Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2183Visninger
AA

7. Kapitel 6 - Adax0022

 

Det er lyst, næsten så lyst at man bliver blændet. Jeg kigger rundt, her er støvet og i det skarpe lys som ellers ikke ses andre steder kan man se hvert et støvkorn. Der står nogle skinnende løvestatuer i ved væggen og der hænger nogle malerier der er dækket af støv men ellers er der tomt. Jeg kigger rundt på udkig efter noget. Jeg ved ikke hvad, bare noget der kan åbne apollos æske. 

"Lyra?" 

Jeg kniber øjnene sammen i det skarpe lys og fortsætter ligeud for at finde det. Mine øjne er knebet sammen, jeg går videre og kigger rundt for at orienterer mig. Intet som kan være en nøgle til den æske. 

"Lyra..?" 

Noget lyser ekstra meget i den anden ende af det lyse rum og jeg lister langsomt derhen. Nogle papirer ligger og roder på bordet og jeg skubber dem væk for at se hvad det er, og der ligger der en medaljon, en lille, men fin en, den er støvet. Jeg tager den op og et billede af æsken viser sig for mit blik. Jeps, her har vi nøglen.. Nøglen til lyset...

Nøglen forsvinder, sammen med resten  af værelset, lyset svinder langsomt ind, Jeg står alene i et mørkt sted, jeg aner ikke hvor jeg er, men da jeg mærker noget ved mine fødder, som også rører kigger jeg ned, jeg står med bare tær imellem noget som minder om korn. 

To skikkelser spurter over marken der syntes at strække sig i uendelighed. Deres åndedræt er højt og de gisper begge efter vejret. De er tæt forfulgt af Skygger, sjøleløse monstre der vil overtage de to pigers krop. Eller det er i hvertfald hvad man siger. Sjæleløse monstre. Hvad de ikke ved er at skyggerne ikke er helt som de tror. De spurter afsted, kaster sig over træstammer og grene. Svinger sig under kæppe. Snart kan et tempel ses. De kigger begge på det, er ved at miste pusten da de ser det lille bitte lys der strømmer ud fra det. Ikke nok til at holde skyggerne tilbage. 
De to piger kaster sig videre, de er chokerede og håbet er ved at svinde ind til en lille kugle i deres bryst. Det er jo ikke engang sikkert at æsken virker...
De kigger sig igen tilbage mod det som engang var Apollos tempel. Nu er det braset sammen. Det var deres håb det støttede sig op af. Det som holdte dem i live, tanken med at de kan redde deres hjem, Nu er der intet håb... De har indset deres skæbne

De skal dø...


"LYRA!" Jeg farer sammen fra min vågne dagdrøm der ellers virkede som virkelighed. Jeg kigger over på Sophie der ryster sine hænder for mit ansigt. Den sidste drøm gnaver sig ind i mit bryst. Hvem var de to piger? De havde æsken, men intet håb. Apollos tempel var styrtet sammen. En tanke styrer igennem mit hoved - Det var os, mig og Sophie... Men det kan ikke være sandt. Man kan vel ikke spå fremtiden?

"Hvor var du lige henne?" Spørger hun og kigger halvt alvorligt, halt grinende på mig. Jeg ryster på hovedet over den vågne drøm og smiler til hende. Vi står udenfor templet. Udenfor vores eneste håb om overlevelse for menneskeligheden, og jorden for den sags skyld.
Det er et lyst skær men ikke så lyst som drømmen viste. Det er skyggerne der slukker lyset, og håbet, mere og mere. Jeg kigger rundt på de andre der står med sammenknebne øjne og kigger på Apollos tempel. Ja, lysguden er død. 
Vi går op af de stor trapper og kigger alle med store øjne på de kæmpe søjler der ser ud til at være meget gamle. Mark fører an ind i templet og vi går tæt sammen efter ham. Indenfor er lyset stærkere men stadig ikke helt så stærkt.
Der er helt stille herinde. Ingen siger en lyd. Det eneste der afslører dem er deres vejrtrækninger som alle er lidt hurtigere end normalt. 
"Kan en eller anden sige mig hvad det her er og hvorfor vi befinder os her?" Det er Rebekah der bryder stilheden.

Hun taler højt og en smule skingert. 
Det er som om at der er nogle der betragter os. 
Ingen svarer Rebekah og hun står utålmodigt og tripper lidt bange, 
"Skyggerne" Svarer Sophie dog kort og hun slår ud med armene og himler med øjnene. "Behøves vi være så skide dramatiske?!" Jeg mærker at hun går mig lidt på nerverne men jeg tør alligevel ikke sige noget, hun er meget vred på mig og jeg selv er vred på mig så det kan jeg ikke gøre, jeg var trods alt skylden til Nicks død. 
Der er stille i blandt os og Rebekahs kommentar hænger og svæver lidt i luften mens vi går afsted gennem lyset.

