Umulig kærlighed.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 29 apr. 2013
  • Status: Igang
En fyr ved navn Jake, går i skole med verdens flotteste pige. Han vil gøre alt for at skaffe hende, men hun er helt igennem umulig. Hvordan kan en fyr, som vasker graffiti af skolens vægge, ende op med skolens populæreste pige? Og hvis han får hende, er der så overhovedet nogle chance for, at de kan blive sammen?

2Likes
3Kommentarer
395Visninger
AA

1. Kapitel 1. Skaf daten.

Jeg har aldrig noglesinde, følt mig så skør. Forvirret var jeg også, det var underligt. Hendes lange blonde hår, havde den flotteste glans, jeg længe havde set. De lyseblå øjne lyste et helt rum op. Hun var eftertragtet af alle, jeg havde ikke en chance. Men eftersom jeg ingenting kunne tabe, kunne jeg ligeså godt tage chancen og kaste mig ud i det. Snak med hende, hun er sikkert ligeså dejlig som hun ser ud. Nej, nej.. det var ingen hemmelighed, at jeg var genert. Jeg var så fandens genert, at det sprang ud af øjnene, hver gang jeg lagde et blik på pigen. Og forresten, så hed denne pige Jessica. Et smukt, enkelt, men flot navn, til den skønneste pige. Jeg burde virkelig gå hen og sige hej, det burde jeg. Hvis bare jeg turde. Tag modet til dig Jake! Du kan gøre det her. Selvom jeg sagde det til mig selv, havde det nærmest ingen virkning. Et lille næveskub ramte min skulder, så jeg kiggede mig til siden. Der stod min ven, Brad. Jeg sukkede.

”Savler man stadig over Jessica? Du burde glemme hende. Du har ingen chance man!” Sagde Brad til mig. Det slog mig lidt til gulvet, da jeg vidste at han havde ret. Jeg havde absolut ikke en eneste chancen. Hvorfor så og dagdrømme om den slags alligevel? Det er bare tom kærlighed, er det ikke?

”Ja, det gør jeg vidst. Håbløst” Jeg stirrede stadig betaget på Jessica, og jeg overvejede kraftigt at gå dig hen. Man skal vel tage det første skridt. Jeg gik hen mod hende og lod Brad stå tilbage. Han vidste godt, hvad jeg havde gang i. Men pludselig ramte jeg ind i en, inspektøren. Selvfølgelig.

”Jeg tolerer ikke grafitti i min idrætshal! Og du ved godt, at uanset hvad du gør, så ved jeg, at det er dig. Det er altid dig” Hans blik sugede livet ud af mig. Øjnene stirrede så kraftigt, som om at han ville dræbe mig. Måske var han sikkert træt af mig. Hvem var ikke det.

”Det var ikke mig” stod jeg der og påstod. Det var mig, men når der alligevel var tusindvis af banditter rundt omkring, hvorfor skulle jeg så altid have skylden? Jeg kunne sagtens gøre noget godt ud af mig selv, hvis bare alt den skældud stoppede, men nej. Inspektøren og lærerne skulle trods alt være besværlige! Det var deres image, hvorimod mit var .. vel, ret skidt.

”Det nytter ikke, at du står der og lyver for mig! Brug din tid på noget fornuftigt!” Han smed mig en spand med vand og sæbe i, så det sprøjtede op på mig. Jeg kiggede trættende på ham, men tog imod spanden og bevægede mig imod idrætshallen.

”Og husk nu din eftersidning” et kækt smil lå på inspektørens læber, da jeg kiggede tilbage på ham. Jeg løftede et øjenbryn, da jeg fandt ham så uendelig tåbelig. Jeg stod nu og kiggede på væggen, hvor jeg havde lavet det flotte hærværk. Jeg steg op på stigen med spanden. Tænk, at jeg skulle bruge tid på at vaske det af. Det tager jo timer! Jeg tog svampen, som også lå i spanden, trykkede blidt på den og slog den op mod væggen, hvorefter jeg skrubbede til, i håb om at graffitien snart var helt væk. Sådan er det altid. Jeg mister altid mine chancer, for at sige hej til Jessica. Selv Brad synes jeg er åndssvag. Jeg sukkede tungt, imens jeg bare forsatte med at skrubbe. Efter en time, kom hun ind i idrætshallen. Jeg faldt i staver over hendes smukke udseende. Hendes hår sjaskede frem og tilbage i den vind, der ikke engang fandt sted. Hun var så vidunderlig. Pludselig stod jeg og slingrede lidt frem og tilbage, og pludselig faldt jeg. Jeg faldt ned af stigen, med spanden som røg lige efter mig. Der lå jeg på gulvet, plaskvåd. Pigen skænkede mig et blik, men gik derefter videre. Wow. Nu anses jeg da virkelig som klodset, for hendes vedkommende, tænkte jeg. Jeg rejste mig op og rystede lidt på armene, der var beklædt med en tung, våd trøje. Jeg sukkede, alt gik bare galt for mig lige nu. Alt var forkert. Det var alt sammen tåbeligt. Jeg havde stort set fået alt graffitien af, så jeg bevægede mig bare ud af lokalet og derefter op på kontoret, hvor jeg sad til jeg fik fri og længere endda. Og så med vådt tøj på, hvilket bare gjorde alt meget værre. Jeg var så træt af denne skolegang. Jeg ville bare videre i livet, med Jessica. Jeg ville holde Jessica i hånden, på vej ind til et bedre liv. Men så igen, jeg drømmer. Drømmer alt for meget. Inspektøren kom gående, med et strengt blik i øjnene.

