Misguided Ghosts § One Direction (13+) *Pause til på ukendt tid*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2013
  • Opdateret: 21 maj 2013
  • Status: Igang
Der findes mennesker med forskellige talenter – nogen inden for sport, nogen inden for kunst og andre inden for det matematiske. Alle har talenter, noget at byde ind med, og Luna Dawson er ingen undtagelse. Hendes talent er bare en smule anderledes, om man vil. Luna har altid vidst, hun var anderledes, og langt de fleste har accepteret hende, inklusiv hende selv. Hun har evnen til at kunne kontakte det hinsides, en evne, hun er vokset op med og har lært at kontrollere. Dagligt hjælper hun folk, som har svært ved at komme videre efter tabet af en, de havde nær, og giver dem mulighed for at snakke med den mistede én sidste gang. Zayn Malik har mistet en, og ikke bare hvem som helst. Sin elskede kæreste, Perrie Edwards. Problemet med Zayn er blot, at han stadig er latterligt forelsket i Perrie, og at det, at tage kontakt til hende i det hinsides, kan skabe problemer for ham selv og hans karriere. *TJEK TRAILEREN*

47Likes
17Kommentarer
1462Visninger
AA

2. Nine lost puzzle-pieces

Den kraftige vind susede direkte igennem klasselokalet og fremprovokerede gåsehud på mine bare arme. Jeg skuttede mig og gled lidt ned på min stol, mens jeg trommede med blyanten mod bordet. Dagen havde føltes længere, end hvad den plejede, men jeg vidste godt hvorfor.

Det var valentinsdag i morgen. Selvom det lød som en underlig grund, så vidste jeg, at det var den eneste, der var. I dag, d. 13. Februar, var den dato på året, hvor flest begik selvmord. Det var tragisk, men der var desværre intet, jeg kunne gøre ved det. Det eneste jeg umiddelbart vidste, var, at jeg de næste par uger ikke ville få meget tid til skolen. Folk ville opsøge mine tante om gode råd, fordi de havde mistet en, de holdte af, og altid sendte hun dem videre til mig. Ikke, at jeg havde noget imod det – jeg elskede skam at hjælpe andre. Men det var snart tid til eksaminer, og for at kunne komme videre og læse på universitet, måtte jeg have et tilstrækkeligt gennemsnit.

Endnu et vindpust fik mig til at gyse, og igen røg al min koncentration væk fra tavlen og læreren.

Når et liv gik bort, havde jeg altid kunnet mærke det. Det gjorde ikke ondt, og jeg kunne heller ikke som sådan fortælle, at nu var der én, der ikke var en del af os mere, men jeg kunne bare mærke, at noget manglede. Som om en brik i puslespillet blev tabt under sofaen, og aldrig fisket ud igen.

”Miss. Dawson, vil de være venlig at rette opmærksomheden mod undervisningen?” Min engelsklærers stemme lød som en dommerfløjte i mit øre, så jeg uvilkårligt gav ham min opmærksomhed. Dog varede det ikke mere end et par minutter, før klokken ringede ud, og han hurtigt blev afbrudt af lyden af skramlende stole og travle elever.

Jeg selv tog den lidt mere med ro. Jeg havde intet at skulle nå, det eneste jeg ikke ville gå glip af, var frokosten, men den havde vi trods alt en halv time til. Indtil videre var der 9 brikker der manglede, men jeg vidste, at det tal nok skulle stige i løbet af dagen. Det var solformørkelse om en uge, Uranus stod i Jupiters tegn og i morges havde min tante trukket Stenbukkens kort.

Egentlig undrede det mig. Stenbukken blev næsten aldrig vist, og når den endelig gjorde, bragte den både godt og skidt med sig. Jeg havde ikke rigtig tænkt over det, men måske var det på tide, jeg gjorde.

Sidste gang lige netop dét kort var blevet trukket, havde været for 17 år og 65 dage siden. Dengang var tante Fedora kun lige blevet udlært af hende lærermester, Mrs. Skin., og selv hun var forundret over det udslag, korttydningen havde givet. Det viste sig at blive til den dag, hvor flest døde i England, men samtidig også den dag, hvor flest nyfødte kom til verden. Det var alt jeg vidste…  egentlig havde jeg aldrig fået den fulde historie om Stenbukken i 1995.

