Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2189Visninger
AA

9. Kapitel 8 - Adax0022

 

"Det virkede" råber jeg højt og mærker glæden boble i mig. Dette her er magi, det er det, det kan vel kun være rigtigt med den æske, eller kan det? Jeg kigger som den første ind i det lyse rum og sætter forsigtigt det ene ben foran det andet trods smerten. Jeg kan klarer mig selv, det er man nødt til at kunne når man lever i en verden som denne, alligevel bliver jeg lidt lettet da jeg mærker en støttende hånd om min skulder, jeg vender mit hoved og kigger direkte ind i Arons øjne, jeg vender hurtigt blikket væk igen og istedet kigger jeg ind i det lyse værelse. 
Væggene er gullige men alligevel er der et slags dunkelt lys, som om at lyset er der men skyggernes påvirkning også ses. Jeg rynker brynene men træder forsigtigt ind i rummet med Aron ved min side. Der er et bord, nogle papirer ligger og flyder hist og her. Jeg går længere ind i templet og kigger rundt. Her er intet der interesserer mig så jeg går bare videre. 
Jeg kigger over på Aron "Jeg tror at jeg går for mig selv" Siger jeg, selvom det lyder grovt er det ikke ment sådan og jeg håber virkeligt at Aron ved at jeg ikke bare er grov.
Han nikker og går over mod det rodede bord der står midt i lokalet. Jeg selv går videre med hånden støttende op af væggen. Smerterne er ikke så voldsomme mere og jeg håber bare at benene er ved at komme sig. 
Jeg sukker og går videre, rummet er stort, større en jeg havde forventet, faktisk enormt hvilket er meget mærkeligt da dette hus jo kun var en lille hytte. Det tænker jeg dog ikke mere over for snart ser jeg en lang gang, en gang der minder mig om noget... Jeg kniber øjnene sammen i det skarpe lys og lister videre.  Længere nede af den lange gang er der en enkelt dør. Den er lavet af sten ligesom det meste af den her hytte. Jeg fortsætter langsomt mod døren, jeg bider smerten i mig, for jeg jeg presser måske lidt for ivrigt, da jeg virkelig gerne vil vide hvad der er bag døren. Jeg støtter mig op mod muren endnu en gang før jeg giver slip og jeg står foran den mærkelige dør. Den er ret mærkelig, den ber lille hytte har flere rum som er sat samme med en åben 'hul' i væggene, og den her dør er den eneste ud over hoveddøren.
Jeg lister helt hen til den og stryger en finger over den ru overflade. Støv samler sig på min finger og jeg for en fornemmelse af at ingen levende personer nogle sinde har rørt ved den dør.
Jeg presser til døren men den går ikke op. Jeg kniber øjnene sammen og kigger rundt. Der er intet andet end den dør og så murstensmurer. 

1, 13, 24.

De numre kører rundt i mit hoved. Jeg vender igen hovedet mod murstenene og opdager de små bitte numre der står på hver enkel mursten. Jeg bider mig i læben men træder så hen. Jeg presser min hånd mod en af murstene 1. Den siger en mærkelig rystende lyd og jeg træder hurtigt tilbage. Den rystende lyd stopper og jeg presser min hånd mod den næste mursten '13' den siger den samme rystende lyd men denne gang trykker jeg bare hurtigt på næste '24'. En voldsom rystende lyd begynder og jeg mærker mit hjerte slå hurtigt mod mit bryst. Men så kigger jeg over mod døren og ser at den er gået op. 
Jeg spærre øjnene op og går hen mod den. Der er lyst derinde ligesom i resten af Apollos tempel. Jeg kniber øjnene sammen og kigger ind. I starten kan jeg slet ikke se noget pågrund af lyset men stille vender mit syn tilbage og jeg kigger ind i et lille værelse. Der  er løvestatuer på begge sider i lokalet men ellers er der tomt. Jeg går ind og kigger rundt. 
Det må være her nøglen er, det skal det være. 
Et syn viser sig pludselig for mit indre øje. Det er et billede. Det forestiller en amulet der på en mærkelig måde synes bekendt. 
"Lyra!" Sophies blide stemme høres for enden af gangen og lidt efter hastige skridt ned mod mig.
Sophie stikker hovedet ind i lokalet hvor jeg befinder mig og jeg ser at hun kigger med store øjne rundt. 
Hun går tavst ind i rummet og kigger på løvestatuerne. 
"Ved løverne.." mumler hun og mit blik farer over på hende. "Ved løverne?" Spørger jeg forvirret og hun nikker. 
"Ja, det var det han sagde, ved løverne" Hvisker hun og jeg rynker brynene. 
"Hvem sagde?" 
"Apollon" 
Mine øjne flakker fra hende til løvestatuerne og jeg tager en dyb indånding. 
Billedet af medaljongen kommer igen frem og mit blik flakker rundt i lokalet, jeg ser at en af løverne har en halskæde på og går med små skridt derhen. Jeg tager fat i halskæden og børster støvet af. Den lyser, det samme billede toner frem for mit indre øje og det går pludselig op for mig. 
Det er nøglen! Nøglen til æsken, det første skridt på vejen! 
Jeg vender mig om mod Sophie der stadig stirre rundt i lokalet. 
"Det er nøglen Sophie!" Siger jeg og hentyder til medaljongen i min hånd. Hun spærre øjnene op og hun kommer hen til mig. Vi stråler begge to af glæde. 
"Det første skridt" Hvisker jeg glad og Sophie nikker tavst. 
"Lad os gå tilbage til de andre" Hvisker hun og jeg nikker uden ord.. Ja det var det første skridt på den lange rejse... 

_______

UNDSKYLD 100 MILLIONER GANGE TIL LÆSERE OG MAD HATRESS FOR DET ALT FOR SENE KAPITEL!!! UNDSKYLD IGEN! Jeg har haft en lang skriveblokering på denne men er nu tilbage på fuld drøn :) 
Tak fordi at i læser. 
HH Adax

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...