Umulig kærlighed.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 29 apr. 2013
  • Status: Igang
En fyr ved navn Jake, går i skole med verdens flotteste pige. Han vil gøre alt for at skaffe hende, men hun er helt igennem umulig. Hvordan kan en fyr, som vasker graffiti af skolens vægge, ende op med skolens populæreste pige? Og hvis han får hende, er der så overhovedet nogle chance for, at de kan blive sammen?

2Likes
3Kommentarer
347Visninger
AA

4. Kapitel 4. Mexico.

Hun har været sur på mig i lang tid nu, bare fordi jeg gjorde den lille fejl. Nu er der ikke lang tid til, at hun skal til Mexico. Jeg kommer til at savne hende inderligt meget. Jeg må vel drukne mig i mine venner, til jeg glemmer hende. Hvad ellers kan man gøre. Jeg sad på cafeen, da hun kom gående og satte sig ved siden af mig. Hun bad mig om at tage med til Mexico. Hun sagde også, at hun var ked af, at hun havde været så fraværende og sur, men at hun bare ikke forstod min reaktion den anden dag. Jeg forklarede hende det ret simpelt, så jeg tror hun forstod det efter noget tid. Jeg aner det ikke, jeg er ikke hende og jeg kan ikke læse tanker. Men jeg kan ikke se, hvorfor jeg skulle tage med, når alt er her. Mine venner, skole og dermed uddannelse. Jeg rejser ikke, i håb om at få et bedre liv, bare fordi jeg går på en anden skole. Jeg er tilfreds, med alt det jeg har. Jeg forstår virkelig ikke hendes far. Sådan jager hende væk. Ikke at han burde skamme sig, men han burde overveje mulighederne. Jessica har det nok meget bedre her end i Mexico. Han har sikkert sovet under en sten, det sidste stykke tid. Men nej, jeg bebrejder ham ikke. Han vil det bedste for Jessica, og det er sejt af ham. Jeg er sikker på, at han er en god far. Selvom Jessica vil ikke snakke med ham, hun har simpelthen besluttet sig for at lukke ham ude af sit liv lige nu. Jeg sidder her på mit værelse, på en stol. Tænker tingene igennem. Tager en beslutning. Men jeg behøver ikke tænke langt, bare fordi jeg skal overveje en ting – altså, det at tage med Jessica. Jeg elsker hende rigtig meget, men jeg vil ikke miste det jeg har nu. Det håber jeg hun forstår.

 

Jeg bevægede mig udenfor. Jeg anede ikke hvorhen jeg skulle, men jeg gik. Luften var utrolig kold, men der var ikke den store blæst. Vejret var ret roligt, bortset fra at kulden skar lidt i lungerne. Jeg har aldrig været den store atlet. Jeg bevægede mig hen forbi Alvik's hus. Mon Jessica var hos en veninde, eftersom hun havde udelukket hendes far? Jeg vidste det ikke, jeg havde ikke spurgt. Havde ikke bekymret mig. Jeg gik hen og bankede på deres dør. Tænkte, at jeg ligeså godt kunne prøve. Jeg havde ikke snakket specielt meget med hendes far, så jeg ville gerne tage chancen. Han kendte mig faktisk ikke, men det burde han. Jeg er en forstående, rolig person, som elsker hans datter og som vil hjælpe ham. Døren blev åbnet, og deri stod Alvik.

”Jeg kommer for at sige undskyld. Jeg ved ikke præcist hvorfor. Jeg tager ikke med deres datter til Mexico” Han var måske imponeret over mig, men jeg ved ikke om han kunne klare, at Jessica blev voksen.

”Det er fint, jeg behøver ikke undskyldninger” Han lød meget forstående. Som om at han havde lyst til at sige undskyld selv. Han havde vidst fortrudt, at sende sin datter væk. Nu havde han mistet hende.

”Hun er her stadig, vil du snakke med hende?” Eller .. mistet hende, sådan næsten. Jeg nikkede.

”Ja, tak” Han pegede ovenpå, hvorefter jeg gik derop. Jeg bankede på døren indtil Jessica. Der var ikke så meget lyd derinde fra. Jeg åbnede døren, efter noget tid uden svar. Jeg lukkede døren efter mig. Da hun så det var mig, rejste hun sig glad op fra sengen af begejstring. Hun skyndte sig hen, for at give mig et kram, som jeg gengældte.

”Hej, skat” sagde jeg og kyssede hendes pande.

”Du er nødt til at tilgive din far. Han holder af dig, og man kan tydeligt se, at han er trist” Jeg følte mig dum, når jeg sagde den slags. Som om jeg var et slags bud, som hendes far ikke anede noget om alligevel.

”Han er tilgivet for længst” Hun smilede til mig.

”Jamen, du lå der og .. Var du ikke trist?” Hun rystede på hovedet, da jeg spurgte. Hun var utrolig, forbavsende glad. Hun kyssede mig på munden.

”Skat, jeg tager ikke afsted. Jeg bliver her!” Jeg stod tavs med åben mund, jeg var så helt igennem glad, men samtidig var jeg meget usikker, da jeg ikke troede, at jeg hørte rigtigt.

”Jeg elsker dig” sagde hun. Da vidste jeg, at hun mente det. Hun lavede ikke bare sjov. Alt dette besvær, for at få en pige, der burde være umulig. Nej, hun havde vidst altid haft et godt øje til mig. Sammen stod vi, og sammen skulle vi være.

”Jeg elsker også dig”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...