Mørkeræd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 29 apr. 2013
  • Opdateret: 14 mar. 2015
  • Status: Igang
Forestil dig en verden, denne verden er fyldt med mørke og farer af skygge lignede, sjæle sugende væsener. At leve på så få rationer, og dårlige forhold. To piger finder ud af en måde at rede det hele på, men deres risikoer er store, og chancen er så lille for at virke.
Det er en lang, dramafuldt, skræmmende, eventyr som kræver, tillid, venskab, og en hel masse held.
Så følg Lyra og Sophie igennem deres eventyr for at redde verden fra Skyggerne.

(Historien er skrevet af Adax0022, og Mad Hatress, men grundet at Adax profil blev hacket, er hun nu Skarhamar, så folk ikke bliver forvirret over kapitel forfatter navnet, og navnet på forfattere -Mad Hatress)

29Likes
28Kommentarer
2278Visninger
AA

5. Kapitel 4 - Adax0022

 

 

Det er mørkt her. Gaderne er næsten kulsorte og jeg kan kun ane et omrids af byens tomme gader. Her lugter klamt, her lugter af død. Jeg har gåsehud og hver og et af mine instinkter arbejder på højtryk. Min vejrtrækning syntes alt for høj for mine ører og jeg prøver at sænke den en smule.  
Jeg kigger rundt og ser pludselig at jeg er omgivet af sorte skygger, uden nogle krop, bare sorte skikkelser der tørster efter min sjæl og min krop. Jeg mærker kvalmen stige i mig. 
Men pludselig er de væk og i stedet træder nogle ansigter frem, nogle ansigter jeg kender alt for godt. Min mor og min far. Jeg gispede da jeg så deres tomme sorte øjne og trådte et skridt tilbage for at flygte men de forsvandt og kom frem lige bag mig. Jeg gispede igen og satte i løb væk fra dem. Stemmer var som ekko i mit hoved og jeg mærkede tårene på mine kinder.
"Skyggerne er ikke hvad du tror de er.." 

 

Jeg vågner med et sæt og gisper, jeg tager min hånd op til min kind og mærker at den er våd af tårer. Her er mørkt og jeg husker ikke hvordan vi er kommet hertil. Det sidste jeg husker er den rødhårede piges beslutsomme blik og at vi var draget afsted. Mig i favnen på ham drengen. 
Jeg måtte være faldet i søvn, men hvor er jeg nu? Jeg ryster over hele kroppen ved mindet om mine forældres døde, sorte øjne som ikke tilhører dem mere. Jeg snøfter og fumlede i mørket for at mærke. Der er græs under mine hænder og jeg fumler lidt med det. 
"Skyggerne er ikke hvad du tror de er.." Tanken bliver ved med at genspille sig i mit hoved og jeg ryster igen. Hvad er de da? Andet en klamme bæster der overtager folks kroppe? 
"Er du vågen?" Den rødhårede piges stemme lyder i mine ører og nu hvor mine øjne har vendet sig til mørket kan jeg se hendes skikkelse side tæt på og kigge på mig. 
Jeg mumler et "Mhhh..." Og den rødhårede pige nikker. "Jeg holder vagt, du ved hvis der kommer nogle skygger" Siger hun og jeg kan se at hendes øjne viser had så snart hun nævner dem. 
Jeg forstår hende godt men tanken går igen igennem mit hoved 'Skyggerne er ikke hvad du tror de er' Jeg sukker irriteret og ryster på hovedet. 
"Hvad hedder du egentlig? Vi kan jo ikke blive ved med at kalde dig 'pigen'" Smiler hun forsigtigt til mig. Jeg mærker hvordan mine tanker farer rundt i mit hoved. Hvad hedder jeg egentlig? Jeg spærre øjnene op i chok da navnet pludelig ryger ind i mit hoved. 

