Misguided Ghosts § One Direction (13+) *Pause til på ukendt tid*

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 30 apr. 2013
  • Opdateret: 21 maj 2013
  • Status: Igang
Der findes mennesker med forskellige talenter – nogen inden for sport, nogen inden for kunst og andre inden for det matematiske. Alle har talenter, noget at byde ind med, og Luna Dawson er ingen undtagelse. Hendes talent er bare en smule anderledes, om man vil. Luna har altid vidst, hun var anderledes, og langt de fleste har accepteret hende, inklusiv hende selv. Hun har evnen til at kunne kontakte det hinsides, en evne, hun er vokset op med og har lært at kontrollere. Dagligt hjælper hun folk, som har svært ved at komme videre efter tabet af en, de havde nær, og giver dem mulighed for at snakke med den mistede én sidste gang. Zayn Malik har mistet en, og ikke bare hvem som helst. Sin elskede kæreste, Perrie Edwards. Problemet med Zayn er blot, at han stadig er latterligt forelsket i Perrie, og at det, at tage kontakt til hende i det hinsides, kan skabe problemer for ham selv og hans karriere. *TJEK TRAILEREN*

47Likes
17Kommentarer
1414Visninger
AA

3. A room filled with emptiness

Lunas synsvinkel:

En del af mig havde lyst til at skrige, mens en anden del af mig havde lyst til at tudbrøle, græde og grine. Jeg følte, at hele min krop var blevet endevendt til en stor pløre, og at der hverken var op og ned på det ene eller det andet.

Liams ord gik igen og igen i mit hoved. Det havde de gjort den sidste uge, og selvom jeg virkelig prøvede, så kunne jeg ikke banke dem ud. Frygten for, at nogen ville finde ud af det, og de ville sagsøge min tante og jeg, var større end noget andet – vi ville ikke have råd til at skulle betale en stor bøde, eller noget i den stil.

 

”Du skal vide, at hvis det komme ud i medierne, bliver vi nød til at ligge sag an. Det er ikke mod vores gode vilje, men vi har brug for, at vores bedsteven får det bedre, uden det skal koste ham noget.” Liams indtrængende blik fik mig naglet til stedet og et øjeblik føltes det, som havde jeg slugt en stor sten.

Alligevel nikkede jeg. Stemningen i stuen lå som en tykt tæppe over os, og hvis det ikke var, fordi jeg havde min tekop at knuge mine hænder om, ville jeg havde revet mig selv i håret. Det var uudholdeligt, men de havde lovet mig – lovet os penge.

De havde selv sagt, at hvis vi kunne hjælpe deres ven, uden vi sagde det videre, ville de betale os for det, så hvorfor dog afslå det tilbud? Det var ikke ligefrem, fordi vi svømmede i penge.

”Så… hvem er det, han… har mistet?” stammede jeg svagt og krympede mig en smule under Liams blik. Han virkede næsten faretruende, som han sad ret op og ned med hænderne foldet formelt på sine lår. Liam kiggede skarpt hen på sine tog medkompagnoner, som vidst ikke rigtig var klar over, hvad de skulle sige. Jeg blev nød til at have noget baggrundsviden, for at det her kunne lade sig gøre. Det var normal procedure, at jeg undersøgte en smule om den afdøde, inden jeg genkaldte personen.

”Hans kæreste,” endte den blonde med at mumle med en tyk og flydende, irsk accent. Jeg nikkede og måtte næsten presse de næste ord ud mellem mine læber.

”Hvem var hun?” spurgte jeg igen med rystende stemme. Liam rykkede sig uroligt i sofaen, som om der var noget, han ikke ville fortælle mig. Det lignede næsten, de to andre drenge var under hans enevælde – at de ikke måtte sige noget, uden at have fået lov.

Jeg rømmede mig og nippede en sidste gang til min the, inden jeg bestemt stille koppen fra mig. Det var et krav, at jeg havde noget information først, ellers kunne jeg ganske enkelt ikke udføre ritualet.

