How can you forget me? - Little Things 2 - One Direction

Abbie Horan er vågnet fra sin koma, men kan ikke huske Louis. Hun tror at Louis er et nyt medlem i bandet, og det spiller han med på. Han håber at hvis hun har glemt det hele, kan de måske starte forfra?
Men hvad vil der ske, når det hele lige så stille begynder at poppe op i Abbie's hoved?

Læs for at finde ud af det!

33Likes
47Kommentarer
2843Visninger
AA

16. 12

Abbie's synsvinkel.

 

Vi sad alle sammen hjemme hos mig og Niall. Ja jeg var tilbage i London nu.  "Kan du ikke bare vælge en Harry" Brokkede Liam sig. Vi var igang med at vælge film. Det var kun Harry der manglede.

Mig og Harry havde stadig ikke snakket sammen. Det var lidt underligt, fordi vores 'forhold' var blevet meget akavet. Vi kunne ikke være alene sammen. Det blev alt for akavet, virkelig. 

"Jaja" Mumlede han, og tog til sidst Love Actually. "Jeg henter guffet!" Sagde jeg, og klappede mine hænder sammen, og rejste mig. Jeg gik ud i køkkenet, og tog chipsne,slikket,sodavandet og isen. Jeg gik ud igen, med alle tingene på en bakke.

"Så!" Udbrød jeg, og stillede alle tingene på bordet. Jeg kastede mig straks, over lakrids isen. Jeg begyndte at smaske højlyd -det er en vane jeg har, når jeg synes ting smager godt. Drengene kiggede irriteret på mig. "Hvad?" Smaskede jeg, mens isen var i min mund. "Charmerende" Grinte Louis. Jeg rakte tunge af ham, og koncentrede mig om filmen vi så. 

Det var meget mærkeligt at være tilbage igen, men vi har heller ikke bragt det på banen endnu. Altså indtil videre, har alt været som før, hvilket er dejligt. Da jeg var bange for det ville blive akavet. Men nope. Det er det ikke. Smiley. 

:)

:):)

:):):)

:):):):)

STOP! Tak.

***

"Jeg vil have pooopcorn!" Brokkede Niall sig, for 5462938 gang, ej okay overdrivelse, men hellere overdrivelse end underdrivelse! Eller hvad det hedder. Tsk.

"Så let din røv og lav nogen selv" Udbrød Liam lettere irriteret, da Niall havde siddet og prikket til ham, og fortalt han ville have popcorn. "Jamen der såå laangt" Klagede han. "Jeg skal nok lave dem" Sukkede jeg,mens jeg rejste mig. "Du den bedste Ab! Du ved jeg elsker dig mussi!" "Niall drop de der kælenavne." "Pff".

Jeg traskede ud i køkkenet, og proppede popcorne, i mikrobølgeovnen. Imens jeg ventede satte jeg mig på køkkenet, bordet og svingede mine ben. "Vi skal snakke" En hånd blev lagt på min skulder. Jeg fik et kæmpe chok, så jeg hoppede og i skabene, der var over mig. "AV FOR FUCK I FUCKING HELVEDE!" Råbte jeg, mens jeg hoppede ned, og tog mig til hovedet. "Er du okay?". Harry. Shit. Hjælp. Mig. Jeg. Kan. Ikke. Klare. Det. Her. Waaah.

"Ja jeg er helt fint, det er derfor jeg skreg op, og tager mig til hovedet" Vrissede jeg, og gik hen til fryseren. Jeg fandt en ispose frem, og fandt et viskestykke. Jeg lagde isposen ind i viskestykket, og lagde det derefter på mit hoved, så det kunne blive kølet af. 

"Undskyld". Jeg rystede på hovedet. "Lige meget" Mumlede jeg, og satte mig på stolene. Harry satte sig overfor mig, og foldede sine hænder. "Hør Abbie. Jeg er nød til at vide, hvorfor du-" Han sank en klump og kiggede op på mig. "- udnyttede mig". At høre de ord igen, stikkede lidt i mig. Ja jeg havde det dårligt over jeg havde brugt ham, men helt æreligt. Piger og drenge har deres behov. Right?

