Pinefuldt liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 apr. 2013
  • Opdateret: 28 apr. 2013
  • Status: Igang
En ung pige, der bliver fanget i en tidlig alder, hun rives med på en lang rejse, der forvandler hendes liv til et mareridt. Aldrig før, har hun tænkt så meget på sin fortid, hvad hun kunne have gjort bedre. Vil hun ende med at forfærdes alene, slipper hun væk eller vil hendes sjæl hvile? Følg med i dette drama om pigen, der er fortabt.

3Likes
3Kommentarer
452Visninger
AA

3. Kapitel 2. Rækken og kærligheden.

Efter noget tid føler jeg et blik på mig. Personen kigger ikke bare, nej, personen stirrer. Det er nemt nok at ignorerer, men hvis man virkelig er nysgerrig kigger man, og det var hvad jeg gjorde. Jeg var nødt til at se, hvem der var det havde sådan et dybsindigt blik, som bare hvilede på mig. En ung mand, sandsynligvis ikke meget ældre end jeg var. Grønne øjne, mørkebrunt hår, mellemhøj. Man skal altid sørge for at se de mindste detaljer, men han var nu meget original, lidt kedelig måske. Det var ikke så meget af se, så jeg kiggede med det samme væk igen. I horisonten poppede noget op, det så fortroligt ud, det så farligt ud. Det var der, vi blev jaget hen. Vi var højst tretten tilbage i rækken, mange faldt omkuld på vores vej. Det var sygt, hvad de gjorde. Og hvad skulle de bruge os til, slaver? Jeg gad bestemt ikke være en andens slave. Da først vi kom dertil, bemærkede jeg hvor uhyggeligt det egentligt var. Et øje bare hver væg og ransagning inden man fik lov til at bevæge sig ind i byen. Den var ret stor, men ikke specielt moderne. Rart var der bestemt ikke. Jeg ønskede længe at komme hjem, men det håb burde man egentligt opgive efter noget tid, men jeg havde det i hjertet hele tiden. For mig var det vigtigt, for jeg følte at jeg havde noget, så længe jeg havde et håb. Selvom jeg stadig var i live, så var det svært at tro. Det virkede slet ikke som om jeg trak vejret, eller som om nogle anden trak vejret, for den sags skyld. Der var meget stille, kun få gange så man vagter forveksle et par ord, og det var sikkert om os. Vi blev beordret til at stille os på række, da vi var kommet ind i en noglelunde stor bygning. Vi gjorde som beordret, vi ville helst ikke skabe nogle form for ballade. Her stod vi så. Vagterne forlod os, men to stod udenfor døren. Som om at vi alligevel kunne slippe væk. Vi er en omgang dovne tøser, som ikke tør en dyt. Endnu et blik faldt på mine skuldre. Jeg bad ham lavt om at glo væk. Hvorfor stirre sådan, det er så uhøfligt og underligt. Specielt hvis man ved, at man trænger til et bad og føler sig helt udrustet. Der var ingen i rækken, der ville tiltrække opmærksomhed fra en af vagterne. Alle var stille, men nogle så ud til at slappe lidt af alligevel. Det var fint nok, det generede ikke mig. Jeg havde selv en trang til at sidde ned, men hvilken nytte ville det gøre. Hvis jeg alligevel skulle dø, kunne jeg ligeså godt falde omkuld, når det var. Nogle vagter og to andre mænd uden uniform kom ind. Tankerne fløj rundt i hovedet. Hvorfor så mange vagter, når man kun er få tilbage. Efter kort tid vidste jeg hvad dette egentligt var. Vi var arbejdere, vi var .. slaver. Man kunne ingenting stille op. Vi alle sammen stod i en endeløs situation. Vi skulle alle sammen arbejde, til vi ikke kunne mere, simpelthen til vores hjerte stoppede med at banke. Dunk, dunk. Det var ligefør mit hjerte gik i stå, der var så stille og mændene stod bare og stirrede. Jeg savnede mit gamle liv. Selvom jeg ikke havde alt det jeg ville dengang, så havde jeg meget mere end nu. Jeg var så fandens sulten. I den slags situationer, tror man faktisk at man ligner en pind, for man er bare så sulten, at man føler sig helt væk. Det gjorde jeg. Ikke altid, kan man have det man ønsker. Nu lærte jeg, at værdsætte det jeg havde og ikke det, jeg ikke har. Ofte troede jeg mit liv var hårdt og forfærdeligt, men nej, bestemt ikke. Det var dejligt, det var super rart og skønt. Pludselig vågnede jeg lidt op fra mine tanker, og da opdagede jeg, at den ene mand pegede på mig. Jeg stod dér, meget forvirret. Hvad skulle man gøre. Da han bad mig komme, fulgte jeg med. Jeg blev smidt ind i et køkken. Det var vildt fedt, eftersom der var mad i køleskabene og vinduer ud til en flot udsigt. Men selvfølgelig var jeg ikke beordret til at spise, men at lave mad. Hvilket jeg gjorde, dagen lang. Der var konstant noget der skulle laves. Jeg havde alle de kogebøger, jeg skulle bruge og min hukommelse til. Engang da jeg stod og lavede mad, smed jeg et blik udenfor, knægten der kiggede på mig før, gik ude i marken og arbejdede. Han så sulten og tørstig ud. Jeg ville ønske, jeg kunne gøre noget, men jeg ville sikkert blive dræbt. Han var en fremmed, så jeg ville ikke ofre mig, for at give ham mad. Selvom jeg følte at jeg burde, så gjorde jeg det ikke. Jeg var bange. Det er meget normalt at være bange, i alle slags situationer. Selv enkle, som at gå i skole, hvis der er mobbere. Selv dér, har jeg været bange.

