A broken soul is hard to heal - {1D}

How can a broken soul, love like it have never been broken?
Kaitlin finder en sød familie i London som hun skal være Au Pair hos. Kender I det når man lige skal falde til et nyt sted? Det gør Kaitlin. Men det er svært at falde til når man lige støder ind i den berømte Zayn Malik. Hun begynder at få følelser for ham men er de gengældt? Hun tror hun umuligt kan blive elsket så derfor vælger hun at betragte ham kun som en ven. Men følelserne er for stærke. Vil hendes sår på sjælen holde hende tilbage?
Hun får nye bekendtskaber. Både gode og dårlige. Vælger hun den rette vej?
Kan hendes nye rigtig gode veninde hjælpe hende ud af de problemer hun har bragt sig selv ind i?

16Likes
50Kommentarer
2197Visninger
AA

23. en ubuden gæst

Kaitlin’s synsvinkel

 

Jeg vågner og kigger bare op i loftet. Der er en sort plet. Helt ene og alene. Ligesom jeg føler mig til tider. Tankerne fra igår hober sig op. Perrie og Zayn skal i biffen. Som venner. Håber ikke hun gør noget upassende, eller at han gør. Tænk hvis han ’kommer til’ at kysse hende? Det har jeg jo hørt så mange historier om fra mine veninder derhjemme. Deres ekskærester, der har været utro og alt det pis. Jeg har altid været den der skulle rydde op efter de svin. Zayn har bare ikke at knuse mit hjerte! Hvorfor har jeg et hjerte? Hvorfor har gud givet mig den svaghed? Hvorfor kan jeg ikke gå igennem livet uden smerte? Smerte er noget lort. Jeg vil ikke forbyde Zayn at gå ud med hende på fredag, men jeg er bange for at jeg bare bliver knust hvis han gør. Han sidste besked igår: ’Ellers kan vi to bare hygge hjemme hos mig med film? :*’ Tanken om os to alene hjemme hos ham, skræmte mig lidt igår. Det gør den stadig. Jeg bliver nervøs og helt stakåndet, når jeg er i nærheden af ham. Og jeg tror jeg vil falde på røven igen hvis vi skal være alene. Jeg er meget usikker. Jeg valgte, ikke at svarer ham igår, da jeg ikke vidste hvad jeg skulle svare. Det kunne have været forkert at skrive jeg gerne vil på diskotek med det samme, og det ville lyde som om jeg helst ville undgå at være alene med ham. Så vil han sikkert tro at jeg bruger ham for at blive kendt og alt muligt pis, at jeg leger med hans følelser og alt muligt. Det vil jeg jo ikke. Jeg kan jo rigtig godt lide ham. Mere end jeg egentlig troede jeg nogensinde ville være i stand til. Troede aldrig jeg kunne føle noget som det, jeg føler for Zayn. Troede aldrig jeg ville blive forelsket. Men det er jeg nu. Jeg er forelsket i Zayn Malik. Det kan jeg ikke komme uden om.

Jeg går nedenunder og ud i køkkenet. Klokken er ikke særligt meget. Den er kun 7.00. Jeg skal følge børnene i skole i dag. Jeg tager mælken ud af køleskabet og lukker lågen. Mit hjerte hopper af forskrækkelse. Kat står bag lågen til køleskabet.

”Godmorgen!” siger hun frisk og hoppedanser (Altså det der når man ikke løber men bare danser og løber og hopper langsomt rundt, ved ikke om I gør sådan noget, men det gør jeg tit når jeg er i godt humør) nærmest rundt i køkkenet.

”Er du gal, hvor blev jeg forskrækket Kat” siger jeg helt åndeløst. Jeg får langsomt vejret igen.

”Undskyld, det var ikke med vilje” siger Kat og nulrer lidt sin hvide natkjole af silke.

