A broken soul is hard to heal - {1D}

How can a broken soul, love like it have never been broken?
Kaitlin finder en sød familie i London som hun skal være Au Pair hos. Kender I det når man lige skal falde til et nyt sted? Det gør Kaitlin. Men det er svært at falde til når man lige støder ind i den berømte Zayn Malik. Hun begynder at få følelser for ham men er de gengældt? Hun tror hun umuligt kan blive elsket så derfor vælger hun at betragte ham kun som en ven. Men følelserne er for stærke. Vil hendes sår på sjælen holde hende tilbage?
Hun får nye bekendtskaber. Både gode og dårlige. Vælger hun den rette vej?
Kan hendes nye rigtig gode veninde hjælpe hende ud af de problemer hun har bragt sig selv ind i?

16Likes
50Kommentarer
2180Visninger
AA

7. bekymret Zayn

Kaitlin's synsvinkel

 

Jeg vågner stille og roligt og ser så Zayn stå for enden af min seng. Jeg sætter mig op med benene ud over sengekanten. Han sætter sig ned ved siden af mig og kigger mig direkte i øjnene. Hans øjne lyser af begær og lyst. Han kigger ned på mine læber. Jeg kan ikke lade være med at bide mig nervøst i min læbe. Han læner sig frem mod mig og jeg lukker øjnene. AV! han bed mig i halsen. Langsomt kan jeg mærke noget indeni mig, der flyder med blodet.

 

Jeg vågner med et spjæt. Jeg ser ALT FOR MEGET TWILIGHT! Solen lyste ind af vinduet. Glemte at trække for igår aftes da jeg var kommet op på værelset. Jeg nåede kun lige at børste tænder og fjerne makeup. Så var jeg ellers bare gået ud som et lys da jeg landede i sengen.

 

Uh tanken om Zayn som vampyr er squ da lige noget af en lækkerbisken.

 

Mad.

 

Nu er jeg lækkersulten.

 

Haha det minder mig om dengang jeg blev lækkersulten midt om natten, så jeg endte med at gå ned i døgnkiosken og tømme butikken for slik! Ej okay måske ikke lige tømte den men jeg købte fanme meget! For over 150 kr! det vil sige mere end 1 1/2 kilo slik!! Haha fuck hvor var jeg klam den nat.

 

Nå anyway tilbage til Zayn! Fuck hvor er han lækker! Kunne næsten ikke gå alene ind igår. Jeg ville allerhelst have inviteret ham med ind men han ville sikkert have synes jeg var mærkelig. Gad vide hvorfor han egentlig have spurgt om han måtte joine mig igår i parken? Mon han bare havde brug for en lille tur og noget frisk luft? Og bare synes det ville være hyggeligt at have mig at snakke med? Eller ville han bare være sammen med mig? Alle de spørgsmål giver mig snart migræne. Ej det tror jeg faktisk ikke de kan, men det siger vi bare.

 

Døren til mit værelse bliver åbnet.

Kat banker på imens hun kommer tøvende ind. "Hvem var det der fulgte dig hjem igår?" Spørger hun mig med et oprigtig interesseret blik. "Bare en dreng" siger jeg så overbevisende som overhovedet muligt, da jeg kan mærke en svag varme i mine kinder. "bare en dreng?" siger hun som om hun ikke helt er overbevist. Varmen bredder sig og bliver varmere. Jeg må ligne en tomat i hovedet lige nu. Jeg kan simpelthen bare ikke skjule, at jeg er vild med ham. Kat sætter sig ned ved sidden af mig i sengen. "Du kan virkelig godt lide ham!" siger hun og trækker mig ind i et knus.

Jeg fortæller Kat alting. Men undlader lige at fortælle hvem han er. Ved ikke om jeg må fortælle det? Hvad nu hvis folk fandt ud af det?

 

Kat og jeg går ned i køkkenet og spiser med familien. De sidder alle sammen og smiler til mig. Hvad er der sket? Hvad er det jeg ikke ved?

