How can you forget me? - Little Things 2 - One Direction

Abbie Horan er vågnet fra sin koma, men kan ikke huske Louis. Hun tror at Louis er et nyt medlem i bandet, og det spiller han med på. Han håber at hvis hun har glemt det hele, kan de måske starte forfra?
Men hvad vil der ske, når det hele lige så stille begynder at poppe op i Abbie's hoved?

Læs for at finde ud af det!

33Likes
47Kommentarer
2798Visninger
AA

10. 8

Abbie's synsvinkel.

 

Det var nu en uge, siden jeg havde snakket, med dem. De havde slet ikke, kontaktet mig, hvilket jeg jo også var glad for, men afligevel ville jeg ønske, at et opkald af dem ville komme. 

Men nej. Selvfølig kom de, dumme opkald ikke. Faktisk tror jeg, de er i fuld gang, med at finde ud af hvor jeg er. Jeg fik et kæmpe chok, da den velkendte lyd lød, i hele rummet. Jeg fandt min telefon, og kiggede på navnet. Jessi<3. Navnet lyste telefonen, op og inden den nåede at stoppe trykkede, jeg på 'Svar'.

(Telefon samtale)

Mig: Hej babe!

Jes: Hey beauty

Mig: Hva' så?

Jes: Du er i Paris? Ikke?

Jeg tøvede lidt.

Mig: Joooeehh-

Jes: - JEG ER OGSÅ I FUCKING PARIS!!

Afbrød hun mig, mens hun skreg det ud, og jeg sluttede mig hurtigt til hende.

Mig: Fuck hvor dejligt Jes! Jeg keder mig som i helvede, og jeg har ikke noget at lave. Kan du ikke komme?

Jes: Ehhm...Desværre abe. Har aftalt at mødes med nogen andre, men måske en anden dag.

Mig: Okay...

Mumlede jeg trist ind i telefonen. 

Jes: Ses beauty!

*BIIB*

Det kunne hun fandme ikke være bekendt! Det irriterede mig en del, at hun ikke bare hurtigt kunne komem forbi. Men det var Jessica. Hvad havde jeg regnet med? 

Jeg sukkede lydløst, og gik forbi spejlet. Min hårfarve var ved at, gå ud igen. Måske skulle jeg få farvet det igen? Altså bare en mørke brun farve, istedet? Faktisk var jeg ved at, blive lidt træt af den lilla'e hårfarve. Jeg nikkede som svar, til at det skulle jeg få ordnet nu. Det kunne jeg jo lige så godt? 

Jeg fandt min taske, telefon og min pung, som jeg så lagde ned i min taske. Jeg tog mine mørke grønne, converse på og begyndte, så at gå ned mod en frisør.

 

Niall's synsvinkel.

 

Vi havde fået Jessica, til at ringe til Abbie. Vi gættede os til, at hun var i Paris. Og vi havde ret. Derfor sad vi nu og, bestilte billetter, til Frankrig. Ærelig talt synes jeg, det var lidt tarveligt af os. Abbie troede lige, hun kunne være sammen med nogen. 

Jeg følte mig lidt, såret over hun bare sådan, havde forladt mig. Det var tydeligt, hun gik inde med noget, men hun vil ikke fortælle mig hvad. Også vær' gang drengene, kom over ville Abbie væk? De drenge havde gjort, et eller andet, men jeg vidste intet. Jeg var nød til at spørge.

Jeg rømmede mig kort, for at få opmærksomheden. "Drengene.." Startede jeg ud. Alle drengene kiggede, men Harry satte sin opmærksomhed, på sin telefon igen. "Abbie har...Virket lidt underlig her for tiden. Hun ville hele tiden væk når i kom....". Jeg kunne se Harry stivnede kort, men han slappede af igen. "Ved nogen af jer hvad, der kan gå hende på?" Spurgte jeg til sidst. 

Jeg kunne se Harry, skjulte noget og derfor landte, mit blik også på ham. "Harry" Sagde jeg, og kiggede undrende på ham. "Ved du noget jeg ikke ved?" Spurgte jeg omsorgsfuldt. Jeg kunne se han havde en indre diskusion, med sig selv, men så rømmede han sig, og rettede sig op. "Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal sige det her" Rømmede Harry sig, og kløede sig akavet på armen. 

"Abbie og jeg har....Vi har...". Og der gik det op for mig. "Nej det har i fandme bare ikke" Udbrød jeg. "Har du fandme haft sex med hende!?" Råbte jeg frustreret. Han kiggede skræmt på mig. Jeg farede op fra sofaen, og gik truende hen imod ham. "Niall rolig nu!" Lød det fra Liam. "Niall hun udnyttede mig!" Forsvarede Harry sig. "Du lyver!" Hvæsede jeg. Han rystede ihærdigt, på hovedet og rejste sig op. "Hun-" Han skubbede mig bagud "-udnyttede mig-" Han skubbede mig bagud igen "-for at få stillet sit behov!" Hvæsede han, og skubbede hårdt, til mig så jeg faldte bagover. 

Abbie? Udnytte for at få stillet sit behov? Det kunne fandme ikke passe! "Er det sandt?" Spurgte jeg som en hvisken.  Han sukkede tungt, men nikkede så. Jeg kunne mærke en klump samle sig, i min hals. Det lignede slet ikke Abbie.

I det hele taget, har hun slet ikk været sig selv. Hun har været afvisende, og har ikke virket spor glad. Hvorfor havde jeg ikke snakket med hende? Hvorfor havde jeg ikke spurgt hvad der var galt? Jeg havde jo set, der var noget galt. Det hele var min skyld.

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det her kapitel, er mega dårligt! Det er virkelig kedeligt, og kort. HADER DET!D:

Men synes i skulle have et kapitel i dag<3.

Hvordan tror i Abbie vil reagere når de finder hende?

Enjoy!

Xx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...