How can you forget me? - Little Things 2 - One Direction

Abbie Horan er vågnet fra sin koma, men kan ikke huske Louis. Hun tror at Louis er et nyt medlem i bandet, og det spiller han med på. Han håber at hvis hun har glemt det hele, kan de måske starte forfra?
Men hvad vil der ske, når det hele lige så stille begynder at poppe op i Abbie's hoved?

Læs for at finde ud af det!

33Likes
47Kommentarer
2837Visninger
AA

6. 5

Harry's synsvinkel.

 

Jeg stod og kiggede på Abbie som stod og dansede. Jeg gik med faste skridt hen i mod hende, og lagde en hånd på hendes skulder. Jeg kunne se Jessica, stivnede og lidt efter drejede Abbie, rundt og fik øje på mig. Hun lavede store øjne og kiggede på mig. "H-H-arry" Stammede hun. 

Jeg kunne se hun var nervøs. Men hvofor, vidste jeg ikke. "Abbie jeg skal lige tale med dig". Jeg tog fat i hendes hånd, og begyndte at trække hende, med mig da hun strittede i mod. "Harry slip mig!". Hun virkede panikslagende. Jeg ignorrede, det hun sagde og forsatte. "Harry slip MIG!" Gentog hun. Jeg ignorrede hende, igen og forsatte. "HARRY SLIP MIG!" Skreg hun. Jeg stoppede chokeret op, og kiggede på hende. Jeg slap grebet om hendes arm, men hun blev stående. 

Hun rystede på hovedet, og vendte så ryggen til mig, og begyndte at gå. Jeg stod helt forskrækket tilbage. Hun havde skreget af mig? Det plejer hun ikke at gøre, og hun virkede så panikslagende, og nervøs. Hvad sker der for hende? 

Abbie havde også ignorret, mine opkald og beskeder fuldstændigt! Hvorfor!? 

Der var så mange spørgsmål, inde i mit hoved som jeg gerne ville have svar på, men jeg kunne ikke finde brikkerne der passede. Jeg skulle virkelig snakke med Abbie.

 

***

Abbie's synsvinkel.

Det der var sket igår, spillede som repat i mit hoved. Jeg havde skreget af Harry. Og jeg skreg næsten aldrig! Men jeg begyndte at panikke igår, så mit valg blev at skrige, da han ikke ville gi' slip. 

Jeg kunne se det skræmte Harry, at jeg havde råbt af ham. Jeg skammede mig faktisk over det.

Ja det lyder plat! I KNOW!!! Men...Det føltes bare forkert. Jeg kan godt forstå Harry, han vil jo bare have svar på sine spørgsmål. Jeg kender det simpelthen for godt.

Jeg sukkede opgivende, og rejste mig fra sengen, da jeg ikke kunne lægge her i en evighed. Mit hoved dunkede og jeg havde en stor trang til is. Jeg gik ud i køkkenet, og fandt hovedpine piller og et glas. Jeg fyldte glasset med vand, og slugte så pillen, mens jeg drak af vandet. 

Jeg vendte mig om, og lænede mig op af køkkenbordet. Klokken var 15.36, så Niall ville ca. være hjemme om en halvanden time. Min mave begyndte at rumle, da jeg var virkelig sulten. Jeg traskede hen mod, køleskabet og fandt noget yoghourt. Bagefter fandt jeg en skål og noget müsli, jeg blandede det hele i skålen, da jeg ikke orkede andet. Jeg gik ind i stuen og satte mig ned. Jeg tændte for tv'et og skiftede til nickelodeon. Der var Icarly, og komisk nok var det den episode hvor drengene var med i! 

Jeg smilte for mig selv, da jeg synes det var ret komisk.

Tiiihi! 

Pludselig ringede min mobil. Jeg fandt den frem, og kiggede hvem der ringede. Med fede hvide bogstaver stod det oplysende navn ' Louis '. Jeg fumlede lidt med telefonen, inden jeg tog den.

(Telefon samtale)

Mig: Det Abbie.

Louis: Hey Ab!

Mig: Hej Louis.

Louis: Jeg tænkte om jeg måtte kommer over, så kommer de andre også

Mig: Nej Nej Nej Nej Nej! DU må godt, men ikke de ANDRE.

Louis: Øh..Hvorfor?

