Drømmeland.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 apr. 2013
  • Opdateret: 28 apr. 2013
  • Status: Igang
Det er en blanding mellem et essay og et digt. Det er noget der kom til mig i et øjeblik hvor jeg kunne sætte ord på mine tanker og følelser. Beskriver mig ret godt på en anderledes måde.

0Likes
0Kommentarer
213Visninger

1. Drømmeland.

Jeg lukker øjnene, efter en lang dag. Jeg er træt men ikke søvnig. Jeg sover ikke rigtigt. Ej heller er jeg vågen. Jeg er i en hemmelig og gemt verden, langt væk fra virkeligheden. Jeg træder ind i en verden hvor alt negativt og ondt er udelukket, og hvor håbet og kærligheden styrer alt. De to store kræfter, der er det eneste der er stærkere end de 7 dødssynder. Stærkere end døden.
 I denne verden er alt muligt. For når viljen er i hjertet er alt muligt.

Selvom jeg går gennem ild, vand og op af stejle bakker, gemmen smerte, svigt og nederlag. Giver jeg aldrig op, vil jeg aldrig tabe kampen, der er ingen nederlag når alt er en chance for at blive klogere.

I min verden er jeg god nok, i min verden er de mørke sider af folk ikke styrende, de er kun skygger så længe de er accepteret og så længe man holder dem bag lyset. Mennesker kan kaste lange skygger, det kan vi alle. Men vi skal ikke gå i mørket, men i lyset. For i lyset er der ingen skygger.

Vi går hånd i hånd gennem en mark så enorm, fyldt med solsikker og valmuer, mens solen går ned over vandet og vi sidder på en lysegrøn græstop og kigger ud over vandet hvorefter vi kigger på hinanden og solen forsvinder ned i horisonten og månen lyser op, og alt jeg kan se er stjernerne i dine øjne.

Hvordan varmen fra din krop nærmest damper, selvom det er nat, er der ingen kulde, for vi holder hinanden varme. 

Og som vi slentrer hjemad i nattens mørke, begynder det at regne, stille regn før stormen, vi bliver drivvåde, men inden i os brænder flammen af kærligheden, der gør vi ikke mærker kulden, og bare går fremad, uden at spilde et sekund på at ærgre os over regnen.

Det begynder at buldre i det fjerne, højere og højere kommer det nærmere, der er lysglimt af lynet, der kommer tættere på. Larmen er bragende og lysglimtene kommer oftere. Indtil det pludselig slår ned i et lille træ meget tæt på hvor vi står. Flammen spreder sig ikke, men brænder blot i træet. Du går hen mod det, jeg følger dig. Vi mærker varmen fra ilden, vi varmer os, for kulden fra vores våde tøj, er umulig ikke at mærke. Vi står der, indtil det er brændt helt ud, og der kun er aske tilbage. Asken ligger helt grå og rygende, formet som et hjerte.

Vi smiler begge ved synet af hjertet på jorden, mens vinden tager bort den sidste røg. Natten er helt sort nu, månens lys er nok til at vi kan se hinanden, dine læber er silkebløde og stærke som en kvælerslange, når vi kysser hinanden ømt og kærligt, under den fulde måne, og en himmel fuld af stjerner, selv regnen, lynet og tordenen var forsvundet som ved et trylleslag.

Der er stille, helt stille. Jeg kan høre dit åndedrag. Vi går sammen i stilheden til vi når til min dør. Du kysser mig på kinden og siger de mest fantastiske ord.

"Jeg elsker dig" siger du, med den blødeste stemme.

Et øjeblik passerer, "Jeg elsker også dig", svarer jeg.

Endnu et kys, og jeg lukker døren bag mig.
Endnu en nat er forbi, endnu en nat i drømmeriget. Endnu en gang vågner jeg til hverdagens kamp og stress, endnu en gang, kæmper jeg alt jeg kan, for jeg har en styrke ingen kender til. Inde i mig, hvor hjertet bor, inde der hvor det smukkeste gror, der har jeg en tro, en vilje, et håb. På at kærligheden er det stærkeste på jorden, og at det højeste, smukkeste og mest utrolige man kan opnå er at elske og at blive elsket.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...