How can you forget me? - Little Things 2 - One Direction

Abbie Horan er vågnet fra sin koma, men kan ikke huske Louis. Hun tror at Louis er et nyt medlem i bandet, og det spiller han med på. Han håber at hvis hun har glemt det hele, kan de måske starte forfra?
Men hvad vil der ske, når det hele lige så stille begynder at poppe op i Abbie's hoved?

Læs for at finde ud af det!

33Likes
47Kommentarer
2800Visninger
AA

7. 6

Abbie's synsvinkel.

 

Jeg trådte ind på caféen Starbucks. Jeg havde så besluttet, at irritere Harry endnu mere, så jeg kom en halv time forsent. 

Haha!

Så kan han sgu bare lære det.  Jeg havde set Harry, men valgte at ignorre ham, og gik direkte op til kassen. "En iskaffe tak" Sagde jeg og smilte til kassedamen, eller hvad fuck det nu hedder. What ever. Hun smilte til mig, og  nikkede så. Hun gik igang med, at lave iskaffen og jeg ventede.

Da hun var færdig, stillede hun den foran mig, og jeg trak en krøllet penge sedel frem, og gav den til hende. "Bare behold resten" Sagde jeg, og smilede venligt, da jeg ikke orkede små mønter.

Jeg gik ned mod det bord Harry sad ved, og pludselig kunne jeg mærke at jeg blev nervøs. Min håndflader begyndte at svede, og mine ben rystede en smule. Jeg stoppede kort op, og undgik øjenkontakt. Jeg fik kontrol over, min krop og gik så videre. Jeg satte mig, ned over for Harry og kiggede, direkte ned i min iskaffe. 

Jeg tog en tår en den og stillede den så igen. "Du kommer 30 minutter, forsent" Mumlede Harry irriteret. "Jeg er ligeglad" Svarede jeg koldt. Jeg kunne mærke han blev sur over mit 'flabede' svar. "Hvad fanden sker der for dig Abbie!?". Han hamrede hånden ned i bordet, og folk kiggede chokeret hen på Harry. "Hvad der sker for mig?" Spurgte jeg forvirret. Han nikkede anstrengende. "Jeg er skam mig selv. Men hvad sker dig for dig! Du vil hele tiden snakkke med mig! Du kan ikke finde ud af at lade mig være!" Mumlede jeg.

Jeg tog en tår, af min kaffe, for at irritere ham mere. Jeg skulle bare være helt rolig og kold over for ham. Det ville helt klart pisse ham af! "Abbie" Sagde han roligt. "Abbie!" Gentog han lidt højere. Han ville have mig til at kigge på ham. No way. "Kig på mig!" Råbte han højt. Jeg tyssede på ham, men rystede på hovedet. 

Hvis jeg kiggede på ham, ville skyldfølelsen bobble frem, og jeg vil ikke miste min bedste ven. Han sukkede irriteret. "Hvorfor vil du ikke snakke med mig?" Mumlede han. 

Var det nu jeg skulle sige det? Skulle jeg sige jeg udnyttede ham? Skulle jeg sige at jeg brugte ham for at få stillet mit behov? Jeg rystede på hovedet. Jeg måtte sige det! 

"Harry..."Startede jeg med. Jeg kiggede op i de grønne øjne, som så så forventnings fulde ud. Og jeg havde ret. Straks kom skyldfølelsen. Jeg fik det helt dårligt, så derfor kiggede jeg ned igen. "Je-e-e-g......". Jeg kunne ikke sige det, men jeg måtte! 

Jeg kneb mine øjne sammen, for at holde tårene inde, men også for jeg ikke ville se hans skuffende ansigt. "Jeg føler ikke noget for dig.....Je-eg udnyttede dig" Mumlede jeg. Jeg åbnede øjne, og kunne se sorgen i hans øjne. "Du-du-du hvad?" Stammede han. Jeg sukkede. "Jeg udnyttede dig". 

Harry rejste sig, og kiggede på mig. "Jeg vidste ikke du var sådan en person Abbie. Godt nok kan du pisse, mig af og gøre dumme ting, og såre folk. Men det der....Det troede jeg aldrig du kunne finde på. Jeg vidste ikke du kunne synke så dybt! Du trådte over grænsen!" Hviskede han. Med bestemte skridt, gik Harry ud og så sad lille mig tilbage, på Starbucks med sin iskaffe og tårene rendene ned af kinderne. 

 

Harry's synsvinkel.

 

"Jeg udnyttede dig" "Jeg udnyttede dig" "Jeg udnyttede dig" "Jeg udnyttede dig" "Jeg udnyttede dig". 

