Please God! Help me! {1D} 2

Jewel vågner op efter halvanden måned i koma. Man skulle tro at intet ville ske i den tid men alt har forandret sig. Det er Jewels skyld at drengene er splittede. Det er Jewels skyld at hele One Directions fandom er i chok. Det er hendes skyld næsten alt sammen på grund af en lille ting. Jewel ændrer sig hurtigt og hendes ændring påvirker alt. Uheldigvis er Jewel blevet gravid. De fleste er imod hendes graviditet selv drengenes management. Alle går imod Jewel som er blevet smidt ud af hospitalet. Hun får noget der begynder for meget at ligne en depression og Niall er ved at give op. Alle tror at Jewel vil få et tilbagefald men så får hun et opkald fra hendes søster. En søster der fortæller hende sandheden og alle bliver rasende da det har ødelagt hele hendes liv. Hvad går det så ud på? Læs 2'eren af Dear god help me og se hvordan det går Jewel.

27Likes
12Kommentarer
1902Visninger
AA

2. Wakey, Wakey Slepping Beauty

Et bur. Et bur der er helt mørkt. Det kan dræbe en blomst. Hvorfor er jeg så fanget i det her mørke?! Det føles som om at jeg svæver og der er bare helt mørkt. Jeg prøver at åbne mine øjne men det føles som om at de bliver holdt lukkede. Jeg vil sætte mig op men jeg kan ikke røre mig. Jeg kan intet andet gøre end at være stille, blind og lam. Jeg ville normalt have bidt mig i læben og en ekstrem lyst til at græde griber fat i mig. Vent hvad hvis jeg er død? Hvis at jeg har prøvet at begå selvmord og det her lykken. Men jeg vil jo ikke dø. Det har jeg ikke lyst til længere. På grund af Niall. Jeg elsker ham jo. Det gør jeg.

Pludseligt kan jeg mærke noget imod min hånd. Noget varmt og noget der bare er dejligt. Jeg kan høre nogle maskinlyde og nogen usammenhængende stemmer. Kun få ord får jeg fat i.

”Prøv… tale… høre… dig…” Okay og det gav super meget mening. Personen der sagde det tror jeg er en kvinde. Stemmen lød lys. Og kvindelig.

”Jewel… Mig… Du… Høre?” Okay hvad helvede prøver folk at sige?! Og hvorfor kan jeg lugte rent og velkendt. Og ja jeg kan lugte rent og nej ikke dufte. Lugte! Hader den lugt. Jeg er på hospitalet! Jeg prøver ihærdigt at bruge mine kræfter på at åbne mine øjne. Jeg ser en meget kort revne af meget lys før at mine øjne tvinger sig selv i. Jeg prøver forsigtigt at bevæge min krop men det bliver kun min tå der reagerer. Ved at vrikke lidt.

”Jeg tror altså at hun bevægede sig.” En ny stemme lyder og den lyder velkendt. Men jeg kan ikke regne ud fra hvorfra.

”Jewel hvis du kan høre mig så klem min hånd.” Den stemme der talte til mig før lyder igen og nu kan jeg høre hvem det er. Jeg ville smile men det er svært når jeg ikke kan bevæge mig særligt meget. Jeg samler alle mine kræfter og sender dem ned i min hånd. Jeg klemmer blidt Nialls hånd og jeg kan høre nogle overraskede lyde.

”Jewel rolig du skal ikke bruge alle dine kræfter… Rolig nu..” Nialls stemme lyder ekstremt glad. Et svagt træt smil glider kort over mine læber da at glæden er så tyk i hans stemme. Men det værste er at jeg ikke kan se ham. Ikke se hans smil og hans blå øjne. Men selvfølgelig er jeg jo stædig og beslutsom. Jeg samler min energi sammen igen og presser mine øjne op. Det skarpe lys strømmer ind i det hvide rum og jeg presser mine øjne let sammen. Jeg åbner dem svagt og vænner mig mere og mere til lyset. Jeg kigger til min side hvor at Niall står op med min hånd i sin. Det hvide i hans blå øjne er rødt og han ser træt ud.

Det hele glider ind foran mit syn og afbryder mig.

Da jeg tager glasskåret op og løfter det for at dræbe ham. Da jeg stivner. Da jeg taber glasskåret og begynder at græde. Da jeg siger undskyld tusind af gange og bakker væk imens han bare stirrer skræmt på mig. Da jeg hører et dyt, Niall der råber mit navn og hvinende dæk. Da jeg kigger mig til siden og ser bilen der kører direkte imod mig. Den korte smerte og mørket. Det mørke det holdt mig nede.

”Undskyld Niall. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg…” Min stemme knækker over og jeg stopper. Tårerne begynder at glide ned af mine kinder.

”Shhh søde. Det betyder intet. Overhovedet intet. Ikke græd. Eller undskyld. Jeg elsker dig.” Niall sætter sig på sengekanten og tørrer tårerne væk.

”Det skal nok ordne sig alt sammen. Vi skal nok klare det.” Han læner sig frem og kysser forsigtigt mine læber.

”Jeg elsker også dig. Men hvor meget er jeg kommet til skade?” Jeg kigger rundt i rummet og ser en læge. Som er kvinde. Midt i 40’erne og rigtigt pæn. Brunt hår sat op i en knold og et venligt ansigt. Som viser alle tegn på medlidenhed. Hun har en gul skjorte på og under den en forskelligt farvet kjole. Og nå ja hendes hud er sort. Ved ikke hvorfor det er vigtigt men det er det altså bare. Hun træder hen imod mig og kigger på sine papirer.