"Hvorfor svarer i ikke?! Er i alle ved at blive sindsyge?! Hvad er det her for et sindsygt sted?! Hvad er det vi skal her! Har i tænkt på at vi kan blive blinde! Det kan også være en fælde mod os for at lokke os hertil 'lyset' og så kommer skyggerne og overtager alle vores kroppe!" Hun lyder mere og mere frustreret og pludselig standser hun op og snøfter lavt. 

Jeg kigger med store, overraskede øjne rundt på de andre der ser knap så overraskede ud. Sophie bevæger sig hen mod Rebekah der står med tårene trillende ned af kinderne.

"Det er en svær ting, Rebekah har det med at blive sådan når hun er ked af det" Hvisker Sophie så kun jeg kan hører det på forbifarten. Hun ligger en arm om Rebekah.
"Det hele skal nok gå. Vi jager skyggerne bort, det er derfor vi er her" siger Sophie men Rebekah græder videre og det ser ikke ud til hun har tænkt sig at stoppe inden for det næste stykke tid. 
"Vi deler os" kommer det pludselig fra Aron og en enig mumlen lyder fra alle andre. Jeg selv er lidt bange ved tanken om at gå alene men det siger jeg ikke højt. 
"Rebekah og jeg går sammen" Siger Sophie hurtigt da Rebekah begynder at klynke igen. Pludselig spreder alle sig i forskellige retninger og det er kun mig og Aron der er tilbage. "Må jeg spørger dig om noget?" Siger han og jeg nikker en lille smule

modvilligt. 

"Det med den æske der og det hele. Er det rigtigt? Du kan stole på mig." Hvisker han med en charmerende stemme. Sikkert for at lokke mig til at sige det hvis det var falsk.
"Hvis jeg skal være helt ærlig... Så ved jeg det ikke.. Der er to muligheder: Den første er at det er sandt og den anden er at jeg er blevet tosset." Det er de ord jeg siger før jeg vender om på hælden og haster bort. Jeg er ikke så tryg ved nogle af dem andre en Sophie og jeg vil bare gerne til at ud af det her tempel, finde den æske og jage skyggerne bort.
Hvis den altså findes...

 

"Lyra!" jeg vender mig ikke om, jeg bliver ved med at gå. Jeg vil ikke høre på han snakke om at hvis der ikke er nogen æske, eller det ikke virke at jeg er en sindsyg person som har ledt dem ind i døden, jeg sætter farten lidt op og går hen mod skovbrynet. "Lyra, vent nu lidt!" han kom op ved siden af mig. "Jeg tror ikke det er en god ide du går rundt alene med den skade..." jeg kiggede forvirret på ham, men så gik op for mig at han mente at jeg ikke kan løbe, det er hårdt nok at gå rundt, men jeg bider smerten i mig og bliver ved med at gå. Jeg har ikke tænkt mig at være forsvarsløse fordi jeg gik ind i en metalbjælke. "hvor ved du egentlig alt det her om æsken? Og hvordan fik du Sophie med på den? Hun plejer aldrig at tro på sådan noget her?" sagde Aron som en mumlen, "ved du godt at du snakker meget?" sagde jeg flabet lige efter. Han kiggede nærmest fornærmet på mig, men han brød ud i grin lige efter, "jeg ved det faktisk ikke" han stoppede med at grine, og kiggede atter seriøst på mig, "for at svare på dit spørgesmål." han nikkede let, han stoppede og kiggede tilbage mod templet, "jeg synes jeg hørte dem kalde, vi skal nok komme tilbage" han vendte sig om og gik tilbage mod de lille tempel, rigtig nok var der nogle svage råb, fra templet. Jeg vendte mig om og fulgte efter Aron.
 

____

A/N

Tak til  Hatress der har hjulpet mig med det her kapitel ;)
Forfærdeligt møgkapitel XD Undskyld for mit sprog, har bare en lidt mindre skriveblockering her for tiden men kapitlet skulle skrives for sådan kommer jeg for det meste ud af mine blockeringer...
At skrive et totalt ringe kapitel... He...he... Vi er begge så glade for at i læser! Det er helt vildt fedt at så mange talentfulde, søde mennesker vil læse denne her! og at i skriver kommentarer, Tak! :D
HH Adax 
*IKKE RETTET IGENNEM*
 

                                    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...