Irriteret og såret, prøvede jeg at skubbe ordene ud som Abbie havde sagt. Hun havde fandme udnyttet mig, for at få stillet sit behov! 

Mine følelser var blandede. Der var; sorg, smerte, irritation og vrede.

Vredt sparkede jeg til en sten, der lå midt på vejen. Jeg skulle bare hjem. Hjem og skrige af, vrede og sorg. Græde over, den pige jeg har følelser for udnyttede mig. 

Jeg fandt min bil, lidt længere nede af gaden og satte mig ind. Jeg stak bilnøglen ind og drejede den så. Motoren begyndte at brumme, og jeg bakkede ud for parkerings pladsen.

 

***

 

Jeg smækkede hoveddøren hårdt i, og smed mine jakke og sko på gulvet. Jeg gik ind i stuen, og ville skrige af al verdens kraft, men jeg kunne ikke. Intet kom ud, da jeg åbnede munden. 

Jeg hamrede hånden ind i væggen. Flere gange og hårdt. "Hvorfor gjorde hun det!!?" Råbte jeg ud i lejligheden. "HVOORFOR!!?" Skreg jeg. 

Jeg sparkede til sofaen, og rev frustreret i mit hår. "AARGH!" Skreg jeg. Jeg var så vred, så sur, så....Såret. Jeg kendte slet ikke den Abbie længere. Jeg skulle intet at have med hende at gøre. 

Jeg satte mig, ned langs sofa ryggen, og lod tårene strømme ned af mit ansigt. Abbie kunne slet ikke lide mig. Jeg var bare en....Ligegyldig person. "Hvorfor?" Hulkede jeg.  

Jeg skreg, mens flere hulk forlod min mund. Aldrig havde jeg oplevet, at blive så såret. Mine følelser for hende er så stærke, men jeg ved nu snart ikke om de er der mere.  

***

Abbie's synsvinkel.

 

Der var nu gået en uge, siden jeg havde fortalt det. Jeg havde ikke snakket, eller spist.

Tro mig.

Det passer. 

Jeg havde mindst, tabt mig 10 kilo. Jeg lignede slet ikke den gamle Abbie. Hvor var hun henne? 

Harry havde fuldstændig, ret. Jeg var ikke den samme mere. Den gamle Abbie er væk, og den nye er kommet. Det var som om, at den nye slet ikke ville fjernes. Hun sad bare fast i mig. 

Måske skulle jeg væk. Væk fra alle og enhver. 

Måske skulle jeg ikke, have kontakt til drengene. Flytte væk fra Niall. Flytte til Paris, eller noget. Bare langt væk. 

Måske skulle jeg få ny, mobil og nyt nummer?

Jeg vidste bare jeg skulle væk, og det skulle være snart. 

 

***

 

Jeg havde bestilt en billet, til Paris og der ville jeg tage hen. Bo der. Få nye venner og ingen kontakt til drengene, ikke engang Niall. 

Snøft.

Men det var bedst sådan. 

Jeg havde spist meget, efter jeg havde bestilt, da jeg ikke skulle ligne en tynd streg, men at jeg havde lidt 'fyld'. 

Jeg kiggede på klokken. Der var ca. 5 minutter til, Niall ville komme. Så jeg måtte skynde mig at pakke de sidste ting, og så tage afsted. Jeg skulle jo slæbe på en kuffert, og det ville Niall, jo undre sig over. 

Da jeg havde lagt, de sidste ting i, lukkede jeg kufferten og tog så min mobil, pung og taske. Jeg stod lidt i stuen, med kufferten inden jeg gik mod hoveddøren, og gik ud. Jeg låste døren efter mig, og gik hen til elevatoren. Jeg trykkede på knappen '0', og så kørte elevatoren ned. 

Jeg havde efterladt, en t-shirt Niall gav mig og en lille sedl, om hvorfor jeg ikke var hjemme. Dog var jeg nød til at lyve hvilket jeg ikke var glad for, men ellers kunne jeg ikke skrive noget, og det ville jeg. 

Elevatoren åbnede, og jeg gik ud. Taxa'en ventede på mig. Jeg lagde bagagen ind og smækkede bildøren i bagefter. "Farvel Niall" Mumlede jeg, og kunne mærke tårene presse på. 

 

---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Åh åh :(

Vores lille Abbie mus flytter :(.

Hvad synes i om at Abbie flytter?

Var det rigtigt at fortælle Harry hun brugte ham?

Hvordan vil Niall reagere?

Svar gerne på spørgsmålene og skriv en kommentar!:D<3

Enjoy! 

Xx

Ps! Like den så i søøøde!<3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...