Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2113Visninger
AA

8. Kapitel 7 - Mad Hatress

 

 

Rebekah og jeg gik lidt væk, fra templet. Væk, så det andre ikke kan se os mere, jeg har brug for at snakke med hende omkring det her, hun skal ikke lade sin vrede gå ud over Lyra, Nick er en helt og det skal hun huske.

"Rebekah"

"Nej, du skal ikke fylde mig med alt dit pladder om Nick var en helt for at redde Lyra!" afbrød hun mig, hun ved vist godt hvordan jeg er, tårerne strømmer ned af hendes kinder,

"Rebekah, jeg siger ikke at han fortjente det, eller han var en helt, jeg gør det for at få dig til at blive glad,  jeg ved du holdte om ham. Men vi kender til Nick's stædighed, han sætter alle andre i førsteprioritet, og af den grund redde han Lyra istedet for sig selv, man kan ikke tænke selvviskhed når jorden er ved at gå under"

Hun kigger på mig, med et svagt smil på, hun er heldigvis stoppet med at græde, jeg forstår at hun er ked af det med Nick, de havde vist et eller andet? Jeg plejer ikke at være god til at opmuntre og snakke med folk, specialt ikke grædende piger, så jeg fokusere bare på handlingen og siger tingene lige ud, hun nikker til mig, og jeg smiler tilbage til hende,

"Du har ret, som altid," siger hun og tører sine øjne,  

"og du skal sige undskyld til Lyra, for at give hende skylden for Nick's død" hun nikker bare igen og vender sig om for at gå tilbage, jeg følger med lige bag hende. Mark og Lukas står og snakker, eller diskutere, over et eller andet,

"Hey!" sagde jeg hurtigt og satte farten op, de ligner at de kunne komme op i en slåskamp når som helst!

"Jeg er væk i 5 minutter og i skændes allerede!" Lukas og Mark har siden skyggerne ankomst, hadet hinanden uden nogen grund, og hvis der er en så fortæller de det aldrig.

"Hvad skændes i nu om?!" siger jeg med en vred stemme, ja, jeg er ved at være godt træt af alle deres små figths, de var enda værre end pigerne!

"Det behøver du ikke bekymre dit kønne lille hoved om!" vrissede Lukas af mig, okay, der er noget helt galt,

"jo det tror jeg faktisk, for mig og mit kønne lille hoved er mere leder end du er!" vrisser jeg igen, hans ansigt ændrer sig til hurtigt fra vred til rasende, han hader når jeg nævner at en pige er bedre leder en ham, han synes det er flovt.

Men jeg lader ham tro at han er en god leder, i virkeligheden er det mig som sørger for det hele,

"Når, hvad skændes i så om?"

"øhm" sagde Mark lidt efter, hans kinder fik en svag rosa farve over den blege hud, sjovt, det er så sjovt når drenge rødmer. 

"ligemeget, vi skal have fat i de andre, jeg tror det er på tide i får en ordentlig forklaring nu," vi råbte efter Lyra og Aron som var gået sammen mod skoven, de kom hurtigt, Aron først med Lyra i hælene, "Lyra, jeg tror de gerne vil have en forklaring, og, Rebekah har noget hun gerne vil sige til dig"

Lyra kigger forvirret mod Rebekah, jeg kigger utålmodigt på Rebekah, hun ser på mig og opdager sikkert at vi alle venter, hunter en dyb indånding

"undskyld at jeg gav dig skylden, for... Nick's,død...." hun lød som en som kunne bryde sammen da hun sagde Nick's navn, jeg ville ønsk jeg ville sige jeg kunne hun var sur og ked, men det kan jeg ikke. Lyra nikker roligt,

"Jeg forstår godt du er ked af det med Nick, jeg ville ønske han ikke var en af dem nu, men jeg tager imod undskyldningen, skal vi komme videre" 

Det er lidt som om Lyra ikke havde lyst til at høre Rebekah sige undskyld, men mere som om hun gav hende selv skylden, "når, grunden til at vi er taget hen til det her, øhh, Tempel er simpel." startede jeg ud, jeg kigger hen mod Lyra som fortsætter,

"Vi leder efter nøglen" fortæller hun kort, de andre kigger uforstående på os,

"så vi er taget helt her ud for en nøgle!?" vrisser Rebekah, jeg kigger hen på hende, hun stirrer med en form for vrede på mig,

"Den nøgle, kan åbne den æske, som Lyra fortalte os om, vi kan muligvis redde den her dødsens planet" vrisser jeg, jeg kigger rundt, Rebekah kigger vredt på os, Mark og Aron, ligner et par spørgsmåls tegn men Lukas, han stirrer direkte ud i luften, i ingenting.

"Lukas?"

Han kigger på mig, han er føles løs, ikke et eneste form for udtryk i hans ansigt. Jeg kigger undrede på ham, kigger dybt i hans øjne, som langsomt bliver mørkere, jeg træder nærmere og studere hans langsomt skiftende øjne,

"Lukas?" sagde jeg mere panik slagen, jeg rusker lidt i ham, han er som forstenet!

"Sophie hvad sker der!?" Aron hiver mig lidt væk fra Lukas, Mark træder nærmer, og gisper, "hans øjne skifter, men hvordan?"  jeg vrider mig hurtigt ud af Arons greb, jeg går hen til Lukas, jeg giver ham en lussing, 

Lukas tager sin hånd til sin kind, hans øjne bliver mere normale, den mørke, eller, sorte streg forsvinder langsomt ud af hans iris,

"Hvorfor gjorde du det!?" spurgte han vred. Jeg krammer ham bare,  han skubber mig væk og jeg smiler bare, "Hvad fanden, det ene øjeblik siger du at vi er her efter... Et eller andet og så......... Så giver du mig en Lussing! Hvad fanden Sophie!" 

