Please God! Help me! {1D} 2

Jewel vågner op efter halvanden måned i koma. Man skulle tro at intet ville ske i den tid men alt har forandret sig. Det er Jewels skyld at drengene er splittede. Det er Jewels skyld at hele One Directions fandom er i chok. Det er hendes skyld næsten alt sammen på grund af en lille ting. Jewel ændrer sig hurtigt og hendes ændring påvirker alt. Uheldigvis er Jewel blevet gravid. De fleste er imod hendes graviditet selv drengenes management. Alle går imod Jewel som er blevet smidt ud af hospitalet. Hun får noget der begynder for meget at ligne en depression og Niall er ved at give op. Alle tror at Jewel vil få et tilbagefald men så får hun et opkald fra hendes søster. En søster der fortæller hende sandheden og alle bliver rasende da det har ødelagt hele hendes liv. Hvad går det så ud på? Læs 2'eren af Dear god help me og se hvordan det går Jewel.

27Likes
12Kommentarer
1982Visninger
AA

4. Modest!

Jeg åbner træt mine øjne op og kigger ud af vinduet hvor at jeg kan se at regnen løber ned af vinduet. Der er ingen grund til at stå op hvis vejret er sådan. Jeg vender mig om og lukker mine øjne. Hvorfor skal jeg stå op når jeg ikke gider? Jeg kan ikke se grunden til det?

”Jewel søde er det ikke på tide at stå op nu?” Niall stemme lyder fra døren og jeg kaster irriteret en pude efter ham. Jeg kan høre hans grin og smiler svagt.

”Hvorfor? Jeg har ikke lyst til at lave andet end at ligge her?” Jeg begraver mit hoved i puden og kan mærke at sengen bevæge sig da Niall ligger sig ved siden af mig.

”Så sov videre. Jeg skal bare i studiet nu her så jeg kommer først sent hjem.” Jeg hiver mit hoved forsigtigt frem og kigger på Niall. Han smiler til mig og kysser mig på panden.

”Vi ses i aften.” Han hopper ud af sengen og jeg gemmer mit hoved under dynen. Jeg lukker mine øjne igen og falder i søvn lige efter at døren smækker.

 

Hvad er det der larmer?! Jeg åbner mine øjne og kigger rundt. En irriterende ringen bliver ved med at lyde og jeg rejser mig træt op da det går op for mig at det er nogen der ringer på. Jeg ignorer det at jeg kun har Nialls t-shirt på. Helt ærligt jeg er gravid så spændende er jeg heller ikke!

Jeg åbner irriteret døren og kigger på manden og kvinden der står udenfor i advokatagtigt tøj. Eller jakkesæt ved manden og det der forretnings kvinde tøj noget.

”Hej?” Jeg kigger forvirret på dem og ligger en hånd på min mave af en eller anden underlig grund. Jeg læner mig op af dørkammen og gaber lidt træt.

”Hej vi arbejder for Modest management og vi kommer for at snakke med dig. Er Niall hjemme?” Jeg ryster på hovedet og træder tilbage så de kan komme ind. Jeg går langsomt ind i stuen efterfulgt af de to fra Modest. Jeg sætter mig i en af stolene og trækker benene op under mig. Personerne sætter sig i sofaen og kigger på mig.

”Hvad vil i snakke om?” Jeg kigger forvirret på dem og de smiler så falskt at Barbie bliver jaloux fem gange. 

”Dit barn. Altså vi ønsker kun drengenes bedste hvilket jo så også påvirker dig. Og med din fortid tror vi ikke at det er godt for drengenes karriere at du er her. Eller at dit barn.” jeg kigger forvirret på dem. Hvad snakker de om? At det ikke var…? Mit barn? Det er da ikke mit barn kun. Det er jo også Nialls? Okay jeg aner ikke hvad de snakker om.

”undskyld mig hvad?” Jeg smiler svagt men inde i brænder jeg af forvirring. Manden smiler endnu større og mere falskt hvis det kan lade sig gøre.

”Det betyder at du skal have en abort og hvis du ikke vil det så skal du gå fra Niall. Altså, du vil selvfølgelig blive betalt hvis du går fra ham.”  Han kigger mig direkte i øjnene og jeg stirrer ondt tilbage.  Han sidder der og siger til mig at jeg skal dræbe mit barn eller gå fra Niall?!

