Stray.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 28 apr. 2013
  • Opdateret: 5 mar. 2015
  • Status: Igang
(Anime serien Wolf's Rain, inspirerede mig til at lave denne novelle, og ulven er jo mit yndlings dyr.) En opdagelsesrejsende, som er på ekspedition helt oppe i det nordlige Finland. Men hans hold vendte om, på grund af en eller anden myte, om et monster der bor dybt inde i de hvide skove. Myte eller ej, han havde planlagt denne her ekspedition i månedsvis, og havde ikke tænkt sig at give op nu. Erik, er vores mand. Og hans mission var, at søge efter ulvene's hemmelighed.

2Likes
0Kommentarer
504Visninger
AA

8. Fanget?

Jeg snublede og hev efter vejret som jeg løb i kulden. Jeg burde have vidst at der ville være en bjørn her. Jeg havde hele tiden kun været fokuseret, på mit mål. Jeg var så dum! Lige inden jeg løb ind i et træ, undveg jeg den ved at skubbe mig selv væk fra den. Men jeg faldt alligevel. Jeg fik den kolde sne lige op i ansigtet på mig. Jeg rystede sneen af, og løb mellem træerne igen. Var den mon tæt på? Måske endda bagved mig? Turde jeg vende mig om? Ville det koste mig livet? Et slag, og min nakke ville blive brækket, af et 2 meter højt dyr. Jeg kunne ikke bare blive ved. Men ville det ikke også være sikrest? Jeg kunne i hvertfald mærke, at mine skridt var ved at komme ud af den hurtige rytme. Okay så. Siden jeg var ved at blive langsom, kunne jeg ligeså godt tage et hurtigt kig. Jeg vendte hovedet om. Intet. Kun hvidt over det hele, med sortepletter på birketræerne. Jeg stoppede totalt. Hivende efter vejret. Og med et pumpende hjerte, der bankede så hurtigt, at jeg ikke engang kunne tælle dem per sekund. Jeg faldt til knæ, med hovedet bøjende over sneen. Jeg kunne se mit sved dryppe ned i det. Og blev til mørkere pletter. Det var nok mit hårdeste løb, jeg nogensinde havde oplevet. Jeg kunne måske endda, have været hurtigere end Usain Bolt. Men nok med vittighederene. Mine instinkter kunne fortælle mig, at det ikke var overstået. Så jeg måtte af sted nu. Men...hvorhen? Jeg stod op. Og så mig omkring. Kun sne, og træer. Hvor var jeg? Havde jeg løbet for langt? Og træerne. De så ud som om, de var kommet tættere på hindanden. Ingen panik. Men var det muligt? Nej. Jeg måtte koncentrere mig. Jeg er vant til det her. Men hvorfor løb jeg så? Det var rent faktisk ikke meningen. Det var som om noget var i mit sind. Og styrede mig imod min vilje. Men jeg kunne bevæge mig friviligt nu. Godt så. Det var på tide at gå nu. Den der vej. Nej, vent. Jo, det er den vej. Men alligevel ikke. Hvad? Jeg vil ikke den vej. Men jeg vil ellers gerne. Men hvorfor? Hvad er der den vej? Der var noget. Det trækker i mig. Og det får mig til at føle noget. Jeg ved ikke hvad. Men, det føles ikke dårligt. Det føles rent faktisk godt. Noget i denne her skov ville vise mig noget. Og jeg tager imod det. Jeg begyndte at tage skridt imod den retning. Denne gang af mig selv. For skoven havde accepterede det, og det havde jeg også.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...