Mig: Fordi...Jeg øhhh...

Mig: Jeg kan ikke sige det.

Louis: Okaaay....

Mig: Louis...Tag is med! Ben & Jerry's! COOKIE DOUGH!

Louis: Okay! Et spørgsmål. Tømmermænd?

Mig: Ja..(Suk)

Louis: Okay! Så ses vi Ab!

Mig: Ses Lou!

*BIIB*

Jeg lagde min mobil, hen på stuebordet og tog, min müsli igen. Jeg satte mig til rette og begyndte at spise igen.

 

***

 

Jeg proppede skeen, i munden og lod isen smelte i min mund. "Mmm". "Smager det godt?" Spurgte Louis drilsk. Jeg nikkede bare. "Meget" Mumlede jeg. Louis begyndte bare at grine. Pludselig vibrede min mobil, jeg lagde isen fra mig og tog min mobil. Jeg havde fået en sms, fra Harry. 

Abbie jeg er virkelig nød til at snakke med dig! Vær' nu sød. Du har ignorret mig i så langtid. Please.

Jeg sukkede da jeg, så beskeden. Men jeg kunne jo ikke hele tiden, undgå at lade vær' med at tale med ham. "Hvem skriver?" Spurgte Louis. "Bare en ven" Svarede jeg og sendte ham et svagt smil. Jeg tænkte lidt over hvad jeg skulle svare, men tog mig så sammen.

Hvad vil du så gerne snakke om Harry? Der er jo ikke noget at snakke om. 

Det var kort, enkelt og koldt. Jeg sendte beskeden, og smed telefonen fra mig. "Kan vi ikke spille noget, eller et eller andet?" Spurgte jeg. "Jeg keder mig så meeeeget" Tilføjede jeg. Louis grinede kort, men begyndte så at tænke. "Vi kunne bage?" Forslog han. Jeg nikkede ivrigt, og så rejste vi os.

 

***

 

Harry havde skrevet, at han ville snakke om hvorfor jeg havde været så afvisende osv. Så nu skulle jeg mødes med Harry om en halv time! 

OH GOD! HELP ME!

Jeg kunne jo godt komme 5-10 minutter for sent ikke? Det skader da ikke. Pludselig tikkede en, sms ind.

Kan vi ikke mødes inde i Starbucks?

Jaja. Du bestemmer bare, det er dig der vil mødes ikke mig.

 

Harry's synsvinkel.

Jeg havde endelig, fået Abbie overtalt. Men hun var så...Kold over for mig. Det undrede mig meget. 

Jaja. Du bestemmer bare, det er dig der vil mødes ikke mig.

Jeg sukkede over Abbie's svar. Sådan havde det været lige siden hun skrev til mig. Hun skrev det bare kort, enkelt og koldt. Det irriterede mig faktisk, og sårede mig lidt. 

Jeg rejste mig fra sofaen, og tog overtøj og sko på, da det tog lidt tid for mig at komme ned til Starbucks. Jeg låste døren efter mig, og gik ned mod min bil. Jeg startede bilen og kørte så mod Starbucks.

 

***

 

Jeg havde nu siddet og ventet i 30 minutter, på Abbie. Hun var en halv time forsinket!? Jeg fumlede lidt nede, ved min lomme før jeg fandt min mobil.

Hvor fanden bliver du af!? Jeg har siddet her i en halv time og du er ikke dukket op! KOM NU HERHEN ABBIE!!

Jeg følte mig så dum, at sidde her alene. Folk stirrede bare på mig, og nogen skreg uden for. Pludselig vibrede min mobil, i min hånd.

Rolig , rolig. Jeg er på vej.

Jeg blev lidt rasende på Abbie. Nogen gange pissede hun mig faktisk af! Jeg kunne slet ikke kende hende mere. Hvor var den Abbie, som var følsom og dejlig. Hun var der ikke mere. Jeg savnede den gamle Abbie.

Jeg skulle lige til at rejse mig, da klokken klingede, og ind kom Abbie.

 

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Undskyld for dette korte kapitel. 

Men kunne i ikke være søde at skrive, noget respons og like den?

Hvad synes i om Abbie's nye 'være måde'?

Hvem synes hun skal vælge? Louis eller Harry?

Enjoy!

Xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...