"Skal vi nu tage den igen?" Sukkede jeg. Harry nikkede, og kiggede ned igen. "Jeg gjorde det for at få stillet mit behov. Jeg blev revet med af stemning. Bum" Mumlede jeg. "Du kan for fanden ikke bare sige det! Er du klar over hvor meget du sårede mig Abbie!? Jeg græd, og skreg pga. af dig Abbie! Du sårede mig dybt. "Råbte han frustreret. Chokeret kiggede jeg op på ham. 

Jeg rejste mig op med et sæt, og kiggede vredt på ham. "Hvad fanden vil du så ha' jeg skal sige!? At jeg synes du knalder perfekt! At du er min gud! Jeg kan ikke gøre for det Harry! Du har for fanden også gjort det med Jessica!" Skreg jeg. Harry kiggede med store øjne på mig. Shit. Det sagde jeg bare ikke. 

Harry rejste sig, op og gik ud i stuen hvor de andre sad. Jeg blev irriteret og gik efter ham. "Du kan for fanden ikke bare gå!" Vrissede jeg, og vendte ham om. "Jeg er ked af jeg sårede dine fucking følelser-" Jeg prikkede ham hårdt på brystet "- men jeg kan ikke gøre for det Harry! Sket er sket!" Råbte jeg.  Drengene havde nu vendt deres opmærksomhed mod os, men de havde ikke tænk sig at gøre noget. 

"Jeg er fuldkommen ligeglad Abbie! Du sårede mig dybt, og det kan ikke ændre noget!" Hvæsede han. Tårene var allerede begyndt at trille ned. "Jeg ville jo ikke såre dig Harry! Vil du vide en hemmelighed, huh? Jeg har FUCKING VÆRET FORELSKET I DIG! Men hvad gjorde du? Du kaldte mig fed og grim. Men det betyder måske ikke noget nu" Hulkede jeg. 

"Vil du have jeg skal sige at jeg er ked af det jeg kaldte dig det var?" Råbte han. "Når men jeg er fandme også ked af det at vi alle sammen har løjet overfor dig! Louis er ikke en ny i bandet! -" "-Harry" Afbrød Liam alvorligt. "- nej Liam! Vi har alle løjet for dig! Louis sårede dig! Du var så forelsket i ham! Men jeg hjalp dig! Vi har alle løjet for dig! Niall,Zayn,Liam,Louis og mig! Kan du huske det i tivoliet. Han tog Jane med fordi han ville gøre dig jaloux! De håne blikke han sendte til dig, og de smil! Men jeg var der for dig!" Skreg han. 

Jeg var lamslået. Det eneste man kunne høre var vores høje vejrtrækninger, og mine hulk. Jeg drejede mit hoved så jeg kiggede på drengene. "Er det sandt?" Hviskede jeg. Mit blik var helt sløret. Drengene kiggede ned, mens Louis nikkede. 

Jeg begyndte at bakke bagud, mens alle minderne kom tilbage. Louis håne blik, Jane pigen han kyssede med. Da jeg hoppede i vandet. Alt kom tilbage. Jeg rystede på hovedet. "Nej.Nej" Gentog jeg. "D-d-et kan ikke være sandt!" Råbte jeg. "I alle har løjet for mig!". Jeg begyndte at skrige, og falde sammen på gulvet. Et par arme lagde jeg om mig, og løftede mig op. Jeg rev mig fri fra, armene og kiggede ind i nogen krystal blå øjne. "La' mig være! DU LØJ FUCKING OGSÅ FOR MIG!" Skreg jeg, mens jeg gik rasende hen mod bordet, med alle vores billeder på. Jeg tog begge mine arme og kørte dem over bordet, så alle billederne røg ned og gik i stumper. "ARRGH!" Skreg jeg.

Jeg styrtede mod døren, tog hurtigt mine sko på og smækkede med døren. Tårene strømmede ned, mens jeg gik i London's gader. Kun iført en t-shirt og natshorts. Jeg løb alt hvad jeg kunne. Jeg ville løbe indtil alt var væk, indtil jeg ikke kunne mere. 

Men sandheden er, at du aldrig kan løbe væk fra tingene.

 

-------------------------------------------------------------------------------------------------

Daaaaaaaaaaaaaaaaaaaaam!

Føler mig helt trist nu :'(

Det er bliver det sidste kapitel men der kommer en epilog! Tusind tak fordi i ville læse med!

Undskyld jeg ikke har opdateret, men det fordi min pc har været helt fucked. Dumme lorte pc. 

Men i er fantatiske! 

Enjoy! xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...