Pinefuldt liv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 apr. 2013
  • Opdateret: 28 apr. 2013
  • Status: Igang
En ung pige, der bliver fanget i en tidlig alder, hun rives med på en lang rejse, der forvandler hendes liv til et mareridt. Aldrig før, har hun tænkt så meget på sin fortid, hvad hun kunne have gjort bedre. Vil hun ende med at forfærdes alene, slipper hun væk eller vil hendes sjæl hvile? Følg med i dette drama om pigen, der er fortabt.

3Likes
3Kommentarer
415Visninger
AA

2. Kapitel 1. Pinefuld gåtur.

Den fantastiske lyd af regndråber, der landede med en hård flade på teltet. Tydeligt, kunne man høre at regndråberne ikke just var små. Solen lå bag træerne, der lavede en smuk overflade og lyste det flot op med nogle specielle farver. Hjertet bankede næsten langsommere end det måtte, før man gik helt i stå. Øjet blev fyldt med tåge og kinden blev varmet op, af en tårer. Selvfølgelig var det glædestårer. Man burde ikke overveje hvordan man kunne have det, men man burde se og føle de ting man har, dybt inde i hjertet. Der er ingen grund til at være glad, så længe man har en chance for at se hvad man kan opleve i livet. Så tag en dyb vejrtrækning og slap af i musklerne. Kig dig omkring og føl glæden. Måske kan du ikke mærke den nu, men det kan du, hvis der er en dag sker noget, du ikke vil bryde dig om. Livet er hårdt en gang imellem, men noglegange er man nødt til at tage sig sammen, for man har det ofte bedre, end man går og regner med. Kig udenfor og husk himlen, som den er i dag, for den bliver nok meget grå engang i fremtiden. Du behøver ikke frygte for noget, så længe du ved at du har en nutid, for så længe du har en nutid, vil du have en fremtid.

 

Et tomt og kedeligt blik faldt ude i horisonten. En gnaven ung pige, som er tvunget ud i byen, for at købe tøj, nej. En pige der ikke må få sit stykke slik, nej igen. Jeg blev skubbet hårdt i ryggen, da hun så roligt blev langsommere i farten. Hvis bare der var en, der havde chancen til at være modig, så jeg kunne komme væk. Bare i en alder af seksten og allerede et forfærdeligt hårdt liv, når hun ikke burde være ude af skolen endnu. Men sommetider bliver nogle jaget med. Ikke alle er lige så heldige. Jeg havde en fornemmelse af, at hun nok skulle slippe væk herfra. Det lå nærmest lidt i maven, den følelse dér. Og når hun gjorde det, ville hun få det helt og fuldstændig fantastisk. Vejen førte os et sted hen, det gør enhver vej, men uden skiltene i siden, havde vi ingen ide om hvor vi skulle hen. Kun vagterne vidste det, de førte os trods alt derhen. Hvis de ikke var der, kunne vi gå tilbage til vores familier. Pludselig stoppede jeg op i chok, da et menneske faldt foran mig med et brag. Han lå dødstille, det forklarede det måske. Jeg blev skubbet endnu engang, vi forlod manden, uden et eneste kig på ham, i håb om at vi måske kunne rede ham, men nej. Det ville de ikke tillade. De ville bare lade os dø hen ad vejen. Ligge der, til der måske kom et rovdyr og spiste os. Snart var det vel min tur, i denne hede. Og uden vand, var det ikke spor nemmere. Selvom der kun var fem vagter og tyve fangere, turde ikke én eneste være modig. Vi var alle stive i det. Sommetider kan man altid håbe på regn, eller håbe på at der rent faktisk findes en supermand. Men andre gange må vi leve i troen, at vi kan redde hinanden, selvom det tager sin tid. Ikke engang en tårer er til at presse ud, man er så tør indeni, at det er umuligt, der kan være vand tilbage i kroppen. Rækken stopper op, så jeg følger automatisk med i stoppet. Vagterne er på vej til at give en slurk vand, til hvert menneske i rækken. En flaske til tyve mennesker er ikke meget, men det er det værd, hvis vi kan overleve, hvis vi kan komme væk herfra. Maven rumler også, men det må jeg bide i mig, for der er ingen mad her. Ikke et eneste dyr. Ikke et eneste træ eller noget andet. Turen når mig, og jeg får en tår vand. Det er bedre end ingenting. Så forsætter vi den lange gåtur, som forhåbentligt snart ender. Benene kan ikke holde til mere og folk falder forsigtigt om kuld. Hvis et eneste menneske siger den mindste lyd, ender sjælen et andet sted, men kroppen bliver liggende tilbage. Så strenge var vagterne. Det skete et par gange, alt for mange. Smukke sjæle og liv, der forsvinder. Efter noget tid, finder jeg ud af, at jeg har skabt mig for meget, været alt for hysterisk. Det var sikkert også grunden til, at jeg befandt mig der i rækken, med livene der gik til spilde. Nogle mennesker kan udrette noget smukt, men ender ofte et forfærdeligt sted i livet. Enhver mobber og enhver anden bliver mobbet, tænk hvis intet af det fandt sted, så ville vi måske udrette noget mere og være bedre mennesker. Men Eva spiste æblet. Så endte jeg der, men jeg havde aldrig mobbet eller gjort en fortræd. På den anden side, så har jeg aldrig kunne se, hvad jeg havde, før jeg ikke havde det længere. Livet kunne måske være nemt, hvis andre gav os en chance. Efter mange kilometer igen, jeg aner ikke hvor mange, jeg ved bare, at jeg har lyst til at vælte omkuld. Endnu engang stopper rækken op, endnu engang skal vi have en tår vand. Det er det samme og det har det være i nogle dage og nogle nætter, men vi har brug for mad, vi alle sulter. Det var noget vagterne tydeligt kunne se, men de bekymrede sig ikke det mindste. De tænkte sikkert på de penge de ville ende med, hvis de gjorde som bedt. Hvorfor tænker alle altid på pengene og magten, i stedet for de gode gerninger man kan gøre ind imellem. Jeg fortrød pludselig alle de gange, jeg havde råbt nej af min mor, når hun bad mig om at hjælpe til med opvasken. Hvorfor gjorde jeg ikke det, når hun havde gjort så meget for mig? Jeg havde en anelse trang til at råbe af vagterne og flygte, men jeg ville blive skudt. Så hellere følge med og se om man kan udrette noget godt. Endnu en tår kommer til mig, men mit blik ligger på en anden ung kvinde. Man kan tydeligt se hun har det forfærdeligt. Hun ligner en, der normalt ville have råbt mig og talt grimt om mig bag min ryg. Selvom min tørst er forfærdelig, vil jeg hellere lade være med at drikke. Dette er ikke mit ønske. Vagten råbte af mig, så jeg fik spyt i øjet, derefter skubbede han til mig, så jeg var på renden til at vælte, men jeg stod fast og jeg forsatte turen, det gjorde vi alle sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...