Jeg spørger måske lidt hårdt om hvad der er galt siden de glor på mig. Jerry kigger ned i sin tallerken. Karin svarer så: "vi så dig kysse ham drengen igår aftes" hvad? Øhm hvad skal jeg dog svare til det? "øhm.." Får jeg til sidst fremstammet. "Det er skønt at se du allerede har fået nogle nye bekendtskaber, men lad nu ikke drengen stige dig til hovedet" siger hun så inden jeg når at finde på noget at sige. For sent. Han er allerede kommet ind under huden på mig. Tror jeg? Er det ikke det man siger når man har det som jeg har det lige nu? Det ved jeg ikke. Jeg har jo aldrig prøvet noget lignende.

 

Zayn sætter sig ned på bænken ved siden af mig. Jeg kigger på hans perfekte læber. Jeg læner mig frem mod ham. Jeg kan mærke hans bløde læber mod mine. Jeg skiller hans læber ad med min tunge og udvikler kysset til snav. Min mave hopper og danser. Det føles som om at der flyver tusindvis af sommerfugle rundt indeni min mave. "Kaitlin!" Hører jeg en stemme sige.

 

Hvad fanden er der galt med mig? Jeg sidder og dagdrømmer om Zayn og jeg der kysser. Den varme følelse i min mave snurrer rundt og rundt. Jeg savner ham.

 

Lige nu sidder jeg i parken og kigger ned mod søen hvor en Svanemor og hendes ællinger svømmer rundt. Men jeg kigger hen mod stien hvor stemmen kom fra. Det er Zayn. Mit hjerter hopper helt op i halsen. Min Zayn er her. Eller han er jo min. Ønsketænkning. Vent han ser sur ud? Hvad nu?

"hvad laver du her?" spørger jeg ham om. "ledte efter dig. Jeg troede der var sket dig noget! Du har ikke svaret på mine beskeder. Jeg blev helt bange" sagde han helt ude af den og med et vredt og alligevel glad udtryk i ansigtet. Han havde været bange? Altså hvad sker der lige for folk?! Hvorfor skal alle blive så fucking bekymret hele tiden. Jeg er da ikke bekymret. Jeg tænker at folk skriver når de har tid. Jeg er unormal jeg ved det. Men jeg ser ikke nogen nytte i at sidde og næsten rive sit eget hovedet af, af bekymring. Og så er de helt uskadte. Nogen siger jeg bare ikke føler noget for nogen og ikke tænker på dem, fordi jeg ikke er bekymret. Til tider føler jeg heller ikke savn. Men jeg savner hele tiden Zayn. Han er den første person jeg nogensinde rigtig har savnet. Måske han så er den eneste jeg nogensinde rigtig har elsket? Men altså tilbage til bekymring. De er jo så helt uskadte og man har været ved at begå selvmord på grund af bekymring. Men så er det bare fordi mobilen løb tør or strøm eller sådan noget, og så føler man sig dum, over at man har flippet så meget ud over sådan en lille ting. Ups jeg glemte jo at sætte min mobil til opladning igår! Så kan jeg bedre forstå det. Eller nej det giver stadig ikke mening. Hvorfor er han bekymret for mig? Og hvorfor føler han sig nødsaget til at finde mig? Og hvorfor er han vred? Jeg forstår det ikke. "Ved du hvor bekymret jeg har været?!" Snerrer Zayn så og river mig væk fra alle de her irriterende tanker. "Nej? Hvorfor har du egentlig været bekymret? Jeg glemte bare at sætte mobilen til opladning igår, undskyld men hvad rager det egentlig dig?" Sagde jeg fornærmet. "Hvad det rager mig?!" Lyder det vredt fra Zayn. "det ved jeg ved Gud grød ikke men ville da gerne have bare kunne komme i kontakt med dig!" Fortsætter han. "Hvad er der galt med dig?!" Snerrer jeg af ham. Han har ingen ret til at stå og nærmest råbe af mig. Det her er simpelthen for mærkeligt. Hvad går der af ham? Jeg vender rundt og prøver at gå, da jeg ikke magter at tale med ham når han er i det her humør. Tårerne presser sig på. Hvad er der sket? Jeg sad i det ene øjeblik og dagdrømte om at vi kyssede og i det næste er vi oppe og skændes. Jeg kan ikke forstå det. Hvorfor skal vi råbe af hinanden. Det kommer der jo ikke noget godt ud af.

