et budskab. en vej?

hvordan ville du reagere, hvis du fandt din datter død i dit haveskur? dette er en kort movella som beskriver en families reaktion på dette.

ADVARSEL: hovedtemaet er selvmord, så hvis du er sart, så find en anden movella tak :)

1Likes
3Kommentarer
298Visninger
AA

1. en fars kamp

Jeg trådte ind på depotet. Det første der mødte mig, var mørket og en varm og indelukket følelse.
En stram, lidt blød lugt ramte mine næsebor, og jeg fik med det samme en anden følelse af, at jeg skulle kaste op. Min hånd famlede ned langs dørkarmen for at finde kontakten. Jeg fandt den, og ventede et sekund. Kiggede mig tilbage over skulderen. Lyden af Joannas telefon var dødet hen, da jeg åbnede døren.
Bag mig stod Liv, og holdt om Vanda. ”er du sikker på, at du vil se det?” jeg henvendte mig til Vanda, og hun rystede på hovedet. Liv pressede hendes hoved ind mod sin brystkasse, og jeg fandt endnu en gang kontakten.

Min hjerne gik i stå. Jeg havde forventet et forfærdeligt syn, men dette var alligevel for meget. Bag mig kunne jeg høre Liv hulke. Der, foran os, i lampens skær, hang hun. Hendes hår var løst, og dækkede ansigtet. Omkring hendes hals var haveslangen bundet. stramt. Ved siden af hende stod en stol og hendes elskede converse. Jeg trådte ind i skuret, og straks ramte sandheden mig som en hård knytnæve midt i ansigtet. Jeg trådte baglæns ud igen, og skyndte mig lidt væk, hvor jeg knækkede sammen, og min sparsomme morgenmad flød ud over sneen.

Jeg kunne høre at Liv og Vanda, var gået ind igen. Jeg vendte mig om, og en kold vind ramte mit ansigt. Tårerne flød. Jeg blev enig med mig selv om, at hun bestemt ikke skulle hænge der ude i kulden, så jeg løb over græsplænen. Vandas halvfærdige snemand stod og kiggede over mod hendes dødsplads. Så trist og tomt. Jeg kom indenfor, og kastede et hurtigt blik over mod sofaen. Liv sad og holdt om lille Vanda. Jeg blev så ked af, at hun skulle opleve dette i så ung en alder.

Jeg tog en dyb vejrtrækning, og løb op af trappen. Tre trin af gangen. Tre, tre, tre, og så var jeg oppe.
Jeg stoppede ude foran hendes dør. Den lignede alle de andre i resten af huset. Indenfor var hendes værelse sparsommeligt indrettet. En sort sovesofa, et lille bord og i hjørnet hendes skrivebord med computeren på. Jeg blev så ked af det. Der skulle hun aldrig sidde igen. Hurtigt fik jeg lagt mig fladt ned på sovesofaen og stukket hånden ind under. Der lå hendes plystæppe og hendes dyne. Det var det jeg havde brug for. Jeg trak det ud og rejste mig op. På vej ud af døren kiggede jeg en sidste gang over skulderen. Det hele virkede så uvirkeligt.

Tilbage til kulden og følelsen af at hele verden var stoppet. Hun havde været væk siden i går aftes. Hun havde sagt, at hun ville køre en tur. Jeg havde som sædvanlig givet hende lov. Det var en mørk aften. Jeg kan huske, at jeg hørte hende snøfte, da hun tog sit overtøj på, men jeg tænkte at det nok bare var en mindre forkølelse. Jeg er ikke så sikker nu. Hun tog nøglen til skuret med for at hente sin cykel. Efter at døren til skuret var blevet lukket hørte vi ikke mere til hende.

Hun havde lovet at være hjemme til spisetid. Da klokken var blevet ni, havde vi stadig ikke set skyggen af hende, og Liv var begyndt at blive urolig. Vi blev enige om at køre ud og kigge efter hende. Vanda sov trygt, men vi vækkede hende og fik hende med over til naboen. Hun havde kigget mig ind i øjnene, og spurgt om Joanna var okay, og det havde jeg forsikret hende for, at hun var, selv om jeg ikke selv var helt sikker på det tidspunkt.
Så var vi kørt ud for at lede. Vi brugte hele natten på dette, og vi gav først op kl. 8 om morgenen, da ingen af os havde sovet hele natten, og vi begge var for trætte til at køre bil. Vi hentede Vanda som havde hygget sig hos naboen. Så tog vi hjem. Hele natten havde Liv forsøgt at få kontakt med Joanna ved at ringe til hende. Men hun havde ikke taget telefonen. Vi forsøgte at få sovet lidt på sofaen, mens Vanda legede udenfor i sneen. Liv forsøgte at ringe til Joanna en sidste gang men denne gang også uden held. Pludselig kom Vanda løbende ind og sagde ”Joanna er ude i skuret!” vi kiggede begge to forvirrede på Vanda, men fulgte med ud. Og der hang hun så. Død.

