Et Nyt Liv.!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 apr. 2013
  • Opdateret: 29 apr. 2013
  • Status: Igang
Dette er en Historie baseret på Fantasi.
Jennifer er lige flyttet til Aarhus sammen med hendes mor og lillesøster Julie på 11 år, og hun har selvfølgelig taget hendes springhest Twilight med, og Twilight er en stor rød hoppe med en blis i panden. Den skal stå opstaldet på byens fineste rideskole. Der er 3 springbaner udenfor, 2 dressurbaner udenfor, 4 ’almindelige’ udenfor ridebaner, og 5 ridebaner hvor 3 af dem er indendørs springbane, 1 dressurbane og 1 til almindelig ridning. Der er ridestier til store marker, skove og til en strand, der er også terrinbaner hvor man kan springe.
Her møder Jennifer to søde pige Sofie og Maria, de bliver bedste veninder med tiden. På rideskolen overvinder hun skrækken for at ride og springe, som hun har været bange for siden hendes far som var OL rytter i spring og dressur døde under et stævne. Der ligger en hemmelighed bag hendes mor. Hvorfor er de flyttet til lige denne by? Hvad er det hendes mor mener med at hun har brug for en ny start?

1Likes
2Kommentarer
313Visninger
AA

2. Overvinder skrækken.!

Det var nu en uge siden jeg var kommet og jeg lå i min seng en tirsdag morgen ved ni-tiden. Jeg satte mig op i sengen, og kiggede rundt på værelset, hvor var det rart at ikke have en møg irriterende lillesøster til stede, men om to uger skulle jeg hjem igen og så begyndte det hele igen. Jeg ville lige til at rejse mig op for at lufte ud, så kom Linda i samme sekund.

”Nå du er vågen min skat.” Sagde Linda smilende, og jeg nikkede. ”Ja, jeg var på vej hen for at lufte ud.” Svarede jeg og smilte for første gang på rigtig lang tid mit rigtige smil. Linda smilte til mig, og viste mig tegn til at jeg skulle vise hende mine sår på armene, og hun havde taget noget med til at vaske mine nye sår med, jeg havde kommet til at skade mig selv i går, men til min overraskelse havde Linda ikke indlagt mig.

Jeg viste mine sår, og Linda begyndte at vaske de nye sår. ”Linda… Vil du hjælpe mig med at overvinde min skræk til at ride og springe igen?” Spurgte jeg, og blev overrasket over at jeg sagde det. Linda nikkede smilende. ”Selvfølgelig vil jeg det.” Svarede hun og krammede mig trygt indtil hende inden hun fortsatte med at vaske mine sår. Jeg krammede med og smilte stort. ”Tak.” Sagde jeg og Linda smilte til mig.

Hun blev færdig med at vaske mine sår, og hun kiggede på mig. ”Morgenmaden er færdig om fem minutter.” Sagde Linda og jeg smilte til hende. ”Okay, jeg tager lige noget tøj på og så kommer jeg.” Svarede jeg. Linda nikkede til mig. ”Okay det er i orden.” Svarede hun og gik ned. Jeg gik hen til skabet hvor jeg havde lagt mit tøj ind og fandt mine sandfarvede ride-bukser, min T-shirt hvor der var et billede at Twilight på, jeg havde fået den af min far, og jeg havde ikke gået med den siden vi var og besøgte hans grav lige inden vi havde flyttet. Jeg gik ned til Linda og satte mig ved bordet og der var det helt store, bacon, spejlæg, ristet brød der var det hele. Vi begyndte at spise og snakke. Da vi var færdige med at spise gik vi ud og kiggede til hestene, det var der jeg så ham første gang, på min alder, smuk og charmerende, han havde lyst hår og grønne øjne, han så godt ud.

”Gudmor Linda, hvem er han?” Spurgte jeg hende om, imens jeg nikkede et enkelt nik i hans retning. Linda kiggede i den retning jeg havde nikket imod for at se hvem jeg mente, hun begyndte at grine lidt. ”Nå det er Luckas Rasmussen, han rider her også, og har sin egen hest, det er den brune han står og snakker med.” Svarede hun smilende. Jeg nikkede forstående og gik hen til Twilights boks som var ved siden af Luckas’ hest. Da han så mig smilte han glad til mig, og hans smil var perfekt, og jeg smilte igen.