”Jeg er doktor Coleman og det er mig som ved det. Niall ved det også jeg kan bare forklare det lidt bedre. Du slap meget billigt Jewel. Det må jeg give dig. Et forstuvet håndled, en hjernerystelse og et brækket ben og det er alt sammen overstået nu. Og nu må Niall nok hellere være den der fortæller resten da det kan være lidt svært at tygge på.” Doktor Coleman sender Niall og mig et blik fyldt med medlidenhed. Hvilket jeg ikke kan forstå. Hun går ud af døren og lukker den efter sig.

”Hvorfor sender hun os sådan et blik? Sådan et fyldt med medlidenhed? Jeg klarede det jo godt.” Jeg kigger dødforvirret på Niall og prøver at sætte mig op men min krop og øm så det er ikke nemt. Niall hjælper mig forsigtigt og jeg kigger afventende på ham. Han sætter sig ned i en brun stol der står ved siden af og tager min hånd.

”Du klarede den fint. Det gjorde du. Men du har ligget i koma i halv anden måned fordi at du var ved at dø efter ulykken. Hun fortalte kun de ting som kan påvirke dig nu. Men du kunne ikke rigtigt trække vejret og de var bange for at du ikke ville overleve. Og så er der en anden ting…” Længere når han ikke før at jeg afbryder ham.

”Hvorfor har min mave vokset? Man kan da ikke blive fed af hospitals mad?” Jeg skubber min trøje op over min mave som er formet fint rundt. Jeg presser let imod den bliver overrasket da den ikke er super blød.

”Øhm ja omkring det. Det er faktisk den anden ting…” Jeg kigger på Niall med et løftet øjenbryn.

”Så stort et problem er det da ikke at jeg er blevet fed? Jeg kan jo bare træne den væk. Helt ærligt.” Jeg himler med øjnene men Niall griber fat i mit ansigt og vender det imod ham.

”Hør nu efter det her er ikke særligt let for mig.” Han kigger mig ind i øjnene for at få min fulde opmærksomhed. Jeg forbliver bare stille.

”Godt. Jewel. Da du lå i koma kunne vi nærmest alle sammen se det. Jeg var bare den der var længst om at fatte det hele og det giver ikke nogen mening og jeg ved ikke hvorfor eller noget men grunden til at kigger sådan på dig er at du… Jewel du er… Gravid.” Nialls bliver ekstremt nervøs og jeg kigger på ham som om det er en joke. Indtil at det går op for mig at det er sandt.

”HVAD?! HVAD!” Min stemme er skinger og mine øjne er store. Og hvis jeg ikke tager meget fejl kan man høre mit råb på hele gangen. Jeg kigger ned på min mave og min øjne bliver næsten større. Hvis det er muligt.

En tåre glider ned af min kind.

”Hvad? Det kan ikke være sandt. Det må ikke være sandt. Jeg kan ikke være gravid.” Jeg ryster på hovedet. Det må ikke passe men jeg ved godt at det er sandt. Og det virker rigtigt. Det føles som om at min krop faktisk er anderledes. Og det er den jo også. Men det er jo så forkert. Jeg er kun 16. Jeg kan ikke blive en teenagemor! Men du kan heller ikke slå et uskyldigt barn ihjel vel søde, Jewel. Du har et valg. At beholde babyen og elske det resten af dit liv. Hvad siger du?

Et pludseligt smil rammer mine læber og Niall kigger lettet på mig. Jeg ligger forsigtigt min hånd på min mave og smiler svagt.

Jeg rækker min hånd ud efter Niall og han sætter sig på sengekanten. En pludselig tanke slår ned i mig og jeg stirrer skræmt på Niall.

”Jeg skal ikke have det her barn så meget som i nærheden af psykiatrisk afdeling, Niall. Det vil jeg ikke.” Jeg ryster heftigt på hovedet og Niall kigger lidt væk.

”De skal snakke med dig først men de sagde til mig at de ikke ville have dig tilbage og at du ikke længere fejlede noget som helst siden at du ikke slog mig ihjel. Men jeg tror de var fornærmede over at du blev kørt ned og at du er blevet gravid. Det var et held at barnet overlevede. At du overlevede.”  Niall kigger lidt trist på mig men jeg smiler bare over hele ansigtet.

”Så jeg skal ikke tilbage? Yes! Endelig! Efter 3 år er jeg endeligt ude helt!” Jeg smiler stort og kæmper mig frem for at kysse Niall på kinden. Niall griner af mig og presser mig tilbage at ligge.

”Hvil dig. Det er nat og du bliver helt sikkert overfaldet i morgen. Drengene har været her hele vejen igennem men har taget hjem hver nat. Eleanor, Danielle og selv Perrie har været her når de havde mulighed for det og det er altså tit. De kommer alle sammen i morgen og så opdager de jo nok at du er vågnet. Øhm og hvis de viser dig billeder af dig med fest hat på og alt muligt sygt så er det fordi at vi holdte fødselsdag for en af vores venner. Heroppe. Det var faktisk sjovt.” Niall smiler stort og jeg griner af ham.

Jeg lukker mine øjne og smiler da Niall klemmer min hånd lidt hårdt. Jeg klemmer forsigtigt tilbage og smiler lidt større.

”Niall jeg forsvinder ikke. Det lover jeg.” Niall griner svagt og slapper langsomt af i hånden.

 

Okay så. Første kapitel er ude. Yay! Hvad synes i ? Smid en kommentar om det da jeg ikke er tankelæser endnu ;) Og husk at like og sætte på favorit for det ville gøre mig glaaaaaaaaaaaaaaaad! Okay nogle der skal til koncerten på søndag? For det skal jeg nemlig og det ville være så awesome og møde nogen af jer eller noget.... Okay Bye!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...