Lonly Heart... Never Again

Jeg havde altid holdt mig langt fra offenligheden på grund af min far men min "ven" havde lagt et klip med mig ud på Youtube hvor jeg synger på. Den pabo. Det var for sent over tusinde mennesker havde set det, inkusiv min far. Min far blev vred, han slog mig en enkelt gang, men det var nok til at bringe tåre i øjenkrogende. I skolen roste alle mig. Selv de populære. Men de var også bekymrede men det spurgte ikke ind til noget, og gjorde de det, ville det bare blive værre. Han er gået over gevind jeg ved ikke længere hvad han kan finde på, jeg er bange og har brug for hjælp. Men på mange måder vil jeg ikke indrømme jeg har brug for hjælp, så jeg siger det ikke til nogen.
Min underlæbe var flækket, mit øje var hævet og lidt blåt. Jeg sad i klassen og håbede tiden ville gå langsomt så jeg ikke skulle hjem. Men midt i timen bankede det på...

2Likes
3Kommentarer
464Visninger
AA

5. Det her sker bare ikke! (Axie)

Det føltes som flere dage jeg havde ligget her. Det gjore ondt. Virkelig ondt. Jeg kunne ikke se hvor eller hvordan jeg liggede. Jeg havde en voldsom hovdepine fordi at når appa stoppede bankede jeg mit hovde ind i siden. Blien stoppede og moteren slukkede kort efter, en hurtigt tanke strøj gennem mig, en flugtplan. Jeg kunne skrige så snart bagagelåget blev åbnet. Jeg skød tankerne fra mig da lågen blev åbnet. Det var aften der var næsten ikk mere sollys tilbage kun aften lys.
"Du klapper i og gør som jeg siger! Forstår du det?" Spurgte hans hårde stemme. Jeg nikkede forsigtigt og blev hevet voldsomt op i armen. Da mine ben ramte jorden knækkede de sammen men jeg blev dog hurtigt samlet op igen. Jeg kiggede diskret rundt og vi var på vej ind til et kæmpe hus.
"Appa, hvad laver vi her?" Spurgte jeg stille. Hurtigere end jeg kunne nå at reagere fik jeg en slyngende lussing. Tårende pressede sig på og min kind brandte.
"Jeg sagde du skulle klappe i!" Snerrede han som svar. Han hev mig vidre mod det kæmpe hus. Dør mændene åbnede døren uden at fortrække mine over min appa der slo mig. Han skubbede mig ind på et værelse. Der lå noget støv som om det ikke var blevet brugt i flere uger nu. Der var en seng, en reaol, et tøjskab og døren min far havde låst. Jeg stillede mig hen til vinduet og ønskede jeg kunne være i nærheden af drengene. Minho. Jeg begyndte at gå fraværende frem og tilbage. Hvad var det her for et sted? Hvad havde appa i tankerne? Appa havde aldrig gjort noget ligne. Gid Minho... eller Taemin eller Jonghyun eller Key eller Onew en af de drenge var her. Bare end eller anden! Hvad hvis... Jeg skreg i fustretion. Jeg bankede min hånd mod døren. "JEG VIL UD!" Skreg jeg og bankede igen min hånd mod døren. Der kom igen svar på den anden side men det avr som om en kold og hadefuld latter kørte gennem mit hovde. Jeg blev ved med at slå til døren i håb om der kom nogen. Men lidt efter lidt kunne jeg se det var nyttesløst. Jeg gav op og sank i knæ. Min pande ramte døren med et DUNK og mine kinder blev hurtigt våde. Min vejr trækning blev hurtigt til hulk. Jeg begravede mit anstigt i mine hænder og skreg.
Tænk jeg havde ladet det gå så vidt! Hvis jeg havde standset Yoona ville det aldig havet været sket.
"YURI!" Råbte appas stemme. Jeg rykkede væk fra døren og lænede mig op mod sengegærede. Jeg tørte mine kinder og prøvede ikke at græde. Døren sprang op og appa stod i døren. Jeg kiggede ned og mærkede hans borende blik. "Hvad laver du?"