”Hej du må være ny her. Jeg hedder Luckas, og velkommen.” Sagde han og hans stemme var også perfekt. Jeg smilte genert til ham. ”Hej, ja jeg er ny, jeg hedder Jennifer.” Svarede jeg smilende. Han smilte. ”Det er en flot hoppe du har, hvor længe har du redet?” Spurgte han charmerende og nikkede i retningen at Twilight. Jeg tænkte hurtigt over det. ”Jeg har redet siden jeg var 3 år gammel.” Svarede jeg smilende. Han smilte og nikkede. ”Okay og hvor gammel er du nu?” Spurgte han interesseret. ”Jeg er så 13 år gammel nu, men der er så lige tre år jeg ikke har redet pga. en ulykke, så 7 år ca.” Svarede jeg smilende. Han forstod hurtigt at jeg ikke ville snakke om ulykken. Luckas kiggede på mig. ”Hvor gammel er hun?” Spurgte han smilende. Jeg smilte til ham. ”Hun er 8 år, jeg har selv tilredet hende, jeg fik hende da hun var gammel nok til at komme væk fra sin mor af.” Svarede jeg. Han nikkede og smilte til mig. ”Hvor længe har du redet?” Spurgte jeg smilende. ”Jeg har redet i 6 år.” Svarede han smilende. Jeg nikkede. ”Okay, hvor gammel er hun?” Spurgte jeg smilende. Luckas smilte til mig. ”Moonlight er 9 år.” Svarede han. Jeg nikkede. ”Nå men skal du ride senere i dag?” Spurgte Luckas om. Jeg træk på skulderne, jeg ved det ikke helt, måske. Altså, jeg skal overvinde skrækken for at ride igen.” Svarede jeg og kiggede på Twilight. Luckas nikkede. ”Jeg er sikker på det går hurtigt, jeg tror på dig.” Svarede han. Jeg smilte til ham. ”Tak.”

Vi stod lidt og snakkede så kom Linda hen til os. ”Jenni er du klar til at prøve?” Spurgte hun smilende. Jeg bed mig i underlæben. ”Jeg er sikker på at du kan Jennifer.” Sagde Luckas og kiggede på mig. Jeg kiggede ned i gulvet. ”Okay, men jeg vil lige longere hende først.” Svarede jeg. ”Hun er sikkert fuld af krudt lige nu.” Fortsatte jeg. Linda nikkede. ”Ja det er i orden.” Svarede hun. Jeg sukkede og gik hen for at hente hendes striglekasse og hendes sadel og hovedtøj. Jeg kom tilbage med det hele og Luckas tog imod så jeg ikke tabte det. Jeg fandt den hårde striglebørste frem og begyndte at strigle hende, og jeg kunne mærke at hun slappede af, og da jeg havde striglet med den hårde børste tog jeg den bløde, og til sidste rensede jeg hove på hende. Jeg tog hendes sadel og lagde den på hende og spænde gjorden, og bagefter lagde jeg hovedtøj på hende, og jeg strammede gjorden efter, så førte jeg hende ud i den udendørs ring. Linda stod og ventede på mig og hun havde taget longeringslinen med, og hun satte den på og gav mig linen. ”Gå.” Sagde jeg i en bestemt toneleje og Twilight begyndte at gå i en ring rundt om mig, efter nogle omgange bad jeg hende om at trave. ”Vend rundt.” Sagde jeg og hun vendte rundt, og langsomt var der kommer tilskuere til. ”Man kan sige hvad man vil, men hun har styr på hesten.” Hørte jeg en af de andre sige, jeg kiggede hen imod hende der havde sagt det, og det var Maria der havde sagt det. ”Galop.” Beordrede jeg og hun satte op i galop.

Linda kom ind til mig i midten og kiggede på mig. ”Er du klar?” Spurgte Linda og rakte en ride-hjelm imod mig, jeg tog imod den. ”Ja det er jeg.” Svarede jeg, og tog hjelmen på. Twilight prustede til mig, og der kom mere liv i hendes øjne, jeg tror hun havde savnet mig, jeg træk stigebøjlerne ned og satte foden i stigebøjlen og svang mig i sadlen. Nu var jeg oppe på hende, jeg sad virkelig i sadlen. Linda fik hende til at skridte og jeg spændte i hele kroppen men prøvede så lidt som muligt at vise det for de andre.

