Viktoria: Dragens lænker

Viktoria er sytten år og bor hos hendes mor og alkoholiske og ludomaniske stedfar på fjerde år. Hun føler sig fanget i et hjem, hvor moren arbejder for meget, og stedfaren gør alt for at få hende ud hjemmefra.
Det er umuligt for hende, at finde ro i hjemmet. Moren tager stedfarens parti, og den dårlige stemning gør Viktoria endnu mere rebelsk og vred indeni.
Vil hun nogensinde få et forhold til sin mor igen?
Hvor langt vil Viktoria gå, for at hun kan få sit desperate skrig ud til sin mor, og vil det blive for sent?

0Likes
0Kommentarer
163Visninger
AA

1. Hun holdt stadig vejret

Det var en tåget aften i Esbjerg. Der var ikke mange biler på gaden, og tågen lå som et tæppe over hele byen. Der var ingen mennesker heller, det var fuldkommen stille.
Oppe ved en nærliggende mark, gik den gamle enke Andrea tur med sin næsten lige så gamle labrador Sif. Det var den sædvanlige rute hun gik, op på marken, forbi gymnasiet og så mod Kvaglund gennem store marker og små skove.
Hun var træt. Det var hunden også. De traskede hjemad i det kolde forårsvejr med våde snuder. Da de nåede lågen til forhaven, kunne de høre larm længere ned af gaden. Det var ellers den rolige side af Stengårdsvej.
Andrea kiggede ned ad gaden. Der lå røde rækkehuse på begge sider hvor de fleste kendte hinanden. På den anden side af Stengårdsvej lå der højhuse. Vejen var meget delt op, da der boede flest indvandrere på den anden side, og herovre var det flest ældre mennesker, familiemennesker. Der var dog nogle enkelte etværelses lejligheder, hvor der for det meste boede narkomer og alkoholikere, men de var meget stille og rolige, og holdte sig for det meste indendørs. Udover alkoholikerne der opholdt sig på det lokale værtshus, Stenbukken, nede ved NETTO forenden af gaden.

 

Andrea kunne høre, at det var en ung pige og en ældre mand der råbte ad hinanden. Sif skubbede til lågen og peb. Andrea kiggede på den gamle følgesven og aede den blidt ved øret, hvorefter hun åbnede lågen og gik hjem.

Naboerne længere nede af gaden kunne høre skænderiet lidt bedre, 
"Det kan sgu da ikke PASSE, at man fucking ikke engang kan lave sine fucking lektier!" råbte den unge pige. Man kunne ane hvad der blev råbt, men stod man midt i stuen, ville man stå midt i ragnarok. 
"Hvor er det fucking lamt man! Du er fucking lam!" råbte pigen igen. Det var Viktoria. Hun stod og pegede på sin stedfar, Karl, der rystede på hovedet, mens han passede hende ud i forgangen, "Hold din kæft!" råbte han vredt. Han satte sig ned ved computeren og åbnede sin øl. Slots, grøn. "Du kan sgu da bare pisse ud til dine kriminelle venner!" råbte han fra gangen. Viktoria gik ud i køkkenet og ruskede hårdt i en af stolene. Hun rystede af vrede over hele kroppen, alt indeni hende spændte. Hun prøvede at bide det i sig, tyggede hårdt sammen, holdt vejret, men det lykkedes hende ikke at holde tårene i skak. Hun holdt stadig vejret, og gik ud i bryggerset, lukkede døren, tog et håndklæde og begravede ansigtet i det, mens hun græd hysterisk. Det var heldigvis ikke til at høre. Det vidste hun. Hun var vant til det.