"Lyra" Hvisker jeg og mærker tårene snige sig ind på mig. Min mor havde altid kaldt mig Lyramus og min far Ly. Jeg kiggede ned i jorden. 
"Flot navn! Jeg hedder Sophie” Siger hun. Min mundvige trækker lidt op i et kort smil, Sophie. Det navn syntes underligt trygt, selvom jeg aldrig har kendt nogle der hedder det. ”Og det der er Lukas, Rebekah, Aron, Mark og Nick” Hun peger på personerne og jeg ligger hovedet på skrå og prøver at få navnene ind i mit hoved.
Jeg kigger igen på Sophie, hun ser trist ud og kigger ned i jorden. Jeg har lyst til at spørge hvad der er galt men ved at det ikke vil hjælpe synderligt.
Hun sørger nok over de døde, slår det ind i mit hoved og jeg kigger medfølende på hende.

Den dårlige samvittighed vælter pludselig ind på mig. Jeg har det som om at det er min skyld at vi sidder her, at alle de mennesker er døde.
Jeg ved ikke hvordan skyggerne fandt os, men jeg har en dårlig fornemmelse af at det var da jeg skreg og de opda

gede menneskene der kom og hjalp mig.

Jeg sank en klump da jeg igen henvendte mig til Sophie. ”Bare lig dig til at sove jeg tager din vagt” Siger jeg stille og hun kigger med sammenknebne øjne på mig.

”Trænger du ikke til at sove?” Spørger hun og jeg ryster på hovedet.
”Ikke mere end dig”

Det er ved at lysne bag trækronerne og endelig kan jeg se at vi befinder os i en skov. Lige nu ligger vi på en eng agitig omringet

af træer. Det er et smukt syn men det for jeg ikke lov at nyde længe for pludselig kan man se sorte, klamme skykkelser og jeg gisper.

”VÅGN OP! VÅGN OP! SOPHIE!” Råber jeg og farer op. Skyggerne er på vej i en hastig fart mod os og jeg mærker tiden der går.
Sophie og de andre springer op da jeg igen råber så højt jeg kan og endda sparker lidt til en tilfældig.
De gisper alle og det samme gør jeg da jeg ser at der kommer flere og flere. Mindst 50 af dem viser sig og der kommer flere til. Det er som en stor sort masse og jeg mærker kvalmen stige i mig.

”LØB!” Råber Sophie, hun har ret, det er nytteløst at kæmpe. Vi spurter afsted men skyggerne nærmer sig. Det er først nu det går op for mig at jeg løber selv og jeg mærker også smerten i begge ben, hvilket gør at jeg snubler og falder ned på jorden.
Jeg lukker øjnene, velvidene at det er forsent at flygte. Skyggerne vil smide min sjæl væk og overtage min krop blot om få sekunder.
Jeg mærker at jeg bliver hevet i og kniber øjnene endnu mere sammen men opdager så at det er menneskehænder. Jeg spærrer øjnene op og kigger lige op på Sophie. Tårene triller ned af hendes kinder i stride strømme. Jeg rejser mig op og ved slet ikke hvad der foregår. Hun tager mig med ned i en slags hule hvor de andre også er. Jeg mærker forvirrelsen bredde sig i mig.
Jeg kigger rundt. Alle ser triste ud og Rebekah med et ondt og hadefuldt blik. Tårene triller ned af hendes kinder og hun kigger med et så hadefuldt blik på mig at jeg bliver nødt til at kigge ned.

Jeg kigger igen op og ser at der er en der mangler. Lukas.
”Hvor er Nick?” Min stemme er skrøbelig. Hvad sker der?
”Ha-han er død” Hvisker Sophie til mig og jeg mærker gåsehuden på mine arme bredde sig. ”I forsøget på at redde dig! Jeg ville ønske at det var dig der var død!” Hvæsede Rebekah og jeg vidste at hun havde ret. Hvorfor ikke mig? Jeg mærkede kvalmen stige i mig. Det var derfor Rebekah var så vred. Det havde været min skyld at han var død, min alene.
Jeg mærkede tårene trænge sig på men slap ingen ud. Jeg vidste at hvis jeg græd nu ville jeg aldrig nogle sinde kunne stoppe. Jeg ville græde over alt. Jeg havde prøvet dette før. Mine forældre var død ved at redde mig og nu også Nick. Hvorfor skulle jeg ikke dø? Hvorfor alle mulige andre?
 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...