 

Efter mange måneder begyndte arbejdet, at være helt normalt. Det var ikke skidt, det var ikke ude i marken, men i et rart køkken, hvor jeg kunne spise, uden nogle havde en ide om, at jeg gjorde det. Men der gik ikke bare måneder, der gik år. Jeg blev slået mange gange, hvis jeg gjorde det mindste forkert, eksempel at placere tallerkenen på den forkerte siden af menneskene. Eller at glemme at lægge servietter. Ja, de ting skulle jo også gøres. Det var okay normalt, jeg havde helt glemt min fortid og hvordan jeg havde det. Jeg havde det forfærdeligt nu, men altså, det var normalt. En dag blev der banket på køkkendøren, jeg åbnede den høfligt som jeg altid gjorde. Men denne gang, var det ikke min ejer eller en vagt. Det var knægten fra gåturen. Mit blik styrtede til grunds. Han måtte egentligt ikke være her og det vidste han udmærket. Jeg anede ikke hvad han ville, men pludselig bad han mig, om at stikke af med ham. Jeg var tavs. Stikke af, ikke engang en flue, kunne stikke af fra dette rædselsfulde sted. I øvrigt, var det på en måde mit hjem nu. Men han overtog styringen og tog noget mad ned i en pose, jeg sagde eller gjorde ingenting. Jeg overvejede hvad der kunne ske. Tænk hvis man kunne komme væk, se bare hvordan man ville have det efter. Ville de lede efter en? De bekymrer sig ikke for os i forvejen, så de havde sikkert glemt os. Det var okay. Musikken der ikke var der, kunne høres i hovedet. Det var fantastisk, sød musik, der kaldte os hjem. Skulle vi bare stikke af, fra alle de andre.. det ville være koldt, men vi burde alligevel tage chancen. Livet er ikke altid nemt, ikke kun for en selv, men også for andre. Knægten tog fat i min hånd og susede ud med mig. Det var sent om aften og han havde åbenbart planlagt det hele. Vi løb.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...