Efter lidt tid tog hun en dyb indånding og stod et par minutter, for at få vejret igen og ro i hovedet. Det var svært at tænke på andet, end alle de måder hun ville ønske, at Karl døde på. Gid han druknede i alkohol. Gid han døde af sit konstante hosten. Gid hans krop snart gav efter, så han kunne lægges i en kiste seks meter under jorden! 
Viktoria rystede stadig af vrede, da hun tog sin telefon op ad lommen. Hun gik sin kontaktliste igennem, og ringede til en af sine bedste veninder, Nadia. Viktoria havde et fast greb om telefonen mens hun knyttede sin anden hånd, "tag den nu, for fanden Nadia!" tænkte hun. 
"Hallo?" lød en hæs stemme i røret. Det var Nadia, 
"Jeg ved ikke hvad fuck jeg skal stille op!" sagde Viktoria ophidset. Nadia rømmede sig med det samme. Man kunne høre, hun straks lyttede fuldt ud efter, 
"Hvad er det nu?" spurgte hun. Viktoria gik frem og tilbage i bryggerset, 
"Så sidder jeg og laver mine lektier på computeren, ikke? Gæt hvem der så kommer, og befaler mig at gå væk!" 
Nadia vidste godt, at det var et retorisk spørgsmål, "Skulle han ind og spille bingo?" spurgte hun. Viktoria svarede vredt ja, og udgav et støn i form af et brøl, "Typisk når man endelig går i gang med at lave sine fucking lektier, så kommer den gamle, triste, møgforbandede alkoholiker!" vrissede Viktoria og kunne mærke, at hun var ved at falde til ro igen. 
"Det er vildt nok alligevel... At du gik i gang med dine lektier" fnes Nadia. Viktoria smilede og fnes med, "Ja, I know, right? Men det var heldigvis bare en aflevering, den kan godt vente. Hvornår kommer i over?" spurgte Viktoria, "Jeg regner med at gå om ti minutter, hvem kommer ellers?" spurgte Nadia nysgerrig. 
"Ja, de sædvanlige gutter, selvfølgelig. Sagde jeg ikke det til dig?" 
"Nej, det tror jeg ikke. Bare Blink og dem?" 
"Jep." sagde Viktoria, og gik ud i køkkenet, ind i stuen, ud i forgangen forbi Karl og ind på sit værelse og lukkede døren hårdt i, så Karl udmærket godt vidste, at den var møntet på ham. Karl sagde ingenting. Han sad bare og klikkede med musen, inde på en af hans bingosider. 
"Okay, men vi ses om et kvarters tid nok" sagde Nadia, og inden længe fik pigerne lagt på. 

 

Klokken var ved at være halv ni, da de fleste af Viktorias sædvanlige gæster var ankommet. Fire af hendes kammerater og Nadia. Selvom Viktorias værelse var lille, ville der altid være plads til en mere, uanset hvor mange de var. Desuden var de også alle rygere, så det lillebitte firkantede rum blev hurtig tåget. Så åbnede de bare vinduet, selvom det ofte ikke hjalp på de svidende øjne. På en normal hverdag, ville der sidde et par unge derhjemme og se fjernsyn. Sådan startede det normalt ud, hvorefter de alle ville bevæge sig om på en meget nærtliggende græsplæne, hvor drengene ville dele en joint. 
"Hallo, Blink! Det er altid dig der siger tre puff pass, hvad med at overholde den?" brokkede Michael sig, "Ja ja, slap nu af" hostede Blink og gav Michael jointen. Viktoria og Nadia stod og frøs, mens de ventede på, at drengene ville blive færdige. Pigerne i gruppen røg ikke, de tog heller ikke stoffer. De var normalt fem piger i alt, der gik i flokken med drengene, som nok var en gruppe på seks-syv stykker, men de nøjedes med alkohol til fester og smøger. Drengene havde også altid sagt, at de aldrig ville tilbyde hverken hash eller stoffer til dem. "Det er i for gode til" lød det. 

De andre piger, Simone, Sisse og Ronja kom også fra mere respekteret familier, end den gruppe mennesker de gik med. Det var også derfor, at de ikke brugte de fleste af deres hverdage, på at sidde med de andre, men det betød ikke, at de så anderledes på nogen af dem.

De fire piger var Viktorias støttesten. De havde alle noget helt specielt og værdifuldt at byde på, især fordi alle pigerne var så forskellige, men alligevel havde et specielt knyttet bånd, der gjorde dem til de bedste veninder.

Aftenen skred hen, og selvom drengene hyggede sig i deres skævert, af hvad der nu end var i fjernsynet, hvorpå pigerne grinte med - eller grinte af drenge, så var det blevet sent, og de begyndte at smutte hjem. Karl havde sat ude ved computeren i gangen, som lå lige foran Viktorias værelse og hoveddøren, men da Nadia som den sidste tog hjem, var Karl enten gået ind i stuen eller i seng.