Vi hjælpes ad til at dække bord, som vi plejer at gøre. Det er blevet noget af en vane. Mig og Kat er bare A-mennesker. Alting er hvad det plejer at være. Undtaget min selvtillid. Den er i bund. Hvorfor er jeg så usikker og jaloux? Han er forhelved’ vild med mig. Ikke? Lad vær med at stille spørgsmålstegn ved det! Selvfølgelig er han det. Ellers havde han jo nok ikke kysset dig og alt muligt. Det gør venner ikke. Eller det gjorde nogen af mine veninder da med deres venner. Men ikke mig. Måske Zayn er sådan? Er jeg bare en kysseven? Nej slå den tanke ud af hovedet. Jeg skal være selvsikker! Men jeg er så usikker på mig selv. Er jeg god nok? Er jeg pæn nok? Er min røv for stor? Og jeg kunne blive ved. Jeg hader nogle gange mig selv for at være så usikker. Jeg plejer ikke at vise verdenen at jeg er usikker, men Zayn får min facade til at smuldre. Jeg bliver usikker og bange. Jeg plejer at være selvsikker og modig. Har det bare altid været en stærk facade? En løgn som jeg selv var så overbevist af? Har jeg været så såret, at jeg har haft været nødt til at skjule mit indre? Alle minderne fra min barndom popper op i mit hoved. Jeg hader hvad jeg har prøvet. Hvad jeg har været udsat for. Hvordan mine forældre er. De er ikke de fedeste at bo sammen med kan man vel sige. Min far der altid drak og var voldelig overfor mor og mig. Min mor der altid lod ham gøre det. Tårerne presser sig på. Nej jeg vil ikke lade min facade smuldre. Den skal tilbage på plads. Jeg kan ikke lade Zayn komme for tæt på. Han er allerede kommet forbi min skal (ind under min hud). Layla er ikke en gang kommet derind endnu. Stoler jeg ikke nok på dem til at lukke dem ind? Tror jeg at jeg nogensinde bliver klar til at lukke dem ind? Har jeg travlt? Skal de lukkes ind med det samme, eller vil jeg miste dem hvis jeg ikke gør? Et liv uden dem vil være forfærdeligt. De er mit liv. Uden dem vil jeg visne hen. Men er jeg klar til at give slip og lade dem komme ind? Og hvor langt ind kan jeg lade dem komme ind? Uden at jeg brænder mig og fortryder det? Vil jeg fortryde det?

Nu det nok. Alle de tanker giver mig migræne! Jeg har brug for at komme væk fra alle disse mærkelige tanker. Layla. Gad vide hvad hun laver lige nu? Måske hun vil med hen i centeret og shoppe? Det vil være hyggerligt. Jeg bestemmer mig for at ringe til hende. Hmm kigger på klokken. Den er næsten halv ni.

”Hey smukke, hvad skal du i dag? Laver du noget lige nu?” spørger jeg da hun har sagt hej. ”Næh egentlig ikke. Har ikke timer før senere” siger hun. Perfekt, så skal der shoppes! ”Vil du med hen i centeret?” spørger jeg spændt og venter på at hun siger ja. ”Kan det ikke lige vente lidt? For laver lige noget” siger hun lidt fraværende. Hvad laver hun mon? ”Hvad laver du da?” spørger jeg interesseret. ”Er lige sammen med en anden veninde” siger hun så til sidst. Hmm hvem skal jeg så tage med i byen? ”Okay bare i orden” siger jeg så bare.

”Hvad med om 2 timer? Så mødes vi i centeret?” siger Layla i telefonen. ”Det er en aftale!” siger jeg begejstret og ligger på.

Nå men hvad skal jeg så lave nu? Børnene afleverede jeg jo ligesom for en time siden. Så hvad kan jeg lave i to timer? Hmmm jeg har en idé. DANCEPARTY!

Det ringer på porten, der er kun gået 1 ½ time. Mon det er Layla der ikke kan vente med at tage i centeret?

Jeg kigger ud af vinduet. Til min store frygt. Det er ikke Layla. Nej det er. Ana. Hvad laver hun her?

”Ja? Hvad vil du?” siger jeg i telefonen ned til porten.

”Du skylder mig noget” siger hun med en hæs stemme. Hun lyder sur og irriteret.

”Hvad skylder jeg dig Ana?!” siger jeg irriteret og vred. Hvor vover hun at komme her? Hun har intet at gøre her. Hende og hendes puppydog, skal bare holde sig langt væk fra mig!

”Du skylder mig penge for alt det hash og stoffer du har nasset af mig!” siger hun.

”Hvor meget skylder jeg dig?” spørger jeg endnu mere irriteret og forfærdet end jeg plejer, når jeg tænker på hende.

”580 kroner” siger hun.