”Hvordan døde hun?” Min stemme var langt kraftigere denne gang, og Nialls hoved løftede sig markant, så han kiggede mig direkte i øjnene. Et snert af sårbarhed var til at spores, men det kunne ikke stoppe mig. Det her var ikke bare et normalt job for mig – det var en mulighed for at tilbagebetale Fedora, for alle de utallige ting hun havde gjort for mig.

Hun havde taget mig til sig, da jeg ikke var andet end en lille, uskyldig tøs. Hun opfostrede mig, og som noget af det vigtigste accepterede hun og hjalp mig med min evne. Selvfølgelig var jeg klar over, at hun selv ikke var helt normal, men derfor betød det verden for mig, at hun ville hjælpe mig. Trods sure miner og skænderier fandt vi til sidst ud af det, og nu elskede jeg hende, som var hun min egen mor.

Jeg blev med ét trukket tilbage i virkeligheden, da Liam rømmede sig kraftigt. Med store øjne rettede jeg mit  blik og opmærksomhed mod ham, idet han besvarede mit spørgsmål.

”Et biluheld. Perrie Edwards,” mumlede han kortfattet. Det gik langsomt op for mig, at hun nok ikke kun havde betydet noget for Zayn – men noget for dem alle sammen. Ingen af dem virkede specielt glade for at snakke om det, hvilket fik mig til at klappe min mund sammen, inden jeg begyndte at sige noget dumt.

 

Så det var dét, jeg sad og lavede nu. Researchede. Skolens grund henlå i mørke, og de eneste, der sad tilbage på biblioteket ud over mig, var en førsteårsstuderende og bibliotekaren. Jeg klikkede nysgerrigt ind på en ny artikel, med overskriften Little Mix-sanger involveret i voldsomt sammenstød.

Mine øjne skimtede blot ordene, ligesom de havde gjort ved de utallige andre artikler, jeg havde læst. Lyset fra computeren foran mig blændende mig svagt, men jeg var for opslugt til at koncentrere mig om noget andet end de mange muligheder foran mig.

Hårdt kvæstet
Perrie Edwards, forsanger i girlbandet Little Mix og kæreste til superstar Zayn Malik, blev for nyligt påkørt af en ældre herre. Det siges, at den ældre herre var faldet i søvn bag rattet, og at der er tale om en simpel ulykke, men den skyldige er alligevel blevet varetægtsfængslet.
Perries tilstand er kritisk, og man ved endnu ikke, om hun klarer den. Mr. Malik er flere gange blevet set rende ind og ud af hospitalet, dog med hovedet og kroppen dækket af en umenneskelig mængde tøj.

Artiklen var meget længere, men jeg klikkede i stedet tilbage til Google’s søgeresultater. Det var ikke, fordi der stod noget nyt, så jeg så ingen grund til at læse unødvendig info.

Noget sagde mig, at det havde været grimt. På billeder af Perrie før uheldet, havde hun nærmest lignet en gudinde – men taget i betragtning af de billeder, der blev snappet af bilerne efter sammenstødet, kunne hun umuligt have sluppet med et par små skrammer.

Jeg sukkede tungt og lukkede fanen ned, i mens jeg loggede ud af min bruger. Det var stort det her – ingen måtte vide noget. Det ville svært at skulle holde det hemmeligt fra mine bekendte, der alle kendte mig godt nok til at vide, når jeg havde en klient.

”Mrs. Dawson?” en kold ånde kriblede mig i nakken, hvilket fik mig til at gyse. Jeg hev min ene høretelefon ud af øret, så jeg kunne høre, hvad bibliotekaren havde at sige til mig. ”Jeg gør opmærksom på, at biblioteket lukker om 10 minutter,” klargjorde hun med et nik i retning af computeren, inden hun rettede på sine halvmåneformede briller og stille trissede tilbage til sin skrivebord bag de store bogreoler.

Endnu en gang sukkede jeg dybt, inden jeg trak min taske og proppede alle mine noter ned i den. Efter at have svunget den over skulderen, satte jeg mut kursen mod udgangen af lokalet.