”Luna?” Jeg snurrede rundt på hælen, idet en ukendt stemme fangede min opmærksomhed. ”Luna Dawson?” Stemmen viste sig at tilhøre en lille, spinkel pige med mat pagehår. Hendes store, brune øjne kiggede nervøst op på mig under manken af pandehår, der tungt faldt over hendes synsfelt. Jeg smilede nervøst til hende og gjorde tegn til, hun skulle fortsætte.

”Jeg har hørt… altså, jeg har hørt, at du… du ved, kan… du ved nok,” stammede pigen febrilsk, mens hun gentagne gange vred sine fingre ind og ud af hinanden. Hun anede tydeligvis ikke sine levende råd – noget, jeg efterhånden havde prøvet et par gange.

”Jeg er åndemaner, hvis det er dét ord, du leder efter,” hjalp jeg hende venligt og begyndte igen at gå ned af gangen. Pigen fulgte trippende efter mig, og kom en gang imellem med små, nervøse pibelyde. ”Kan jeg på nogen måde hjælpe dig?” spurgte jeg indtrængende, lige i det vi nåede stedet, hvor mit skab var placeret. Pigen sugede anspændt sin underlæbe ind mellem de skæve rækker tænder og kiggede sig omkring, som om hun var bange for, at folk skulle høre hende.

”Ja, men, eh, kan… jeg kommer forbi hjemme hos dig? Senere?” hviskede hun diskret med et lille nik, der fik mig til at smile til hende.

”Selvfølgelig. Kom forbi en gang i eftermiddag, hvis du har lyst,” hun nikkede overvejende, men endte så med at trisse lige så stille væk. Overbærende smilede jeg efter hende. En ting, jeg aldrig ville forstå, var, hvorfor folk var så bange for at spørge mig om hjælp.

Det var efterhånden blevet en hverdagsting for mig, at jeg tog kontakt til det hinsides. Jeg var åben omkring den specielle evne, jeg var blevet tildelt, for jeg så ingen grund til at holde den hemmelig. Ofte fik jeg breve fra folk, der skrev, at jeg havde hjulpet dem igennem en svær tid, i form af at lade dem tale med deres mistede én sidste gang, og det var også primært dét, der fik mig til at fortsætte.

Stod det til mig, kunne jeg godt have været foruden den evne. Det kunne være horribelt til tider, nogen gange fuldkommen uacceptabelt og direkte forfærdeligt, men alligevel fik jeg gang på gang en ekstra kuldegysning eller et tegn.

I princippet var jeg en ganske normal teenagepige på 17 år. Selvfølgelig var jeg ikke helt normal, men jeg kunne godt lide at shoppe, jeg elskede at læse i modeblade og jeg havde hormonforstyrrelser, ligesom millioner af andre på planeten Jorden havde.

Det, der var anderledes med mig, var blot, at jeg kunne snakke med nogen, ingen andre kunne snakke med. Så simpelt var det i grunden, for jeg kunne ikke andet. Jeg havde intet specielt talent inden for kunst, jeg var ikke specielt klog og boldspil var da slet ikke min idiom. Hvis der endelig var noget, der trak i mig, var det en god kop chai-the med et stykke mørk chokolade og en god bog.

Mit blik faldt kort på mit eget spejlbillede, da jeg havde et lille spejl hængende på indersiden af skabslågen. Min eyeliner var en smule tværet ud, jeg havde mørke rander under øjnene, min hud var ligbleg og mine mundvige hang.

Jeg kunne ikke gøre for det. Det var, som om det faldt mig naturligt ikke rigtig at smile, når jeg vidste, hvor meget der foregik ude i verden. Jeg havde ganske simpelt ikke lyst til at smile, når der allerede var 9 manglede puslespilsbrikker inden for 10 kilometers radius af hvor jeg stod. Nogen gange ville jeg ønske, jeg kunne vide, hvem der var ofrene, men det var umuligt. Først når skaden var sket, fandt jeg ud af det.

