Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
1997Visninger
AA

6. Kapitel 5 - Mad Hatress

 

 

Få dage gik, vi er alle stadig overasket at se at Lyra kunne løbe, selv med hendes brækkede ben, de må blevet bedere, eller løb hun i ren panik. Rebekah var stadig sur over den måde Nick var så heltemodig over at redde Lyra.

Vi er fortsat ned af en skov sti, gemt bag træerne, der var mørkt, og jeg kunne høre at Rebekah klynke sig lidt. Mark, Aron og Rebekah snakkede lidt, jeg kunne høre de snakkede om Nick, jeg forstår stadig ikke hvorfor Rebekah var så sur overhovedet omkring det med Nick. 

Han er en helt! Selvom han ofrede sig selv for at redde Lyra, er jeg ham taknemlig.  Lyra blev støttet af Lukas. Mark, Rebekah og Aron gik bagerst og jeg går foran og holder øje med at der ikke kommer nogle.

Jeg vidste også hvor vi skulle hen. Apollon's Tempel. Der ville vi kunne være i sikkerhed, bare for en tid. Kun begrund at der ville være så meget lys at skygger vil blive skræmt af selve tanken.

Jeg kigger på natte himmelen. Månen står lavt og et meget lille orange lys kunne ses i horisonten. 

"Solen står snart op, eller resterne af den" Nogle små grin kunnes høres. Vi synes alle det var sjovt når en sagde at solen gik ned eller den gik op eller den skinnede, for der kom ikke meget sol mere.

Skyggerne havde lagt et for for sol beskyttelse over jorden så her var mørkt selv om dagen. Apollon's Tempel lå midt i en øde mark, der kom aldrig noget så det vil ikke være overaskene hvis der var spinddelvæv og edderkopper og støv over det hele....

 

"Hey Lyra, hvordan er dit ben?" Hørte jeg Mark spørge.

"Fint" Siger hun stille, jeg sætter farten ned så jeg går ved siden af Lyra, med Lukas og Mark på den anden side. "Jeg er ret overrasket, hvordan kunne du løbe, med brækkede fødder" Spurgte Lukas, hurtigt,

"Jeg tror det var af ren frygt og panik, men det gjorde også ondt ad helvedes til!"

Vi små grinte af hendes bemærkning, "Men det var godt du gjorde det, eller ville du havde været et sjæleløs monster nu,"

"Men så ville Nick ikke være et.." Kom hun hurtigt efter. Efter den måde hun sagde det på, havde hun helt sikker dårlig samvittighed over det, hun følte sikkert det var hendes skyld.

"Lyra, det er ikke din skyld at Nick blev fanget, han prøvede bare at redde dig." Siger jeg, hun sukkede "Sikkert" Vi satte farten og mens jeg kiggede på den kolde og mørke himmel. 

"Hvor er vi overhoved på vej hen Sophie, jeg er træt!" Råber Rebekah fra bagtroppen,

"Ja, Hvor er vi overhovedet på vej hen Sophie?" spurgte Aron, Jeg skævede hen til dem,

"Øhh" Jeg siger ikke andet, hvordan pokker skulle jeg forklare at i en drøm kom lysguden hen til mig og sagde jeg skulle finde en nøgle til en æske som ville udslette skyggerne, de troede ikke engang på at æsken fandtes. Måske skulle jeg snakke med Lyra omkring det her, hun må da tro mig. 

 

"Lad os tage en Pause,"

"Ja Tak!" Kom der hurtigt fra Rebekah som smed sig ned i græsset,

"Lyra, Kan vi snakke?" Lyra kiggede forvirret hen på mig. Hun nikkede blot og Lukas slap hende stille, Jeg gik hen og støttede hende og vi gik uden for de andres rækkevidde. Jeg sætter hende ved en sten mens jeg  gik lidt frem og tilbage, hvordan skal jeg fortælle det uden at lyde skør. "Hvad så" Kom der fra hende efter lidt akavet stilhed.

"Jeg, øhm, Okay. Du skal ikke tro jeg er skør, men..." Hun vippede hovedet lidt til den ene side og kiggede forvirret på mig

"Grunden til vi går herude er at, i en drøm fortalte lysguden Apollon mig at der en nøgle til den æske du har fortalt os om, Den nøgle ligger så et eller andet sted i hans tempel."