Klokken måtte være over 6, for på trods af den sommerlige årstid, var solen allerede på vej ned. Den kølige vind slog mod mine bare ben, og selvom jeg havde knæstrømper på, spredte gåsehuden sig.

”Ligge sag an.”

Ordene var uforglemmelige. Var det virkelig en chance jeg ville tage? Ved at søge på Perrie Edwards, kom der adskillige artikler op om Zayn Malik, hvilket ledte mig til den konklusion, at de drenge blev fulgt overalt – af alle. Ikke kun af paparazzier, men også af ganske normale piger, der ville føre en samtale med deres idol.

Det ville blive pærenemt at finde vej til mig, hvis bare de havde den mindste mistanke om, at Zayn ville komme.

Derudover var der noget… mystisk over ham. Zayn Malik. Mit indre smagte lidt på hans navn, inden det lavede en veltilfreds smaskelyd. Han så godt ud – ingen tvivl om det, men det virkede, som om han skjulte noget. Han havde ikke rigtig smilet på nogen af billederne, jeg havde set, og var det ikke, fordi jeg lige vidste, han havde mistet en nær, kunne jeg nemt havde stemplet ham som et idiotisk røvhul, der var ligeglad med andre.

Jeg havde en trang til at hjælpe ham. Det var noget, som kom naturligt, når folk opsøgte mig, men det virkede forstærket med Zayn. Jeg tænkte på ham, og jeg kunne ikke en gang gøre for det. Jeg kunne ganske simpelt ikke lade være, selvom jeg udmærket var klar over, jeg blev nød til det.

Uden at være opmærksom på det, var jeg stoppet op midt på fortovet. Det var ikke ligefrem, fordi turen  hjem fra skolen var specielt lang, men den havde allerede føltes uendelig. Den sidste aftensol var gemt bag skyerne, som så faretruende grå ud – typisk engelsk vejr. Regnede det ikke, så var det pisse koldt, og de få dage i løbet af året, hvor vejret rent faktisk var godt, var jeg altid syg.

Med en hovedrysten fortsatte jeg min gang hjem mod huset, dog med hætten trukket op over hovedet denne gang.

”Jeg er hjemme,” råbte jeg igennem huset, i det jeg åbnede hoveddøren i en voldsom bevægelse. Der var ingen, som svarede, hvilket fik mig til at rynke panden, mens jeg fik hængt min jakke på knage og stillet sko og taske.

Ingen svarede på mit kald. En kuldegysning løb igennem mig, i det jeg syntes temperaturen i rummet faldt fra en behagelig varme til en næsten bidende kulde. Jeg viste, hvad der foregik, men alligevel lod jeg være med at bevæge mig.

Først efter et par minutters fuldkommen stilhed, gik jeg langsomt ind i stuen. Fedora lå på sofaen, med en bog slået åben over en hendes hoved, tydeligvis sovende. Med rystende fingre viklede jeg et tæppe om hende, så hun ikke ville blive berørt at kulden.

”Jeg ved, du er her,” mumlede jeg forsigtigt, i det jeg fortsatte min gang ind mod mit værelse. Et vindpust ramte min nakke, men jeg tog mig ikke af det. Der var ingen grund til at tage sig af det.

Så det gør du?”

For at understrege hendes spørgsmål, nikkede jeg voldsomt. Pendulet over min seng begyndte kraftigt at svinge frem og tilbage, og lysene i min vindueskarm blev med et tændt. Hurtigt lukkede jeg øjnene i, og lod mig falde tilbage på sengen.

Lang tid siden,” hviskede hun hæst og bevægede sig til den anden ende af værelset. Jeg kunne mærke, hvor hun var, men jeg havde aldrig kunne se hende – kun høre hende. Sådan havde det altid været.

”Mhm,” mumlede jeg fraværende og havde egentlig ikke lyst til at snakke med hende. Jeg var træt, udmattet og ville helst bare sove.

Hvad er der sket?” Som altid kunne hun fornemme, når noget var på færde. Jeg sukkede dramatisk og rullede om på maven, hvorefter jeg krammede min pude hårdt. En del af mig havde lyst til at fortælle hende om One Direction, Zayn Malik og Perrie Edwards, men var det også at sladre, når hun var død? Jeg vidste det ikke, men jeg turde ikke tage chancen.