Efter kort at have rettet lidt i min eyeliner og nevet en smule i mine kinder, så de fik noget farve, smækkede jeg skabslågen i. Folkefærden på gangen var tyndet godt og grundigt ud, da de fleste befandt sig i kantinen, og jeg så derfor mit snit.

Elegant fik jeg fisket min mobil op af min jakkelomme, og som jeg havde regnet med, lå der et ubesvaret opkald fra Fedora. Jeg lænede mig op af skabene, lod min ryg glide lige så langsomt ned, så jeg til sidst sad med knæene trukket op under mig. Vant fik jeg tastet hendes nummer ind, og kort efter lød den fortællende bib-tone igennem røret.

”Luna? Luna, er det dig?” Fedoras skingre, damede stemme bragede ud af mobiltelefonen, hvilket fik mig til at fjerne den fra øret et øjeblik.

”Ja, det er mig. Er der mange, der har ringet?” sukkede jeg opgivende og begyndte at tegne usynlige krusduller på mine sorte Dr. Martens med min negl. Der lød en del bulderet i den anden ende, men efter et øjeblik lød min tanters stemme igen.

”Uh ja, der er en helt del! Vi snakker om det, når du kommer hjem! Hav en god dag,” og med de ord, lagde hun på. Jeg fjernede med et suk mobiltelefonen fra mit øre og kiggede opgivende på den, som om det ville få Fedora til at ringe igen. Hun havde altid været spøjs – svær at finde ud af, men endnu sværere at forstå. Var man ikke bekendt af hende, kunne man lige så godt give op på forhånd.

Heldigvis havde jeg lært hende at kende fra helt lille af. Hun var som min mor – min anden mor, selvfølgelig. Jeg havde aldrig lært mine forældre at kende, de døde kort efter jeg blev født. Tante Fedora mener, at det er derfor, jeg har fået den gave – fordi Gud havde ondt af, at jeg aldrig lærte mine forældre at kende, og derfor skulle jeg kunne have muligheden for at snakke med dem igen. Jeg mente nu bare, jeg havde været heldig.

 

§

 

Træt slog jeg døren til vores lille villa op, idet jeg traskede ind i entreen. Mit humør var dalet gevaldigt, siden jeg trådte ud af døren til morgen, men det var også adskillige øgenavne, vandsprøjt og tyggegummiklatter senere. Det var en anden ting, jeg aldrig havde forstået – folk, der ikke kunne forstå mig og acceptere mig. Jeg havde accepteret mig, hvorfor kunne de så ikke?

Og det værste var, at det altid var de samme. Den samme gruppe, de samme mennesker, de samme lede tricks.

Jeg sukkede og smed desillusioneret min taske med et bump på entregulvet. Først da jeg skulle til at hænge min cowboyjakke op på en knage, opdagede jeg de mange ekstra jakker, der hang på hver sin knage. Jakkerne så dyre ud, og så vidt jeg kunne tælle, var der tre. Et sus gik igennem mig, da jeg kunne høre stemmer inde fra stuen.

Efter at have foldet min jakke sammen og derefter lagt den på en skammel, åbnede jeg forsigtigt døren på klem til opholdsstuen, hvor en tyk, tyk røgelsesduft med det samme indhyllede mig. Jeg tog et dybt sug indad, lod røgen sprede sig i mine lunger, før jeg lod det slippe. En afslappende effekt havde det altid havde på mig, og derfor gik der ikke lang tid, før jeg var faldet mere til ro.

”Luna, vi sidder herinde!” Fedoras stemme lød langt mere skinger i virkeligheden, end den havde gjort over mobilen. Jeg skar en grimasse og gik med tøvende skridt hen mod perleforhænget, der skilte spisestuen og opholdrummet fra hinanden. De raslede protesterende, idet jeg hev dem til side, så jeg kunne komme ind i rummet, hvor min tante sad.

”Åh, godt du kunne komme,” hvinede hun dæmpet og fik gumpet sig op af den gevaldige lænestol, hun var placeret i. Jeg smilede skævt til hende og modtag et kindkys, inden hun vendte sig mod de tre, unge drenge, der sad mast sammen i vores lille sofa.

