et budskab. en vej?

hvordan ville du reagere, hvis du fandt din datter død i dit haveskur? dette er en kort movella som beskriver en families reaktion på dette.

ADVARSEL: hovedtemaet er selvmord, så hvis du er sart, så find en anden movella tak :)

1Likes
3Kommentarer
288Visninger
AA

2. et sidste minde

 

Jeg aede Vanda over håret, og forsøgte at smile gennem tårerne. Jeg kunne godt mærke, at hun også var ked af det. Hun var lige på stadiet, til at forstå realiteten i at hendes søster havde taget sit eget liv. Thomas var gået op for at få sovet, og jeg sad bare her og hang. Det hele virkede så uvirkeligt. I går havde hun haft det fint. været lidt mut og træt, men i live.

Vanda kiggede op på mig med store øjne og stramt ansigtsudtryk. ”hvor er Joanna nu?” spurgte hun. Jeg grinede lidt, inde i mig selv, over det pudsige spørgsmål. ”jeg er sikker på, at hun er et bedre sted nu.” Vanda nikkede. Jeg rejste mig forsigtigt og lod hendes hoved ligge på sofaen. Jeg måtte hellere foretage mig noget nyttigt. Jeg gik ud i gangen. På væggen hang der familiebilleder. Af Vanda og et smilende badedyr. Af Vanda der rider på en kamel, og af Joanna, dagen inden hun fik konstateret kræft. Det lange hår ses tydeligt under skihjelmen, og de skinende alpetoppe lyser i solens skær. Jeg savnede hende. Jeg flyttede fokus, og fik taget jakke på. Jeg tog den ned fra knagen. Lugten af bål hang stadig i den efter klasse arrangement i Vandas klasse, i sidste ugen. Under den stak Joannas tørklæde frem. Det var strikket af farmor for et par år siden, og Joanna havde altid holdt meget af det halstørklæde. Jeg kunne mærke tårende igen. Hvorfor min lille pige? Spørgsmålene og følelsen af tomrum fyldte hele min krop.

med Jakkens tyngende vægt over mine skuldre gik jeg udenfor og over mod skuret. Jeg kom forbi den snemand, som Vanda havde været ved at kreere, og den fyldte mig med en form for had. Jeg sendte den onde blikke, mens jeg gik forbi den, som om at den var skyld i Joannas død. Ovre ved skuret stod døren og blafrede. Jeg kunne se nøglen sidde i.
Indenfor stod alting som det pleje, bortset fra stolen midt i det hele og de røde Converse ved siden af. Jeg tog fat i stolen, og satte den ind til siden. Tankerne om hendes sidste fortrydelse eller overvejelser. Omkring det hun var ved at gøre. Hvor længe havde hun vist at det var sådan det skulle ende? Hvor længe har hun forestillet sig dette senarie? Jeg vendte mig om, og stirrede på skoene. De stod der, og lyste op midt i det hele. Jeg gik med tre raske skridt over mod dem. De skulle fjernes. Jeg løftede dem op, og gik ud af skuret. Jeg skulle aldrig mere der ud.

Indenfor var Vanda faldet i søvn på sofaen. Det undrede mig ikke, og jeg havde også selv overvejet at falde i søvn. Jeg lukkede havedøren, og gik ud i entreen. Her satte jeg Joannas sko, hængte min jakke, og sparkede skødesløst mine egne støvler af. Den ene af dem faldt ind i Joannas ene Converse, så den væltede. Ud faldt et stykke foldet papir. Jeg stoppede, og gispede. Dette her var jeg bestemt ikke klar til. Jeg råbte efter Thomas, men jeg følte at der ikke kom en lyd ud. Efter noget der føltes som flere minutter kom han ned. Jeg stod bare, og pegede på papiret. Han forstod, og tog det op. Jeg stirrede stadig lige ud i luften. Min lille pige. Hun var borte, og dette var det eneste tilbage.

 

 

Jeg blev vækket af mor, der kaldte på far. Det var højt og uhyggeligt, så jeg fik et chok. Jeg kunne høre fars skridt ned af trappen. De løb hurtigt. Jeg holdt vejret, og lyttede. Ingen lyde. Pludselig kom de begge to ind i stuen. Far med meget uglet hår, og mor med våde øjne. Far smed sig i lænestolen, og mor gik over ved siden af mig. Jeg kunne se, at far havde et stykke papir i hånden. Jeg spurgte hvad det var, og far svarede at det var fra Joanna. Jeg nikkede, og følte, at jeg blev ked af det inden i. En stor sort tristhed. Jeg puttede mig ind til mor, mens far åbnede brevet.   

Kære Mor, Far og Vanda.
Når I læser dette har i sikkert fundet mig. Det er hårdt at tænke på, men sådan er det. Som i ved har jeg kræft, og tanken om at I skal bruge en masse penge, af jeres i forvejen ikke så fyldige pengepung, gør mig rigtig ked af det. når jeg skal dø alligevel, føler jeg at jeg lige så godt kan få det overstået. Her, når jeg er færdig med at skrive dette, vil jeg gå ned og sige, at jeg kører en tur. Jeg vil tage tøj på, og gå ud og låse skuret op. Her inde vil jeg tage mine sko af og binde knuder på haveslangen. Og puf, så er jeg her ikke mere. Jeg håber, at I kan leve med mit valg.
kære mor. Jeg ved, at du er rigtig ked af det lige nu, og det forstår jeg så udmærket. Få vrede ud, jeg er sikker på, at det vil være det bedste for dig. Du har altid været den bedste mor, en pige kunne ønske sig, og jeg holder meget af dig!
kære far. Du har det nok heller ikke for godt lige nu, men jeg er sikker på, at du forsøger at virke som den stærke mand. Det er okay at græde og være ked af det, og det håber jeg, at du ved. Du skal være den der samler familien op og får de andre til at fortsætte deres liv. Husk på at jeg altid er i dit hjerte.
kære lille Vanda. Jeg håber ikke, at du er alt for ked af det. jeg ved godt, at jeg ikke har været en god søster, men jeg håber, at du kan tilgive mig. Du er den dejligste lille søster i hele verden, og jeg håber, at du vil blive ved med at være lige så sød og fantastisk. Lov mig, at du ikke klipper dine flotte prinsessekrøller af lige foreløbig. Jeg er sikker på, at jeg sidder på en sky nu, og beundrer dig. For altid min søster!

Joanna

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...