”Ikke rigtig noget nyt. Der er jo prøver om lidt,” løj jeg og pillede lidt ved kanten af puden. Jeg kunne mærke noget køligt på min skulder, og vidste med det samme, det var en hånd – ikke, at jeg havde noget i mod det. Efterhånden havde jeg lært, at hun ikke mente noget ondt med det, men at det ganske simpelt var hende måde at vise på, hun var her for mig.

Her føles…” Hun holdte pause og ledte efter det rigtige ord. ”…anderledes,” afsluttede hun og smagte næsten direkte på ordene. Ligegyldigt trak jeg på skulderen, selvom det langt fra var ligegyldigt.

”Gør der?”

”Ja” understregede hun bestemt og flyttede sin hånd. Jeg rullede om på maven og hvilede mig på mine albuer, så jeg kunne kigge ud i værelset – væggene var chokoladebrune, drømmefangere i alle farver og former hang rundt om på væggene, og adskillige nips-ting lå fordelt på hylder og kommoder. Trods de mange ting, var der alligevel tomt.

”Må jeg spørge dig om noget?” spurgte jeg i et desperat forsøg på at komme væk fra emnet om mig.

Ja da, det ved du da godt,” lo hun, og kulden flyttede sig et øjeblik, men kom derefter tilbage.

”Hvorfor kan jeg ikke se dig? Jeg kan se alle andre, hvis jeg har lyst, endda op til flere gange, så hvorfor ikke dig?” Det var et spørgsmål, jeg havde gået inde med i længere end hvad godt var. Mine fingre snoede sig nervøst ind i lagenet, mens jeg ventede på svar.

Gud, hvor var det irriterende, når man ikke kunne se hendes ansigt.

Jeg… ved det ikke,” mumlede hun trist. Kulden tog til, og en kraftig kuldegysning løb igennem mig. Diskret hev jeg fat i min sengetæppe og viklede det omkring min rystende krop. Der lå en stilhed imellem os – noget, som der ellers aldrig plejede at gøre.

Vi havde altid haft noget at snakke om. Lige siden hun fandt mig som 7-årig, havde vi snakket sammen om alt, men denne gang kunne jeg ikke fortælle hende alt. Jeg vidste, at hun ville blive stolt, når jeg gjorde noget for Fedora, men trangen til at sige det til hende og ødelægge det hele, var ikke ligefrem gigantisk.

Jeg kiggede endnu en gang rundt i værelset. Hvorfor kunne jeg dog ikke se hende? Jeg kunne se andre, jeg kunne sågar lade dem besætte mig, og alligevel kunne jeg kun snakke med hende? Det var unfair – det mindste, jeg kunne have fået lov til, var da at kunne se hende ordentligt. Jeg kunne jo ikke en gang huske, hvordan hun så ud!

Tre bank lød på døren, hvilket fik mig til at dreje hovedet så hurtigt, min nakke sagde knæk. Kulden omkring mig blev erstattet af en varme, og med ét vidste jeg, at hun var forsvundet.

”Luna?” Min tante åbnede døren halvt på klem og stak forsigtigt sit hoved ind. Under øjnene havde hun store poser og man kunne nemt se, at hun havde sovet.

Satans. Hvorfor skulle hun komme nu? Lysten til at snakke med hende var langt større, end den var til at snakke med Fedora. Dog holdte jeg det for mig selv, da jeg ikke ligefrem ville såre min nære på den måde.

”Hej,” fik jeg fremstammet, min stemme ufattelig hæs.

”Jeg hørte, du snakkede med nogen… Er hun her?” spurgte hun nysgerrigt og kiggede med store øjne rundt i rummet. Jeg bed mig hårdt i læben mens jeg stirrede ligefrem for mig. Fedora havde aldrig mødt hende efter hun døde – hverken set eller snakket med hende siden ulykken, og derfor var hun altid utrolig nysgerrig, når hun hørte, jeg snakkede med hende.

