Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2035Visninger
AA

10. Kapitel 9 - Mad Hatress

 

Lyra har fået fat på nøglen, nu skal vi bare finde ud af at aktivere den, så kortet til 'æsken'. Vores sidste og eneste chancer for at besejre skyggerne. Vi går ud til de Andre, som er samlet omkring noget. Vi går der hen, Lyra går stille og roligt, trods hendes ben stadig er skadet ser det ud til at hun har det bedre. Det jeg finder ud af er at det de kigger på. Er et kort, et kort over et stort område. Med marker, bakker, og skove, jeg rykker lidt til Lukas så jeg kan komme frem, han mumler noget utydeligt, men rykker sig stadig. Jeg kigger ud over kortet. "Lyra, giv mig medaljongen" siger jeg lidt strengt, det kan være det her Apollon mente. Medaljongen viser vejen på kortet.

Lyra rækker mig det guld beklædte medaljong. Jeg kan se på formen at det er en af de der halskæden som kan åbnes, jeg kæmper lidt med at åbne den, men den sidder godt fast. "Lad mig prøve" Lukas river den næsten ud af hænderne på mig, men den giver sig ikke. "Her" Aron holder frem mod Lukas, som giver han den. Men selv ikke Aron kan åbne den. Rebekah hiver den ud af Arons hænder og prøver selv. Hun kunne heller ikke. Men da jeg tar imod den igen, tænker, der er stadig én person, som ikke har prøvet.

"Vil du prøve Lyra?" jeg rækker den frem mod, hende. Hun tøver lidt, men tar imod den. Hun fumler lidt med den, med et klik på låget, og et let tag på siden, åbner hun den stille. Inde i er der et form for glas ting, som man kan tage ud, inden i er medaljongen mærkelig sort, over det hele. Med guldmønster. Vi kigger alle måbende på hende. "Det kan du kun fordi vi løsnede den for dig" sagde Lukas hurtigt efter. Helt sikkert Lukas, måske skulle du bare prøve at beholde sen smule stolthed du havde tilbage. Både mig, Rebekah, og Lyra begyndte at grine lidt. Det er da også lidt komisk.

Jeg tager forsigtigt glas tingen ud af medaljongen og tager det over kortet. Tynde røde streger danser nærmest hen over kortet og fører hen til et sted. Hvor æsken er henne. "Se, det er denne vej vi skal følge" Siger jeg og peger med pegefingeren hen af den røde linje, "Hvor?" Jeg kigger hen på Aron, som stillede spørgsmålet. "Den her streg, det er routen vi skal følge" Lyra træder frem og stiller sig ved min side og kigger på kortet igennem glasset. "Sophie, der er ikke noget, ingen streger. Det er bare et stykke glas" Lyra vender sig mod Aron, "Men stregen er da lige her?" Jeg kigger på kortet, og nikker igen med Lyra. Kan de andre ikke se det "her, prøv selv" Aron tar den selv og kigger igennem, men ryster på hovedet "Der er intet Sophie"

Lukas river det ud af Arons hånd og kigger igennem "Den er god nok, der er intet" Lukas giver den til Rebekah, som giver dem ret. Mig og Lyra står bare og ser på mens de fortæller os de intet ser. Men jeg kunne se den tydelige røde streg gå tværs over kortet. "Det er ikke noget vi finder på. Der er en vej på det kort. Jeg ved ikke hvorfor i ikke kan se det, men det er der!" Jeg fulgte slet ikke med, men Lyra så ud til at være vred.

Nogle skældsord blev råbt frem og tilbage. Tror de ikke på mig? Os? "Tror i ikke på os?" Spørger jeg nærmest ud af det blå. De kigger hen på mig, alle sammen, med sure miner på. Jeg tror de har glemt at jeg står her. De har for travlt med at råbe ad Lyra, hvorfor kan de ikke bare stole på os, med det sidste håb vi har? "Sophie, det er ikke fordi vi ikke tror jer, men vi alt for meget at miste. Hvad hvis det her er en fælle? Hvad hvi..." "Intet hvis! Intet men! Jeg ved der er meget at miste Lukas! Men der er også meget at vinde! Det er en chance jeg er villig til at tag! Jeg vil ikke høre på jeres negativitet, jeg vil ikke høre hvad der er at miste, jeg vil heller høre hvad vi kan vinde! Jeg spurgte jer et spørgsmål. Tror i på os? eller gør i ikke?"

Afbrød jeg hurtigt efter Lukas, jeg ville have et rigtigt svar. De kigger alle på mig med et overasket udtryk, især Lukas, Han stod med åben mund, og så ud som om han ikke kan snakke. Men at de bare stod og stirrede på os, i lang tid, tager jeg det som jeg havde troet. De stoler ikke på os...

"Kom Lyra. Vi kan ikke være sammen med nogen som ikke stoler nok på os, som åbenbart ikke vil have deres planet tilbage." Jeg hiver Lyra let i armen så hun kan følge med med sine dårlige ben. Jeg mærker deres blikke i ryggen men vi fortsætter bare. Vi gå ud af templet og begynder at gå i den retning vi skulle mod. Syd, vi skulle ret langt mod syd. Vi går bare, uden at snakke, uden noget som helst. Jeg er for skuffet til at snakke, jeg kan ikke fatte at Aron ikke stoler på mig, vi har været bedste venner som om vi har kendt hinanden hele livet, selvom vi kun har kendt hinanden i få måneder.