Det gik lidt tid hvor jeg bare sat i sadlen og jeg havde stadigvæk ikke begyndt at slappe af, men jeg klemte alligevel let til Twilight så hun gik op i trav, og lige med et faldt jeg af. Jeg satte mig op og trak min knæ op under mig og begyndte at græde lidt. Twilight kom hen til mig og puffede til mig og jeg nussede hende på mulen. ”Vi gjorde et forsøg min pige.” Sagde jeg stille til hende. Linda kom hen til mig og satte sig ned på huk ved siden af mig. ”Skal vi prøve igen?” Spurgte hun. Jeg kiggede op på hende. ”Nej ikke lige nu.” Svarede jeg og rejste mig op og tog Twilight og gik hen imod stalden.

Jeg tog longeringslinen af og rullede den sammen, og hang den over boksdøren og tog resten af hende og bagefter begyndte jeg at strigle hende. ”Årh Twilight undskyld. Jeg er bare så bange for at det skal ske det samme med mig som med far, jeg mener hvis jeg bare havde overtalt ham til at lade vær med at deltage i det stævne var de aldrig sket. Jeg mener han var en verdensmester i spring og dressur, jeg føler sådan at det er min skyld at det skete.” Sagde jeg stille og gemte mit ansigt ind i hendes man.

Imens jeg stod og græd kom Maria og den anden pige hen til mig. ”Jeg ved godt hvem din far var. Det var ham der døde i en ride-ulykke i Frankrig ikke?” Spurgte hun om og jeg nikkede. ”Jo det var ham.” Svarede jeg grædende. Maria og den anden pige lukkede sig ind i boksen. ”Det var ikke din skyld, jeg har fulgt din far gennem alle stævnerne siden han startede i OL, og jeg ved han havde ikke gjort det hvis han mente det var farligt.” Sagde hun. ”Vil du ikke også sige det Sofie?” Spurgte hun den anden pige. ”Jo det er rigtigt nok, hvis han mente at det var farligt havde han ikke gjort det.” Svarede hun.

Det gik ikke længe så kom Linda hen til os, og Maria og Sofie gik, og Linda lagde armene rundt om mig. ”Hvem siger at det er din skyld?” Spurgte hun stille. Jeg kiggede på hende. ”Min faster, min onkel, mine fætre og kusiner siger det, og når Julie og jeg er oppe og skændes så siger hun det, for hun ved jeg føler skyld over det.” Svarede jeg og lagde mit hoved så jeg kunne høre Lindas hjerte, jeg ved ikke hvorfor men det havde bare an afslappet effekt på mig. ”Skat hør her, det er altså ikke din skyd, som Maria og Sofie siger, din far havde ikke gjort det hvis han mente det var farligt for Shadow, og det ved jeg at du ved.” Sagde Linda. Jeg hulkede. ”Hvis jeg bare havde overtalt ham til ikke at gøre det, men det gjorde jeg ikke, jeg vidste at det ville gå galt, men jeg sagde det ikke.” Svarede jeg og græd videre. Linda aede mig i håret og langsomt stoppede jeg med at græde. ”Jeg tror jeg er klar til at prøve igen sagde jeg stille, og denne gang uden longeringsline.” Sagde jeg stille. Linda nikkede. ”Okay, og jeg står henne ved hegnet og hjælper dig hvis det skulle ske noget.” Jeg nikkede og striglede hurtigt og gav hende sadel og hovedtøj på igen. Jeg træk hende ud i den samme ring som før, og svang mig i sadlen. Jeg tog nogle dybe indåndinger. >Det var ikke min skyld, det var ikke min skyld, det var ikke min skyld.< Og sådan fortsatte jeg, og langsomt kunne jeg mærke hvordan vi begge to slappede af.