”Nej, hun var her,” sukkede jeg med ekstra tryk på datiden, i takt med jeg faldt tungt tilbage på sofaen. Fedora nikkede betuttet, så hende krøller dansede lidt på toppen af hendes hoved.

”Jamen, okay så… Jeg er lige ude i stuen, du må sige til, hvis der er noget, du mangler,” mumlede hun lavt og lukkede døren i, før jeg kunne nå at svare hende.

Jeg sukkede igen. Det ville betyde så meget for mig, hvis Fedora også kunne snakke med hende, men det kunne hun ikke. Hun forsvandt altid med det samme, hvis hun hørte folk nærme sig – hun sagde endda, at jeg var den eneste, hun havde snakket med efter sin død.

Udmattet kiggede jeg til siden og stirrede intenst på billedet fra min dåb. Min mors lange, sorte kjole og det helt glatte, lange hår, der var så sort som kul, var så guddommeligt smukt. Min fars kobberrøde hår og den nålestribede habitjakke i blå, stod godt til hinanden. Og midt imellem dem lå jeg – i begge deres arme, men buttede æblekinder og en kridhvid kjole på.

Hvorfor de dog havde valgt at døbe mig, det fattede jeg ikke. Det var ikke ligefrem, fordi de var specielt religiøse, men måske havde det været af pres fra min fars familie. Godt nok havde jeg kun mødt min farmor og farfar få gange, men de gange skulle vi også bede bordbøn. Ikke noget, jeg gjorde i.

Det gav et sæt i mig, da min mobil gav lyd fra sig. Under mit bryst hamrede mit hjerte af sted, da jeg fik fisket den op fra lommen, og med vante bevægelser låst den op.

Jeg havde ikke kodet afsenderens nummer ind i min telefonbog, hvilket fik mig til at rynke brynene. Hvem fanden havde sendt et besked til mit nummer, når jeg ikke havde givet det ud til nogen for nylig?

Fra: Ukendt – Til: Luna Dawson

Hej Luna, det er Liam her. Du må undskylde, hvis jeg skræmte dig den anden dag – det var ikke min mening at virke bestemmende. Alt det her med Perrie har bare taget utrolig hårdt på os alle sammen, og at se Zayn så ødelagt, hjælper mig heller ikke ligefrem. Har du mulighed for at mødes senere? Bare over en kop the?

Med rynket pande stirrede jeg dumt ned i sms’en. Dét havde jeg godt nok ikke regnet med – en besked fra selveste Liam Payne… hurtigt fik jeg gemt nummeret, hvorefter jeg trykkede ind på beskeden og læste den igennem et par gange mere.

Han ville rent faktisk snakke med mig. Med mig, og jeg som havde troet, han virkelig var diktator-typen. Jeg kunne jo have sagt mig selv, det ikke var sådan, han var normalt – ingen var dem selv, efter de havde mistet en nær.

Efter et øjebliks koncentreret gennemtænkning, besluttede jeg mig for at svare ham.

Fra: Luna Dawson – Til: Liam Payne

Hej Liam. Det er helt i orden – jeg ved udmærket, at folk ikke er sig selv, når de lige har mistet en, de har kær. Hvad har du i tankerne, siden du vil mødes? Noget specielt, du vil snakke om?

Med rystende fingre trykkede jeg send. Det måtte briste eller bære – måske virkede jeg for hård i min tone? Skulle jeg have sendt en smiley til ham? Han sendte ikke nogen smiley til mig…

Hurtigt rystede jeg på hovedet for at komme tilbage til mig selv. Jeg plejede aldrig at være så nervøs, omkring at skrive til en skide klient, men alligevel trippede jeg omkring Liam. Jeg måtte nok indrømme, at han havde skræmt mig lidt.

Der gik ikke mere end et par minutter, før en ny sms tikkede ind.

Fra: Liam Payne – Til: Luna Dawson

Jeg har bare brug for at få sat nogen ting på plads, angående Zayn. Desuden har jeg en milliard spørgsmål, jeg desværre ikke fik stillet dig, da jeg havde muligheden. Kan vi mødes ved London Eye omkring 8 i aften?