Hurtig bliver jeg trukket tilbage til virkeligheden, da jeg kan mærke en hånd om min arm. Ham vender mig om og kigger mig i øjnene. Jeg kan ikke se ham i øjnene. Han er vred og det gør ondt at se ham sådan. Jeg har jo ikke gjort noget for at han skulle blive gal. "Se på mig!" kommanderer han. Da jeg ikke kigger op på ham, tager han fat i min hage og skubber mit hoved opad så jeg kigger på ham.

 

Zayn's synsvinkel

 

Jeg er ved at gå ud af mit gode sind af bekymring. Jeg er alene herhjemme og kan ikke stoppe med at tænke på Kaitlin. Mine tanker ryger tilbage til aften igår. Den følelse da hun kysser mig på kinden. Jeg har skrevet utallige beskeder til hende og ringet flere gange men hun svarer ikke. Hendes mobil er slukket.

Frustreret formår jeg at smadre en lampe fordi jeg var så vred over at hun gør mig så bekymret. Hvorfor kan hun for helvede ikke lige tjekke sin mobil. Jeg har brug for luft, så da Liam spørger om jeg vil med i biffen siger jeg ja. 

 

Vi er på vej hjem fra biografen da jeg får øje på en pige med langt brunt hår, der sidder på den bænk hvor Kaitlin og jeg sad igår. Tanken gør mig trist og glad på samme tid. Glad fordi det var en fantastisk aften. Og trist fordi jeg ikke ved hvor hun er.

 

Jeg kigger på Liam der går ved siden af mig og han kigger uforstående på mig. Men det kan jeg godt forstå. Han ved ikke, at jeg har været helt ude af den hele dagen, af bekymring fordi hun ikke har svaret på mine opkald eller beskeder.

Vi går tættere hen mod bænken og jeg kan bedre se hvem det er der sidder der. Det er hende. Jeg går med raske skridt hen mod hende og kalder hendes navn.

Da jeg går hen til hende spørger hun hvad jeg laver her? Forhelvede jeg har prøvet at komme i kontakt med dig hele dagen. Jeg mærker at min vrede bliver mere intens. "ledte efter dig. Jeg troede der var sket dig noget! Du har ikke svaret på mine beskeder. Jeg blev helt bange" siger jeg helt ude af den. Hun står og tænker over et eller andet og det gør mig endnu mere vred. Hvilket jeg troede ikke var muligt. "Ved du hvor bekymret jeg har været?!" spørger jeg med spydig stemme "Nej? Hvorfor har du egentlig været bekymret? Jeg glemte bare at sætte mobilen til opladning igår, undskyld men hvad rager det egentlig dig?" siger hun som om hun er ligeglad med mig "Hvad det rager mig?!" Jeg kan mærke at min puls dunker hurtigere "det ved jeg ved Gud grød ikke men ville da gerne have bare kunne komme i kontakt med dig!" Råber jeg frustreret "Hvad er der galt med dig?!" Snerrer hun ad mig.

Hun vender sig om og gør klar til at gå, men jeg hiver fat i hendes arm og trækker hende tilbage. "Se på mig!" Kommanderer jeg. Hun kigger ikke et eneste øjeblik op, så jeg sætter to finger under hendes hage og skubber hendes hoved op så hun kigger på mig.

Jeg kigger hende ind i øjnene. Hun ser helt såret ud. Har jeg gjort noget forkert? Er hun såret fordi jeg er sur? Kan hun ikke se hvad hun gør ved mig? Jeg er helt ude af den. Jeg kigger surt på hende. Hun skal vide hvor bekymret jeg har været. Var så bange for at der var sket hende noget. Mennesker kigger på os men jeg er ligeglad. Det er mest gamle mennesker så jeg tror ikke at de ved hvem jeg er. Det er skønt at ikke alle ved hvem man er en gang imellem så man kan være alene i offentligheden til tider. Især når man står og skændes i en park.

 

Jeg kan ikke få et ord ud af min mund. Jeg står som limet fast til jorden. Har jeg såret hende? Var det fordi jeg råbte af hende? Hun siger: "Slip mig! Lad mig være!" Og med de ord river hun sin arm ud af mit greb og går sin vej.

 

Jeg står og glor ud i luften. Det var ikke meningen det her skulle ske. Fuck hvad har jeg gjort. En hånd på min skulder river mig ud af mine tanker. Liam ser spørgende på mig men jeg kan ikke sige noget. De ord hun sagde til mig var som at få en knytnæve i maven.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...