Jeg klikkede med min tunge og Twilight satte i gang, jeg var lettet over at jeg ikke var så spændt og bange mere. Jeg satte op i trav og letridning og det gik bedre og bedre, og jeg blev mere og mere afslappet og til sidst satte jeg op i kort galop og alle begyndte at klappe og jeg roste Twilight helt op til skyerne, og hun lavede et glædes bukkespring, og jeg grinte lidt. Jeg stoppede op og kiggede ned på sadlen. >Skal jeg også prøve på at springe?< Tænkte jeg, og besluttede at det ville jeg, så kiggede jeg på Linda. ”Vil du ikke sætte nogle spring op det højeste hun kan springe er 150 cm. jeg er klar til at prøve springene, og de skal starte med lave og så højere og højere?” Spurgte jeg, og Linda kiggede på mig. ”Hvis du føler dig klar så skal du gøre det.” Svarede hun. Jeg nikkede. ”Det er jeg.” Svarede jeg. Linda nikkede og fandt nogle spring, og jeg begyndte at skridte på Twilight.

Det gik ikke længe så havde Linda sat nogle spring op og jeg fik Twilight til at stoppe lidt foran springet, og jeg kunne mærke hvordan jeg blev bange igen. >Det var ikke din skyld, det var ikke din skyld.< Tænkte jeg igen, og langsomt forsvandt det, jeg satte Twilight op i kort galop og sprang over det, og hun klarede det så let som ingen ting, og så fortsatte jeg videre og da jeg kom til det spring der var 150 cm. Tænkte jeg det samme igen og hun klarede det så godt. Alle begyndte at klappe igen og jeg begyndte at rose Twilight og i mellemtiden hvor jeg havde sprunget havde min mor og Julie kommet for at besøge mig, jeg hoppede ned fra hendes ryg af og gik hen til dem. ”Mor så du det?” Spurgte jeg, og kiggede på hende. Hun nikkede med tårer i øjnene og krammede mig, og jeg krammede med. ”Hvor var det flot skat, jeg havde helt glemt hvor godt du sprang, du er lige som din far.” Sagde hun og jeg smilte. ”Ja det er jeg.” Svarede jeg. Julie krammede mig. ”Det var rigtig godt sprunget Jenni.” Sagde hun smilende, og jeg krammede med. ”Tak Julie.” Svarede jeg.

Jeg blev afbrudt af Twilight der puffede til mig, og jeg gav slip for Julie og nussede hende. ”Julie skal vi ride sammen på Twilight?” Spurgte jeg, og Julies øjne lyste op. ”Ja det vil jeg gerne.” Svarede hun. Jeg smilte til hende. ”Okay, jeg tager lige hendes sadel af.” Sagde jeg og smilte. ”Jennifer, jeg tænkte om du ikke ville med ud og ride sammen med mig, Sofie og Luckas bagefter, jeg mener så behøver du ikke at tage sadlen af hende?” Spurgte Maria om, og jeg smilte. ”Det vil jeg gerne.” Svarede jeg. Maria smilte. ”Fedt, vi gør lige vores heste klar til at ride, så kommer vi.” Svarede hun. Jeg nikkede. ”Okay.” Svarede jeg.

Jeg kiggede på Julie. ”Nå du skal lige have en ride-hjelm på.” Sagde jeg og Linda smilte. ”Jeg skal nok hente en til hende.” Sagde Linda og vendte rundt og gik imod stalden, og kom tilbage ret hurtigt efter med en ride-hjelm til Julie. Jeg gav hende hjelmen på og hjalp hende op i sadlen, vi havde gjort det her masser af gange før far han døde, så hun vidste hvordan hun skulle gøre for at jeg kunne komme op.

Da jeg kom op på Twilight begyndte vi at skridte, og jeg nød det virkelig, angsten for at ride forsvandt mere og mere vær gang jeg hoppede op på ryggen af Twilight. Jeg lænede mig lidt frem. ”Julie skal vi tage et af springene?” Spurgte jeg og Julie nikkede. ”Ja det vil jeg gerne.” Svarede hun. Jeg smilte. ”Okay kan du huske hvad du skal gøre når man springer?” Spurgte jeg igen, og Julie nikkede. ”Ja man skal læne sig lidt frem og løfte sig lidt i sadlen.” Svarede hun og jeg smilte. ”Ja det er nemlig rigtigt.” Svarede jeg og vendte hende rundt så vi stod mod et af de lidt store spring.