De så godt ud. Den ene med leverpostejsfarvet hår, den anden med mørkebrunt og den sidste med krøller, der sprang lystigt ud fra hans hovedbund. Jeg sank en klump mens jeg mærkede farven stige i mine kinder.

”Dette er min niece, jeg er sikker på, hun er villig til at hjælpe jer!” fortsatte Fedora hæmningsløst. Hendes gråsprængte, lange hår var skjult under et tørklæde, der matchede hendes guldlange, mørklilla kjole. Hun havde adskillige armbånd på, en stor, sort perlehalskæde og en ankelkæde, man svagt kunne antyde under kjolens løse stof. Jeg syntes, min tante var smuk – hun havde former, men hun var ikke for tyk.

”Hej, jeg hedder Luna,” forklarede jeg med et lille smil, da det gik op for mig, at de tre drenge sad og stirrede på mig. De virkelig bekendte, som om jeg havde set dem før, men jeg kunne ikke helt placere dem.

”Jeg er Liam, det er Niall og Harry,” præsenterede den mørkhårede sig, mens han skiftevis pegede på de to andre, der så hed Niall og Harry. Jeg nikkede stille og kiggede indtrængende på min tante.

”Ja! Gud ja, nu skal jeg nok gå ud, og lave en kande the!” udbrød hun pludseligt og vimsede ud igennem perleforhænget, der igen begyndte at klirre protesterende. Uden at tænke yderligere over, hvor jeg havde set dem før, vendte jeg igen opmærksomheden mod drengene og overtog Fedoras stol.

”Må jeg høre, hvad jeg kan gøre for jer?” spurgte jeg undrende og lænede mig en smule frem i stolen. De kiggede lidt på hinanden, hvorefter den blonde, som vistnok hed Niall, åbnede munden.

”Vi snakkede lige med Mrs. Fedora, og vi hørte, at du måske kan hjælpe os? Vi vil foretrække, hvis dette her ikke slipper ud!” Det sidste sagde han en smule hårdt, hvilket fik mig til at rynke brynene. Slippe ud? Hvad mente han dog med det? Den eneste situation, vi havde haft, hvor en person ikke ville have, det slap ud, var fordi det var selveste Emeli Sandé, der havde kommet ind. Det havde så vist sig, at vi ikke kunne hjælpe hende, men det var jo en hel anden sag.

Mens jeg sad og undrede mig over deres ord, gav jeg mig ekstra tid til at studere den jævnaldrende foran mig. Harrys t-shirt med V-neck afslørede to solide tatoveringer på brystkassen, og jeg kunne også nemt spotte et par stykker på Liams underarme. Normalt kom der ikke sådanne typer her – typer med tatoveringer.

”Miss. Luna?” Liam kiggede med smalle øjne på mig, hvilket fik mig til at rykke mig hårdt tilbage i stolen. Jeg havde stirret, meget endda. Farven i mine kinder tog til, og genert kiggede jeg på hænderne i mit skød, som lå fint folder over min sorte nederdel.

”Undskyld,” mumlede jeg forlegent mod gulvet. Et billede af Liam i jakkesæt dukkede pludselig op i mit hoved – jeg havde altså set dem alle før et sted! Det irriterede mig, at jeg ikke anede, hvor jeg havde set dem, for de virkede så genkendelige.

”Må jeg spørge om noget?” endte jeg fortvivlet om at sige, så Harry kiggede kort over på Niall, som smilede til ham.

”Ja, selvfølgelig,” svarede Liam hurtigt. Jeg bed mig hårdt i læben og prøvede ihærdigt på at kigge alle andre steder hen end på dem. I stedet faldt mit blik på først vores kamin, hvor flammerne buldrede op, så til vores familie-stamtræ, der stod placeret på væggen i den anden ende af stuen, og til sidst på det stadig let bevægende perleforhæng.

”I virker bekendte…” mumlede jeg lavt, mens jeg uvilkårligt rykkede mig uroligt i fletstolen. Da jeg endelig kastede mit blik på de tre hankønsvæsener foran mig, havde de alle det samme, skæve smil plantet over læberne. En ubehag begyndte at stige i mig – havde jeg sagt noget forkert?