”Fint, jeg kommer ned med pengene til dig. Og så lader du mig være!” råber jeg ind i telefonen.

”Fint!” siger hun og ligger på.

Jeg finder min pung og finder nogle penge frem. Fuck har kun en 500 seddel. Jeg må skylde hende resten til på fredag, når jeg får penge igen.

Jeg går nedad mod lågen. Hvert et skridt føltes som om jeg træder på glasskår. Hende jeg skal hen mod og give penge, har virkelig såret mig og udnyttet mig hvis man kan kalde det det. Hun har gjort mit liv surt. Ligesom Laylas liv er blevet siden Ana tog hendes kæreste fra hende. Lige foran Layla. Kvalmen sniger sig op i halsen på mig igen. Hun er forfærdelig.

”Har kun 500 kroner. Du får resten på fredag” siger jeg og rækker hånden ud gennem portens tremmer. Hun tager fat i min arm og hiver min arm ud mellem tremmerne. Hun tager en kniv frem. Hvad fuck er der galt med hende? Hun skal fanme ikke skære mig!

”Det håber jeg! For ellers” siger hun og ligger langsomt knivbladet på min arm. Jeg prøver at hive den til mig.

”Ah ah ah. Det vil jeg ikke gøre hvis jeg var dig” hører jeg en stemme sige. Jeg vender hovedet hen i retningen af der hvor stemmen kommer fra. Det er stodderen.

”Hvad laver han her?” spørger jeg Ana om.

”Tjo han vil vel bare se på” siger hun med et ondskabsfuldt smil. Stodderen stryger sin hånd igennem sit halvlange blonde hår og smiler til mig. Klamt.

”I får jeres penge på fredag ok?” siger jeg og vil bare gerne væk.

”Det håber jeg. For dit eget bedste” siger hun og kigger hen på stodderen. Fra nu af tror jeg at jeg vil kalde hende for: Kællingen. Det er mere passende.

”Det lover jeg. Lad mig nu gå” beder jeg næsten om.

Kniven strejfer min arm og efterlader et lille, ikke så dybt sår.

”Fint, men hvis du ikke hoster op med 100 kroner på fredag, så kan du vente dig” siger kællingen og slipper min arm. Jeg tager min arm til mig. Den bløder.

”100 kroner? Du sagde 580?”

”Det kaldes renter smartass” siger stodderen. Det ved jeg squ da godt det kaldes. Du er squ da ikke særlig skarp hva’ dreng?

”Det kunne jeg godt regne ud” siger jeg hårdt og skuler ondt til ham. Han sender et irriteret og endnu mere ondt blik tilbage. Eow. Han er så klam at han burde bo på en losseplads. Det samme med Kællingen.

De går deres vej. Jeg venter med at gå op mod huset. Jeg vil ikke vende ryggen til de to. Da de er ude af syne, går jeg op mod huset. Min arm bløder en del. Det er åbenbart dybere end jeg først havde regnet med. Det svirrer. Blodet løber ned langs håndleddet. Jeg presser min anden hånd rund om såret for at stoppe blødningen. Min mobil vibrerer. Jeg har fået en besked. Jeg kan ikke kigge på den. Jeg har hænderne fulde, kan man vel godt kalde det. Pis altså. Sikke noget lort jeg har bragt mig selv ind i. Hvem kan man stole på nu til dags? Tænk at Kællingen kendte stodderen? Hvem er til at stole på? Er Zayn? Er Layla? Mon jeg kan snakke med de andre drenge om sådan noget? Måske de vil være nemmere at snakke med? Da jeg ligesom ikke er helt ude hvor jeg ikke kan bunde, i deres selskab. Det er svært for mig at snakke med Zayn om alle de ting. Måske jeg har nemmere ved at snakke med Harry om det? Jeg har jo plapret løs til ham flere gange. Jeg tror jeg er nødt til at gøre et forsøg. Jeg finder en førstehjælpskasse ude i skabet i gangen. Klipper et stykke plastre og tager det på. Må nok hellere tage en langærmet på. Det ser ikke så godt ud at gå rundt sådan her. Og vil ikke have folk stiller spørgsmål og konklusioner om hvor stabil jeg er og sådan noget. Det ligner nemlig, at jeg har cuttet i mig selv. Hvilket jeg aldrig kunne finde på.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...