Jeg rystede stille på hovde. "Ikke noget appa." Sagde min lille rystende stemme. Jeg gispede i forskrækkelse da han gik mod mig.
"Jeg spurgte dig om hvad du lavede." Sagde han koldt.
"Hvad fanden ser det ud som  om jeg laver! Jeg stråler af glæde over du har Kidnappet mig!" Skreg jeg vredt og sakastisk. Alt luft jeg havde i lungerene forlod mig i det min appas fod ramte min mave. Jeg tog mig til maven og kæmpede med at få vejert igen. Gispende forlod mine læber og satte et grusomt vel tilfreds smil på appas læber. Han vendte sig om og forsvandt ud af værelset uden at lukke døren. Jeg gled helt ned og lag mig på ryggen mens jeg trak vejert langsomt og dybt. En dør i huset blev smækket og lidt efter startede en moter. Jeg kom hurtigt på benene og hen til vinduet i tid til at se min appa køre væk. Jeg mærkede mine kinder bliver våde af de tåre der trillede. Jeg klemte hård mine øjne i. Det nyttede jo ikke at græde alligevel. Det bankede stille på døren, jeg drejde mit hovde og åbnede øjne. Der stod en mand omkring tyverne i døren med karseklippet hår, sort T-shrit og cowboybukser.
"Er De sulten?" Spurgte han. Jeg trak kort på skuldrenen.
"Hvorfor kalder du mig for De. Jeg er ikke dronnigen." Sagde jeg sur. Han kluklo.
"Hold op med at grine for helvede! Intet af det her er sjovt!" Skreg jeg rasende. Jeg vendte mig mod ruden igen og stirrede ud i mørket. I spejlbillede så jeg ham gå tættere på. Jeg vendte mig om og stod pludselig ansigt til ansigt med ham. Jeg prøvede at skubbe mig forbi ham men hans hænder der havde lagt sig om mine overarme stoppede mig. Mit hjerte begyndte at hamre og mine hænder blev svedige mens min mave trak sig sammen.
"Du virker lidt sur?" Sagde han kækt. Med alt den kraft jeg havde skubbede jeg arrigt hans hænder væk og smuttede uden om ham. Jeg halv løb ud på gangen og kiggede ned af gangen. Jeg satte kurs mod den højre side og fandt for enden en trappe jeg skyndte mig ned af. Jeg var hurtigt ved trappens ende. Jeg kiggede mig kort om for jeg halv løb ind i et kæmpe rum med 2 kæmpe sofa'er og en fladskærm hængene på væggen og et sofa bord med en vase blomster på. Jeg forsatte igennem stuen, og ind i et køkken. Jeg kiggede det hurtigt igennem for at finde en dør ud herfra. Det lignede et meget normalt køkken, oven, vaskemaskine, køleskab, marmorborde, spiseborde og en havedør, hvilket betød: En udgang. Jeg løb over til døren og tog i håndtaget, heldigvis for mig var den ikke låst. Hvilket undrede mig. Jeg skubbede døren og smækkede den efter mig. Det var blevet godt mørkt uden for men ikke nok til at jeg ikke kunne se. Jeg løb væk fra huset i det jeg hørte skridt. Det føltes at havde løbet ti skridt før jeg kom til en kæmpe mur der omringede huset. Jeg løb langs muren i håb om at finde et hul eller et.. et eller andet bare jeg kunne komme væk herfra! Men det var der ikke. Jeg halv løb om til porten og begyndte arrigt at rive i jernstængerne. Men det var nytteløst. Den gik ikke op. Der blev revet fat i min arm og jeg blev hevet væk. Personen trak mig op til huset og ind på værelset jeg havde være i før. Jeg blev sluppet og satte mig surt på sengen. Det her var jo helt fantastisk! Som om noget overhovede kunne blive værre

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...