"Som ligger her i nærheden" Smilede hun, så hun synes ikke jeg er skør.

"Nemlig, nøglen er også kortet til den æske, men vi skal lige finde ud af om det var min fantasy som syntes at den skulle give mig noget falsk håb eller om det er sandt hvad du har sagt om den æske." Kom ud i en lang køre, hun sad bare og kiggede på jorden, tænkte sikkert over hvordan hun skal råbe hvor skør jeg er.

Men hun sagde simpelt bare

"Så skal nok til at gå igen hvis du vil nå der hen før sol nedgang, for det tempel lyser ikke særlig meget når den gud er død." Grinte hun... Vent? Jeg troede ikke man kunne dræbe en gud, hun stoppede med sit grin da hun så mit forvirrede ansigt.

"Skyggerne har ligesom dræbt lyset, derfor er lysguden død" Jeg smilte bare og nikkede med hovedet, Fedt, jeg har fået besøg af en død gud i min drøm. Jeg gav hende en hjælpene hånd tilbage til de andre, De sad og snakkede.

Rebekah lå med sit hoved på Aron's skød. Mark snakkede med Lukas, men Lukas så vi kom tilbage og skyndte sig hen mod mig, han havde sikkert set hvor svært det er gå rundt med en som knap kunne gå.

Hvordan i alverden hun kunne bare hinke med begge fødder brækket er et mysterie, men hun må have smerte. Det er sikkert

 

Da Aron så jeg kom hen imod ham skubbede han hurtigt Rebekah væk, som ellers havde ligget og sovet, hun så p på ham, men han ignorede hende, Jeg kunne ikke lade vær med at grine, Rebekah lå på jorden med sit fornærmede fjæs på. Det så så sjovt ud. "Hvad snakkede i så om?" Spurgte han bare,

"Det er en hemmelighed, Men vi skal videre. Vi forklare senere" siger jeg bare og gik videre. Jeg kigger bag mig og ser at Aron, Rebekah stadig står stille mens Lukas hjalp Lyra med at gå stille og roligt.

"Kommer i, vi skal altså videre" Sagde jeg og vente mig om for at gå igen. Et vrissen udbrød, og nogle små bandeord kom fra Rebekah, den lille prinsesse altså.

Kan hun nu ikke gå eller hvad? siden hun brokker sig hele tiden. 

Mine fødder gør ondt, er vi der snart, Hvorfor kan vi ikke bare ligge os til at sove, jeg har kun sovet 6 timer idag, Jeg er sulten, Det brokke hovedet. Kan hun ikke lære at man skal bevæge sig hele tiden og ikke bare dovne den af og æde, og hun klæbrede sig hele tiden op ad Aron men han skubber hende bare væk, det er så sjovt at se nogle gange.

 

Vi gik, og gik, og gik. Til sidst nåede vi kanten af skoven, og der var mindre træer og mere jord, Der kom overaskene nok mere lys. Vi fortsatte bare med at gå i det som føles som dage, men det var sikkert kun et par timer.

"Sophie, se" Hviskede hun stille til mig, men kunne ikke undgå at Lukas hørte det, Lyra pegede mod noget i horisonten. Jeg kiggede der hen, og kneb mine øjne sammen, og kiggede i et stykke tid, da det gik op for mig at det var Apollons Tempel jeg kunne se.

"Vi gjorde det sgu" sagde jeg, mest til mig selv. Men jeg kunne ikke undgå at se nogen af de andres forvirrede blikke.

"Hvad er det der sker, hvorfor er vi gået herud.?" Kom der fra Lukas.

"Vi har lige fundet det første spor til vores redning." Sagde jeg kort, med en ligegyldig stemme, jeg og Lyra smilede bare. Både Mark og Aron rystede på hovedet, og grinte af os.

"og hvorfor tror du det?" Spurgte Aron, som om han slet ikke troede der var nogen redning.

"For vi har fundet lysguden tempel. Vi skal der ind først.

Så forklare mig og Sophie jer det hele." Svarede Lyra lige efter.  Vi begyndte at gå igen, stille og roligt, For skyggerne var der mest omkring sol opgang, natten og sol nedgang.

Det var sjældent man så dem om dagen, Men man kan aldrig være forsigtigt når det gælder en invasion. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...