Twilight tog ørene frem og jeg satte hende op i kort galop og hun lystrede godt, vi nærmede os springet og da vi var tæt nok på klemte jeg lidt til med mine knæ og Twilight fløj let og elegant over springet, og Julie grinte så det klukkede i hende, og jeg roste Twilight. Det gik ikke længe så kom Maria, Sofie og Luckas og jeg stoppede Twilight så jeg kunne hjælpe Julie ned. Da hun var kommet ned åbnede Linda lågen til banen og jeg skridtede ud og vi alle fire red, og jeg fik af vide at vi var på vej mod terrinbanen, jeg smilte og lod dem vise vej.

Jeg red ved siden af Maria og Luckas. ”Det så virkelig godt ud da du sprang.” Sagde Maria og kiggede på mig. Jeg smilte til hende. ”Tak. Men okay jeg har også været med i OL for børn op til flere gange, jeg havde faktisk lige vundet guld i DM i spring samme dag som ulykken sket med min far.” Svarede jeg, og Maria kiggede medfølende på mig. ”Jeg ville ønske jeg havde kendt dig den gang det skete for så kunne jeg haft været der for dig, men det håber jeg du vil lade os være nu, nu hvor vi kender hinanden.” Jeg smilte til hende. ”Selvfølgelig, og jeg vil være der for jer.” Svarede jeg smilenden, og vi alle smilte til hinanden.

Vi kom hen til terrinbanen, og Maria kiggede på mig. ”Vil I se hvad jeg har lært Star?” Spurgte hun smilende. Vi alle sagde ja i kor, og hun fik den til at tælle til tre ved at stampe med forbenet ned i jorden. ”Fedt.” Sagde jeg. Sofie kiggede slevsikker på mig. ”Nå men vil I så se hvad jeg har lært Diamant?” Spurgte hun og vi nikkede. Hun fik den til at lave nogle store bukke spring, og Luckas fik Moonlight til at sætte sig ned. Jeg kiggede på dem. ”Det er ikke noget i forhold hvad jeg har lært Twilight. Nu skal I bare se.” Sagde jeg og skridtede lidt fra dem. ”Kom lad os vise dem.” Sagde jeg til Twilight og fik hende til at stejle så højt det nu var muligt, og det fik jeg hende til at gør tre gange og så grinte vi alle sammen, og jeg roste Twilight.

Vi red lidt i stilhed da Luckas bryd den. ”Hvor længe var du så OL-rytter for børn?” Spurgte han smilende og kiggede på mig. ”Jeg startede som 8-årig, så i to år, og jeg havde sikkert stadig været det hvis det ikke var fordi min far døde i en ride-ulykke.” Svarede jeg smilende. Han nikkede. ”Det er vildt at tænke på at jeg nu er venner med en gammel OL-rytter.” Jeg grinte lidt. ”Det kan jeg så ikke svarer, men det er dejligt at jeg kan snakke om det uden jeg føler skyld mere.” Svarede jeg smilende.