Vent, han kan ikke huske hvad vi sagde? Jeg kigger uforstående rundt på de andre, de kigger, nej, stirrer alle med store øjne på Lukas.

"Hold øje med ham, Sophie" Hviskede Mark til mig, da han går forbi og tager Lukas med sig, sikkert for at forklare, "hvad fanden skete der lige?" spurgte Lyra,

"jeg har ingen ide," sagde jeg langsomt, efter mens jeg holder øje med Mark og Lukas indtil de er ude af min synsvinkel.

 

Det eneste Apollon ikke sagde var at vi ikke kan komme ind i Templet. Døren har en mærkelig skrift på, som ingen af os forstår, men vi er blevet enige i at det må være latin eller græsk, siden at det fleste guder kommer fra den græske mytologi.

Jeg regner med det er en gåde, eller sådan noget. Men der er en sjov rød sten i midten af døren, den er rimelig ridset og der er en revne i midten, det er rigtig mærkeligt, Lukas, er ved at være sådan da normal, han fortæller os at der er et sort hul i hans hukommelse. Mark prøver at finde ud af hvad der skete, men han har intet fundet ud af endnu.

"Hvad laver vi her endnu, igen?" Vrisser Rebekah, hun har brokket sig over lige siden vi kom om det var for farligt at blive her, selvom det er en af de sidste steder med lys. Lys, hmm, 

"Jeg tror jeg ved hvordan vi åbner døren!"

"Hvordan?!" Aron og Lukas var hurtigt henne ved mig, stirrede, de har også bare siddet og tænkt hvordan pokker vi åbner dørene, 

"Den der sten, eller, krystal i væggen, den har en revne. Måske skal vi have lys ind i dens revne og så åbner dørene, det er jo lysets tempel, ik?" Drengene nikker bare, og kigger rundt,

"Men hvordan pokker har du tænkt dig at vi får lys til det? Det er for det første nat, og, Når ja, solen lyser næsten ikke mere," Det problem kan jeg godt følge dem i, hvordan får vi lys til det?, hmm.

"har i måske tænkt på at solen kommer frem i morgen, og måske bruge noget som hedder et spejl?" Jeg vender hovedet mod Mark som kommer nærmere og stod med armene krydset, han kigger bare hen på os,

"Har i tænkt på det?" Tilføjer han efter et par minutters stilhed, vi ryster alle flovt på hovedet. 

"hvor kan vi finde et spejl?"

"Duh, jeg har da mit?" Rebekah kom hurtigt med i samtalen, Hun rodder lidt i sine lommer men finder så et lille lomme spejl frem,

"Hvorfor har du sådan et med dig?" spørger jeg, forvirret? Hvorfor pokker render piger altid rundt med små spejle i deres lommer, de behøver ikke at tjekke deres make-up konstant? 

"Hvorfor tror du? Det kan være vi er blevet invaderet og vi er de sidste i gruppen, men jeg har stadig tænkt mig at gøre noget ud af mig selv" hun åbnede det og havde bare stirre på sig selv mens hun sagde det Jeg forstår virkelig ikke piger nogle gange, og jeg er selv en...

Jeg rev spejlet ud af hendes hænder, Jeg tjekker himmelen og ser at solen så stille er ved at stå op, "Vi bliver nød til at vente til solen står højere" Siger jeg stille, de nikker og går stille og roligt tilbage til hvad de lavede før, Jeg går hen til Lyra som sidder på en sten,  

"Hvordan fandt du ud af det?" Hun kiggede ikke på mig men stirrede direkte ud i luften,

"Det ved jeg ikke, mine tanker førte mig ud i det blå og så kom jeg i tanke om jeg har set det på en film før." Hun begyndte at grine

"Så du tror at det som man gør i film også virker i virkeligheden?"

"Det må vi håbe" jeg sætter mig ned på græsset ved siden af hende, "Egentlig, havde jeg troede at lys gudens tempel ville være større en bare et lille orm for guld skur." Jeg kunne ikke holde et grin tilbage,

"Et guld skur?" Sagde jeg mellem grinene

"Ja, et  guld skur, det er ikke særlig stort, jeg forstår det ikke, burde det ikke være større? eller være på toppen af et bjerg i Grækenland " Det gav faktisk mening? Jeg forstår ikke helt selv hvorfor Lys gudens tempel står her i vores lille land. Eller har Grækkerne bare valgt at de skal sprede deres templer rundt i verden eller var der en rigtigt grund til det? 

Jeg kigger hen mod solen som står lige over bakken så den stråler få stråler ned over os, "Når, lad os håbe at det virker" Sagde jeg, og rejser mig.

Jeg stiller mig foran døren, tager spejlet frem og peger det mod solen for at prøve at fange en stråle, jeg retter den så den kan ramme stenen, eller, krystallen, jeg aner stadig ikke hvad det er? jeg fik fat i en svag stråle og jeg rykker stille på spejlet så den kommer til at ramme stenen, jeg rykker lidt mere, Indtil jeg faktisk rammer revnen, Mark, Lukas, Rebekah, Lyra, og Aron, rejser sig og stiller sig bag mig. 

Jeg kigger hen på dem, deres ansigt stirrer lige ud, jeg kigger tilbage og ser en den røde sten skifter langsomt til en beige farve og lyser mere og mere, så der kommer et lys stråler over det hele.

Jeg kigger væk da lyset er ret skarpt, men da jeg kigger på døren igen, er de åbnet

"Det virkede!" Råber Lyra bag mig, det virkede virkelig!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...