"Lyra!... Sophie!... Vent!" Vi stopper op og kigger bag os. Og når man taler om at være skuffet, bliver mit humør vendt på hovedet. "Aron, hvad laver du?" Spurgte Lyra ligeså snart at han stopper op ved siden af os. "Jeg kan ikke lade to små piger redde verden alene, vel?" Vi begyndte at grine, "Ja, men den her pige er stærkere end dig" han kigger seriøst på mig, men jeg griner bare. Det er ikke engang løgn, en gang for nogle uger siden i grotterne skulle vi øve i nærkamp og jeg lagde ham ned... fire gange.

"Du var bare heldig!" Sagde han og rakte tunge, vi begyndte at gå igen. "Fire gange?" Spurgte jeg så og begyndte at grine, det samme gjorde Lyra. Aron mumlede et eller andet, jeg er også ret ligeglad, jeg nyder at gøre grin med drengene. de tror altid at bare fordi vi er piger at vi ikke kan klare os selv, altså piger ligesom Rebekah, som ikke kan leve uden make-up, og har brug for konstant opmærksomhed, som kun tænker på udseendet. Sådan tænker jeg ikke.

Men derfor har jeg også altid været anderledes. Mens nogle piger lærer at løbe i stilleter eller at gå i dem. Lærte jeg at lave saksespark, og at skyde med bue og pil. Ja, jeg har altid været anderledes, men det er også blevet nyttigt, især i en tid som denne.

 

Jeg er dog stadig skuffet over Rebekah og Lukas. De har bare valgt at lade os gå, og de åbenbart ikke tror på os, selvom jeg har reddet deres røv flere gange end man kan tælle til! De burde da have mere tillid til mig? Jeg forstår godt de ikke tror på Lyra, men mig? Jeg har reddet deres røv når de var tæt på at blive fanget, hvor de næsten har ledt dem til vores gemmesteder. Og jeg har fundet mad, gemmesteder, og ledt en gruppe på hvad 7-11 mennesker?! Jeg havde bare troet de havde lidt mere tillid og sådan. Især fra dem...

Vi går i ret lang tid, før vi når en ret stor sø. Vi vælger dog at gå omkring den selvom der er en skov omkring den, vi er for længst væk fra marken, og templet. Lyra har medaljongen på og Aron havde taget kortet, men det er stadig mærkeligt at det kun er mig og Lyra som faktisk kan se vej viseren. Eller hvad jeg nu skal kalde den. Skoven er måske ikke den bedste sted at være når solen er lige gået ned, månen er stå op, og skyggerne kommer frem. God timing...

Vi prøver at gå så hurtigt som muligt, med Lyra dårlige ben. Men det er ikke særlig hurtigt. Vi må tage et par pauser, fordi hun havde for meget smerte i benet. Hvor ville jeg ønske at vi havde Mark med os, gad vide hvor han gik hen. Han forsvandt lige før vi gik ind i templet? Men ihvertfald har vi ikke set nogen skygger, endnu. Vi går også mest i udkanten af skoven og prøver at undgå dem. "Hvordan går det med benet Lyra?" Spørg jeg, hun har siddet ned i et par minutter og klynket, det må også være hårdt at gå rundt med et halv brækket ben nu. "Det er ikke så slemt, men jeg kommer ikke til at løbe eller gå særlig hurtigt mere." Sagde hun og begyndte at klynke igen. "Her, så skal jeg nok bære dig. Hvis det er så slemt" Sagde Aron, hvor sødt alligevel. Hun smiler bare til ham, "Så du sød" Sagde hun bare, mens Aron tager hende op og vi begynder at gå igen.

"Vi bliver nød til at gå hurtigere, hvis vi skal nå helt til den anden ende af landet nærmest, inden skyggerne for fat på os." Sagde jeg efter et par minutters stilhed. Vi skulle rimelig langt væk, til en del af landet med små bjerge, og huler. Jeg har hørt at det var et populært sted at udgrave, og sådan. Men gik ikke op i hvorfor. Jeg hører nogle grene knække og blade rasle, jeg vender mig om. Det samme gør Aron, vi står alle tre med åbne munde. 

Bag er der en lille hær på omkring halvtreds skygger, som løber imod os. Med en stigende fart. "LØB!" Råber jeg og vi sætter i løb, Aron løber dog ikke særlig hurtigt med Lyra i favnen. "Kom så!" Råber jeg igen, vi har ikke råd til at miste flere. Det kan vi ikke!

 

 

Uhhhh, spændene. Overlever de, bliver de fanget? og hvad kommer der til at ske nu?

Når mennesker, jeg vil bare sige tusinde tak for at i gider at læse vores lille movelle her.Og jeg er hel vild over at den ligger på tredje side over populære fantasy movella'er, 17 favorit lister, og 22 likes! Så Tusinde tak,

SES:D

-MH

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...