Spørgsmål? Hvilket spørgsmål kunne han overhoved have til mig? Ham og de andre to drenge plaprede da løs om alt muligt til Fedora, mens jeg havde siddet i mine egne tanker, så hvad kunne det dog på nogen måde være?

Mine egne spørgsmål fyldte mit hoved, så jeg endnu en gang rystede det godt og grundigt. Der burde ikke være noget i vejen for, at jeg mødtes med ham – men hvad nu, hvis vi blev set? Var det ikke netop dét, som vi ikke måtte?

Uden at være klar over, hvad jeg var i gang med, tog jeg mobilen op til øret og lyttede til den kendte ventetone-melodi. Der gik et par sekunder, før telefonen blev taget i den anden ende, og en dyb, blid stemme rungede igennem højtalerne på min egen.

”Hallo?” Jeg sank en klump og bed mig hårdt i læben.

”Hey, det er Luna,” mumlede jeg en anelse flovt. Følelsen af at havde mistet al evne til at snakke, indtog min krop.

”Eh, hej,” hørte jeg Liam sige, hvorefter lidt larm lød. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så var han netop gået ud af et rum, og i stedet hen til et, hvor der var lidt mere ro. Jeg bed mig endnu en gang i læben og lagde mig i fosterstilling på gulvet, med min mobil liggende ved siden af mig på medhør.

”Du ved, jeg tænkte bare, det var lidt nemmere at snakke om det i stedet for at skrive,” forklarede jeg nervøst. Af en eller anden grund begyndte min stemme at ryste, så snart jeg åbnede munden – der var ingen tvivl om, at Liam havde skræmt mig.

”Oh, hvad vil du da gerne snakke om?” spurgte han fortsat, og endnu en gang sank jeg en klump. Forpulede stemmebånd, der absolut skulle forråde mig i sidste øjeblik.

”Jeg er bare… altså, hvad mener du med spørgsmål? I snakkede da med min tante, gjorde i ikke?” Det kom bag på mig, at sætning, som forlod min mund, rent faktisk gav mening, på trods af min rystende stemme.

Jo, men derfor vil jeg stadig gerne snakke med dig om det,” svarede han hurtigt. Jeg skulle lige til at sige noget igen, men han afbrød mig, ”hør, det er ikke, fordi jeg ikke vil snakke med dig, men jeg har ret travlt lige nu. Ses vi i aften?” spurgte han utålmodigt og igen lød der lidt larm.

Fortumlet på hans pludselig afslutning på vores samtale, fik jeg mumlet et hurtigt ”ja”, hvorefter der blev lagt på i den anden ende. Måske var Liam ikke så slem igen – det var sikkert bare mig, der havde haft en dårlig dag, eller også var det ham, som ikke var sig selv. Det kunne vel i og for sig være ligegyldigt, nu hvor vi havde fundet ud af det.

Jeg lod igen mit blik glide hen over væggene i mit værelse. Måske var jeg ikke som alle andre var, men det var jo ikke, fordi jeg var totalt outsider – jeg syntes da også Leonardo D’caprio var lækker, og at lårkorte nederdele absolut ikke egnede sig til skolebrug, men jeg flashede bare ikke med det, som alle andre. Jeg havde mit at tænke på.

Der lød nogen stemmer nede fra stuen, og med der gik der langsomt op for mig, at jeg havde en klient i dag! Fuck! Hvordan kunne jeg også glemme det, jeg plejede aldrig at glemme mine bookninger!

Tumlende rullede jeg ud af sengen, rettede på min makeup og hår i spejlet, for dernæst at styrte ned af trapperne, så mine fødder næsten snublede over hinanden. Fucking fuck! Pludselig virkede aftalen med Liam endnu mere fjern, end den i forvejen havde gjort.

§

Nyt kapitel - yay!

Hvem tror i, Luna snakker med? Hvad syntes i om kapitlet? I får et indblik i hendes evner - hvad syntes i om den måde, jeg har beskrevet det på?

Husk at like x

//Freja xoxo

 

 

 


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...