ham på munden. Men der var ikke rigtig nogen 'magi'. Jeg følte mig heller ikke forelsket, da jeg kyssede ham. Så derfor veg jeg tilbage efter nogle sekunder. "Beklager Cody. Men jeg føler ikke rigtig noget magi, når jeg kysser dig." sagde jeg, mens jeg prøvede at lyde total ligeglad. Han fjernede hånden fra min kind. "Hvad mener du?" spurgte han og fnyste, fordi han nok troede jeg lavede sjov. "Lang forklaring. Men jeg er ikke sikker på om jeg kan lide dig." sagde jeg og trak på skuldrene. Jeg vendte mig om og kiggede på uret. Den var ti minutter over fire nu. Jeg rejste mig fra sengen, og tog mit nattøj af og mit tøj så hurtigt på, som jeg kunne, uden at Cody lagde mærke til det, før jeg var færdig. "Hvad laver du?" spurgte han. "Jeg går ud og løber mig en tur." sagde jeg og satte fødderne i mine sneakers. "Så tidligt?!" udbrød han. "Ja. Jeg er et stort morgenmenneske!" sagde jeg. Jeg lagde mobilen i lommen og lukkede langsomt døren. Cody lagde sig til at sove igen...

Da jeg kiggede ind i stuen, fik jeg det største chok i mit liv. "Blaise! Hvad laver du her?!" spurgte jeg chokeret. Blaise sad ved spisebordet. Han havde en sort T-shirt og dyre mørkeblå cowboybusker på. Et glas vand stod ved siden af ham på bordet. "Jeg kunne ikke falde i søvn!" sagde han. Han virkede meget træt. Han sad og stirrede tomt ud i luften. Så fik han en idé. "Du Molly? Hvad med at gå en tur og få noget frisk luft?" spurgte han. Jeg bed mig i underlæben. "Klart." sagde jeg og nikkede. Jeg orkede egentlig ikke en gåtur. Men på den anden side, havde jeg jo sagt til Cody, at jeg ville gå. Så det var jeg jo nød til alligevel. "Fedt. Jeg skal lige hente min jakke." Han gik ind på sit værelse og tog sin læderjakke. Jeg gik med ham. Selvom det var ved at blive lyst, var det stadig lidt uhyggeligt at stå i stuen alene. Inde på værelset faldt Blaise over Savannahs makeup taske. Det var nok til at vække hende. "Blaise hvad har du gang i? Og hvad laver Molly herinde midt om natten?" spurgte hun. "Den er altså kvart over fire. Vi kunne ikke falde i søvn, så vi går en tur. Vil du med skat?" Blaise lå nede på knæ, for at samle al makeuppen sammen. "Nej selvfølgelig ikke!" sagde hun. Hun var godt nok morgensur. Så kiggede hun på min hals. "Hvor har du den fra?" spurgte hun. "Cody gav mig den. Han troede at jeg så ville blive overtalt til at blive hans kæreste." sagde jeg og himlede med øjnene. Jeg kiggede ned på halskæden. Kæden var af jern og smykket var en plastic delfin. Den var ret grim, for at være helt ærlig. Blaise stirrede på den. "Hvor har han købt den?! Jeg kunne købe den samme til Savannah! Hun elsker sådan noget billigt bras!" Han grinte højt, og jeg grinte med. Men Savannah kiggede bare surt på os. "Haha. Totalt sjovt venner!" sagde hun ironisk og lagde sig til at sove igen.

Det begyndte at blive lysere. Blaise og jeg havde fulgt landevejen i mindst en time. Vi havde næsten ikke sagt noget til hinanden. Men alligevel var der ikke nogen pinlig tavshed. Jeg tænkte kun på Coco og Melanie. "Blaise... Jeg tænkte på hende der Coco." sagde jeg og kiggede på ham. I modsætning til Savannah, så han ikke nervøs ud, når jeg spurgte ind til hende. "Ja?" sagde han. Jeg holdt en lille pause. "Ved du om hun og Savannah havde et specielt forhold til hinanden?" Han kiggede undrende på mig. "Der var vidst et eller andet mellem dem. Men du må hellere spørge Savannah selv. Hvorfor spørger du?" Jeg tænkte mig om for at finde på en god grund. Skulle jeg fortælle ham sandheden? "Lover du ikke at sige det til nogen?" spurgte jeg. Han fnyste. "Ja." Jeg rakte min lillefinger hen til hans hånd. "På lillefinger-ære?" spurgte jeg. "Øv! Den kan man jo ikke bryde. Ej. Du ved jeg laver sjov!" sagde han og tog sin egen lillefinger, og rørte ved min. "Du tror sikkert jeg er underlig..." Jeg bed mig i læben og slap hans lillefinger, inden jeg fortsatte med historien. "Men det er som om jeg har set Coco hele tiden på det seneste. Kan du huske da vi sad i bilen og jeg gik i panik? Det var fordi jeg synes jeg havde set en teenager udgave af Coco. Hvad nu hvis hun var her? Hvad nu hvis hun er efter os?" spurgte jeg. Jeg havde forventet at se Blaise grine. Men han tog det rent faktisk alvorligt for en gangs skyld. Måske kunne han se, at jeg virkelig mente hvad jeg sagde? "Jeg ville også, være godt og grundig rasende på os, hvis jeg var hende..." Han kiggede ned i jorden. Jeg rynkede mine øjenbryn. Mit hjerte sad næsten helt oppe i halsen. "Hvad mener du?" spurgte jeg nysgerrigt. Han kom med en lang forklaring. Billeder fløj gennem mit hoved, mens han fortalte historien, sådan som han havde oplevet den...