”Du må gerne forlade skolen” Jeg begyndte at smile kikset, da han sagde det, bare for at irritere ham og gå ham på nerverne. Jeg rejste mig op og gik. For hvert skridt jeg tog, endte der en våd klat, der var formet som min fod – sko. Så kunne inspektøren lære det, sådan at sætte mig til den slags. Er det ikke det man har rengøringsdamer til, om jeg må spørge? Men selvfølgelig skulle alt gøres så ekstremt besværligt for mit vedkommende. Alt var min skyld, bortset fra alt det gode der sker. Ja, det var jo inspektørens skyld. Han var jo ih så dygtig. Da jeg kom udenfor, stødte jeg ind i Jessica. Hun sagde med strenge ord,

”Ew, se dig dog for”. Måske lidt anstrengt. Hvad kunne man regne med. Hun var jo en lækker og dejlig pige, personligheden følger derved! Lidt efter kunne man høre, at hun talte grimt om mig. Det var ikke specielt fedt, men jeg skulle bare udtænke en måde, på at få hende ud. Måske .. måske, skulle jeg gå til hendes far. Det var besværligt at få ind i hovedet, men det kunne godt være en god ide. Bare at få én date med hende, så hun kunne lære at elske mig! Hvilken bedre ide kunne lige udtænkes? Jeg steg ind i min bil og kørte hjemad. Han måtte stå i telefonbogen, så det var der jeg ville kigge først. Ja, det ville være en skøn ide! Da jeg endelig befandt mig der hjemme, tog jeg med det samme telefonbogen frem. Ledte efter hendes navn, hvor hendes far måtte stå. Jeg skulle bare finde på noget godt at sige. Jeg kunne hjælpe hende .. hjælpe hende, med hendes fysik. Det er sikkert lige det han leder efter. Eller måske omvendt, så hans datter virker klog. Jeg har brug for hendes hjælp. Det kunne godt være, det var en bedre ide. Mon jeg tør. Jeg tog fat i telefonen og gjorde det klart for mig selv, at nu ville jeg gøre dette, for alvor. Efter et par bib, blev telefonen taget og en stemme lød.

”Hej, dette er Alvik” Jeg var tavs nogle korte øjeblikke, men jeg prøvede hårdt at få ordene ud. Jeg skulle bare lige trække vejret og have hjertet med mig.

”Hallo, er der nogle på den anden linje?” lød det fra telefonen igen. Nu er det altså nu, jeg gør dette!

”Hej. Mi-mit navn er Jake. Jeg går i skole med din datter, øh, Jessica. Jeg har brug for hendes hjælp, men jeg tænkte.. tænkte.. hvad var det nu. At hun kunne hjælpe mig. Jeg er virkelig dårlig til fysik, og jeg har hørt at hun er et vidunder barn, så det kunne jo være, at hun ville lære mig at kende over en date, inden vi ligesom gik til sags? Me-men, jeg ville høre det fra hendes far først, sådan om det er okay” Sikke nogle ord jeg fik skubbet ud. Jeg lød som et cirkus, et stammende et. Jeg var jo helt fortabt, som om at han ville gå med til det.

”Det lyder som en god ide, Jessica er en meget klog pige. Du lyder til at være en, der har brug for min hjælp. Hent hende i morgen, klokken nitten, jeg fortæller hende om nyheden” så blev der lagt på. Jeg anede ikke hvad jeg skulle tænke. Det gik jo perfekt. Jeg havde rent faktisk en date med Jessica! Selvom hun indtil videre ikke anede noget om den, men det kom hun trods alt til senere hen. Jeg havde et stort smil på læberne og kunne roligt bevæge mig henad den lidt kedelige dag, med tanken om, at jeg havde en date med verdens smukkeste pige.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...