”Vi er med i One Direction,” forklarede Niall efter et øjebliks forfærdeligt stilhed. En pære blev tændt i mig, og pludselig faldt det hele på plads – selvfølgelig! Det var dér, jeg havde set dem før!

 

Harrys synsvinkel:

Jeg havde lyst til at sige, der ikke var noget at være bekymret over, men det var der. Det vidste vi alle sammen, at der var. Zayn havde nærmest ikke bevæget sig uden for en dør den sidste måned, og når han endelig gjorde, gemte han sig bar utallige jakker, huer, hætter og bodyguards – og det var kun for at gå ned og købe flere øl, hvis han var løbet tør.

Det var derfor, vi var kommet til den konklusion, at han skulle have hjælp. Ikke bare hjælp, som i en psykolog eller terapeut, men hjælp fra nogen andre. Vi havde fundet frem til Miss. Fedora over internettet, og siden Zayn virkede ligeglad med alt, var vi kommet frem til, at det var dét, vi gjorde.

”… One Direction,” jeg vendte min opmærksomhed mod Niall, der lige havde forklaret Luna, hvem vi var. Det kom ikke bag på mig, hun ikke anede, hvem vi var – hun virkede ikke som typen. Hendes lange, bølgede hår, den mørke makeup og mystiske tøjstil var fangende. Hun virkede som en, jeg gerne ville lære at kende.

”Oh, det forklarer en hel del,” mumlede hun flovt og vred sine fingre ind i hinanden. De begyndte hurtigt at indføre en samtale, hvorimod jeg forblev tavs og kiggede forundret rundt i rummet.

Der var en kraftig duft af røgelse, og farverne var naturlige, mørke og mystiske. Der hang drømmefangere rundt omkring i loftet, lange snore af perlerækker snoede sig rundt om gardinstangen, som holdte styr på et par tunge, bordeauxrøde gardiner. På et bord i et hjørne stod der en glaskuppel, og små dødningehoveder pyntede forskellige kommoder og hylder. Her var gådefuldt og smukt på en og samme tid. Zayn ville sikkert elske stemningen – melankolsk og mørkt.

Siden Perries død, havde han været umulig at komme i kontakt med. Han havde låst sig inde i sin lejlighed, drukket hver eneste aften og grædt sig selv i søvn. Det var hårdt at se på – han var min bedste ven, og han var ved at gå fra hinanden. Folk forstod ikke, hvordan han havde det, jeg var nok den eneste, han rigtig havde åbnet op over for.

Dagen inden hendes død, havde han sagt til mig, de skulle på ferie til Barbados. Han ville have friet til hende – han elskede virkelig Perrie, det gjorde han stadig, men han blev nød til at komme videre. Og det var derfor, vi var her i dag.

I et ryk vendte jeg mit hoved mod udgangen, hvor Fedora var forsvundet ud af, for nu at se hende vende tilbage.

”Så er der the!” meddelte hun med et smil, i mens hun satte en bakke med sorte, store tekopper og en matchende tekande fra sig. Taknemmelig smilede jeg til hende, da hun rakte mig en kop med the, for derefter også at række de andre en hver.

Hun satte sig på en skammel ved siden af Luna, som sad og rykkede uroligt på sig. Jeg håbede ikke, at vi gjorde hende utilpas, men vi havde bare virkelig meget brug for hendes hjælp. Det så ud som om, det var det eneste, der kunne redde Zayn fra at ende helt ved siden af sig selv – vi havde prøvet alt, og det her virkede som noget af det sidste, der var muligt.

”Så kan vi stole på, at det her ikke slipper ud? Vi er villige til at betale for det, hvis det skal være,” udspurgte Liam med et løftet øjenbryn, der fik hele hans attitude til at se mere seriøs ud. Luna nikkede febrilsk og nippede yndefuldt til sin the – hun var smuk. 

§

Første kapitel er ude! Hvad syntes i om den indtil videre? Jeg har valgt at beskrive Luna som en mere eller mindre "normal" personlighed - hvad mener i om det? Skriv endelig jeres mening og husk at like x

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...