 

Jeg gik på gangen og var på vej til time. En nørd kom gående hen mod mig, med armene fulde af bøger. "Nørd!" råbte jeg til ham. Han var ældre end mig, men helt klart ikke lige så sej. Drengen løb hurtigt væk. Han var vidst skræmt "Taber." sagde jeg for mig selv. Så fik jeg øje på Savannah. Hun kom ud fra parallelklassen, med en masse af klassens piger i hælende på hende. "Jeg skal lige nået. Gå bare ind imens." sagde hun og pegede ind i klassen. De skuffede piger gik ind igen. Savannah så selvtilfreds ud. Hun nød vidst at være populær. Hun fik øje på mig, og hendes blå øjne glimtede. "Hejsa!" sagde hun. "Hej..." svarede jeg. Hun vendte sig om mod toiletterne. Hvad var en smuk pige som Savannah mon ude på? Det var sikkert bare en tåbelig pigeting. Men jeg var for nysgerrig til bare at fortsætte ned ad gangen. Jeg gemte mig hurtigt bag et skab, som stod helt ind til en væg på gangen. Hun skulle tro jeg var gået. Da hun bankede hårdt på en af dørene til toiletterne, var jeg sikker på hun ikke kiggede over mod skabet. Så jeg stak hovedet ud, for at kigge. Døren blev åbnet og skolens mystiske pige Coco, trådte ud fra toiletterne. "Hvis du virkelig skulle så meget, hvorfor sagde du det så ikke bare?" spurgte hun blidt og smilte et sukkersødt smil. Men Savannah var knap så blid og sukkersød. "Jeg skal ikke på toilettet fjols! Jeg skal tale med dig." Hun greb hårdt fat i Cocos arm og hev hende hen bag den anden side af skabet, end den jeg gemte mig bag. Hvor var jeg heldig! Hun skulle bare have valgt den forkerte side, og så ville hun have set mig. De stod så tæt på, at jeg nu tydeligt kunne høre, hvert et ord de sagde. "Du skal ikke tro du er noget Coco Palms!" snerrede Savannah. En underlig tanke skød gennem mig. Hed Savannah egentlig ikke Savannah Palms? Havde de det samme efternavn?! "Hvad mener du?" spurgte Coco forundret. "Du skal ikke bare tro du får Molly tilbage. Hun er vores nu. Hun er en del af vores gruppe. Og vores gruppe har langt højere rang end dig. Så vi træder faktisk bare på dig, så meget som vi har lyst til!"  Jeg turde ikke stikke hovedet frem, men kunne høre at Savannah gik. Jeg kunne også høre, at Coco græd.

 