Sofie kiggede på mig. ”Jennifer, må jeg godt spørge om noget?” Spurgte hun stille. Jeg kigger på hende. ”Ja det må du da godt.” Svarede jeg, og smilte til hende. ”Hvad skete der den gang det hele skete med din far?” Spurgte hun stille. Jeg sukkede og fugtede mine læber. ”Det var en lørdag eftermiddag i efteråret, og det havde regnet hele dagen og dagen før, jeg havde lige vundet guld i DM henne ved børnene, så jeg stod og snakkede med min far inden han skulle ind, jeg vidste godt at det var farligt at ride, men alligevel spurgte jeg ham om det ikke var for farligt, men han svarede smilende at det ville han ikke tro, alle de andre havde været inde og der var jo ikke sket noget, så skete der heller ikke ham og Rose noget, Rose det hed hans hest, men jeg træk bare på skulderne som svar, men da det så var hans tur red han selvfølgelig ind og hilste på dommeren og så ringede startklokken, og han satte Rose i gang, jeg kunne se at Rose var bange men hun ville ikke svigte min far, det har hun aldrig villet, men der kom så et sving hvor de skulle dreje lidt skarp i, og Rose var lige ved at snuble, men hun fandt nogenlunde fodfeste igen, men da hun så nåede springet lå der et bum lidt fra springet, og jeg råbte til min far at han skulle passe på men han hørte det ikke, så Rose hoppede og fik det øverste bum ind imellem sine forben og de styrtede jeg var ligeglad om man måtte løbe ind i ringen eller ej, men jeg gjorde det alligevel, og jeg løb hen til ham og hans åndedræt var hurtigt og overfladisk, så kiggede han på mig og sagde ’Skat lov mig at du fortsætter dig karriere som OL-rytter’ og jeg kiggede på ham og sagde at vi sammen skulle være OL-ryttere, men jeg lovede ham at jeg nok skulle fortsætte med min karriere, men han døde, da han døde blev jeg helt knust jeg var den i familien der havde det bedste forhold til ham. Jeg gik så hen til Rose, jeg tænkte jeg måtte være stærk for hendes skyld, men da jeg kom der hen lå hun bare stille, og jeg fik hende til at rejse sig op, og der kom en dyrelæge hen til os, og fortalte at Rose havde brækket sin skulder og at de ikke kunne gøre noget ved det, så jeg bad dyrelægen om at aflive hende, godt nok elskede jeg hende men hun skulle ikke lide, det ville være umenneskeligt. Jeg stoppede meget hurtig min karriere der efter, ja faktisk blev jeg bange for at ride igen, det var som om jeg havde mistet alt, men så tænkte jeg på Twilight jeg ville ikke kunne klare at sælge hende, jeg fik hende af min far, han havde købt hende til mig af hans egene penge, så jeg kunne ikke sælge hende. Det var som om jeg lukkede af for alle omkring mig, det eneste jeg har kunnet tænke i tre år er hvis jeg bare havde overtalt ham til at lade vær med at springe, så var det aldrig sket, men som I sagde tidligere så ville han ikke have gjort det hvis han mente at det var farligt.” Sagde jeg stille og kiggede ned. Sofie kiggede på mig. ”Det må haft været svært, men du klarede dig igennem sorgen, det vil komme nogle dage hvor du savner ham helt utrolig meget men du vil altid have ham hos dig, inde i dit hjerte.” Svarede hun og jeg nikkede og tørrede en tåre af min kind.

”Har du så tænk til at deltage i OL før børn og unge igen?” Spurgte Maria om, og kiggede spørgende på mig. Jeg bed mig i underlæben i lidt tid, så kiggede jeg op igen. ”Ja det har jeg, vil I alle sammen hjælpe mig med at blive parat til at springe til rigtige stævner igen?” Spurgte jeg om, og så alvorligt på dem, og de alle sammen nikkede. ”Du kan regne med os Jenni.” Sagde Luckas og smilte. Jeg smilte til dem. ”Tak skal I have. Jeg skal bare genoptræne mit spring og dressur.” Svarede jeg og smilte, vi alle sammen grinte og så kiggede jeg på mit ur. ”Måske skulle vi ride tilbage igen, det er ved at blive sent.” Sagde jeg og de andre var med på idéen.

”Men først hvem kommer først hen til vejen?” Spurgte jeg og satte Twilight op i galop, jeg lod hende strække ud, og de andre indhentede mig hurtigt, så jeg stalde mig op klikkede med tungen, og jeg kunne mærke hvordan hendes muskler løsnede sig og hun løb til, vi kom hen til vejen og jeg vandt. ”Flot tøsen.” Roste jeg Twilight, og vi grinte og begyndte at skridte.

Vi kom tilbage til stalden og Linda kom hen til os. ”Har I lyst til at være med til at grille spurgte hun Maria, Sofie og Luckas om og det ville de gerne de skulle bare ringe til deres forældre. Vi tog sadlerne og hovedtøj af og begyndte at strigle og rense hove. Da vi havde gjort det sagde vi farvel til hestene og gik ind i huset, og de andre havde taget tøj med så de kunne skifte, og da de havde skiftet tøj ringede de til deres forældre og de alle sammen fik lov til at være med til at grille.

Vi sad på det værelse jeg sov på, så kiggede Maria på mig. ”Hvor kender du egentlig Linda fra?” Spurgte hun, og jeg smilte. ”Linda er min gudmor, det er derfor jeg sover her, jeg har været her i en uge og skal være her i en til to uger mere, jeg regner med at være her to uger mere.” Svarede jeg smilende og Maria nikkede. ”Hun er sød, og en rigtig god ride-lærere.” Svarede hun, og jeg nikkede. ”Jeg ved så ikke med ride-lærere men hun er sød.” Svarede jeg, og de andre grinte.