Jeg fik taget dynene og tæppet med ud. Det var koldt, og tanken om det syn der ventede mig gav mig kuldegysninger. Jeg åbnede døren og tændte lyset i en bevægelse. Der hang hun endnu en gang. Hendes livløse krop svajede i vinden fra det utætte skurs sider. Der var cirka 5 meter mellem os, og jeg følte, at jeg allerede kunne række ud og trække hende ned. Med dynen i favnen gik jeg over mod hende, og stod nu ved siden af stolen.

Vinden føg omkring skuret, og jeg havde lyst til at løbe ud og ind til de to andre. Men jeg tog mig sammen, og stillede mig op på stolen. Her fik jeg fat i knuden til have slangen. Den var blevet kold i løbet af natten. Jeg løsnede febrilsk knuden, men vægten af Joanna fik den til at falde ned. Jeg hoppede ned fra stolen, og satte mig ned på gulvet ved siden af hende. Hun lå med ansigtet ned mod jorden.
Jeg tog fat om hendes hals, og fik fat i enden af haveslangen. Jeg trak til, og strækmærket kom til syne. Jeg smed haveslangen ad helvedet til, og dækkede mærket med hendes hår. Så lagde jeg hendes dyne ud på betongulvet. Jeg nåede ikke at tænke så grundigt over mine handlinger, og det hele gik så hurtigt.
Jeg fik rullet hende over til dynen, og lagt hende pænt ned. Det lignede, at hun lå og sov, og at hun om lidt ville springe op i mine arme og være lyslevende igen. Hun var så smuk. Jeg rullede dynen om hende så godt som muligt, og lagde tæppet over hende. Det føltes fuldendt, men så begyndte smerten pludselig at vokse. Jeg hulkede ned over hendes midlertidige gravsted. Det hele gik så hurtigt. Meldingen om leukæmi, tabet og nu døden. Hun havde ikke fortjent så meget modgang.

Jeg sad og hulkede i et par minutter, men genvandt så rollen som den viljefaste far. Jeg tog fat om dynen, og gik udenfor i sneen. Her ude var vinden kraftigere. Meget kraftigere. Jeg gik igennem sneen, som nu virkede højere med Joanna i favnen. Tanken om min dyrebare last gjorde mig ked af det igen, men så tæt på huset ville jeg ikke græde.
Jeg gik ind af terrassedøren, og kiggede over på Vanda. Den lille pige sad og holdt om Livs hånd. Jeg forsøgte at forsikre mig om at hele vores liv ikke burde ødelægges bare på grund af at Joanna ikke er her mere. Men samtidig indså jeg, at jeg forsøgte at bedrage mig selv. Jeg drejede hovedet, så jeg nu stod front mod trappen. Jeg flyttede benene ”et to, et to..” trappen tårnede op foran mig, men jeg fortsatte. Pludselig stod jeg foran Joannas dør. Jeg kiggede mig tilbage, og indså at jeg var gået uden at tænke. Jeg fik åbnet hendes dør. Indenfor var intet ændret. Som om at omverden ikke havde forstået hvad der var sket, og at værelset bare stod, og ventede på at Joanna, ville komme hjem og smide sig på sofaen eller sætte sig over til computeren. Jeg hadede det hele.

Jeg gik over gulvet og lagde forsigtigt hendes krop ned på sofaen. Det var her hun skulle ligge. Jeg satte mig ned i fodenden, og kiggede rundt. Jeg havde været så sikker på at meldingen om sygdommen, ikke ville ramme hende så hårdt. Der var mange mennesker som overlevede Leukæmien, og det var jeg også helt sikker på at hun ville gøre. Mine tanker kørte i ring, og jeg havde lyst til at spole tiden tilbage. Jeg kunne godt mærke, at jeg var træt oven på nattens gennemsøgning. Jeg gik ned og sagde, at jeg ville gå i seng. Jeg bad Liv om at hente de sidste ting fra skuret og at låse. Så skyndte jeg mig op ovenpå, smed mig på sengen, og hulkede som aldrig før.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...