"Thank God, at han ikke sidder herude mere." hviskede Viktoria grinende til Nadia, 
"Viktoria! Kan du ikke bare skride med dine kriminelle venner!" imiterede Nadia stille tilbage, og de to bedste veninder, stod og havde et lydløst grineflip i gangen, "Så kan jeg spille bingo i fred!" forsatte Viktoria i hvisken, "Og drikke bajer!" efterfulgte Nadia, "Og ryge tres smøger i timen!" 
Nadia vinkede farvel til Viktoria, og hoveddøren blev lukket. Da hun vendte sig om, kom Karl gående ind fra stuen, kiggede på Viktoria med foragt og gik forbi hende ud til toilettet. Hun følte sin mave vende, da han gik forbi, hvorefter hun satte sig ved computeren og surfede lidt rundt.

Karl kom ud fra toilettet lidt efter, og i det han gik forbi sin steddatter, hev han fast i computerstolen, og kastede den og hende væk fra computeren, så Viktoria faldt. "Hvad fanden..." begyndte hun men blev afbrudt, 
"Klokken den er kvart i tolv, Viktoria! Hvad fanden skal dine venner være her så længe for?" råbte han, og stillede sig dominerende overfor Viktoria, der stadig fumlede med at komme op at stå, men hun besluttede sig for at blive siddende op ad den væltede computerstol,
"Det skal du sgu da ikke bestemme!" råbte hun, hvorefter Karl løftede sin arm og satte sin højre håndflade i en truende position,
"Det er ved fanden, at jeg skal bestemme! Din lille møgunge, havde det ikke været for din mor, var du blevet smidt på gaden!" råbte han. Viktoria krøb sammen, og mærkede frygten i maven. Han så rasende ud og halv-bedøvet af alt, alt for mange øl, "
Hvad fuck vil du gøre? Slå mig eller hvad? Så kan det sgu da være, at jeg kan få et blåt øje, så jeg kan sige til min mor, hvilket piece of fucking shit du er, og så kan du jo flytte ned på den lokale, og drukne dig ihjel istedet for her!" Viktoria fortrød straks, at hun havde sagt det, mens han var i den tilstand. Han tog hårdt fat i nakken på hende, åbnede hendes dør, kastede hende hen i sin seng, tog nøglen og smækkede døren i, hvorefter han låste den. Man kunne høre fra gangen, hvordan Viktoria råbte og skreg og ødelagde sine ting, "Din fucking sindssyge psykopat!" 
Karl var ligeglad. Han gik blot ind i stuen og drak sin øl færdig.

Viktoria havde taget det første, hun kunne få fat i, og kastede det hen på døren. Det var heldigvis kun et bloklys, men når hun kom op i det røde felt, ville hun ikke have problemer med, at smadre både spejle, glasborde, fjernsyn, stort set alt hvad der kunne dæmpe hendes vrede. 
Hun lå i sin seng og kiggede op i loftet. Hun var øm i sin nakke efter stedfarens greb, men hun vidste, at hendes liv ville fortsætte sådan her, indtil hun fandt et andet sted at være. 
Hun lukkede øjnene, og tænkte tilbage til den sommer, hvor hendes mor, Liljan, lå inde i sengen, da Viktoria var fjorten år gammel.

 

Dengang for fire år siden, da Karl ikke var flyttet ind endnu....
"Viktoria" lød det inde fra soveværelset. Viktoria sad og tegnede ude i køkkenet. Hun elskede at tegne, at slippe sin fantasi løs. Viktoria var stor fan af tegneserien W.I.T.C.H. der handlede om hekse, magi og de magiske verdener, så det var også ofte det, hun tegnede. Ellers fandt hun på sin egen tegneserie; S.K.Y.G.G.E.R., der handlede om hendes veninder i skolen. "Viktoria" lød det igen. Hun var helt opslugt af sin fantasiverden, så moren, Liljan, måtte ofte kalde på sin datter flere gange. Viktoria gik ind til sin mor, der lige var vågnet, fra sin sædvanlige middagslur. Hun stillede sig ved siden af, i den varme sol, der ramte gennem vinduerne, "Ja?" spurgte hun.

