Lad mig blive

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 apr. 2013
  • Opdateret: 28 apr. 2013
  • Status: Igang
den er en af de ældre noveller jeg har skrevet. og den er virkelig ikke lang, men jeg synes at den passer meget godt til temaet med hvordan det er at være ung. for ingen aner hvor mange unge der faktisk lider under det her. det er ALT for mange. og der skal gøres et eller andet ved det.

1Likes
1Kommentarer
149Visninger

1. Lad mig blive

 

Lad mig blive:

Jeg låste døren ud til toilettet. Der stank, og der lå toiletpapir, bind, gammelt madpapir og skidt ud over hele gulvet. Jeg smed mig ned på knæ henne ved toilettet, tog en dyb indånding, og stak min finger ned i halsen. Jeg trak den hurtigt til mig, da jeg mærkede opkasten komme op gennem min hals. Snart fløj en stor stråle bræk ud af munden på mig.  jeg klamrede mig til toilettet i lidt tid bagefter, mens jeg stirrede ned i toilettet, som var fyldt af min opkastede bolle med spegepølse, hvorfor skulle min mor også give mig mad med, hun er jo ikke dum, hun ved godt at jeg kaster maden op, jeg fattede ikke hvorfor hun gjorde det mod mig, hvorfor hun rottede sig sammen med maden. Hvorfor hun absolut ville have at jeg blev tyk, eller tykkere end jeg var i forvejen.

Jeg tog et stykke toiletpapir, og tørrede mig om munden, nu stank der endnu værre, mit bræk kunne sikkert lugtes helt ude på gangen, men det gjorde ikke noget, lærerne var jo bare ligeglade.  Jeg fik endelig sluppet mit greb om toilettet, og fik rettet mig op. Jeg satte mig med ryggen mod den overtegnede mur, og lukkede øjnene.

Kniven i min lomme kaldte på mig, men jeg orkede næsten ikke at tage den frem, mine arme føltes som bly. Lange, kolde og livløse, lå de i mit skød. Men jeg måtte gøre det, stemmerne skreg på smerte, de ville se blod. Jeg løftede min ene arm, stak den ned i min lomme, og tog min kniv op. Jeg spejlede mig i det blanke stål, satte så kniven mod mit håndled, og begyndte at skære. jeg nød synet af kniven der langsomt skar gennem min tynde hud, og åbnede for blodet, som langsomt begyndte at pible frem af såret. Smerten var ulidelig, men den gjorde mig også glad. Jeg lukkede øjnene og begyndte lige så stille at vugge fra side til side, i takt med at jeg skar i min arm. Lige der var jeg aller mest lykkelig. Der var ikke nogen. ingen forældre som ingenting forstod, ingen venner, som bare var ligeglade, ingen dumme mennesker, som ikke fattede at man ikke bare sådan lige kunne tage på. Nej, på det tidspunkt var der ingen, det var bare mig, kniven og smerten, og vi var de bedste venner.

Men min trance blev hurtigt afbrudt af en ulækker smag af blod i munden. Jeg åbnede øjnene og opdagede, at jeg havde grædt. Jeg stoppede med at skære, jeg kunne bare ikke mere. Den smag af blod gav mig kvalme. Jeg kiggede en sidste gang på det blodige sår, inden jeg tørrede det. Af en eller anden grund kunne jeg godt li´ at se mit blod, det var det eneste der mindede mig om at jeg var i live.

Da det var holdt op med at bløde fra såret, rejste jeg mig op, jeg ville have et sidste kig på mig selv i spejlet. Jeg stod stille et kort øjeblik og stirrede på spøgelsespigen i spejlet, jeg kunne kende hendes øjne, men alt andet ved hende virkede fuldstændig fremmed. Jeg løftede op i min bluse, og stirrede forstenet på dét som plejede at være mine store runde hofter, men som nu bare var nogle knogler, som stak ud fra kroppen. Jeg kørte hånden hen over mine tydelige ribben. Den spøgelsespige i spejlet, var nu blevet til en skeletpige i stedet. Jeg smilte, jeg blev glad for at jeg kunne se mine knogler, det måtte jo betyde at jeg var tynd, men ikke tynd nok. Jeg fandt stadig fedt, som ikke skulle være der, men jeg gad ikke mere, jeg gad ikke livet mere. jeg satte mig tilbage på gulvet, fandt min taske frem, og fiskede et stort glas piller op af tasken. Jeg vidste ikke hvad det var for nogle piller, jeg havde bare læst på glasset at man ikke måtte tage mere end tre af dem om dagen. Så de skulle nok virke. Jeg åbnede det og hældte pillerne ud. De føltes tunge i min hånd, men jeg kunne li´ fornemmelsen. Jeg fandt min vandflaske frem, jeg væmmedes ved tanken om at skulle drikke vand, jeg var jo tyk nok i forvejen, nu skulle jeg også til at drikke en hel flaske vand. Men det var jo nødvendigt. Jeg kiggede på pillerne, tog en dyb indånding, nu skulle det være.   

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...