Jeg kiggede på Sofie og hun så ud til at hun tænkte på noget. ”Sofie er du okay?” Spurgte jeg stille, og hun blev revet ud af sine tanker. ”Ja det er jeg. Jeg tænkte bare på noget.” Svarede hun. Jeg kiggede undrende på hende. ”Hvad nu da?” Spurgte jeg. Sofie kiggede på mig. ”Skulle vi fire ikke lave en klub eller sådan noget, hvor det kun er os der er med?” Spurgte hun og kiggede på mig og så på de andre. ”Jo det kan vi da godt, men hvad skal den hedde?” Spurgte Maria. Hun begyndte at tænke igen, og jeg begyndte også at tænke. ”Jeg har det!” Udbryd jeg, og de andre kiggede på mig. ”Vi kan kalde klubben for 4-kløveren, for det første vi er fire, og for det andet en 4-kløver betyder held.” Sagde jeg og de andre nikkede. ”Ja det er en god idé.” Sagde Luckas, og jeg smilte til de andre. Jeg rejste mig op og gik hen til vinduet. ”De har tændt op i grillen. Skal vi gå der ned?” Sagde jeg spørgende, og de andre nikkede. ”Ja lad os det.” Svarede Luckas og vi gik der ned.

Da vi kom der ned satte vi os sammen, og min mor kiggede på mig. ”Hvordan har du det ellers skat?” Spurgte hun, og jeg smilte. ”Jeg har det bedre, ikke noget kritik, men det var rart at komme lidt væk hjemmefra.” Svarede jeg, og min mor smilte. ”Det er jeg glad for at høre.” Svarede hun og jeg smilte.

Jeg kiggede på min mor. ”Mor, jeg har tænkt mig at blive OL-rytter igen. Hvis jeg må.” Sagde jeg og kiggede forventningsfuldt på hende. Hun spærrede øjnene op, og kiggede på mig. ”Jeg har et krav til at du skal få lov til det igen.” Sagde hun og kiggede alvorligt på mig. ”Hvad?” Spurgte jeg stille. Min mor sukkede. ”Og det er hvis det har regnet så banen er helt mudret så rider du ikke ind på banen.” Svarede hun, jeg kiggede på hende. ”Aldrig, det var jo mig der syntes det var for farligt for far at gøre det, men han gjorde det alligevel, jeg havde aldrig gjort det hvis det var mig.” Svarede jeg, og jeg kunne se at min mor blev meget lettet. ”Det er godt skat, så må du gerne.” Jeg rejste mig hurtigt op og krammede hende. ”Tak mor. Når det er jeg skal ud til stævner så kunne jeg godt tænke mig at havde Maria, Sofie og Luckas med og Linda.” Sagde jeg og jeg kunne se at de andre spærrede øjnene op. Min mor smilte. ”Okay det er så en aftale.” Svarede hun, og jeg krammede hende igen. ”Tak mor.” Sagde jeg og min mor kyssede mig i håret.

”Hey vil du ikke have mig med?” Spurgte Julie lidt skuffet. Jeg kiggede på hende. ”Egentlig ikke, ikke når du giver mig skylden for fars død, det er ikke fair Julie, du skulle vide hvor længe jeg har givet mig selv skylden for fars død, men jeg har langt om længe indset at det ikke er min skyld, så jeg kan ærlig talt ikke se hvorfor jeg skulle ville have dig med.” Svarede jeg og Julie blev rød i hovedet.

Hun skulle lige til at svare da min mor kiggede på hende. ”Du har hvad Julie?” Spurgte hun hende om, og Julie blev mere og mere rød i hovedet. ”Jamen mor, hvis Jennifer havde bedt far om at lade vær med at gå der ud så havde han heller ikke gjort det.” Svarede hun, og jeg kunne mærke hvordan min vrede boblede inden i mig. Jeg vendte om og løb hen i stalden til Twilight og slog armene rundt om hendes hals. ”Årh Twilight, nu har jeg endelig fået sagt det til mor.” Sagde jeg stille og begyndte at græde stille, og Twilight prustede. Det gik ikke længe så kom de andre hen til mig og lagde armene rundt om mig, Maria på den ene side, Sofie på den anden side og Luckas bagved mig og jeg lod dem gøre det.