Liljan havde fået arbejde på et værtshus i Kvaglund, og arbejdede fuldtid i mange sene timer. 
"Jeg ved godt, at jeg er meget væk" begyndte Liljan, hvorpå Viktoria afbrød, 
"Det gør ikke noget." sagde hun. Liljan tog hendes hånd, 
"Og jeg ved godt, at jeg godt kan finde på, at tilbringe en hel weekend hos Karl," 
Viktoria afbrød igen, "Jeg kan altså godt tage vare på mig selv, mor" smilede hun, 
"Men det er forkert" sagde Liljan og fortsatte, "Og hvis du ikke bryder dig om Karl, så skal du altså sige det nu, for det er dig, der bestemmer"

Viktoria stod i et øjeblik. Hun havde ikke mødt Karl særlig mange gange, men hun vidste allerede nu, at hun ikke kunne lide ham. Det var gengældt fra Karls side, følte hun. Det var meget tydeligt at mærke, at han ikke kunne lide børn.

"Viktoria?" spurgte Liljan sin datter. Viktoria kiggede på hende, og faldt i sine tanker igen.
Hun tænkte på, hvor glad hendes mor var for tiden. Med de par eks kærester hun havde haft, var der aldrig nogen, der fik hendes mor til at gå og smile for sig selv, nynne og synge i ny og næ. Hun var så glad på sin mors vegne. Det ville være alt for egoistisk af hende, at sige, at han ikke kunne lide den nye fyr, tænkte hun. 
"Jeg er glad for, at du er glad mor, og jeg synes ikke, at du skal gå fra ham?" spurgte Viktoria sin mor, som om at det var dumt, at hun overhovedet spurgte. 
"Nå, det var godt" smilede Liljan, "Det er jeg glad for."

 

Men det havde Viktoria fortrudt - og så alligevel ikke. 
Hun satte sig op i sengen, og lænede sin af den kolde hvide væg bag sig. Det gjorde ondt indeni. Hvordan kunne hun tillade sig, at fortælle sin mor, hvem manden hun elsker i virkeligheden er? For han var jo en fin fyr overfor hende. Hun så da godt, hver gang de sad og hyggede sig i stuen, grinede og nød et glas rødvin. Eller, Liljan gjorde, Karl var mere til øl. 
Nej, hun skulle bare holde ham ud et års tid endnu, så kunne hun finde et andet sted at bo.

"Hej skat!" lød en blødere side af Karl inde fra stuen af, da hans telefon ringede, 
"Jeg sidder bare lige og ser TV. Kommer du snart hjem? Okay, jeg elsker dig!"

Viktoria rullede øjne. Han snakkede så højt altid. 
Inden længe kunne hun høre ham i gangen, hvorefter døren til hendes værelse blev låst op, nøglen taget ud og lagt henne ved computerbordet - som altid. Lidt efter kom Liljan gående forbi vinduet udenfor Viktorias, og åbnede hoveddøren med et lystigt "Hej!". Hun gik direkte ind i stuen, og Viktoria kunne høre dem snakke om, hvilken god dag de begge havde haft.
 - Lige bortset fra Karls brokken over, at Viktoria havde haft sen besøg, 
"Nå, jamen Nadia går altid så sent, det ved du da godt" sagde Liljan. Hun prøvede for det meste at forsvare sin datter, men samtalen endte altid i uenighed, og derfor blev den simpelthen bare droppet, så de ikke skulle blive uvenner over Viktoria.

Viktoria lagde sig på siden, med hovedet ind mod væggen og puttede sig i dynen. Hun glædede sig til at komme ind i drømmeverdenen, hvor hun elskede at være. Alt var muligt derinde. Hun kunne altid huske sine drømme, og de var altid fantasifulde!
Hvad skulle hun drømme om i nat? At vinde i LOTTO? Hvad skulle hun dog gøre med alle de millioner? I hvert fald flytte på Hawaii, det var der ingen tvivl om. Måske leje en lejemorder... Nej, det ville nok ikke gå i længden... Så kunne hun få den fede Audi hende og hendes far altid kunne spotte fra parkeringspladsen på Mac Donalds. Alle hendes venner skulle med på jordomrejse...

Så blev hendes dagdrømmen forstyrret af en kradsende lyd. Viktorias hjerte stoppede, og hun tænkte straks på ånder og dæmoner. Den mærkelige lyd kom alt for ofte på det sidste, på alle tidspunkter af dagen. Især om natten. Nu måtte hun ligge søvnløs, stiv af skræk og falde i søvn af udmattelse igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...