Stray.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 apr. 2013
  • Opdateret: 5 mar. 2015
  • Status: Igang
(Anime serien Wolf's Rain, inspirerede mig til at lave denne novelle, og ulven er jo mit yndlings dyr.) En opdagelsesrejsende, som er på ekspedition helt oppe i det nordlige Finland. Men hans hold vendte om, på grund af en eller anden myte, om et monster der bor dybt inde i de hvide skove. Myte eller ej, han havde planlagt denne her ekspedition i månedsvis, og havde ikke tænkt sig at give op nu. Erik, er vores mand. Og hans mission var, at søge efter ulvene's hemmelighed.

2Likes
0Kommentarer
466Visninger
AA

4. Holdet.

En kølig brise gik igennem teltet, som fik mig til at vågne. Ikke med et sæt. Jeg åbnede bare øjnene, og kiggede op mod teltet's top, hvor dets sider ramte hindanen. Jeg prøvede at kigge ned af min krop. Det var lidt besværligt, siden jeg havde to lager tæpper oven på mig, og jeg havde stramt min sovepose helt vildt, så kulden ikke kunne kom ind under. Jeg fik en hånd fri, og gjorde soveposen mere fri, så jeg ku' få min krop ud. Jeg lyttede. Stormen var holdt op. Jeg foldede de to tæpper på samme tid, og lagde dem ned i min store rygsæk. Derefter foldede jeg soveposen. Det tog sin tid, men jeg tror jeg havde alt den tid jeg havde, i verden. Men på en eller anden måde følte jeg, at jeg havde travlt. Jeg tog lige en pause. Jeg måtte sætte farten lidt ned. Jeg svedte og pakkede sammen langsommere nu. Efter teltet var tomt, bortset fra mig og min rygsæk, gik jeg ud af teltet, og mødte et smukt syn. Himlen var rødt i horisonten. Der var få skyer. Og grantræerne var dækket med tyk lag sne, og de nøgne løvtræer, som kun havde sne på deres tynde grene. Jeg trækkede vejret dybt ind ad næsen, og skulle lige til at ånde ud af munden, da jeg hørte løbende hove. Jeg kiggede til venstre, og så et rensdyr stikke af. Den måtte have været her i et stykke tid. Den kunne ikke have været her i løbet af natten. Det ville den aldrig have overlevet. Jeg vendte hovedet den anden vej. Øde. Bagud. Øde. Alle vegne, øde. Jeg vendte tilbage til min pakning. Jeg foldede mit lille telt sammen. Det var lidt let i hvertfald. Jeg satte den fast til tasken. Jeg tog tasken på, og rejsen fortsatte.

Jeg så et egern løbe op af et træ. Jeg fniste af dens tempo. Ja, jeg kan godt forstå at den måske var sky, eller bange. Sådan er det. Frygt kan lære os at være stærkere. At stå imod den. Men visse har sine grænser. Jeg begyndt at blive tørstig. Jeg tog min metal dunk fra en lomme i min taske, som jeg let ku' nå. Jeg drak den søde smag af græskar juice ned af min hals. Det var den som Kasper gav mig. Kasper var fra mit hold. Han var virkelig god til at klatre. Og også hurtig faktisk. Han sagde engang at han havde fået dunken nede fra Egypten, da han skulle studere lidt mere om pyramiderne. Nu kom jeg til at tænke på mit hold. Dem der havde efterladt mig herude i ødemarken. Vi var 4 i det hele. Mig, Kasper, Gustav og Søren. Gustav var altid ham der havde det vi manglede. Han var nærmest vores "lykke-taske". Så snart vi manglede noget, hev han det op fra sin bundløse lomme. Han var nærmest også den sjoveste. Altid ham med gode vitser og historier at fortælle, når vi slog lejr. Og så var der Søren. Han var mit bedste ven. Han var også kokken af gruppen. Han lavede altid sin chili bønne suppe, som var faktisk ret god. Men han havde altid problemer der hjemme med familien. Han sagde aldrig hvad det var. Vi prøvede altid at hjælpe ham, men det gik ikke sagde han. Der var ikke noget vi kunne gøre sagde han. Sludder og vrøvl. Venner hjælper altid hindanen. Han havde stadig sagt nej. Selv til det yderste. Jeg satte proppen på dunken igen. Men så tabte jeg den ned på sneen, hvor dens vægt fik den til at gå dybt ned. Jeg tog den op, da jeg lige pludselig bemærkede noget lyserødt i sneen. Det var dråber fra et eller andet. Men så bemærkede jeg noget andet. Spor. Det var spor fra en hare. En sne hare, sandsynligvis. Jeg så at det førte hen til to grantræer, som stod ret tæt på hindanen. Jeg blev nysgerrig, og begyndte at gå derhen langsomt. Jeg holdte øje med de lyserøde pletter og sporet. Fodsporene var skæve. Den havde halt, og pletterne var begyndt at blive mørkere. Jeg slugte en klump, og gik tættere på grantræerne. Jeg var noget helt hen nu, og sneen gik lidt ned, med pletterne og sporene. Jeg tog min hånd til en gren der spærrede den mørke jord. Jeg flyttede den, og hvad jeg så var frygteligt. Det var sneharen. Men den var dækket med blod pletter. Jeg kunne ikke få mit blik væk fra den. Jeg stirrede bare på den, og så noget af dens skind var revet af. Og derefter så jeg, at den havde et mellem stort hul over dens lår, hvor jeg ku' se dens knogler. Jeg ku' ikke klare det mere. Jeg vendte mig om og tog nogle skridt tilbage. Jeg bukkede mig over, og kastede op. Varm hudfarvede væske kom op fra min mave, og smeltede sneen. Jeg spyttede det sidste ud. Hvor skrækkeligt. En snehare som måtte have lidet til der sidste. Noget havde lavet det hul. Og jeg tror allerede jeg vidste hvad det var. En ulv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...