"Er du seriøs?!" spurgte jeg chokeret. Blaise nikkede. "Det var helt vildt underligt!" Min mund blev lille og smal. "Men er det der skete, nok til at komme efter os og ønske hævn?" spurgte jeg. Blaise sukkede og lagde en hånd på min skulder. "Jeg ville ønske jeg kunne tro på dig Molly. Men det her er altså bare ikke muligt. Jeg mener... Hun aner jo ikke hvor vi bor, eller at vi tog på ferie... Hun har sikkert allerede glemt hvad vi hedder!" Men jeg vidste, at han tog fejl! Jeg var sikker på det var Cocos hårtot som lå på sædet i den smadrede bil og jeg var sikker på det var hende, jeg havde set på vejen herhen. Hvem skulle det ellers være? Men Blaise troede ikke på mig. Det ville alligevel være spild af tid, at prøve på at få ham til at tro på mig, så jeg gad ikke spilde min tid på det længere. "Du har sikkert ret." sagde jeg, og prøvede at se så skuffet ud så muligt. Han hoppede vidst på den. Jeg kiggede på vejen som en eller anden zombie. Jeg var i mine egne tanker. "Synes du ikke vi skal gå tilbage nu?" spurgte jeg, stadig med blikket rettet på vejen. Blaise tog sin mobil op af lommen og kiggede ned på den. "Klokken er seks. Så lad os bare det." Tænk at vi havde gået så længe! Jeg drejede om på hælen, og tog et skridt frem, da Blaise hurtigt greb mig i armen. Jeg vendte mig om igen og fulgte hans blik. "Se!" sagde han og pegede på et gammelt og faldefærdigt hus i vejkanten. "Hvem gider bo i et hus så tæt på vejen?" spurgte jeg. Men Blaise svarede mig ikke. Han stirrede på det, mens han smilte lusket. "Hvad?" spurgte jeg forvirret. "Skal vi ikke gå ind i det?" spurgte han . "Øh, nej? Hvorfor? Det er jo farligt. Det kan brase ned over os, hvad øjeblik det skal være!" sagde jeg. Blaise kiggede forvirret på mig. Næsten som om han ikke kendte mig. "Er du virkelig Molly? For Molly tør da alt! Er du bange for der er spøgelser derinde?" spurgte han drillende og skubbede lidt til mig. Jeg prøvede at ignorere ham. Jeg elskede spænding og udfordringer. Men det her 'stunt' var altså alt for farligt. "Selvfølgelig er der ikke spøgelser derinde. Men..." Jeg kiggede nervøst ned af vejen. Kunne jeg mon nå at hente hjælp, hvis nu der skulle ske noget frygteligt eller hvis huset skulle brase sammen? Men det her var Blaise altså selv ude om. "Jeg bliver bare herude. Skynd dig!" sagde jeg og puffede ham frem. Han smilte og tog fat i håndtaget på døren og åbnede døren. Den knirkede højlydt. Han holdt døren for mig. Men jeg rystede på hovedet. Han så først lidt skuffet ud, men gik så ind alene. Da døren lukkede bag ham, hørte jeg en underlig klik lyd. Jeg rynkede øjenbrynene. Jeg gik hen til døren og tog i håndtaget. Døren var gået i baglås. "Ingen panik Molly!" sagde jeg til mig selv. Men pludselig hørte jeg et højt råb om hjælp. "Molly!!!" skreg Blaise inde fra huset. Med ét begyndte jeg at slå løs på døren. "Blaise!!" skreg jeg og begyndte at sparke på døren. Bare han ikke var kommet til skade. Jeg stoppede, da jeg hørte en hvæse inde fra huset. Det var en overnaturlig lyd, som skar i ens ører. Kom den fra et dyr? "Hold dig væk!!" råbte Blaise. Jeg hørte den lyd, som man hører når noget rammer et vindue. Den kom fra venstre. Jeg kiggede straks derhen, og så et gammelt lille vindue. Jeg løb hurtigt derhen og tog hænderne op til ruden, så jeg bedre kunne se. "Blaise!!" skreg jeg så højt jeg kunne. Intet svar. Jeg kunne se hverken se Blaise eller dyret (eller hvad det nu var for et væsen). Jeg kastede blikket på vejen. Der var ikke en eneste bil og ikke et eneste menneske. Jeg fortsatte med at banke panisk på ruden. Pludselig kom Blaise til syne. Han var helt henne ved en trappe. Han øjne var fulde af panik og skræk. Han svedte utrolig meget. "Blaise!! Hvad er der galt!!" råbte jeg og bankede fortsat på ruden. Til sidst smadrede den med et brag, og jeg stak hovedet helt ind i huset. Vinduet var for lille til at jeg kunne kravle ind. Ikke så langt fra Blaise, stod en teenager i en grim blomstret kjole og kulsort hår. Mine læber dirrede og jeg kunne ikke få en eneste lyd over mine læber. Endnu et hvæs undslap pigens mund. "Gå!!" skreg Blaise. "Coco!! Lad ham være!" skreg jeg. Men Coco ikke så meget som kiggede på mig. Hendes mørke, overnaturlige og gule øjne fokuserede kun på Blaise. Som når en løve betragter sig bytte. Jeg kunne ikke længere tænke klart. Snart forstod jeg at Blaise var i chok og ikke kunne bevæge sig. Coco gik langsomt hen mod ham. Der var intet at gøre. Jeg bukkede mig ned, og samlede en stor sten op fra den tørre græsplæne. Jeg rejste mig op igen, og fyrede stenen af, så hårdt jeg kunne. Men nu var Coco forsvundet... Det samme var Blaise...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...