”jeg kan da ikke dræbe et barn?” Min stemme er helt svag selvom at jeg indeni er rasende og ved at koge over af vrede. Hvad er han for et menneske?!

”Okay det hjælper så på sagen. Hvor mange penge vil du have til nu hvor du rejser?” Jeg rejser mig så hurtigt op jeg kan. Det er lidt begrænset med min mave som ikke er så fed at have på sig hele tiden. Det lød underligt… De rejser sig hurtigt op også af en eller anden grund og jeg træder helt tæt på manden.

”Jeg ved ikke hvem du tror du har at gøre med men jeg er ikke sådan. Jeg elsker Niall. Og der er ingen penge eller andre dyre ting der kan holde mig væk så skrid ud af det her hus og hvis du tænker så meget som på at komme tilbage igen så er du ligeså død som alle dyrene.” Manden kigger overrasket på mig. Sikkert over mit pludselige humør skifte. Seriøst aldrig kom på tværs af en gravid kvinde. Eller foreslå hende at hun kan flytte væk fra faren til hendes barn hun elsker for deres latterlige penge.

”Forhast dig nu ikke. Tænk lidt over det ikke?” hans stemme er næsten rolig men han kan tydeligvis ikke lide at jeg står så tæt på ham og giver ham mit onde blik. Jeg nikker stille.

”Jeg vil tænke lidt over det… Nu har jeg tænkt færdig. NEJ! Ud herfra! NU!” Jeg skubber så hårdt til ham jeg kan ud imod døren og jeg smækker døren lige i deres overraskede ansigter. Jeg vender mig om og læner mig op af døren. Tårerne glider i en hurtig og pludselig strøm ned af mine kinder og jeg synker sammen på gulvet. Niall. Jeg vil så gerne have at Niall kommer nu. Jeg vil så gerne have ham til at overbevise mig om at det hele nok skal gå. Men jeg tror ikke længere at han kan det. Frygten flyder allerede i mine årer og sætter spor overalt. Frygten for at de tager vores barn.

Jeg ligger mig i foster stilling og krammer mig ind over babyen. Det er sjovt at tænke på at vi nok ligger i samme stille lige nu. Sammenkrympet og måske er det også bange. Måske hørte den hvad de sagde og blev bange for at jeg ville slå det ihjel.

”Mor skal nok passe på dig. Og det lover jeg at far også vil gøre. Ingen skal røre dig eller true dig. Ingen.” jeg hvisker det stille med smågisp fordi at jeg stadigvæk græder.

 

 

”Jewel hvad sker der?” Nialls stemme lyder lige ovenover mig og jeg åbner bange mine øjne. Forventer nok lidt at der er nogen der vil tvinge mig til at dræbe mit barn. Niall sidder på hug ved siden af mig og jeg sætter mig hurtigt op. Jeg ligger armene rundt om Niall som forvirret krammer mig ind til sig.

”De må ikke tage det. Jeg vil ikke lade dem gøre det.” Jeg begraver mit ansigt ved Nialls hals og indånder hans duft hvilket beroliger mig lidt.

”Det var bare et mareridt søde.” Niall kører beroligende en hånd ned over min ryg gentagende gange. Jeg ryster ihærdigt på hovedet.

”De var her. Nogen fra… Modest! De sagde at de kun ønskede jeg drenge det bedste og at jeg var gravid ikke var godt så derfor skulle jeg have en abort eller flytte væk fra dig. De var her Niall!” Jeg begynder at græder ind imod hans hals og han forsøger tydeligvis at forholde sig roligt men jeg kan mærke at hans kæbe strammer sig og hans bevægelser bliver mere mekaniske. Han løfter mig forsigtigt op ligesom en brud og bærer mig ind i soveværelset hvor at han ligger os ned så jeg ligger med hoved og hånden imod hans bryst og han krammer mig.

”Jeg lover at der ikke sker dig noget. Overhovedet.” Nialls stemme hvisker det i mit øre og jeg nikker. Jeg stoler på ham. Jeg stoler på ham mere end nogen anden. Og det vil jeg blive ved med. Men hvad kan han gøre? Modest bestemmer jo over ham?

 

HEY! Smid en kommentar, et like og put på favorit så ville jeg blive lykkelig!!!!!!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...