Det gik ikke længe så kom min mor hen til mig med Julie holdende i armen, hun kom hen til Twilights boks. ”Jennifer, Julie har noget hun vil sige dig.” Sagde min mor og de andre gav slip på mig, og jeg vendte mig om og kiggede på Julie. Julie kiggede ned i jorden. ”Undskyld Jenni, men faster og onkel har sagt til mig hele tiden at det var din skyld, og det troede jeg på, undskyld jeg vil aldrig mere sige sådan noget til dig.” Sagde hun stille og begyndte at græde.

Jeg sukkede selvfølgelig var det faster og onkel der stod bag det, hvem skulle det ellers være. Jeg kiggede på hende. ”Det er i orden Julie.” Svarede jeg og rakte mine arme ud til hende og hun kom ind i min favn. ”Havde du bare fortalt mig det så vidste jeg hvorfor du har bebrejdet mig. Men hvis jeg havde tænkt mig om vidste jeg godt hvem der stod bag det hele.” Svarede jeg og trykkede hende trygt ind til mig. Julie hulkede. ”Undskyld, undskyld, undskyld. Men havde jeg tænkt mig om så vidste jeg godt det ikke passede.” Svarede hun. Jeg ved ikke hvor længe vi stod sådan her, men til sidst stoppede vi begge med at græde og gik tilbage til de andre som havde gået da vi begyndte at snakke om tingene.

Da vi kom der hen satte vi os ned og så kiggede Linda på mig. ”Lige til spisetid.” Sagde hun og jeg smilte. Vi fik serveret maden og begyndte at spise, og imens vi spiste snakkede vi om tingene. Julie kiggede på mig. ”Jenni, vil du gerne have mig med til OL-stævnerne nu?” Spurgte hun og så lidt bange ud. Jeg smilte til hende. ”Selvfølgelig vil jeg det Julie, du skal da være der til at heppe på mig.” Svarede jeg og Julie så både lettet og glad ud, og jeg rystede på hovedet og grinte.

Da vi var helt færdige med at spise kiggede Linda på Sofie, Maria og Luckas. ”Kunne I tænke jer at sove her uger?” Spurgte hun og de nikkede ivrigt. Linda grinte. ”Så kunne i få lov til at sove ude på høloftet.” Sagde hun igen, og vi alle sammen jublede. ”Fedt.” Sagde Sofie, og Maria nikkede anerkendende. ”Men I skal lige ringe til jeres forældre først.” Sagde Linda og de tog alle sammen deres telefoner op og ringede, og de alle sammen fik lov.

Det gik nogle timer og det var blevet mørkt så kiggede min mor på mig. ”Nå vi vil se at komme hjem ad nu. Julie kan du sige farvel.” Sagde hun og Julie gabte træt. ”Ja.” Svarede hun og rejste sig op og sagde farvel og krammede os alle efter tur. Da Julie havde sagt farvel kom min mor hen til mig. ”Hvor er det dejligt at se dig smile igen skat.” Sagde hun og krammede mig, og jeg krammede med. ”Det er også dejligt at smile igen.” Svarede jeg og min mor kyssede mig i håret. Da de var kørt begyndte vi med at hjælpe Linda med at rydde af bordet, og da vi havde gjort det fandt vi soveposer og puder som vi slæbte ud i stalden og op på høloftet.

Da vi havde gjort det skiftede vi til nat tøj og jeg fandt min fars gamle T-shirt frem som Luckas kunne låne og så fandt jeg toppe som Maria og Sofie kunne låne af mig. Da vi havde skiftet sagde vi godnat til Linda og løb hen i stalden og op på høloftet. Vi lå lidt og snakkede sammen da vi blev afbrudt af Linda. ”For resten Jenni, skal du være med til ride-timen i morgen, hvor vi skal springe?” Spurgte hun om, og jeg tøvede ikke med at svare. ”Det vil jeg gerne.” Svarede jeg og jeg kunne se at Linda smilte i mørket. ”Okay det er jo super.” Svarede hun. ”Kan I sove godt unger.” Sagde hun smilende. ”Jo tak og i lige måde.” Svarede vi i kor, og efter at hun var gået lagde vi os til at sove.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...